Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven og Verdenskirken
Katolsk tro og liv

Pave Leos bønsintension for august 2026: for evangelisering i byen

Pave Leo har offentliggjort sin bønsintention for august måned og opfordrer katolikker til at bede »for evangeliseringen i byen«, så Herren må ledsage de millioner, der søger mening midt i al støj og travlhed.

Pave Leo XIV opfordrer katolikker over hele verden til at slutte sig til ham i august og bede for evangeliseringen i byen.

Han offentliggjorde fredag den månedlige video »Bed med paven«, som er udarbejdet af Pavens Verdensomspændende Bønsnetværk.

I sin bøn beder pave Leo den »Gode Hyrde«, der »vandrer gennem vores gader og torve«, om at »træde ind i høje bygninger og ydmyge kvarterer« og om at »stille ledsage millioner« af mennesker, der »søger mening midt i støj og hastværk«.

Den Chicago-fødte pave erkender, at selvom byer er tænkt som steder med »frihed og muligheder«, kan de også blive »rum for anonymitet og isolation«.

Derfor udtrykte han sit håb om, at bymiljøer må udgøre »frugtbar jord« for forkyndelsen af evangeliet.

Den Hellige Fader bad også om, at de troende må udvise »enkle og kærlige handlinger« og gøre det sammen som et fællesskab, der »går ud« og bekæmper ligegyldighed og isolation med tilstedeværelse og broderskab.

I dag bor næsten 45 % af verdens befolkning i byområder. Den demografiske vækst har ført til en høj befolkningstæthed, hvilket skaber sociale og samfundsmæssige udfordringer, herunder ensomhed, der påvirker mange menneskers, især unges, mentale sundhed.

af Deborah Castellano Lubov, Vatican News. Oversat af Regitze Fuhrmann