Kirken i Marokko hjælper migranter, der vender tilbage fra Ceuta

Flere dage efter den massive tilstrømning af migranter er grænsen mellem Marokko og den spanske enklave Ceuta gradvist ved at vende tilbage til det normale. Ifølge de spanske myndigheder krydsede næsten 60.000 mennesker grænsen, de fleste af dem ved at svømme forbi grænseovergangen Bab Sebta. De marokkanske myndigheder oplyser, at næsten alle siden er vendt tilbage til Marokko.

Selvom Madrid og Rabat er uenige om antallet af involverede migranter og om dødstallet, kostede overfarten snesevis af menneskeliv. Spanske myndigheder rapporterer om mindst 67 dødsfald, mens Marokkos indenrigsministerium har bekræftet 11 identificerede dødsfald.

I et interview med Vatican News forklarer ærkebiskop Emilio Rocha Grande, O.F.M., ærkebiskop af Tanger, at migranter, der vender tilbage fra Ceuta, ankommer til Marokko udmattede og sultne. Den lokale katolske kirke, som i mange år har arbejdet med migranter fra Afrika syd for Sahara, stod pludselig over for en alvorlig migrationskrise og forsøger nu at hjælpe dem, der forsøgte at foretage rejsen og er vendt hjem.

Tusinder af unge marokkanere rejste til Fnideq i håb om at nå frem til Ceuta. Hvordan er situationen på den marokkanske side af grænsen i dag?

Situationen har nu vendt sig, fordi det overvældende flertal af dem, der krydsede grænsen, frivilligt er vendt tilbage til Marokko. Der er derfor blevet meget roligere, men tragedien består, idet rapporter anslår dødstallet til omkring 100.

Denne migrationskrise overraskede os fuldstændigt og forhindrede os i at reagere tilstrækkeligt. Ti eller tyve tusinde mennesker ankom på én gang. De havde ingen intentioner om at blive her; de ønskede blot at krydse grænsen. Vi ydede derfor den mest basale hjælp, vi kunne – vand og mad – men kun inden for rammerne af vores ressourcer.

Hvad fortæller denne nye bølge af afrejser os? Afspejler den fortvivlelsen hos en del af Marokkos yngre generation?

Det er vigtigt at forstå, at Marokko i øjeblikket ikke er et fattigt land i den forstand, at folk dør af sult. Det er et land, der oplever stærk økonomisk vækst. Men denne vækst og udvikling kommer ikke alle til gode, især ikke mange unge mennesker.

Marokko har en meget ung befolkning, og det er umuligt at skaffe arbejde til alle. Mange unge føler, at de økonomiske muligheder, som udviklingen skaber, forbliver uden for deres rækkevidde. Dette skaber dyb frustration.

Samtidig fremstiller medierne Europa som et paradis. Marokkanere, der bor i Europa, kommer hjem på ferie og taler ofte meget positivt om livet der, selvom deres egne omstændigheder ikke er særligt gunstige. Derfor er fristelsen til at rejse væk meget stor. Mange tror, at det blot at ankomme til Europa vil løse alle deres problemer – at de vil finde arbejde, bolig og en bedre fremtid. Disse forventninger er blevet opbygget gennem mange år. For mange af dem i dag repræsenterer Europa paradiset.

Kirken i Marokko har længe støttet migranter fra Afrika syd for Sahara samt sårbare mennesker mere generelt. Hvordan oplever Kirken denne krise, og hvad er dens prioriteter i dag?

I mange år har Kirken i Marokko arbejdet utrætteligt sammen med migranter fra Afrika syd for Sahara, der ankommer i stort antal i håb om på sigt at komme ind i Europa. Bispedømmet Tanger er det sidste mellemstop, fordi det ligger direkte ved Middelhavet.

Bispedømmets migrationskontor har længe hjulpet medicinsk, socialt, juridisk og med nødhjælp. Gennem Caritas lægger vi også betydelige kræfter i at hjælpe sårbare marokkanere gennem nøje målrettede projekter.

