Frans af Assisi, oplægsrækken i Jesu Hjerte Kirke med opstart 23/8

Hvor
Jesu Hjerte Kirke (menighedssalen)
Stenosgade 4A
1616 København V

Kirkekaffe: 10 kr.
 

DEN HELLIGE FRANS AF ASSISI er en elsket helgen – ikke alene i Den katolske Kirke, men alment. Han er værnehelgen for Kirken, og han er evigt aktuel som et forbillede for det enkelte menneske. Frans burde være skytshelgen for soldater og veteraner, da han selv havde været i krigsfangenskab og led af PTSD – med et moderne udtryk.

Men lad os her se på kilderne til Frans i den historiske kontekst.

Kilderne
Vi har Frans’ egne skrifter: hans breve, ordensreglen og testamentet. Der er en autograf i et brev til broder Leo, som i dag kan ses i katedralen i Spoleto i Umbrien, men ægtheden er tvivlsom. Der er de officielle pavelige dokumenter fra pave Gregor 9. i forbindelse med helgenkåringsprocessen, og endelig er der biografierne: legenderne om Frans’ liv. Legenderne har et politisk formål, nemlig helgenkåringen og eftermælet, hvorfor den historiske kildeværdi er kritisabel. Det svækker nu ikke beretningerne; en helgens livsløb formidler fortællingen om Kristi efterfølgelse på jorden, og Frans’ fortælling er gennemsyret af bibelberetninger. Skrifterne er skrevet på latin, der var middelalderens lærde sprog.

Helgenberetningerne
Frans blev helgenkåret i 1228 – kun to år efter sin død. Medbroderen Thomas af Celano, der virkede for ordenens udbredelse i Tyskland, skrev flere biografier: Vita prima i 1228-29, den genfundne Vita brevis fra 1230’erne – som Jacques Dalarun identificerede i et pariserhåndskrift i 2014 – Vita secunda i 1246-47 samt en Traktat om mirakler fra 1250’erne. Da også tyske Julian af Speyer og en del anonyme forfattere skrev fortællinger, blev teksterne for mange og de kirkepolitiske konsekvenser uregerlige. Franciskanerordenen var blevet splittet i konventualerne, der ville mildne fattigdomskravet og drive studier, og spiritualerne, der fulgte det strenge fattigdomsideal. Den italienske pariserteolog og franciskanerordensgeneral Bonaventura af Bagnoregio skrev derfor i 1260’erne den autoriserede levnedsbeskrivelse. Den blev godkendt i 1266, hvor Bonaventura samtidig beordrede samtlige ældre levnedsskildringer destrueret. Forlaget Anis i København har udgivet danske oversættelser af såvel Frans’ egne skrifter (1999) som Bonaventuras Frans-biografi (2002).

Kunsten er den store folkelige formidler. Kunsten malede beretningerne for folket, der ofte var analfabeter. Her skildrede en række fremragende italienske kunstnere – som Cimabue og Giotto – fortællingerne om Frans. Kunsten gjorde legenderne alment kendte. Men nu til Frans.

Frans af Assisi
Frans blev født i Assisi omkring 1181, da Frederik Barbarossa var tysk-romersk kejser og Europa var præget af korstog. Frans var dreng under det tredje korstog (1189–1192) mod Jerusalem, efter sultan Saladin havde erobret byen i 1187. Det kristne Europa ville ikke acceptere muslimsk kontrol over Jerusalem, og den engelske konge Richard Løvehjerte var med i spidsen for korsfarerne.

1200-tallet var en økonomisk og intellektuel brydningstid. Byerne voksede under højkonjunktur, og de tidlige universiteter blev grundlagt som centre for logik, teologi og videnskab. Berømte logiklærere forelæste, og studenterne øvede sig i det videnskabelige sprog med sofismer (sophismata). Logikken efterprøvede hver en sætning i filosofien og teologien. Nyoversatte latinske udgaver af Aristoteles’ værker blev lærebøger ved Europas nye skoler og universiteter. Eliten skrev, og helgenlegenderne blev sofistikerede med præg af stor sproglig kunnen. Frans var veluddannet, men valgte en anden vej. Han tog skoene af og gik ud til folket.

Krigstraumer
Det nuværende Italien blev samlet som stat i 1870. I 1200-tallet bestod Norditalien af uafhængige bystater og fyrstedømmer, som lå i indbyrdes krige om jorde og handelsveje. Der var borgerkrige, skiftende alliancer mellem kejsertro og pavetro bystater i krige mellem den tysk-romerske kejser og paven, som var en kirkefyrste med egen hær. Assisi var en af de rivaliserende bystater. Frans var søn af en velhavende klædehandler og voksede op i byens overklasse. Han fik en god uddannelse, lærte latin samt at læse og skrive, og han blev trænet som ridder. Frans var soldat. Som tyveårig deltog han i krigen mod nabobyen Perugia i 1202, hvor han blev taget som krigsfange, og efter et år i fængsel blev han løskøbt af sin far. Frans vendte hjem med krigstraumer (i dag hedder det PTSD), og han forandrede adfærd. Han blev ”mærkelig”. I 1204 forsøgte han igen at drage i krig i Apulien i Syditalien, men vendte om undervejs. Frans red hjem til Assisi og begyndte at opsøge de fattige, de syge og de spedalske. Det kostede penge, og derfor solgte han ud af sin faders klædelager. Det kom til en retssag og et brud med faderen i 1206. Frans afleverede sine klæder, forlod byen og gik ud i bjergene.

