Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Biskoppen

I anledning af Sr. Maria Keplingers død

Sr. Maria Keplinger af Det Dyrebare Blod er afgået ved døden d. 25. marts 2026 i Holte.

 

Søster Maria blev født den 13.12. 1940 i Felberau, Oberösterreich, bispedømmet Linz. Allerede i en alder af 12 år døde hendes mor, og hun overtog ansvaret for sine søskende. Den 22.10.1962 trådte hun ind i vores kongregation – Søstrene af Det Dyrebare Blod -  i Wernberg. Der blev hun klædt i ordensdragt den 7. december 1963, aflagde sine første løfter den 3. maj 1965, og de evige løfter den 3. maj 1968.

Den 30. december 1965 blev hun overført til moderhuset Heilig Blut og overtog den 31. oktober det følgende år plejen af nogle ældre damer på "Kasteel Croy," et slot fra det 15. århundrede i Aarle Rixtel. Fra juni 1969 til slutningen af oktober 1981 var hun ansat på ældrecentret "De Witte Poort" i Aarle Rixtel sammen med vores tidligere søster Marie Claret Platzköster. I løbet af sin tid dér gennemførte Sr. Maria forskellige uddannelseskurser i Eindhoven – i nederlandsk sprog, i liturgiske spørgsmål og frem for alt i pleje af ældre mennesker. Sidstnævnte afsluttede hun i juni 1970 med et diplom. Et yderligere kursus i ledelse af plejehjem fulgte i 1974 i Den Bosch.

Den 30. oktober 1981 blev Sr. Maria forflyttet til Nordvanggaard i Birkerød i Danmark. Her arbejdede hun i over 30 år hovedsageligt med ældrepleje og -omsorg i ordenens eget plejehjem. Sr. Maria prægede atmosfæren blandt de ældre med sin stille og nærværende væremåde. Hun påtog sig gerne overarbejde, weekend- og helligdagsvagter og kunne til enhver tid – også om natten – blive tilkaldt til en døende. Da der i 2012 blev bygget et nyt plejehjem på søstrenes grund, og plejehjemmet Nordvanggaard blev lukket, gik Sr. Maria på pension, men ikke på hvile. Fremover var haven hendes virkefelt, som hun dedikerede sig til med stor hengivenhed. Ofte så man hende klippe græsset med en plæneklipper. Da vores søstre solgte Nordvanggard og flyttede til Holte, var haven også her hendes store kærlighed – ud over bilturene til indkøb. I nogle år overtog hun ledelsen af husfællesskabet og tog sig af hus, gård og have. På sine daglige gåture lærte hun nabolaget at kende – inklusive de firbenede naboer. 

Sr. Marias åndelige hjem var pilgrimsstedet Lourdes i Frankrig. Hvert år deltog hun som ledsager for de syge i pilgrimsrejsen fra de nordiske lande. Jomfru Maria var hendes ledsager gennem hele hendes liv. En deltager på pilgrimsrejsen skrev: "Jeg kender Sr. Maria fra pilgrimsrejserne til Lourdes. Hun begyndte hver dag med andagt ved grotten og gik derefter til indkvarteringen for at hjælpe de syge ud af sengen, altid smilende. Hun var en robust og stærk kvinde, der fandt ro i sit kald – og med en vidunderlig humor."

En særlig begivenhed, som sr. Maria var utrolig glad for – var et kort møde med Pave Frans under den nordiske valfart til Rom i anledning af det Hellige År. Hun fik pavens velsignelse og viste billedet til alle og enhver. 

Den 11. december sidste år – to dage før hendes 85-års fødselsdag – fik Sr. Maria diagnosen blærekræft med metastaser i knoglerne. Hun blev frarådet kemoterapi, da hun ikke længere ville kunne tåle bivirkningerne. Nu begyndte en lidelsesfuld tid med forskellige hospitalsindlæggelser og en tiltagende svækkelse af hendes generelle helbredstilstand. Efter det sidste hospitalsophold vendte hun tilbage til det lille fællesskab i Holte, allerede meget svækket og med en meget smertefuld knoglebetændelse i fødderne. Da sundhedssystemet i Danmark er indrettet til også at muliggøre hjemmepleje, besluttede fællesskabet sig imod et ophold på hospice. I stedet kom der nu hver fjerde time en sygeplejerske ind i huset – også om natten – for at give hende medicin. Hendes to søstre og hendes nevø fra Østrig kunne stadig besøge hende i begyndelsen af marts, tale med hende og tage afsked med hende. Flere gange så det ud til, at hendes vej snart ville være slut, men gang på gang kom hun sig lidt, så alle personalets forudsigelser ikke gik i opfyldelse. Selv på hendes yndlingshøjtid, Herrens bebudelse, var der indtil om aftenen intet, der tydede på, at hendes hjemgang stod for døren. Da hendes tilstand ændrede sig hurtigt, samlede søstrene sig ved hendes seng og spillede endnu en gang Lourdes-sangen for hende. Med disse toner gik hun hjem til sin fars hus. 

R.i.p.

Ære være hendes minde

 

Tekst og billede: Sr. Anna Mirijam af Det Dyrebare Blod

Information om sr. Marias requiemsmesse og begravelse findes på det sort-hvide billede under billedet af sr. Maria.