Pinse er starten på en modkultur - en prædiken

Dens første udtryk oplever de mange mennesker, det vil sige jøder, som er kommet sammen alle mulige steder fra, for at fejre den jødiske pinsefest. I den viste man blandt andet taknemmelighed sin til Gud, fordi han havde givet sit folk de ti bud.

De mange mennesker oplever det højst overraskende, at apostlene taler med dem, på deres eget sprog. De kom ellers fra alverdens forskellige steder i middelhavsområdet.

Apostlene talte i tunger. Ikke sådan som man kan se på diverse medier, når prædikanter fra diverse kristne forsamlinger, siger en masse uforståelige ord – ratatata, manana, og mere i den stil. Apostlenes tungetale var ikke volapyk. De talte særdeles tydeligt. De talte alle mulige sprog, bedre end hvis de havde gået på Berlitz i flere år.

Og så var det selvfølgelig også fordi hjerte talte til hjerte…

Det er så flot. Men hvor kommer modkulturen?

Fordi pinseunderet giver mig en tro på, at mennesker faktisk KAN forstå hinanden. At det fællesmenneskelige er større, end det som adskiller os. Det er en modkultur, i en tid hvor sprog og etnicitet rask væk bruges – eller skulle jeg hellere sige: misbruges – til at hejse grænsehegn.

Vi siger, at angsten, frygten for selv at blive den næste på Golgata, slap apostlene da Helligånden rørte dem. Men jeg vil nu mene, at det var ikke den eneste angst og frygt, som blev fejet til siden. Det var sandelig også frygten for de andre, frygten for det anderledes. Derfor så apostlene nu ikke ud over grækerene, medere, partere og elamitter, ægyptere, eller hvad de nu var. Apostlene så mennesker, der var elsket af Gud, omsluttet af den samme kærlighed, som dem selv, den kærlighed, der lige havde drevet frygten ud af deres sind.

Men der er selvfølgelig mere i evangeliets modkultur. Det modkulturelle består i denne sammenhæng også i, at mennesker fik vist noget, som gjorde dem fri. Den frihed bestod og består i, at de, der hørte apostlene, blev sat ind i en større sammenhæng end deres egen. 

Apostlene gik over en grænse. Men det gjorde kapadokere, elomitterne, ægypterene og hvem de nu var, også. Eller de blev i det mindste vist hen på at gå over grænsen, og hen til det fællesmenneskelige.

Det sker, at nogen spørger mig, om der er forskel på en præst og en psykolog. Jeg forstår godt spørgsmålet, for der er meget – eller næsten udelukkende – relationsarbejde i et præstearbejde. MEN! Præstens opgave er altid at sætte det enkelte menneske ind i en større sammenhæng end den, de selv har med. Præstens opgave er ikke altid først og fremmest at forstå. Men præstens opgave er at tolke eksistensen – men ikke ud fra den enkeltes mere eller mindre lasede bagage – men at tolke den ind overfor det frihedsbudskab, som evangeliet er. Det er modkultur, så det basker.

Et frontalsammenstød med en falsk individualisme, en skævvredet egenkærlighed, og meget andet væmmeligt. Men det er også en åbning frem mod en forpligtelse. Ja, for det er det næste mærkelige i den pinselige modkultur. Der følger en forpligtelse med. 

Du SKAL overskride grænser. Du skal åbne dig for evangeliet, og du skal med Guds syn, se på verden, som Gud har givet menneskene som fælles hjem.

Behøver jeg sige, at pinsen som modkultur også er et imponerende værn mod ensomheden?

Hjerte der taler til hjerte. Sådan blev det nye pagtfolk til. Sådan voksede Kirken frem. Vi er her stadig, for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter, ved Helligånden, som blev os givet.

Glædelig pinse!