Søndagsprædiken: "Man kan ikke gøre sig selv til apostel"

11. alm. Søndag 2026 – Mat. 9.36-10.8

I listen med apostle, undlader Matthæus ikke at nævne sin fortid. ”Tolderen Mathæus” skriver han. Den eneste, som har en ”stillingsbetegnelse.” Der står f.eks. ikke om Peter, at han havde været fisker. Det er heller ikke vigtigt, mener Mathæus. Men hans egen fortid skal huskes, for det fremhæver med al ønskelig tydelighed, at man ikke kan gøre sig selv til apostel. Det er Jesu suveræne valg. Og han vælger, hvem han vil. 

Mathæus – navnet betyder: ”Guds gave.” Det navn har Mathæus gjort til en ren karikatur ved den måde han har opført sig på. Det er med god grund at hans samtidige foragtede ham. Sådan et svin…! En kollaboratør…! En fra den forkerte side, og endda en, der burde have vidst bedre. Han har svigtet, og han har gjort sig selv til et outcast.

Jeg var en gang på en retræte, hvor den dominikanernonne, der holdt retræten, sagde, at da Jesus kaldte sine apostle, fandt han nogle, hvis baggrund han kunne bruge, fiskerne f.eks. Så spurgte vi: hvad med Mathæus, ham tolderen? Og hun svarede kækt: Også ham, også ham!

For evangeliet handler kun om én ting: hvad sker der med et menneske, der møder den ubetingede kærlighed, som Jesus møder mennesket med?

Da Jesus møder Mathæus er han stadig i fuld gang med sit arbejde. Han sidder ved sin toldbod. Men samme dag spiser Jesus middag i hans hus. Det er en enorm provokation, især for dem, der føler sig forbigået, og som er misundelige over, at det ikke er dem, der blev udvalgt. De brokker sig. Se ham Jesus! Hvad ER det for et selskab, han befinder sig i? Og tilsyneladende befinder han sig udmærket! Nu er han sunket så dybt som en tolder!

Men Jesus svarer: De raske har ikke brug for læge. Det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

For bag synderen er der et menneske, som Gud har villet, og som han stadig tager ansvar for, og som han har gode planer med. Han har tænkt sig at gøre ham både til apostel og til helgen. 

Men det er en provokation for dem, der mener, at DE burde være valgt og ikke sådan et udskud.

Men som pave Benedikt XVI sagde: Der er ikke noget som helst abstrakt ved Jesu tale om, at han er ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Men nu dukker der så et problem op.

Hvad med dem, der i egen vurdering er retfærdige, men som afsløres som ubrugelige, fordi deres selvvurdering er falsk? Hvis de retfærdige er syndere, så må de syndere også være mål for Jesu omsorg. Og jeg kan gerne røbe: han har ikke tænkt sig at ofre de første, for at redde de sidste. Han vil have alle med.

Helliggørelse kommer ikke ud af det moralsk perfekte, men ud af det, som den perfekte kærlighed – altså ikke vores – for vores kærlighed er altid uperfekt – men Guds, som er fuldkommen. Det er den forvandling, vi er kaldet til at træde ind i, så vi kan leve menneskeligt og medmenneskeligt – det vil sige i en moralsk orden, der er livsfremmende, og som ikke har mennesket selv som mål, men næsten – og Guds ære.

For selvindbildte retfærdige gælder: omvend dig, og tro på evangeliet! Det er det, de skal tage til sig. Som Kirke er vi mennesker på vej mod helliggørelse. Og fra apostellisten kan vi lære, at Kirken sættes sammen af en yderst blandet skare. Der var nemlig også andre af apostlene, hvis generalieblad ikke var så kønt.

Jeg var engang til skrifte – det må jeg gerne fortælle om – for det var mig, der var skriftebarnet. Jeg havde gjort noget, som jeg slet ikke syntes var i orden. Præsten svarede: Tak Gud for at det skete, så kan Gud vise dig, at du skal stole mere på ham, end på dig selv. Det var en klog præst.

Der er ikke noget abstrakt i Jesu ord om, at han er ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Og så det næste: der er ingen, der kan gøre sig selv til apostel. Men vi kan bede om, at vi må være følsomme for det, som sker i os og omkring os. At Gud i sin kærlighed kan frisætte os, og at vi reagerer på hans ord: ”Følg mig!”