Påskelørdag og påskenat

Påskelørdag
Kirken er tom. Der finder ingen gudstjeneste sted. Alt er lukket ned. Det er dagen for ”nedfaren til dødsriget…” – hvor Jesus lå i graven – eller som den ortodokse teologi især er optaget af: det tidspunkt, hvor Jesus frelser dem, der var døde før ham, trækker den gamle Adam og den gamle Eva op af graven.

Den største af alle nætter – Påskenat
Påskenat – påskevigilien og påskemessen – fejres ”natten” mellem påskelørdag og påskedag. Den største af alle nætter, den nat som alene blev givet at kende sted og time for opstandelsen, som Augustin udtrykker det i påskelovsangen, som han skrev til påskelyset, det overstore lys, som er tegnet på den korsfæstede og opstandne.

Dette er Kirkens næstældste gudstjeneste – efter søndagsmessen. Allerede fejret som vågenat fra begyndelsen af år 100.

Menigheden samles, når det er blevet mørkt uden for kirken. Her tændes påskeilden og påskelyset indvies. Det bærer både et årstal (nu 2026 – opstandelsen er stadig aktuel og evangeliet virkelighed i vor tid) og de fem nagler, der markerer Jesu sårmærker, fra sårene i hænder, fødder og i siden.

Den opstandne er stadig også den korsfæstede, og disciplene identificerer ham således på sårmærkerne: ”Da viste han dem sine hænder og sin side…”  Den opstandne er mærket af den lidelse, han har gennemlevet, lidelsen glemmes aldrig, men den forløses. I opstandelsen indtræder vi med hele vor tilværelse, og ikke bare livets ”lyse timer”.

Påskelyset bæres nu ind i den mørke kirke, hvor menigheden i mellemtiden er kommet på plads. Tre gange lyder nu: Lumen Christi – Kristus er verdens lys – og menigheden tilbeder den opstandne. Menighedens lys tændes og hele kirkerummet fyldes med det varme lys fra opstandelsen. Så følger lovsangen til påskelyset, som er forfattet af kirkefaderen Augustin (+430). Her hedder det blandt andet: ”Og lykkelig var Adams brøde, der fortjentes at sones ved så stort et offer.” Logikken er: Det var da alligevel ikke så katastrofalt at Adam spiste af kundskabens træ, for hvis han ikke havde gjort det, ville vi ikke have haft en Påske, og det ville da alligevel have været en skam. Det er den katolske trosglæde og skabelsesoptimisme, som vi har arvet fra den gamle pagt (jøderne), som træder igennem her i tekst – helt fra antikkens Kirke. ”Gud er den, som alt ondt med visdom vender, at det godt må falde ud” (Grundtvig).

Nu sætter menigheden sig, og lytter til de store læsninger, om verdens skabelse (alt bliver nyskabt i den Opstandne), udtoget gennem det røde hav (den første Påske og den nye Påske), og beretningen om Abraham, der skal ofre sin søn, hvilket alligevel ikke skal gennemføres (Kristi offer træder i stedet for alle menneskeofre). Der kan også læses indtil 4 flere af de store læsninger fra Det Gamle Testamente, der alle læses i lyset af Påskens evangelium.

Nu lyder kirkens klokker, indvendige og udvendige og gloria synges med påskeglade stemmer, mens påskeglæden forkyndes ud over hele byen – for dem, som tror, såvel for dem, som ikke tror, for Påsken med påskens håb har betydning for alle.

Dernæst fortsætter messen og efter læsningen lyder Påskens trefoldige halleluja – hvorpå påskeevangeliet læses.

Efter nattens prædiken, følger nu dåbsceremonien. Dette er fra Oldkirken det privilegerede tidspunkt for dåb af voksne. Men inden dåbsvandet indvies, synges allehelgenslitaniet, hvor helgenernes forbøn påkaldes. Alle disse store skikkelser er hver for sig mennesker, kristne, der har gjort det lettere for andre at tro. Så forskellige de end var, og så forskelligt deres liv var i de forskellige tider og kulturer, har de det tilfældes, at de levede Påskens tro. Så følger indvielsen af dåbsvandet, og menigheden bliver spurgt, om den stadig tror. Der er jo gået et helt år siden sidste Påske, så det kan man ikke tage for givet. Tro er ikke en fast størrelse, den skal vokse og modnes, og år efter år står vi som mennesker et nyt sted, og forstår Påskens budskab på en ny måde. Derfor giver det god mening at spørge menigheden, som på den måde fornyer deres dåbsløfter. Præsten bestænker nu menigheden med det nyindviede dåbsvand, og smil går over menigheden, når præsten går rundt i kirken og sprøjter vandet ud over alle.

Så fejres nadverliturgien og menigheden modtager den opstandnes legeme og blod.

Til slut lyder velsignelsen over menigheden, som sendes ud i verdens mørke som klumper af lys, af opstandelsen lys…

Mange steder samles menigheden derpå for at ønske hinanden Påskens glæde. Dette er natten over alle nætter, og Påsken fortsætter i 8 dage (oktaven), fordi så megen glæde må fylde flere dage – ligesom når eventyrets prins og prinsesse får hinanden. Påsketiden – festen over alle fester – varer hele syv uger indtil Pinse og er derfor bemærkelsesværdig længere end fastetiden.

Glædelig påske! Herren er virkelig opstanden, og set af Simon!

Se, hvor og hvornår, der fejres påskevigilie og påskemesse rundt om i bispedømmet her >

Billede: Påskevigilie 2025 i domkirken, Ewa Angela Wegener