Pave Leo ved onsdagsaudiensen 12/8 2026: Det liturgiske år fornyer Kristi frelsesværk

Pave Leo talte onsdag til de pilgrimme, der var samlet i Peterskirken til hans ugentlige audiens, der havde fokus på det femte kapitel i koncilkonstitutionen Sacrosanctum Concilium.

Paven indledte med at bemærke, at betegnelsen »det liturgiske år« for den kristne højtidscyklus blev udbredt i det kirkelige sprog takket være indsatsen fra Guds tjener, abbed Prosper Guéranger (1805–1875).

I denne sammenhæng beskrev pave Pius XII det liturgiske år ikke som en livløs erindring om begivenheder fra fortiden, men som Kristi levende nærvær i Hans Kirke, gennem hvilket frelsens mysterier forbliver nærværende og virksomme. Pave Leo forklarede, at det derfor bør forstås som en vedvarende fornyelse af Kristi frelsende værk i historien. Ved at vandre gennem dets tider og højtider forbliver Kirken forenet med Herrens forløsende handling, hvilket gør det muligt for de troende at modtage Hans nåde.

Pave Leo fortsatte med at forklare, at »mødet med Jesus, som døde og opstod for os, er det mål, som Kirken altid stræber efter, idet den sætter fejringen af påskebegivenheden i centrum for hvert eneste øjeblik«.

Af denne grund beskrev koncilfædrene søndagen som »grundlaget og kernen i hele det liturgiske år« og »den oprindelige festdag«.

Paven bemærkede, at søndagen er dies Domini, Herrens dag. Selv på sprog, hvor betegnelsen for søndag henviser til »solens dag«, tilføjede han, kan kristne genkende en henvisning til Kristus, den sande »retfærdighedens sol«, der oplyser ethvert menneske.

Søndag, den ugentlige påske

Pave Leo mindede derefter om, at den hellige pave Johannes Paul II lærte os, at søndagen er Herrens dag, Kirkens dag, menneskets dag og endelig »dagenes dag«.

»Da søndagen er den ugentlige påske,« sagde han, »gør den Kristi opstandelse nærværende og afslører selve tidens betydning, idet den leder menneskehedens historie mod Herrens genkomst.«

Pave Leo forklarede, at for at helliggøre søndagen »er det afgørende at fejre eukaristien«, da det kristne fællesskab ifølge koncilfædrene ved at gøre dette, lytte til Ordet og samles i menigheden »synliggør sit fællesskab med Herren og vidner om sit tilhørsforhold til Kristus og sin trofasthed over for Kirken«.

En sådan forsamling, advarede han, »kan ikke erstattes af en udelukkende virtuel tilstedeværelse«, og den kan heller ikke reduceres til en passiv sammenkomst. Liturgien fuldendes gennem den aktive deltagelse af brødre og søstre, der samles for at takke Gud for det »levende håb«, de har modtaget gennem Kristi opstandelse.

Paven opfordrede derfor menighederne til at søge »de bedst mulige betingelser« for at give dem, der ikke kan tage fri fra arbejde om søndagen, mulighed for at deltage i messen.

Det liturgiske år

Desuden skitserede pave Leo udviklingen af det liturgiske år. Han forklarede, at den ugentlige fejring af påsken fra det 2. århundrede og frem blev suppleret med den årlige påskehøjtid, efterfulgt af den glædesfyldte halvtredsdages periode, der kulminerer i pinse og indledes med fasten.

Julecyklussen udviklede sig senere omkring mysterierne om Kristi inkarnation, fødsel og åbenbaring for verden. Kirken inddrog også højtider til ære for den hellige Jomfru Maria, martyrerne og helgenerne.

Det liturgiske år, konkluderede paven, fremstiller på sakramentel vis frelseshistorien og leder de troende fra forventningen om Messias gennem påskemysteriet og mod håbet om fremtidig herlighed.

Ved at give de kristne mulighed for at deltage stadig dybere i Kristi mysterium, sagde han, bliver det liturgiske år »det ledende princip og den væsentlige ramme for al pastoral virksomhed.«

Oversat af Regitze Fuhrmann