Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Kirken i verden

Lad os på denne dag sørge og bede

Jeg øver mig i at sørge. I at stoppe op og betragte menneskets ondskab. Den kom til udtryk på en ufattelig grim måde gennem Hamas' angreb på Israel for tre år siden. Jeg bevæges af at tænke på de dræbtes sidste øjeblikke af rædsel, af deres familiers sorg, af gidslernes langstrakte lidelser.

 

Tekst og billeder af Daniel Nørgaard, SJ

Jeg ser med bekymring og harme på, hvordan dette utilgivelige angreb er blevet brugt som begrundelse for hensynsløs vold mod en hel civilbefolkning. Mere end 70.000 palæstinensere er blevet dræbt, heraf næsten halvdelen kvinder og børn. Gaza er blevet lagt i ruiner, de ulovlige bosættelser på Vestbredden er blevet udvidet med vold, og store dele af det sydlige Libanon er blevet ødelagt. 

Hvad skal vi gøre over for al den ondskab, som vi som enkeltpersoner står så magtesløse over for? Pave Leo XIV har advaret imod den ligegyldighed, som langsomt sniger sig ind, når man bliver konfronteret med så meget lidelse. I en tale d. 11. maj i år til deltagerne i et møde arrangeret af Dikasteriet for Interreligiøs Dialog sagde han: “Den konstante strøm af billeder og videoer af andre menneskers lidelser kan gøre vores hjerter sløve i stedet for at bevæge dem. (…) Denne form for apati er ved at blive en af vor tids alvorligste åndelige udfordringer.”

Min snart 95-årige medbroder, jesuitten Adolf Meister, som i årtier har været sognepræst i Aarhus og stadig bor der, har været en stor inspiration for mig. Israel-Palæstina-konflikten har berørt ham dybt gennem de seneste tre år, og han har med vilje ikke villet se væk, men har med blyant og kul dagligt lavet fire-fem tegninger af scener fra konflikten, som han har set i medierne. Det er efterhånden blevet til 2.000 tegninger. Da jeg sidst mødte ham til Sankt Ignatius’ festdag d. 31. juli i år, fortalte han mig: ”Mine tegninger er udtryk for en fortvivlelse over, at jeg ikke kan gøre noget ved disse menneskers lidelser. Jeg skildrer krigens rædsler i et forsøg på at lægge dem frem for Gud, så billederne bliver en slags bøn for mig”. Mange af billederne kan for øvrigt ses på hans hjemmeside: https://www.adolfmeister.dk/tegninger/2024_israel-palaestina.html

Ligesom pater Meister har jeg tvunget mig selv til at følge med i konfliktens ondskab. Fra palæstinensere og libanesere, jeg kender, ved jeg, at det betyder noget, at nogen tør se på deres lidelser og anerkende, at de finder sted. Men selvfølgelig er det ikke nok at stå og se til i tavshed. Vi må også råbe op om uretfærdighed. Dette er ikke blot et politisk ærinde, men en dybt forankret del af det at være troende. Gud ønsker retfærdighed. Husk bare afslutningen på første læsning i søndags: ”Han ventede ret, men der kom retløshed. Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig” (Es 5,7). Derfor må vi blive ved med at fordømme det uproportionerede modsvar fra staten Israel, som på to år kostede 20.000 børn livet og har efterladt 2 mio. mennesker i total forarmelse, fordrivelse og dybe traumer. Og vi må ikke tro, at ting siden våbenhvilen 10. oktober 2025 nu er ved at falde på plads. Siden da er endnu 300 børn blevet slået ihjel i Gaza og 150 børn myrdet i israelske angreb i Libanon. 

Det var derfor ekstremt meningsfyldt at være med til at være ”profeter for fred”, da jeg sammen med over 100 andre katolske præster fra netværket ”Priests against Genocide” deltog i en demonstration i Rom d. 22. september i år. Først var vi til en konference med mange indslag om palæstinensernes situation. På et stort banner skrev vi navnene på de 430 børn, der er blevet myrdet siden de såkaldte våbenhviler. Dem bar vi med os under bønnen af Den Guddommelige Barmhjertigheds Rosenkrans i kirken Santo Spirito in Sassia og siden, mens vi vandrede syngende og bedende fra Peterspladsen til hovedkvarteret for Italiens største våbenproducent, hvor vi opfordrede til at stoppe salget af våben til Israel, hvis krigsførelse FN’s uafhængige undersøgelseskommission har betegnet som omfattende forbrydelser mod menneskeheden. På sin egen måde var p. Meister også med. Fysisk kunne han ikke deltage, men 20 af hans tegninger blev vist og båret med i demonstrationen.

Det var en sorgens og bønnens dag, som også mundede ud i konkret handling. Og hvis du ikke ved, hvordan du skal reagere på al den vold og det had, der breder sig i verden, så behøver du ikke gøre store ting. Luk blot ikke øjnene. Anerkend lidelsen. Se f.eks. den dokumentar om de kristne i Gaza, ”Krigen har ikke det sidste ord”, som findes på DR TV. Kan du ikke sørge for de lidende, så sørg med dem, og bed for dem. Ja, lad os bede om, at en varig fred, grundlagt på retfærdighed, må sænke sig over Det hellige Land.