Peter og Paulus
I dag fejrer vi apostlene Peter og Paulus – to søjler i den kristne tro
I dag fejrer vi to af de mest kendte af Jesu disciple. Den ene fulgte Jesus gennem hele hans offentlige virke og fik nøglerne til Himmeriget. Den anden mødte den opstandne Kristus i et syn og blev kaldet til at bringe evangeliet til hedningerne. Læs med, når vi ser nærmere på, hvad vi med sikkerhed ved om Peter og Paulus, og hvad traditionen fortæller om dem.
Peter
Peter var apostlenes leder og blev den første pave. I kunsten symboliseres han ofte med to korslagte nøgler.
Før han blev kaldet af Jesus, var han fisker på Galilæas sø. Han var gift og havde en bror, Andreas, som også blev kaldet. Oprindeligt hed han Simon, men Jesus gav ham navnet Kefas – aramæisk for "klippe" – som på græsk bliver til Peter (jf. Joh 1,42). Jesus betroede Peter Himmerigets nøgler og myndigheden til at binde og løse – en myndighed, der senere også blev givet til de øvrige apostle (jf. Matt 16,16-19.18,18).
Peter havde en impulsiv karakter. Kort efter at have svoret, at han ville dø for Jesus, fornægtede han tre gange at kende ham (jf. Matt 26,35.69-75). Men efter opstandelsen viste Jesus sig for Peter (Luk 24,34) og bad ham tre gange bekræfte sin kærlighed – én gang for hver fornægtelse. Derpå gentog han Peters kald: "Vogt mine lam!", "Vær hyrde for mine får!" og "Vogt mine får!" (jf. Joh 21,15-19).
Peter viste sig som en trofast hyrde. I Apostlenes Gerninger ser vi ham træde frem pinsedag, tale med myndighed, gøre undere i Jesu navn – ja, selv hans skygge kunne bringe helbredelse. Han døbte den første hedning, Cornelius, blev fængslet af Herodes Agrippa og undslap kun ved Guds indgriben. Han rejste rundt som missionær og besøgte blandt andet Samaria og Antiokia, hvor han ifølge traditionen var byens første biskop. I Antiokia blev han dog også irettesat af Paulus, fordi han tøvede med at spise sammen med hedningekristne (jf. Gal 2,11-14).
Senere forsvarede Peter selv de hedningekristnes ret til ikke at lade sig omskære: "Og Gud, som kender hjerterne, har bekræftet det ved at give dem Helligånden ligesom os. Og han har ikke gjort forskel på os og dem, idet han har renset deres hjerter ved troen." (Apg 15,8-9).
Ifølge gammel tradition kom Peter til Rom, hvor han led martyrdøden under kejser Nero omkring år 64. Traditionen placerer hans grav under højalteret i Peterskirken, og moderne arkæologi har i høj grad bekræftet denne overlevering.
Paulus
Paulus kaldes ofte hedningernes apostel. I kunsten fremstilles han typisk med en bog og et sværd.
Han blev født som Saulus i Tarsus i Kilikien og var romersk borger gennem sin far. Han voksede op som en nidkær farisæer og blev oplært af den berømte rabbiner Gamaliel i Jerusalem (jf. Apg 22,3). Samtidig lærte han teltmagerhåndværket (jf. Apg 18,3). Som ung var han til stede, da Sankt Stefan blev stenet, og han blev siden en ivrig forfølger af de kristne (jf. Apg 8,3).
På vej til Damaskus for at forfølge de kristne dér fik han et syn, hvor Kristus viste sig for ham og kaldte ham til apostel for hedningerne. Han blev døbt og begyndte nu selv at forkynde evangeliet. Efter tre år rejste han til Jerusalem for at møde Peter. Senere blev han sendt til Antiokia for at hjælpe Barnabas i arbejdet med at evangelisere hedningerne.
Fra omkring år 45 foretog Paulus tre store missionsrejser, først til Cypern og derefter rundt i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland (jApg 13-20). I hver by begyndte han med at tale i synagogen og vendte sig siden til hedningerne. Efter 12 år vendte han tilbage til Jerusalem, hvor hans tilstedeværelse førte til uro. Han blev arresteret og appellerede som romersk borger sin sag til kejseren. Han blev sendt til Rom, hvor han sad i husarrest i to år.
Herefter bliver hans videre skæbne usikker. Nogle kilder tyder på, at han blev løsladt og foretog nye rejser – måske endda til Spanien. Andre mener, at han blev dømt og henrettet. Ifølge traditionen led han martyrdøden ved halshugning på stedet Tre Fontane og blev begravet, hvor Pauluskirken uden for Murene nu står. Hans død menes at have fundet sted omkring år 67.
Apostlenes Gerninger fortæller udførligt om Paulus' liv frem til hans ankomst til Rom, og hans mange breve giver et unikt indblik i hans teologi og åndelige liv. Han var mere end en utrættelig missionær. Som tænker har han haft en dyb og vedvarende indflydelse på kristendommens udformning.
Læs mere her (Peter kommer lidt længere nede efter Paulus og andre helgener).
Billedet: Sankt Peter og Sankt Paulus, ikon fra 1640 af Konstantinos Paleokapas, Karakallou-klosteret på Atos-halvøen (Tzim78 via Wikimedia Commons).