Sankthansaften - vigilien for Johannes Døbers fødselsdag
Sankthans er mere end bål og midsommer. Aftenen er også vigilien til Johannes Døbers fødselsdag, som Kirken fejrer d. 24. juni.
I dag fejrer vi sankthansaften i Danmark. Ikke mange tænker over, at aftenen også er vigilien – forberedelsen – til Johannes Døbers fødselsdag d. 24. juni.
Fejringen af Johannes Døber er en af de ældste i Kirkens kalender. Ud over hans martyrdød fejres også hans fødsel – noget, der blandt helgenerne ellers kun gælder Jomfru Maria (d. 8. september).
I kristen tradition er Johannes Døbers fødsel placeret seks måneder før Kristi fødsel. Ifølge evangelisten Lukas havde Elisabeth været gravid i seks måneder, da englen Gabriel bebudede Jesu undfangelse for Maria (jf. Luk 1,26). Dateringen har også en symbolsk betydning. På den nordlige halvkugle falder d. 24. juni tæt på sommersolhverv, hvor dagene er længst. Herefter begynder de at blive kortere – et billede på Johannes Døberens ord om Jesus: "Han skal blive større, jeg skal blive mindre" (Joh 3,30).
Johannes Døbers kald var at vidne om lyset (jf. Joh 1,7), og derfor har Kirken givet sankthansbålet en kristen betydning. Selvom skikken med bål stammer fra førkristen tid, kan bålet velsignes, mens man beder Gud om, at de troende må overvinde mørket og nå frem til hans "ufejlbarlige lys" (jf. Rituale Romanum 224-225).
Tekst redigeret af Ewa Angela Wegener