Pave Leo ved onsdagsaudiensen 30/9 2026: Den apostoliske rejse til Frankrig var et "tegn på genfødsel"

Notre-Dame-katedralen i Paris og »den tragedie, den har gennemgået«, kan »symbolsk kaste lys over hele denne apostolske rejse« til Frankrig og »give et perspektiv, som jeg vil sammenfatte i ét ord: genfødsel«, sagde pave Leo XIV under onsdagens generalaudiens på Peterspladsen den 30. september.

Pave Leo XIV besøgte Paris, Lourdes og byen Metz i det nordøstlige Frankrig under sin apostolske rejse til Frankrig fra den 25. til den 28. september. Under besøget mødte han tusindvis af unge på et stadion, understregede vigtigheden af at forsvare livet i alle dets faser og opfordrede til fred i Europa og over hele verden.

På den første dag af sin apostolske rejse fejrede han vesper i Notre Dame-katedralen i Paris, som blev ødelagt i april 2019 på grund af en brand og sidenhen blev restaureret og genåbnet i december 2024.

I sin katekese takkede pave Leo alle dem, der havde taget imod ham og deltaget, og understregede, hvordan katedralens genfødsel hjælper os med at forstå hele hans apostolske rejse og de frugter, den kan bære for fremtiden.

Synergi til det fælles bedste

Paven understregede, hvordan brandkatastrofen i Notre-Dame og den efterfølgende genopbygning »udløste en positiv reaktion på alle niveauer«, såsom for eksempel restaureringsprocessen.

Det var et eksempel på samarbejde »mellem Kirken, staten, offentlige institutioner og civilsamfundet« og bidrog til at udnytte »både velgørernes generøsitet og fagfolks og håndværkeres ekspertise« bedst muligt, forklarede han.

Denne »synergi til det fælles bedste« bør blive »normen for institutioner, politiske og sociale kræfter samt alle dem, der har civilt og økonomisk ansvar«, sagde paven. Han forklarede, at han havde formidlet netop dette budskab under sit møde med de franske myndigheder og i sin tale ved UNESCO.

For paven er »det grundlæggende kriterium, som et sådant samarbejde skal bygge på«, »menneskets værdighed«.

En kirke bestående af levende sten

Pave Leo trak også en parallel mellem vespergudstjenesten i Notre-Dame og den »uforglemmelige« bønnevagt, han kort efter deltog i sammen med 80.000 unge på Stade de France-stadionet i Paris.

»To helt forskellige steder,« forklarede han, »men alligevel to begivenheder, der supplerer hinanden, næsten forenet åndeligt. Hvad forenede dem? Kirken, som ikke består af sten eller cement, men af mennesker, der elsker Jesus Kristus, fordi de er blevet elsket af Ham".

På stadionet var der den »nye franske generation«, ikke så meget »ny« på grund af deres alder, men på grund af deres »ånd« og deres »frihed i hjerte og tro«, sagde paven.

Der var sang og jubel, men også stilhed og lytten samt »opmærksomme og følelsesladede ansigter, der afslørede hjerter, der længtes efter sandhed og kærlighed«, fortsatte paven og tilføjede, at »vagten var et stort tegn på håb«.

For paven kom netop dette håb til udtryk under hans besøg i Maison Bakhita, et modtagelsescenter for migranter, »hvor mennesker hver dag engagerer sig i at tjene menneskets værdighed med kærlighed«.

Et andet tegn på fornyelse, som paven pegede på, var det stigende antal dåb blandt unge og voksne i Frankrig i de seneste år. Under sit besøg opmuntrede han dem ved at deltage i en provinsiel synodeforsamling, der var i gang i Paris, og som tager fat på »denne smukke ’overraskelse’ fra Gud«.

Pave Leo mindede derefter også om sin messe på det centrale parisiske torv, Place de la Concorde, med omkring 700.000 mennesker, der fyldte den ikoniske Avenue des Champs Élysées helt op til Triumfbuen og videre.