Her i Tanger driver vi for eksempel et herberg for børn, der lever på gaden. I dag er der et tæt samarbejde med de marokkanske myndigheder om at hjælpe mennesker i sårbare situationer.

Efter søndagens Angelus udtrykte pave Leo XIV bekymring over tragedien for de titusinder af migranter, der for nylig forsøgte at nå Spanien fra Marokko. Han opfordrede til en løsning, der fremmer fred, stabilitet og retfærdighed i Ceuta. Hvordan reagerede De på pavens udtalelser?

Vi opfattede dem som profetiske ord, men også som en udfordring – ikke kun for Kirken, men også for de politiske ledere, der har mulighed for at handle.

Den næste udfordring er integration. Vi må undgå situationer, hvor nyankomne bliver isoleret i ghettoer, for det gavner hverken migranterne eller de lokale samfund, der tager imod dem. Politiske institutioner og religiøse samfund skal arbejde sammen som partnere i denne indsats.

Kirken har sin egen rolle og sine egne ressourcer, men dette er grundlæggende et politisk spørgsmål. Vi må ikke tale om migranter, som om de var objekter, der kan flyttes rundt efter bekvemmelighed. Hvert menneske besidder en iboende værdighed.

For os er hvert enkelt menneske et Guds barn, dybt elsket af Herren, ligesom vi selv er. Når vi ser på hvert enkelt ansigt, er vi kaldet til at reagere som Kirke og samtidig indgå i dialog med de europæiske og marokkanske politiske institutioner for at fremme en mere afbalanceret og human tilgang til migration.

Dette kræver både fornuft og medfølelse, og det er ikke let. Derfor har vi taget imod Den Hellige Faders ord – deres praktiske karakter, enkelhed og dybde – som sandelig profetiske ord, der opmuntrer os til at fortsætte denne rejse.

Under sin apostolske rejse til Spanien, især under sit besøg på De Kanariske Øer, opfordrede pave Leo til at tackle de grundlæggende årsager til migration og advarede mod at lade Middelhavet og Atlanterhavet blive »kirkegårde uden gravsten«. Hvilket budskab har Kirken i Marokko i dag til de politiske ledere på begge sider af havet og til de unge, der fristes til at rejse væk?

Vores budskab til de unge er, at Marokko er et land, hvor det er muligt at leve, arbejde og opbygge en fremtid. Det er et land med mange muligheder. De bør ikke lade sig rive med af de billeder, der præsenteres i medierne og på de sociale medier, og som fremstiller Europa som et jordisk paradis.

Det er også muligt at arbejde og opbygge et liv i Marokko.

Samtidig må vi anerkende de reelle behov, der findes, og huske, at mennesker ikke er tal. De er mennesker med ansigter, historier, drømme og planer. Hver person er unik og uerstattelig.

Vi er derfor nødt til at uddybe dialogen med Den Europæiske Union og dens medlemsstater, så vi kan blive ægte partnere. Sammen må vi finde måder at støtte hinanden på i arbejdet med at fremme udvikling – ikke kun for Marokko, men for Afrika som helhed – på måder, der også kommer Europa til gode. Europa har meget at bidrage med til Afrika, og en vedvarende dialog er afgørende.

Kirken kan bidrage med værdifuld erfaring til denne dialog, fordi den ikke blot arbejder for migranter – den lever sammen med dem. Vi er til stede dér, hvor de, der forbereder sig på at rejse, bor, og mange afrikanere syd for Sahara er allerede integreret i vores kirke og vores lokalsamfund.

Dette giver os den erfaring, der er nødvendig for at være en troværdig partner for politiske og sociale myndigheder. Men frem for alt skal mennesket forblive i centrum for enhver diskussion.

oversat af Regitze Fuhrmann 

Foto: AFP