Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Katolsk tro og liv

Himmelsk retfærdighed handler om, at enhver får det, der er nødvendigt

"Et moralsk jordskælv, det er hvad det er, når bondemanden siger til den tjener, som brokker sig over størrelsen på sin løn: Jeg gider ikke høre på dig."

 

Prædiken på dem 25. almindelige søndag 2026 – Es. 55.6-9 og Mt 20.1-16, af Jesper Fich OP

Illustration: digitalmissioners.com

Et moralsk jordskælv. Det bliver udløst da bondemanden svarer manden igen, der brokker sig over størrelse på sin løn:

Jeg gider ikke høre på dig.

Bondemanden siger: 

”Hør her! Har jeg ikke ret til at gøre, hvad jeg vil, med det som er mit? Så bland dig venligst udenom. Men dit problem stikker måske dybere? Er du sur, fordi jeg er god? 

Men ærligt talt!

Har den sure arbejder ikke en pointe? Selvfølgelig kan han ikke blande sig i, hvordan bondemanden bruger sine penge. Men det er jo heller ikke, det han vil. Han vil bare ikke blive snydt. Hans timeløn tager et dyk mod bunden. Han har arbejdet 10 timer, og får kun 1/10 del af det som, den sidst ansatte får. Det er da ikke retfærdigt.

I borgerlig retfærdighedssans her er det bondemanden, og ikke arbejderen, der er ved siden af. Hvad ville HK sige til den slags? Ja, det vi godt. Men den borgerlige retfærdighedssans er Jesus ved at køre på lossepladsen.

Profeten Esajas kommer faktisk Jesus i forkøbet. Her siger Guds Herren: ”Jeg tænker ikke på samme måde, som I gør. For mine veje, - mine veje betyder: min måde at handle på – er komplet anderledes end jeres ræsonnementer. Forskellen er så gigantisk at den må have en kosmisk målestok: afstanden mellem himmel og jord.”

Gud Herren – og Jesus – vil opnå noget med det moralske chok. Vi skal holde op med at spejle vores idé om retfærdighed i Guds. Guds forestilling om retfærdighed er anderledes, og det anderledes består i, at den borgerlige retfærdighed er optaget at balance. Alle får, hvad de har krav på. Men den himmelske er optaget af noget andet: alle får, hvad de har brug for.

I datidens samfund meget konkret, hvor en denar dækkede en families leveomkostninger.

Men Jesus vil mere med lignelsen. Han vil også reformere vores begreb om retfærdighed. Og det begynder med at vi holder op med at være så fikserede på løn og fortjeneste.

Lige før denne lignelse beretter Mathæusevangeliet om Peter, der spørger Jesus om hvor mange gange han skal være parat til tilgive. 

Peter foreslår 7 gange. Hvilket slet ikke er så ringe endda. 

Men Jesus retter ham. Det er slet ikke nok. 77 gange, og det er så mange gange, at Peter ikke kan holde regnskab med det.

Meningen er: Gud holder ikke regnskab med os, og hvis det er sandt, så skal vi holde op med at holde regnskab med hinanden.

Det var den undervisning Peter fik. Og i dag er så lektion to. I dag er det ikke Peter, men dig og mig. Gud er ingen revisor, siger Jesus. Han vil livet, lige meget for den, der ikke har fortjent det og den, der ikke har.