Prædiken, 3. søndag i påsken: "Der skal fremkaldervæske til"

Luk 24.13-35

De slukørede disciple, får påskedags eftermiddag følgeskab af Jesus. Men de genkender ham ikke. Slet ikke. De spørger ham, om han er fra en anden planet, siden han ikke har fået det med, som er de sidste dages hovednyhed? Og som de selv er personligt berørt af. Vi havde håbet på, men det gør vi så ikke længere… Man kan ”høre” deres skuffelse.

Men de genkendte ham altså ikke.

Det gør sådan set heller ikke hverken fra eller til, at han udlægger hele det gamle testamente for dem. Hele det gamle testamentes opsparede længsel og forestilling om, hvordan Gud vil møde mennesket på en helt anderledes og livsforandrende måde. 

Det er først bagefter – altså efter hele samtalen, da de er kommet indenfor – og han bryder brødet, at de genkender ham.

Jeg kan ikke få et billede ud af hovedet: Der skal fremkaldervæske til. Lige som dengang jeg som teenager gik ind i et mørkerum med mine storebrødre, og vi fremkaldte film. Der skulle tilsættes fremkaldervæske, før der skete noget. Det billede, som egentlig allerede var der, var ikke synligt for os, før fremkaldervæsken gjorde sit trylleri. Det fik billedet til at stå skarpt.

Sådan er det med disciplene fra Emmaus. De har også brug for fremkaldervæske. Det er ikke nok at få gennempløjet hele den hellige skrift fra A-Z. De er ikke engang i stand til at erkende, hvor optaget de er af samtalen. Det er først bagefter, at de er i stand til at sige: ”Brændte vore hjerter ikke i os…?” 

Mærkeligt. For hjerterne brændte jo. 

Hvorfor erkender de det så ikke?

På dette tidspunkt af min prædikenforberedelse måtte jeg spørge mig selv om, hvilken fremkaldervæske, der skulle til før Emmausdisciplene så klart. 

Det står ellers i evangeliet – højt og tydeligt – så det var lidt underligt, at jeg var så længe om at opdage det.

Fremkaldervæsken er, da Jesus bryder brødet.

Det er Jesus, som handler. Selv HANS ord er ikke tilstrækkeligt. Der skal en handling til.

For nylig døde den tyske filosof Jürgen Habermas, der i sine sidste år, nåede at udvikle et stærkt venskab med pave Benedikt, som han endda skrev en bog sammen med. 

Med sin knipskarpe analytiske evne sagde han: ”jeg anser gudstjenestens rituelle kerne for den vigtigste, hvis ikke den er helt afgørende for religionens overlevelse.”

Nu står jeg så her og prædiker, og så siger jeg, at det som virkelig har forandrende kraft, slet ikke er min velforberedte prædiken. Det vigtigste er det, som Gud gør ved mig – ved os, når vi oplever, hvordan han bryder brødet – hvordan han stadig bryder brødet, som dengang i Emmaus. Ikke de mange ord, men det talende udtryk, brødet, som Jesus giver sig selv i, hengiver sig til verden. Jeg ved det jo godt. Jeg genkender også Jesus i det brudte brød. Hvor mange gange i årenes løb har jeg ikke stået ved alteret i alle slags humør, mere eller mindre optaget af mig selv, min tvivl, mit humør. Og hvor mange gange har Jesus ikke rystet mig på plads, når jeg stod med det brudte brød i hænderne, med ham selv, som stadig giver mig sit liv, og jeg måtte erkende, at alt mit blev så ligegyldigt småt i forhold til dette ene: hvad livet virkelig går ud på: at give sig selv hen, i den frihed og med den kærlighed, som netop kommer fra ham, vi tilbeder i det brudte brød?

Habermas har ret. Der skal fremkaldervæske til. Gud ske lov. Der skal en handling til. Gud skal handle med os, jeg skal SE det, før jeg tager det indenbords, ligesom Emmausdisciplene skulle SE, før de med tilbagevirkende kraft erkendte: hør her: brændte vore hjerter ikke…?

Gud ske lov, gik den opstandne med disciplene indenfor. Hvis ikke, havde de aldrig erkendt ham, men var forblevet i deres skuffelse.

Evangeliet om Emmausdisciplene siger noget afgørende om os som mennesker, og hvordan vi kommer til tro. 

Vil du forstå, vil du erkende på troens plan, så sker det aldrig i lænestolen, under bøgetræet, eller i motionscenteret. Dér – på disse steder – kan der ske meget afgørende. Bevares. Rigtigt meget endda. Hjertet kan brænde. 

Men den nødvendige erkendelse, hvor alting falder på plads, sker ikke før, du ser det brudte brød. Til messen – i kirken.

For hvem tror du, du er, at du kan undvære fremkaldervæsken?

P. Jesper Fich OP

Billede: “Supper at Emmaus,” oliemaleri af Carl Bloch fra 1870erne (via Wikimedia Commons, licensfrit)