"Man kommer lidt nærmere troen, når man er her"

Mette Dyhr hører til Sankt Ansgars Sognemenighed, men føler også stor tilknytning til Jesu Hjerte Menighed, hvor hun konverterede for mange år siden. Hun er handicappet og fortæller, at det ikke altid er let at rejse, men Lourdes har fået en særlig plads i hendes liv.

Katharina Kofoed Petersen kommer fra Sankt Nikolaj Menighed i Esbjerg og er med som frivillig. For hende er turen en blanding af fællesskab og åndeligt indhold, som hun vender tilbage til år efter år.

Afsted på valfart

For Mette handler valfarten både om tro og om noget mere praktisk: som handicappet er det ikke uden besvær at rejse, men Lourdes er, som hun siger, "et rigtigt dejligt sted at være." Hun kunne faktisk godt tænke sig at bo i nærheden af byen i en periode, måske en måned eller to, "bare for at se sig lidt omkring."

Katharina er der som frivillig, og for hende ligger glæden i selve rejsens karakter:

“Det er en dejlig tur. Det er en god blanding af fællesskab og åndeligt indhold. Jeg nyder meget at komme herned. Jeg føler, at Gud har lidt noget nyt hvert år at give og at de mennesker, der er hernede, giver noget til mig. Man får også selv lov til at føle sig vigtig og behøvet, og det gør en forskel. Det er den dejligste måde at rejse på, synes jeg.”

Store og små mirakler

Fortællingerne om mirakler og helbredelse fylder meget i Lourdes, og begge kvinder har gjort sig deres egne tanker om, hvad et mirakel egentlig er.

For Mette behøver et mirakel ikke være fysisk:

"Man vil jo gerne have et. Men et mirakel behøver ikke lige være et fysisk mirakel. Det kan lige så godt være, at man lærer at acceptere sig selv og også acceptere andre. Det kan være noget indre, som man gerne får løst ved at være her."

For Katharina har årets tur haft en særlig karakter, fordi hun har været syg. Hun har været i badene og modtog for første gang de syges salvelse. Men det største mirakel oplevede hun faktisk allerede på sin første tur til Lourdes:

"Den første gang, jeg var her, oplevede jeg egentlig et mirakel - et omvendelsesmirakel, hvor jeg vendte tilbage til min tro efter lang tid, hvor jeg havde været meget i tvivl."

Mette bliver lidt overrasket over at høre det, men tilføjer, at hun selv oplever noget lignende hver gang hun er i Lourdes:

"Man kommer lidt nærmere troen, når man er her, og ser alle de mennesker, der kommer til stedet. Jeg synes, det er virkelig dejligt at komme herned."

Fællesskab på tværs af generationer

Da samtalen falder på fællesskabet blandt pilgrimmene, er begge enige om, at der er noget helt særligt på spil. Mette peger på blandingen af unge og ældre:

"Det er rigtig spændende, fordi der er både ældre og yngre mennesker. Det er noget andet end på en almindelig charterrejse, hvor man ikke rigtig kommer hinanden ved. Her, når man spiser sammen, snakker man virkelig sammen."

Katharina er enig:

"Det er et meget unikt fællesskab, som vi har på tværs af generationer. Man har nogle gode samtaler og får lov til at høre hinandens livshistorier. Det synes jeg er meget dejligt."

Mette uddyber, at netop denne åbenhed betyder noget for hende som handicappet:

“Der bliver ligesom åbnet lidt mere op. Dem, der er handicappede, har jo en lidt anden livshistorie end dem, der ikke er. Så vi kan lære hinanden noget, du har nogle helt andre erfaringer end jeg har, og jeg har nogle andre erfaringer end du har. Vi er jo ikke ens. Heldigvis.”

"Jeg har meget at være taknemmelig for"

Katharina fortæller om et øjeblik, der har sat sig fast i hende; en samtale med Mette nede ved vandet, hvor Mette delte sin livshistorie:

"Det var en voldsom historie om meget smerte og meget, du har været igennem. Men Mette afsluttede bare med at sige: 'Så du kan godt se, at jeg har meget at være taknemmelig for.' For mig var det en historie om, hvordan du har overlevet og kommet igennem det, og se hvor langt du er nået nu. Den sidder bare fast i mig."

Mette selv har gennem årene tumlet med spørgsmålet om, hvad hendes livshistorie egentlig skal bruges til:

"Jeg ved ikke helt, hvad min opgave er. Men det kan være, at jeg skal vise andre - handicappede og ikke-handicappede eller måske mennesker, der er deprimerede - at man godt kan have et godt liv, selvom man er handicappet og selvom man oplever meget smerte."

Hun fortæller om sin barndom, hvor hun fik flere og flere hovedpineanfald, indtil man til sidst fandt en hjernesvulst. Hun blev opereret i sidste øjeblik og overlevede kun med nød og næppe, "et mirakel i sig selv," som hun kalder det.

Den erfaring har givet hende et ønske om at række ud til andre i lignende situationer. Hun fortæller om et kursus på Løgumkloster, hvor hun mødte en kvinde, som lige havde fået at vide, at hun ville komme til at sidde i kørestol resten af livet:

"Det var hun jo ulykkelig over, selvfølgelig. Men måske er det i sådan nogle tilfælde, jeg kan vise, at man godt kan have et godt liv, selvom man bliver hæmmet i nogle ting. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal gribe det an, men jeg tror helt sikkert, det ville være godt for nogle mennesker.”

Et sted, hvor livshistorier mødes

Mette og Katharinas fortællinger er meget forskellige, men i Lourdes finder de et fælles sprog, hvor generationerne sætter sig ned sammen og lytter til hinanden. Måske er det netop dét, der gør stedet særligt: ikke kun håbet om det store, synlige mirakel, men de mange små, der sker, når mennesker tør dele deres liv med hinanden.

Tekst og billede af Regitze Fuhrmann