Prædiken på den 4. påskesøndag 2026: Den gode hyrde

En refleksion af p. Jesper Fich OP (Joh. 10.1-10):

Den gode hyrde. Allerede de første kristne malede billeder af den gode hyrde på væggene i Roms katakomber. Et elsket billede, et billede der rummer en bekendelse til en Gud, der i Jesus var kommet mennesker omsorgsfuldt nær. Tit ser man den gode hyrde bære det udslidte får på sine skuldre, fordi fåret er for træt til at gå selv. 

Men det er også et meget vanskeligt billede, for den eneste, der ind til benet er den sande hyrde, er netop Jesus Kristus selv. Så det bliver lidt svært, når en almindelig præst som jeg selv, kaldes for ”pastor”, som netop betyder hyrde. Ganske vist lover præsterne, når de årligt fornyer deres præsteløfter, at de vil stræbe efter at leve med Kristi sindelag. Men – jeg synes, der er temmelig langt igen.

Når jeg sådan tænker på, hvem jeg kunne pege på fra den nyere verdens- og kirkehistorie, så kommer jeg til at tænke på skikkelser som Lech Valesa, Mandala og ikke mindst Johannes Paul II.

De fremstod med den autoritet og troværdighed, der gjorde at andre fulgte dem. I deres følgeskab gad mennesker godt være får. Det viste sig rent faktisk også, at de vidste, hvor der var græs. Både til at slå sig ned på, og til at blive mætte ved. Frihed, tro, kærlighed, fællesskab, solidaritet, retfærdighed, håb. Håb om forandring: ”We shall overcome some day…”

Hyrdebilledet er måske ikke så klichéagtigt endda. Vi leder med lys og lygte i en verden fuld af brøleabernes larm efter den anderledes stemme. Stemmen fra en, som har den iboende autenticitet, som vi – som Kirke, samfund og verden – har hårdt brug for. Vi leder efter dem, som ikke vil profitere af fårene, udnytte – eller udbytte dem, og vi leder efter dem, der ikke vil bruge dem (os) til at profilere sig selv.

Jeg kommer også til at tænke på pave Frans eller på pave Leo. Skikkelser, der vil samle, mere end de vil sprede. Som taler et sprog formet af evangeliets grammatik. 

Det er den, verden ikke forstår. Det sprog er fremmedsprog for dem, der vil magten for magtens skyld. Men som Den katolske Kirkes sociallære siger gentagende gange: ”højtideligt skal vi minde om at samfundsøkonomien og politiske beslutninger skal stå i tjeneste for menneskene.”

De gode hyrder, lige fra Jesus og til de skikkelser, som jeg godt tør fremhæve, har alle det til fælles, at de evner at samle. Samle mennesker. Men ikke fordi de kan begejstre med udsigten til fælles profit, eller fordi de er besat af begær efter magt eller hvad det nu kan være. Der er noget helt specielt ved at være får i den gode hyrdes flok. Det er fårene, som får det bedre, fordi de føres ud til frihed. Til der, hvor de selv skal træffe beslutninger om godt og ondt, og hvilken vej de vil følge.

”Vil I også gå?” spurgte Jesus sine disciple. Da Jesus samlede sit nye pagtsfolk, tvang han INGEN. Hvor den gode hyrde er, der er der frihed.

Også frihed til at udvikle selv. Det var den levende vision hos pave Frans – men faktisk igen med eftertryk helt siden pave Pius XII – at enhver kristen, er sendt med myndighed, i kraft af dåb og firmelse. Til at bygge Kirken op, til at forandre verden til mere menneskeligt sted.

Og det kan endda komme til at ske, selvom vi – efter Guds egen vilje og plan – er meget forskellige og skal blive ved med at være individuelle og kompetente udviklere på et fælles gode. For ganske vist følger vi den samme hyrde, og vi skal også samme sted hen, men den gode hyrde har ingen masterplan eller støbeform, anden end den, at vi skal blive til de mennesker, som Gud vil. Eller som Jesus siger til Nikodemus: Sandelig, sandelig siger jeg dig: I må fødes på ny. Ud med det gamle magtmenneske, den gamle Adam, der vil selv på egne præmisser. Vi gør klogt i at indse, at det eneste, man opnår der, er at få stene for brød.

Den gode hyrde kan kunsten at føre flokken derhen, hvor livsmod og livsduelighed folder sig ud. Den gode hyrde lærer os at håbe. Han lærer os at udvikle tillid, også selvtillid til egne – af Gud villet – kompetencer. Hans stemme kender vi, fordi den har et ekko i os. Det er Gudsbilledet, han kalder frem i os, længslen til efter at være menneske i Guds billede. 

Og hvad blev der så af pastor Fich? Og de andre pastorer? Ja, de gør klogt i at leve ud fra den præmis, at de aldrig må udvikle sig til direktører. For den slags hyrder, som vi er kaldet til at være, er selv et får i flokken hos den gode hyrde. 

Derfor må den første indstilling, som en god hyrde, en præst, at han ikke selv løber væk, og går sine egne veje. Det er en forudsætning for, at hele flokken samlet kommer derhen, hvor der er noget at spise. Så lad os gå vejen sammen.