Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven

Pave Leos 10. dag i Afrika: Dans i regnen i Bata

På den sidste fulde dag af sin apostolske rejse i Afrika fejrede pave Leo messe i kontinentets næststørste katolske kirke, ssagde til fanger, at "ingen er udelukket fra Guds kærlighed", og så de unge i Bata danse i regnen.

 

Af Joseph Tulloch – Bata, Ækvatorialguinea

Pave Leos sidste fulde dag i Afrika fik en næsten poetisk afslutning onsdag aften, da et stadion fyldt med unge sang og dansede under et intenst tropisk regnvejr. Titusindvis havde samlet sig på et fodboldstadion i Bata, den største by i Ækvatorialguinea, til pavens møde med unge og familier. Så åbnede himlen sig. Mens nogle søgte ly under stadionets tag, blev andre stående i det silende regnvejr og dansede sammen i en stor gruppe, mens de ventede på pavens ankomst.

Stemningen på stadion – allerede intens – nåede et højdepunkt, da pave Leo viste sig. Jubelen var øredøvende, ikke kun for paven, men også for de lokale, der gik på scenen sammen med ham for at dele deres trosvidnesbyrd og opføre traditionelle danse.

I sin tale sagde paven til de fremmødte, at "det klareste lys her er det, der skinner i jeres øjne, på jeres ansigter, i jeres smil og gennem jeres sange." Han opfordrede dem til "altid at være et eksempel på harmoni indbyrdes" og til gennem deres handlinger at vise, at "de største glæder i enhver situation udspringer af at kunne give."

Ingen er udelukket fra Guds kærlighed
Regnen var begyndt tidligere på dagen, mens pave Leo besøgte fængslet i Bata. Den startede som en let støvregn, men udviklede sig på få minutter til et kraftigt skybrud.

"Regn er et tegn på Guds velsignelse," erklærede paven, inden han læste sin forberedte tale op – til højlydt jubel fra de fremmødte.

Fængslet i Bata er kendt for sine barske forhold, og menneskerettighedsorganisationer har udtrykt bekymring over behandlingen af de indsatte. De fanger, der mødte paven, var stillet op i ordnede rækker med barberede hoveder og ens dragter, hvis farve varierede alt efter den forbrydelse, de var fængslet for.

"Ingen er udelukket fra Guds kærlighed," sagde paven til de forsamlede fanger. "Hver enkelt af os, med vores unikke historier, fejl og lidelser, er og forbliver dyrebar i Herrens øjne."

En "sult" efter en håbefuld fremtid
Tidligere samme dag havde pave Leo besøgt Mongomo, en by i den østlige del af Ækvatorialguinea ved grænsen til Gabon. Her fejrede han hellig messe i Den Uplette Ungfangelse Basilikaen, Afrikas næststørste katolske kirke. Fyrværkeri i Ækvatorialguineas flagfarver steg op fra kolonnaden for at byde paven velkommen ved ankomsten, mens en menneskemængde på titusindvis jublede og vinkede.

Mongomo var tidligere en rolig grænseby, men blev forvandlet efter opdagelsen af olie i 1990’erne – dog forblev den nyfundne rigdom, som i resten af landet, i hænderne på en lille elite.

I sin prædiken bemærkede paven, at Gud har skænket Ækvatorialguinea “store naturressourcer,” og han opfordrede sine tilhørere til at arbejde sammen for at gøre dem til en "velsignelse for alle."

I Ækvatorialguinea findes der, sagde han, en "sult efter en fremtid præget af håb" – ikke en fremtid, vi passivt kan vente på, men en, "vi selv er kaldet til at bygge med Guds nåde."

Vatican News – oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener

Billeder: Vatican Media