Leo XIV: Det er ikke atomvåben, men nedrustning, der skaber fred

Vatikanet, 19. juni 2026

PAVE LEO XIV
"Fred være med jer!!": det var den første hilsen som den opstandne Jesus henvendte til sine apostle (Joh 20,19). Dette er også den første gave, som den opstandne Kristus tilbød sine venner og hele verden. Men denne gave kom ikke "til en billig pris": Mesteren af Nazareths herliggjorte legeme viste lidelsens sår. Han gik igennem had, vold, verdens korsfæstelse af Ham. Jesus Kristus gik gennem uretfærdighed, ubevæbnet og afvæbnende og Han stod op fra de døde. Det evangeliske budskab er en del af vores historie – dengang og nu. I dag som for 2.000 år siden.

Fred er den store længsel, som bevæger mange hjerter; men den er også ofte truet, trampet ned, forhånet. I dag er over 103 stater på en eller anden måde involverede i en krig på jorden.[1] Våbnene giver genlyd i Ukraine, i Mellemøsten, i Sudan, i Myanmar, i Yemen, i Congo og i mange andre situationer.

Min elskede forgænger Frans prægede i sin tid udtrykket “Den tredje Verdenskrig i brudstykker” for at beskrive en situation med udbredte konflikter uden foregående tilfælde siden Anden verdenskrig. Ved at gentage mine indlæg om dette tema, der nu er samlede i denne antologi, vil jeg understrege nogle aspekter, der ligger mig på hjerte.

Frem for alt er freden et ansvar. Hvis det første instinkt over for et problem, vi møder, over for en spænding, vi lever i, over for en krænkelse, som vi lider under, er den at dømme de andre, anklage dem og endda fordømme dem, vil det være fatalt, at først ligegladheden og så hadet udvikler sig inden i os. Der findes en måde at se virkeligheden på, som ødelægger og ikke opbygger. Men freden begynder i stedet hos mig. Den begynder hos os.

Sankt Augustin sagde: “Det er vanskelige tider, det er hårde tider, tider, hvor der sker ulykkelige ting. Lev godt, og forandr tiderne med det gode liv, I lever, forandr tiderne, og I vil ikke have grund til at klage.”[2] Vi kan ikke bede verdens mægtige om fred, hvis ikke vi begynder at leve den selv ved at begynde med vores daglige relationer – i vores familier, i vores hjem, i vores byer, de steder, hvor vi arbejder. Fred bygges op med små, daglige gestusser: et smil man giver, en fornærmelse der tilgives, et godt ord.

I øvrigt bygges fred op med sandhed. Også den der stifter krig, hævder at handle "i fredens navn." Ingen har den frækhed at erklære, at han vil krig for krigens skyld: selv verdens mægtige ved, at alle ønsker retfærdighed og ønsker at leve i fred. Især efter de frygtelige konsekvenser af det der skete i Hiroshima og Nagasaki, er det at gribe til krig mere og mere blevet til "et eventyr uden en vej tilbage," som den hellige Johannes Paul II understregede.[3]

Flere gange har jeg gentaget den appel, som den hellige Paul VI henvendte til De forenede Nationers generalforsamling. Det, der forener mennesker, bemærkede min ærede forgænger, er en pagt der er forseglet "med en ed der bør forandre verdens fremtidige historie: ikke mere krig, ikke mere krig! Fred, fred bør styre folkenes og hele menneskehedens skæbne."[4]

Især i atomalderen bør sandheden bane sig vej: det er ikke atomvåben, der skaber fred, men nedrustning. En sådan sandhed, der syntes selvfølgelig i de sidste mange år, hvor vi var vidner til en nedtrapning af atomvåben, er kommet til at stå i skyggen af en stigende oprustning, der i dag skræmmer og forskrækker. Som sangskriveren og poeten Bob Dylan skrev i en symbolsk henvendelse til atombomben: "Jeg hader dig, fordi mennesket har skabt dig, og mennesket ejer dig og mennesket styrer dig." [5]

Ydmygt henleder Kirken i dag et spørgsmål til alles opmærksomhed: skal menneskearten blive ved med at bebo jorden? Kombinationen af dominans i cybersfæren med global genoprustning leder til at stille dette spørgsmål i alvor.

Fred søger vidner. Denne antologi viser os det med kraften i mange ansigter. De skikkelser, der tales om her, blandt dem den salige Floribert Bwana Chui, Guds tjenere Giorgio La Pira og Dorothy Day, er et billede på mange mænd og kvinder, der først og fremmest satte freden højest ved at overvinde fristelsen til korruption, ved at støtte de fattige, ved at vælge diplomatiet.

Ved siden af kendte mænd og kvinder inkarneres freden af "mennesker der ikke var berømte," der blot fulgte deres samvittighed. Det er allerede sket før i historien, at man kom tæt på atomkatastrofen. Avisartikler fortæller, at en enkelt mand, den sovjetiske officer Stanislov Petrov, bidrog til at undgå en mulig, global atomkrig: det var den 26. september 1983. Radarerne i bunkeren nær Moskva, hvor Petrov var vagt, gav signal om affyring af forskellige interkontinentale, ballistiske missiler rettede mod Sovjetunionen fra de Forenede Stater. Men det drejede sig om en fejl i det sovjetiske satellitsystems lokalisering. Petrov gik imod ordrerne og besluttede ikke at signalere det formodede angreb: et valg der blev truffet af samvittigheden hos den der vidste, at denne simple gestus ville have kunnet forårsage millioner af døde.

En verden, hvor maskinerne, i kraft af at de er sofistikerede og hurtigere end vi, tager beslutninger om et bombardement på forsvarsløse personer, ville være frygtelig skræmmende. Et enkelt menneskes samvittighed kan redde hele verden.

Freden har brug for håb. Kirken vil fortsætte med at prædike kærlighed over for alle mænd og kvinder. Hvis der er noget, verden søger i dag tror jeg, det er et budskab om håb for fremtiden. Lad os se på morgendagen med håb, fordi vi i Jesu budskab har fundet den eneste kilde. For essensen af Kristi lære er dette: næstekærlighed, kærlighed, at give livet for andre overvinder døden, isolationen, volden: "Jeg er kommet, for at I skal have liv i overflod" (Joh 10,10).

Med risiko for at falde i fristelse til at blive desperat og stillet over for alle de mange krige, der foregår ude i verden, kommer jeg med den opfordring, som allerede pave Pius XI kom med til hele Kirken: "Lad os takke Gud fordi han lader os leve i vanskelige tider. Nu er det ikke tilladt nogen at være middelmådig." Må Gud lede os på ikkevoldens vej. Troende og personer af god vilje må aldrig høre op med at virke. Gid alle må gøre fred til deres livssag.

Vatican News – oversat af Lisbeth Rütz

[1] Jf. Global Peace Index 2026, Sydney 2026.

[2] Den hellige Augustinus af Hippo, Tale, 311, 8.8.

[3] Den hellige Johannes Paul II, Bøn for fred, 2 februar 1991.

[4] Tale af den hellige Paul VI til De foreenede Nationer, 4. oktober 1965.

[5] Bob Dylan, Go Away You Bomb, 1963.