Sankt Rita af Cascia

Sankt Rita blev født i Roccaporena som Margherita Lotti i 1381 eller 1386. Hendes forældre var fredselskende, og hun fik en solid religiøs opdragelse i Cascia med særlig hengivenhed til bl.a. Augustin, Johannes Døberen og Nikolaus af Tolentino.

Som ung giftede hun sig med Paolo di Ferdinando di Mancino, og trods svære forhold blev hun en forbilledlig hustru og mor. De fik to sønner. Efter at hendes mand blev myrdet, forsøgte Rita at forhindre sine sønner i at søge hævn og valgte selv tilgivelsens vej.

Sønnerne døde senere af sygdom, hvorefter Rita helligede sig et liv i intens bøn, også for dem, der havde været involveret i konflikten. Omkring 36-årsalderen søgte hun optagelse hos augustinersøstrene i Cascia. Som nonne udmærkede hun sig ved ydmyghed, bøn, bod og næstekærlighed. I 1432 modtog hun et sår i panden som tegn på deltagelse i Kristi lidelse, hvilket varede i omkring 15 år.

Før sin død bad hun om en rose og to figner fra sin have – som mirakuløst blev fundet midt om vinteren. Hendes liv sammenfattes ofte i billedet af at blomstre trods torne – og sammen med fortællingen om rosen har dette gjort rosen til hendes symbol. Hun døde natten mellem 21. og 22. maj (1456 eller 1457).

Hun blev saligkåret i 1626 af pave Urban VIII og helgenkåret d. 24. maj 1900 af pave Leo XIII. Hun er kendt som “de umulige sagers helgen.”

Kilder: Dikasteriet for Helligkåringer, Catholic Encyclopedia – tekst redigeret af Ewa Angela Wegener