»I nadverens øjeblik kunne alle modtage eukaristien, som blev uddelt overalt,« sagde han. »Dette er den sande genopbygning, genoprettelsen af Kirken, som kun Gud kan bringe i stand gennem Jomfru Marias forbøn.«

Hvert menneskeliv fortjener at blive taget hånd om

Paven vendte derefter blikket mod sin »pilgrimsrejse« til Lourdes og dets berømte marianske helligdom, »et helligdom for kærlighedens civilisation« og den anden etape af hans apostolske rejse.

»I Lourdes formidler Herren gennem Jomfru Marias moderlige omsorg til alle – pilgrimme og især dem, der er syge i krop og ånd – et budskab om håb og genfødsel,« forklarede han.

»Et budskab, som jeg ønskede at bekræfte åbent: ethvert menneskeliv, uanset tilstand, selv i den mest ekstreme skrøbelighed, bevarer sin ukrænkelige værdighed og fortjener at blive taget hånd om, ledsaget og befriet for lidelse med menneskelig medfølelse og ved hjælp af de midler, som videnskaben stiller til rådighed.«

Han mindede også om sit møde med en gruppe ofre for misbrug, hvor han bad dem om at hjælpe ham med at give udtryk for sit og Kirkens ønske over for andre ofre: »at lytte til dem og gå ved deres side i deres søgen efter helbredelse, anerkende den smerte, der er påført deres liv, og arbejde for at forhindre misbrug.«

I Lourdes deltog paven også i en lysprocession og rosenkransbøn, som finder sted hver dag ved helligdommen. I sin hilsen til de italiensk- og tysktalende troende under den generalaudiensen understregede han vigtigheden af at bede rosenkransen for fred i den kommende oktober måned.

Europas genfødsel efter krigen

Til sidst nævnte paven sit besøg i Metz – »en region i Frankrig og Europa, der blev hærget af Anden Verdenskrig« – og den tredje og sidste etape af sin rejse.

Han nævnte Robert Schuman, en af grundlæggerne af Den Europæiske Union, der tilbragte en stor del af sit liv i Metz og arbejdede for fred efter Anden Verdenskrig.

»Det moderne Europa blev faktisk født som et fredsprojekt i kølvandet på den ødelæggelse, som krigen havde forårsaget. Man kunne sige, at det, der skete med Notre-Dame i Paris med branden, var det samme, som skete med Europa under Anden Verdenskrig,« reflekterede paven.

»Og Europa blev genfødt, grundlagt på disse principper om demokrati, solidaritet og broderskab mellem folkeslagene, som i høj grad skylder sine kristne rødder. Selv i dag er det på dette fundament og med denne livsvigtige ’livskraft’, at det europæiske projekt kan fornyes i en langt mere globaliseret verden.«

I denne forbindelse påpegede han også betydningen af den interreligiøse dialog og mindede om sit møde i Metz med repræsentanter for forskellige trosretninger, hvor de underskrev »Metz-appellen« for dialog og fred.

Med hensyn til Anden Verdenskrig nævnte pave Leo XIV i sin hilsen til de italiensktalende troende også saligkåringen i Bologna sidste søndag, den 27. september, af tre martyrpræster, der blev dræbt i 1944 af nazistiske tropper. »Disse Guds tjeneres yderste offer viser nutidens kristne modet til at stå ved deres brødres og søstres side, især i prøvelsens stunder,« tilføjede han.

Lad os ikke skjule vores tro

Paven afsluttede sin katekese ved at minde om rejsens motto – »For at verden må have liv« – og udtrykte håbet om, at hans rejse måtte bære »rigelig og varig frugt«.

I sin hilsen til de portugisisk-talende pilgrimme gentog han denne tanke: »Må det offentlige vidnesbyrd om kærlighed til Jesus Kristus, som vi har set i Frankrig, være en inspiration for hele Kirken. Lad os ikke skjule vores tro!«

En hilsen til Det Pavelige Irske Kollegium og Det Pavelige Nordamerikanske Kollegium

I sin tale til de engelsktalende troende sendte paven også »en særlig hilsen til seminaristerne fra Det Pavelige Irske Kollegium« og til de pilgrimme, der deltog i diakonvielsen ved Det Pavelige Nordamerikanske Kollegium den 1. oktober.

Oversat af Regitze Fuhrmann