San Damiano
San Damiano var en forfalden 1100-talskirke i Assisis omegn. En dag sad Frans i bøn i kirken, da Kristusfiguren på krucifikset over alteret talte til ham: ”Du skal rejse mit hus. Det er ved at falde sammen”. Frans gik i gang med genopbygningen (1206), og en gruppe mænd var med ham. Han skrev en ordensregel på latin, og i 1209 var den første franciskanerorden en realitet. Kort efter drømte pave Innocens 3., at Laterankirken var ved at styrte sammen, men Frans holdt bygningen oppe, som legenden beretter det.

Dominikus
Frans deltog i Det fjerde Laterankoncil i Rom i 1215, hvor han mødte den ti år ældre Dominikus, grundlæggeren af Dominikanerordenen. Dominikanerne blev godkendt i 1216, mens franciskanerordenen fik den skriftlige pavelige godkendelse i 1223 under pave Honorius 3. Tiggermunkeordnerne kom til i 1200-tallet; de krævede absolut ejendomsløshed af det enkelte medlem såvel som af ordenen. De fire store ordener var franciskanerne, dominikanerne, karmeliterne og augustinereremitterne. Ordenen bredte sig over Europa. Frans sendte brødre til Marokko (hvor de blev martyrer), og han rejste selv i middelhavsregionen i 1210’erne, i Kroatien, Syrien og Spanien, inden han kom tilbage til Italien i 1214. Samtidig grundlagde Klara af Assisi (1194-1253), også fra byens overklasse, en kvindelig orden i 1212 efter Frans’ model, klarisserne. Klara blev senere skytshelgen for blinde og svagtseende.

Mødet med sultanen
Det femte korstog (1217-1221) skulle erobre ayyubidernes magtcentrum i Egypten for at få herredømmet over Jerusalem. Ayyubiderne var et muslimsk dynasti, der på det tidspunkt kontrollerede Syrien, Irak, Egypten, Yemen og Østanatolien (LEX). Frans rejste i de år til Mellemøsten. Han var gået om bord på et skib mod Syrien, men modvind tvang skibet til Kroatien, før han endelig havnede i Egypten, beretter Bonaventura. Mens korsfarerne indtog havnebyen Dumyat (Damietta) i Nildeltaet og dræbte befolkningen, besøgte Frans i 1219 sultan Malik al-Kamil uden for byen. Bonaventura skriver, at Frans ville missionere blandt muslimerne og søge martyriet. Han ville tale med sultanen for at skabe fred ved forhandling frem for krig. Sultanen lyttede til Frans – efter flere ubehageligheder – og mødet blev siden et symbol på forsoning mellem kristne og muslimer. Hvordan så muslimerne på Frans? Hvad skrev de om ham? Der er ingen arabiske kilder til historien. Om Bonaventuras beretning afspejler faktiske forhold, er ubetinget tvivlsomt (det er litteratur), men Frans overlevede. Han besøgte Det Hellige Land og kom hjem til Italien i 1220, hvorefter han rejste rundt i Italien og prædikede.

Frans' død
I 1224 red Frans rundt i Umbrien på et æsel. Legenderne fortæller, at han fastede i fyrre dage på Alvernerbjerget (La Verna) i Toscana og fik en vision af en seksvinget seraf, som gav ham Kristi sårmærker, stigmata. (Beretningen spejler Kristus, der sad fyrre dage i ørkenen). Året forinden havde paven godkendt franciskanerordenen, som nu bredte sig over hele Europa. Men Frans var syg og næsten blind. I San Damiano-klosteret dikterede han ”Solsangen” på folkesprog i umbrisk dialekt i 1225. Året efter, den 3. oktober 1226, døde han, 44 år gammel.

Nutidens læger mener, at han fik en øjeninfektion (trakom) i Egypten og kan være død af malaria. To år efter sin død blev han helgenkåret af sin protektor og ven Pave Gregor 9. Samtidig fandt det sjette korstog (1228-29) sted, og Jerusalem kom på kristne hænder ved forhandling – for en tid. Frans’ knogler blev flyttet til Basilica di San Francesco, der blev bygget i Assisi kort efter hans død. Kirken kom på UNESCO’s verdensarvsliste i år 2000.

Litteratur
Jeg har læst Frans af Assisis skrifter (1999) og Frans af Assisis liv, fortalt af Bonaventura (2002) fra Forlaget Anis i København; konsulteret LEX Danmarks Nationalleksikon (online), de tekstkritiske latinske udgaver af Frans’ skrifter og helgenbiografierne samt St. Francis of Assisi, Writings and Early Biographies. English Omnibus of the Sources for the Life of St. Francis (ed. Marion A. Habig), London 1973.

Bernadette Preben-Hansen er filolog med latin og skolastik.