"Gud og ikke døden er vejlederen"
En refleksion over Davids Salme 23
Af p. Jesper Fich OP
”Skal jeg end vandre i dødsskyggernes dal: jeg frygter ikke det onde.” Kan man bede med de ord i Kyiv? Hvordan mon prædiken lyder dernede i Ukraine i dag? Dernede må man sove med sine børn på en metro-perron. Dernede bliver mennesker, der står og venter på bussen sprængt i stumper og stykker.
Hvor er Gud i brændpunkterne?
Det her er det gamle spørgsmål om Gud er ligeglad med det onde? Eller er det?
Måske er der bare tale om en trosnaivitet, der lukker øjnene i for det brutale.
Men salme 23 – Herren er min hyrde – er som de andre af Davids salmer blevet til ca. 500 år før vor tidsregning. Vi har ingen anledning til at tro, at de var mere naive end vi er i dag. Hvis man læser nøje og prøver at gribe dens tros-puls, så påstår den ikke, at verden kan forskønnes. Selv den som har den gode hyrde som omsorgsperson, ved at der er en dal, hvor dødsskyggerne viser deres rædselsvækkende ansigter. Dem kan man ikke drømme sig bort fra. De skal nok punktere drømmen uanset. De går simpelthen ikke bort, men har en rædselsfuld evne til at blive hængende, lige som de hævder, at de har ret i deres tolkning af livet: døden er. Det er den eneste vished.
Men salmisten? Jeg sagde at der ikke er nogen grund til at forestille sig at han var mere naiv end jeg. Hvis min antagelse passer, så lad os se på hans tro.
Han er realist – det er det første som springer i øjnene. Han maler ikke verden om, han maler ikke dødsskyggerne over, og tror de kan jages væk, så det hele bliver idyl. Det vil være drømmeri. Og drømme vågner man fra. Men han har en tro, der sætter ham i stand til at give rum for både realisme og håb. Håbet får ikke dødsskyggerne til at se sympatiske ud. For det gør de bare ikke – de repræsenterer intethed.
Alligevel siger han: Kun godhed og troskab følger mig så længe jeg lever. Og videre: lige meget hvor stærk en opløsende ondskab jeg møder, så overmandes han ikke af frygt. Fordi: Herren er hyrden og ikke de fremmedgørende magter. Derfor er han ikke udleveret til dødsriget, for han bor allerede i livets rige.
Deri består godheden, som han lovpriser og som kommer fra den hyrde, der kender vejen gennem dødsskyggernes dal. Og som man derfor trygt kan følge, for han går ikke vild.
Herren er min hyrde – en salme, der ofte forbindes med trøst. Men jeg synes ikke den trøster. Den giver mod. Derfor kan den bedes i Kyiv. Eller rettere. Hvis ikke jeg kunne bede den salme så kunne jeg slet ikke blive boede der et sekund. For så ville jeg være topfyldt med rædsel.
Jeg håber aldrig, at vi kommer til at leve under de samme vilkår, som de gør i Ukraine – men skulle det ske, så må vi trække salme 23 frem og tage den til hjerte.
Og dens modige insisteren på, at Gud og ikke døden er vejlederen – den tro kan vi allerede nu indøve.