Langfredag
Kirken er tom. Der er ingen lys eller blomster. Tabernaklet står tomt, evighedslyset slukket.
P. Jesper Fich OP forklarer Den Stille Uges liturgier
Kirken er tom. Der er ingen lys eller blomster. Tabernaklet står tomt, evighedslyset slukket. Mange steder er korsene tilhyllet med et violet klæde. Kirken er i sørgedragt.
Langfredagens liturgi skal helst holdes på Jesu dødstidspunkt – kl. 15. Præst og ministranter kommer ind – og der synges ikke. De går frem til det nøgne alter, og lægger sig fladt på gulvet. Hele menigheden knæler. Derved udtrykkes, hvor elendigt vi mennesker ville stå, hvis ikke Kristus havde forløst os. Uden korsets offer ville vi for altid klæbe til støvet, udleveret til evig død. Der fejres ikke messe, for Kristus hænger så at sige selv på korset, så messeofferet giver ingen mening denne dag.
Gudstjenesten begynder med en bøn – dernæst følger læsninger fra det gamle testamente om Herrens lidende tjener. Så følger lidelseshistorien, som læses på samme måde, som Palmesøndag. Dernæst beder Kirken. Fra ældgammel skik beder vi nu for paven, Kirken, dem, der har det svært med troen på Kristus, og for hele verden. Vi beder om velsignelse af hele skaberværket, om fred og forsoning, som alene kan komme fra korset.
Efter lidelseshistorien går præst og ministranter ud af kirkerummet, for at hente et med et purpurrødt klæde tilhyllet kors. Når præsten kommer ind, afdækkes en enkelt af korsets arme, mens præsten løfter korset og siger: Se det korsets træ, hvorpå verdens frelse hang. Hvorpå menigheden knæler i tilbedelse. Lidt længere fremme i kirken vises korsets anden arm nu frem, og igen siges ordet om korsets mysterium. Endelig – fremme ved alteret, tages klædet helt væk, og det åbenbare kors vises frem til tilbedelse. Denne successive afsløring af korset, viser hvordan korsets mysterium kun efterhånden lader sig begribe i tro. Selv for den dybest troende og mest reflekterede teolog fremstår korsets lidelse med en gådefuldhed, som vi aldrig forstår til bunds. Hele menigheden kommer nu frem og knæler enkeltvis foran korset, eller kysser det. Dette er et gribende udtryk for, hvordan Kristus bærer os alle, med hver vores synd og livssmerte, angst og mørke, og møder os med sin kærligheds lys.
Nu følger en enkel nadverhandling. Den hellige Kommunion hentes fra det sted, hvor den blev bragt hen til tilbedelse dagen før. Mange steder bruges her klaptræer i stedet for klokker. Deres hårde slag markerer Langfredagens mørke. Menigheden modtager Kommunionen for at være forbundet med den korsfæstede, og for at blive delagtige i hans hengivelse til Faderens gode vilje og til menneskene.
Gudstjenesten slutter uden velsignelse eller udgangssalme. Menigheden forlader i stilhed kirken. Denne dag optages der ligeledes efter ældgammel skik en kollekt til fordel for Kirken i det hellige land, som i disse år har enormt svære kår. Pave Frans har gjort til en vane meget regelmæssigt at ringe til den lille menighed i Gaza for at udtrykke sin solidaritet. Vi kan gøre det ved at bidrage til kollekten.
Se, hvor og hvornår, der er messe og gudstjeneste fra Langfredag til og med Herrens opstandelse her >
Billede: Jesus Kristus, der bærer korset - statue foran Helligkors Kirken i Warszawa, Polen © Scotch Mist / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0) (under licenserne Creative Commons og Attribution-Share Alike 4.0 International