Fra Pakistan til Danmark – en historie om håb, fællesskab og næstekærlighed
Da Danmark åbnede grænserne for sundhedspersonale fra Asien, tog familien Shafaqat et stort skridt. De forlod Pakistan, hvor de gennem længere tid havde oplevet diskrimination og manglende rettigheder på grund af deres kristne tro.
Af Lida van Dijk
Familien består af Emmanuel, som er anæstesiassistent, Mariam, som er sygeplejerske, og deres tre børn, Chiara, Alessandro og Bianca, der er mellem 10 og 15 år.
Det, der begyndte som en usikker start i et nyt land, blev hurtigt en stærk oplevelse af næstekærlighed, fællesskab og Guds omsorg.
En svær begyndelse
Allerede under rejsen til Danmark blev familien ramt af modgang. Familien blev udsat for pengeafpresning, og to store kufferter blev stjålet. Da de endelig nåede frem til Danmark, ventede endnu en udfordring: Lejligheden i Lønborg-Tarm stod helt tom. Der var ingen møbler, intet service og kun få personlige ejendele tilbage.
I lufthavnen blev de mødt af Lida van Dijk og tre andre fra Focolare-fællesskabet i Danmark. Ingen kunne dengang forestille sig, hvordan de kommende uger ville blive præget af en strøm af hjælp fra mennesker, som familien endnu ikke kendte.
Hurtigt begyndte tingene at falde på plads. Højst nødvendigt inventar blev givet af Focolare-venner, børnene fik plads i skolen, og de første praktiske udfordringer blev løst.
Små mirakler i hverdagen
Mange af de oplevelser, familien husker bedst, kom i form af små og uventede tegn på omsorg.
En dag inviterede Emmanuel sin overbo på kaffe. Mariam måtte undskyldende forklare, at de måtte drikke kaffen siddende på gulvet, fordi familien ikke havde nogen stole. Kort tid efter kom naboen tilbage med seks plastik stole, en luftmadras og et internetmodem.
En anden gang hjalp Emmanuel og sønnen Alessandro en ældre mand med noget praktisk arbejde. Da manden spurgte, om de manglede noget, svarede Alessandro spontant: “En cykel ville være dejligt.” Få dage senere kom manden med to cykler, et fjernsyn og flere ting til hjemmet.
Sådan fortsatte hjælpen. Møbler, tøj, køkkenudstyr og praktisk støtte kom fra naboer, venner og mennesker, som blot havde hørt familiens historie. “Når man elsker sin næste, sørger Jesus for det, man har brug for,” siger Emmanuel.
Et fællesskab på tværs af forskelle
Familien fandt hurtigt et åndeligt hjem i lokalområdet. Da den nærmeste katolske kirke lå langt væk, og der ikke kørte nogen bus i weekenden, deltog de den første søndag i gudstjenesten i den lokale folkekirke. Menigheden tog varmt imod dem, og præsten kom senere for at velsigne deres hjem. Selvom familien ikke tilhører folkekirken, oplevede de en stor åbenhed. Ved et nytårsmøde besluttede menigheden enstemmigt at støtte familien økonomisk i en periode, så de kunne komme godt i gang med deres nye liv. For mange i lokalsamfundet blev mødet med familien en konkret erfaring af evangeliets kald til at tage imod den fremmede.
Nye udfordringer – og nyt håb
Sproget blev den største udfordring. Mariam og Emmanuel begyndte på sprogskole, men fremskridtene kom langsomt. Samtidig søgte de arbejde uden held. Alligevel valgte de at engagere sig i lokalsamfundet. Mariam hjalp til ved forskellige arrangementer, mens Emmanuel deltog i frivilligt arbejde. Langsomt voksede relationerne, og de blev en del af landsbyens liv.
For Mariam blev vejen til arbejdsmarkedet særligt krævende. Efter flere afslag på praktikpladser på grund af sproglige udfordringer mistede hun modet for en tid. Men med støtte fra venner og med stor personlig indsats fortsatte hun. Hun lærte fagudtryk udenad, studerede intensivt og søgte igen. Denne gang lykkedes det. Praktikpladsen blev begyndelsen på nye muligheder, og fra 1. juli 2026 begynder hun i et lønnet deltidsjob på 10 timer om ugen.
Håb bygges sammen
I dag er familien godt på vej til at skabe sig et nyt liv i Danmark. Mariam er kommet i praktik og står foran et deltidsjob. Emmanuel har fået deltidsbeskæftigelse. Begge følger fortsat intensiv sprogundervisning, og børnene er faldet godt til i skolen.
Når familien ser tilbage på de første måneder, husker de naturligvis udfordringerne. Men mest af alt husker de de mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem, gav af deres tid og delte det, de havde.
For hele fællesskabet omkring dem blev deres historie en påmindelse om, at kristen kærlighed bliver synlig, når den omsættes til handling. Måske er det netop den vigtigste læring fra disse måneder for alle involverede: Håb er ikke blot noget, vi venter på. Håb er noget, vi skaber sammen – ét menneske ad gangen.
Kommentarer o. lign. til: alidavandijk(at)gmail.com