Pave Leo udnævner lægkvinde til præfekt for Dikasteriet for Kommunikation
Maria Montserrat Alvarado, der i dag er præsident og driftsdirektør for EWTN News, efterfølger Paolo Ruffini i november og viderefører den reform- og fornyelsesproces, som blev indledt af pave Frans.
Vatican News
Pave Leo XIV har udnævnt Maria Montserrat Alvarado, der i øjeblikket er præsident og administrerende direktør for EWTN News, til præfekt for Dikasteriet for Kommunikation med virkning fra d. 1. november 2026.
Alvarado er født i Mexico City og har akademiske grader fra Florida International University og George Washington University. Fra 2009 til 2023 havde hun ledende stillinger i Becket Fund for Religious Liberty, hvor hun arbejdede med initiativer til forsvar for religionsfriheden og fremme af menneskets værdighed. Siden 2023 har hun været præsident og administrerende direktør for EWTN News, nyhedsafdelingen i Eternal Word Television Network. Her har hun haft ansvaret for internationale medieplatforme, der producerer indhold på syv sprog inden for tv, radio, trykte og digitale medier samt sociale medier.
Med udnævnelsen af Alvarado fortsætter pave Leo reformen og fornyelsen af Den Romerske Kurie, som blev indledt af pave Frans, og som har medført, at lægfolk – både mænd og kvinder – er blevet betroet ledelsesansvar og nøglefunktioner i den universelle Kirkes tjeneste. Alvarado er den første kvinde, der ikke er ordenssøster, som udnævnes til præfekt for et dikasterium under Pavestolen.
Dikasteriet for Kommunikation blev oprettet af pave Frans d. 27. juni 2015 som led i reformen af Den Romerske Kurie. Dikasteriet har ansvaret for Pavestolens kommunikationssystemer, herunder Vatican News, Vatikan Radio, L’Osservatore Romano, Vatican Media (foto-, lyd- og videotjenester), Pavestolens pressekontor, Vatikanets forlag, Vatikanets trykkeri og Filmoteca Vaticana. Ud over sine operative og teknologiske opgaver har dikasteriet også til opgave at fremme de teologiske og pastorale aspekter af Kirkens kommunikationsarbejde. Alvarado efterfølger Paolo Ruffini, som pave Frans i 2018 udnævnte til den første lægpræfekt for et dikasterium i Den Romerske Kurie. Ruffini fylder 70 år i oktober.
I en udtalelse efter offentliggørelsen af udnævnelsen sagde Alvarado: "Selvom denne udnævnelse kom uventet, modtager jeg den med et oprigtigt ønske om at tjene Den Hellige Fader, mens han indleder sit pontifikat. Jeg er også taknemmelig over for Paolo Ruffini for hans lederskab gennem de seneste år og ser frem til i venskab og håb at videreføre det vigtige arbejde med at styrke dikasteriet, så det fortsat kan tjene Kirken i Rom og overalt i verden med at forkynde Kristus for verden."
Ruffini sendte efterfølgende et brev til medarbejderne i Dikasteriet for Kommunikation, hvor han skrev: "Dikasteriet har i sit eget DNA pligten til konstant at være opmærksom på den hastigt foranderlige kommunikationsverden. Siden vi blev oprettet som institution, har vores ledestjerne været den samme: aldrig at standse op, men at give stafetten videre, mens vi fortsætter løbet. At være til stede her og nu, i denne tid, som målestokken for en kommunikation, der er redskab for et fællesskab, som vokser over tid.
Jeg er nu nået til opløbet, før det øjeblik, hvor jeg efter et langt arbejdsliv og ved opnåelsen af pensionsalderen på 70 år giver stafetten videre til Montserrat Alvarado som ny præfekt. Vi kender hinanden godt, og i de kommende måneder vil vi arbejde tæt sammen i den ånd af fællesskab, som forener os i Kirken."
"Jeg er taknemmelig over for hele dikasteriets store familie," tilføjede han, "for den rejse, vi har været på sammen gennem disse otte år. Vi indleder nu en proces, som over de kommende måneder skal sikre en god overgang og hjælpe dikasteriet til fortsat vækst i tjenesten for Den Hellige Fader og i dets mission om at tjene i en ånd af enhed og åbenhed."
Michael P. Warsaw, bestyrelsesformand og administrerende direktør for EWTN, udtalte, at Alvarado gennem sine år i netværket har opnået "tillid og respekt fra alle, der har haft privilegiet at arbejde sammen med hende". Han tilføjede: "Vi ledsager hende med vores bønner, vores opbakning og hele EWTN-familiens støtte, når hun nu påbegynder denne vigtige mission i tjeneste for pave Leo og hans pontifikat."
Vatican News – oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener