Fra den vestukrainske by Stebnyk over Rom til Aalborg – mød p. Yaroslav Mysak

Siden marts i år har de ukrainske katolikker i Nord- og Midtjylland haft en ny præst. Vejen til Danmark har dog ikke været ligetil for den 30-årige p. Yaroslav Mysak. Som ung begyndte han på et økonomistudium, men under en valfart i Ukraine genfandt han sit kald til præstegerningen. Senere førte teologiske studier ham til Rom og ønsket om at tjene ukrainere i diasporaen til Bispedømmet København

I dette interview fortæller han om sin opvækst i Ukraine, sit kald til præstegerningen, de første måneder i Danmark og ønsket om at skabe et åndeligt hjem for ukrainere langt fra deres hjemland.

– Kan du fortælle lidt om din baggrund, din hjemby og dit kald?

"Mit navn er Yaroslav Mysak. Jeg er 30 år gammel og kommer fra Ukraine. Min familie består af mine forældre og min storesøster, som i dag er gift. Jeg er præst i Den ukrainske græsk-katolske Kirke. Jeg blev født i den gamle og smukke by Drohobytj i det vestlige Ukraine, omkring 90 kilometer fra Lviv, men voksede op i den nærliggende mineby Stebnyk. Her gik jeg i skole og kom i den lokale sognekirke, hvor jeg modtog kateketisk undervisning og tjente som ministrant.

I den østlige kristne tradition er kirkerummet opdelt i tre dele: forhallen, kirkeskibet og alterområdet. Alterområdet er adskilt fra resten af kirken af ikonostasen og er forbeholdt gejstlige og ministranter. Som dreng gjorde det et stort indtryk på mig at opholde mig dér. Det gav mig en stærk fornemmelse af stedets hellighed og af præstens tjeneste ved alteret. Sammen med den opdragelse, mine forældre gav mig, hjalp det mig til at opdage det, vi kalder et kald.

Min kaldshistorie er ganske særlig. Da jeg var på mine sidste skoleår, fortalte jeg mine forældre, at jeg ønskede at søge ind på præsteseminariet. Min far var dog imod idéen, og på det tidspunkt kunne jeg ikke argumentere imod ham. Derfor valgte jeg i stedet at begynde på et økonomistudium, selv om det ikke var det, jeg egentlig ønskede. I fire år studerede jeg økonomi og tænkte ikke længere på præsteseminariet. Men i mit fjerde studieår deltog jeg som sædvanlig i den årlige valfart til Maria-valfartsstedet i landsbyen Hrushev. Midt i stilheden og bønnen oplevede jeg igen det kald, som jeg havde forsøgt at lægge bag mig. Til min egen overraskelse søgte jeg kort efter ind på præsteseminariet. Efter mindre end to måneders forberedelse opnåede jeg det bedste resultat ved optagelsesprøven. Siden da har jeg aldrig tvivlet på, at Gud kaldte mig til præstetjenesten."

– Hvordan kom du til Danmark?

"Min vej til Danmark kan bedst beskrives som en del af Guds forsyn. Efter afslutningen af præsteseminariet blev jeg, efter anbefaling fra seminariets ledelse, sendt af min biskop til videre teologiske studier ved Det Gregorianske Universitet i Rom. Da jeg rejste til Italien, regnede jeg med at vende tilbage til mit hjemstift efter studierne. Men jeg har altid forsøgt at give plads til Guds planer i mit liv.

Min tid i Rom faldt sammen med Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. Jeg oplevede på nært hold, hvordan mange mennesker blev tvunget til at forlade deres hjem og søge sikkerhed andre steder. Det skabte et stort behov for sjælesorg blandt ukrainere i udlandet, og jeg følte mig kaldet til at hjælpe. Gennem denne tjeneste lærte jeg biskop Bohdan Dzyurakh at kende, som er eksark for ukrainere af byzantinsk ritus i Tyskland og Skandinavien. Efter samtaler med ham og med min egen biskops velsignelse blev jeg sendt til Danmark.

Samtidig havde mange ukrainere i Aalborg og omegn gennem længere tid ønsket at få en ukrainsk præst. Hertil kom de mange flygtninge, som var ankommet efter krigens udbrud. Derfor blev det besluttet, at vi skulle styrke den pastorale indsats blandt ukrainere i området."

– Hvad er dine første indtryk af Danmark?

"Mine første indtryk er meget positive. Danmark er et højtudviklet land med en stærk økonomi, en rig kultur og sin helt egen forståelse af “hygge.” Den største udfordring bliver nok at vænne sig til klimaet igen. Efter tre år i Italien er jeg blevet vant til mere solrigt vejr. Men Ukraine har på mange måder et lignende klima som Danmark, så det skal jeg nok hurtigt vænne mig til."

– Har du haft mulighed for at besøge nogle af kirkerne her? Er der en, som har gjort særligt indtryk på dig?

"Jeg har endnu ikke haft mulighed for at besøge så mange kirker, men Viborg Domkirke har gjort et særligt indtryk på mig. Arkitekturen, kalkmalerierne, alteret og udsigten fra tårnet var en stor oplevelse. Jeg husker også besøget af en anden grund. Under mit besøg mødte jeg en gruppe unge ukrainere, som sammen med deres dansklærer var på rundvisning i domkirken. Vi fik en god samtale, udvekslede kontaktoplysninger og talte om mulighederne for fremtidigt samarbejde."

– Hvad glæder du dig mest til i din tjeneste her?

"Min vigtigste opgave er at forkynde Kristus. Gennem min tjeneste, mine samtaler og mødet med mennesker ønsker jeg at hjælpe andre til at lære Gud at kende og tage imod ham i deres liv.

Samtidig ønsker jeg at give ukrainere, som befinder sig langt fra deres hjemland, en følelse af hjem. Et sted, hvor de kan bede på deres eget sprog, fejre liturgien efter deres egen tradition og bevare forbindelsen til deres kultur og arv. Jeg håber også, at kirken kan være et sted, hvor mennesker mødes, finder fællesskab og støtter hinanden.

Endelig ønsker jeg at udtrykke min taknemmelighed over for alle dem, som har taget så varmt imod os og hjulpet ukrainere i en svær tid. Jeg håber, at Gud gennem vores bøn og arbejde vil velsigne alle mennesker af god vilje mangefold."

Oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener