Prædiken: "Det er ikke mit bord!" – eller er det?

”Det er ikke mit bord...!” Hvem husker ikke tjenerfiguren fra vittighederne? Og måske også fra virkeligheden? Det er frustrerende at blive affærdiget, og opleve at ingen tager ansvar. 

Nu til evangeliet – så bliver det sikkert klart om ikke før, hvorfor den irriterende tjener minder mig om disciplene.

De kommer til Jesus – og præsenterer ham for et problem – og de har venligt nok også en løsning: han skal få sendt folkeskaren væk, NU, for de bliver snart sultne. De mange mennesker skal tage ansvar for sig selv, her midt i ørkenen kan de ikke blive, de skal vende tilbage til verden, som den er... som den altid har været. Men nu om lidt, bliver det klart, at verden med Jesus kan være på vej til at ændres.

Evangelisten fortæller, at Jesus har et forhold til folkeskaren, som for ham ikke bare er en flok, han ser det enkelte menneske, før han ser en masse. Han helbreder og han ynkes.

Ordet ynke er på dansk ikke længere så smart. Hvem bryder sig om at blive ynket? Er man ynkelig, som er man langt ude. Men når det alligevel er det rigtige ord at anvende, og ikke bare f.eks. at Jesus havde sympati for dem, så er det fordi det græske ord betyder, at menneskene berørte Jesus på en måde, så det gik helt ned i maven på ham, og altså ikke blev i følelsen og slet ikke på overfladen.

De betyder noget for ham, de er hver og en vigtige, han vil dem.

Vi taler så meget om varme hænder. Jævnligt melder aviserne om plejehjemsskandaler, hvor der nok var personale, men et iskoldt et af slagsen. De varme hænder forudsætter en berørthed, så medmennesket ikke bliver reduceret til en genstand, til en ting.

Når der nu er 5000+ i den ørken, så fremstår disciplene som realister. Og som de ansvarlige. Dem med rettidigt omhu. 

Men Jesus siger det umulige: De behøver ikke gå nogen steder. Giv I dem noget at spise. Jesus vil have dem til at påtage sig problemet, han vil have, at de skal være medmenneske efter hans forbillede.

Når Jesus siger det, så ligger der også en tro på, at disciplene vil være i stand til at kunne magte opgaven. Hvilket i sig selv forandrer hele situationen: I kan mere end I tror! 

Derfor vender jeg mig også mod Sørine Godtfredsen, der for nylig har udtalt, at verden aldrig får fred, for vi mennesker producerer altid mere konflikt end forståelse.

Jesus vil have disciplene i bevægelse: fra et mere eller mindre velbegrundet: det er ikke mit bord! – til at blive mennesker, der berøres af andre på det mest indtrængende.

Så godt så vidt: men hvis nu en realpolitiker dukkede op og sagde: hør her, vi kan hverken som enkeltpersoner eller som samfund mætte hele verden. Så må man give realpolitikeren ret. Men dette er heller ikke et partiprogram: her angives en retning, som må hedde noget med: hvis man siger “det er ikke mit bord” og skyder ansvaret fra sig, så vil der aldrig blive brød nok. 

I stedet for at bede Jesus om bogstaveligt talt at få problemet til at gå sin vej, så beder Jesus disciplene – og dermed os – om i to utilstrækkelige fisk og fem brød at se en mulighed og ikke en grænse eller en grund til at vende medmennesket ryggen.

Så må vi bede om, at vi også må opleve løftet opfyldt, at vi, som Paulus siger, har nok til enhver god gerning, eller som Elias, der midt i hungersnøden lover en kvinde: krukken skal aldrig blive tom...

Og så vil vi bede om hjerte og hånd formet af skaberen, frisat af frelsen og gjort varm ved Helligåndens ånde.