Synoden offentliggør rapporter om fattigdom, miljø og polygami
Synodens Generalsekretariat offentliggør slutrapporterne fra studiegruppe nr. 2 om "At høre de fattiges og jordens råb," samt fra Symposiet for Bispekonferencer i Afrika og Madagaskar (SECAM)’s kommission om "Den pastorale udfordring ved polygami."
Vatican News
Synodens Generalsekretariat har d. 24. marts 2026 offentliggjort slutrapporten fra studiegruppe nr. 2 om "At høre de fattiges og jordens råb" samt rapporten fra Symposiet for Bispekonferencer i Afrika og Madagaskar (SECAM)’s kommission om “Den pastorale udfordring ved polygami.”
Begge rapporter vidner – i al deres tematiske mangfoldighed – om Kirkens synodale vandring: en Kirke, der lytter, skelner og ledsager, og som, forankret i evangeliet, aldrig ophører med at nærme sig hvert menneske og besvare vor tids udfordringer.
Slutrapporterne samt et kort resumé på fem sprog er tilgængelige på Synodens Generalsekretariats hjemmeside: www.synod.va.
Pave Leo har besluttet at offentliggøre disse slutrapporter for at dele frugterne af den refleksion og skelnen, der har fundet sted under synoden, med hele Guds folk – i en ånd af gennemsigtighed og ansvarlighed. De betragtes som arbejdsdokumenter.
Med overdragelsen af slutrapporterne til Synodens Generalsekretariat afslutter de studiegrupper, der har udarbejdet dem, det mandat, de har fået betroet, og anses derfor for opløst.
Slutrapport fra studiegruppe nr. 2
Slutrapporten fra studiegruppe nr. 2 om "At høre de fattiges og jordens råb" er opbygget i flere afsnit.
Indledt af en refleksion fra kardinal Michael Czerny, præfekt for Dikasteriet for Fremme af Helhedsorienteret Menneskelig Udvikling, søger rapporten at besvare de fem grundlæggende spørgsmål, som gruppen er blevet betroet, om hvordan Kirken bedre kan høre de fattiges og jordens råb.
Dokumentet tager udgangspunkt i den teologiske overbevisning, at det at lytte til de fattige og til jorden ikke er en pastoral mulighed, men en trosakt, der er konstituerende for Kirkens mission, forankret i det dobbelte kærlighedsbud og i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Som kardinal Czerny minder om i sit forord, betegner begrebet "lytning" en helhedsorienteret proces, der omfatter møde, forståelse af problemet, handling, evaluering og åndelig støtte, og som angår enhver kristen – også dem, der selv oplever fattigdom.
Det ledende spørgsmål for gruppens arbejde bliver dermed: hvordan kan Kirken bedre lytte til disse to indbyrdes forbundne råb, i bevidsthed om, at et svar på de fattiges råb også er et svar på jordens råb – og omvendt?
Rapporten redegør for de anvendte arbejdsmetoder, de begrænsninger, man er stødt på, samt de erfaringer, der er gjort.
Den identificerer de redskaber, der allerede findes i Kirken, herunder sogne, basisfællesskaber, bevægelser, Caritas-organisationer samt økumeniske og internationale netværk, og fremhæver deres rigdom. Samtidig opfordrer den til at overvinde fristelsen til uberettiget at delegere ansvar til specialiserede strukturer og minder enhver døbt om det fælles ansvar.
Blandt de konkrete forslag er oprettelsen af et kirkeligt observatorium for handicap, foreslået af en undergruppe bestående hovedsageligt af personer med handicap, som en model, der kan gentages på lokalt og regionalt plan for at give stemme til alle marginaliserede grupper.
På det teologiske plan understreger rapporten behovet for en teologi, der udspringer af lytten til de fattige og til jorden som autentiske teologiske steder, og opfordrer til, at teologer fra de mest sårbare fællesskaber aktivt inddrages i udarbejdelsen af magisterielle dokumenter. Der lægges særlig vægt på dannelse, herunder uddannelsesprogrammer for lægfolk, ordensfolk og seminarister, idet det fremhæves, at disse må integrere direkte møder med de eksistentielle periferiers virkelighed, kompetence i lytning som en åndelig disciplin – ikke blot som en teknik – samt social analyse.
Rapporten afsluttes med en vision om en synodal Kirke, der selv bliver et redskab for lytning – ikke blot besidder strukturer for lytning, men forvandler hvert enkelt medlem til et missionerende nærvær blandt de mest sårbare.
Historien bag SECAM’s kommission om polygami
SECAM’s kommission med fokus på udfordringen ved polygami blev oprettet som svar på en anmodning fra første samling af den 16. ordinære generalforsamling for Bispesynoden i oktober 2023. Her blev SECAM opfordret til at fremme teologisk og pastoral skelnen vedrørende polygami og til at ledsage personer i polygame forhold, som er på vej ind i troen. På den baggrund nedsatte Kirken i Afrika, gennem sit kontinentale organ SECAM, et særligt ekspertteam.
Ekspertteamet, som består af 12 specialister fra forskellige regioner i Afrika og dets øer, repræsenterer en bred vifte af fagområder, herunder dogmatisk og fundamentalteologi, bibelstudier, sjælesorg, kanonisk ret og antropologi. Gruppen mødtes både fysisk og virtuelt.
Udkastet til dokumentet blev fremsendt til Dikasteriet for Troslæren via Synodens Generalsekretariat. SECAM modtog opmuntrende tilbagemeldinger fra dikasteriet samt konkrete bemærkninger, som skulle indarbejdes. Teksten blev derefter sendt tilbage til ekspertteamet til yderligere bearbejdning. Den foreløbige tekst blev fremlagt og drøftet af biskopper og teologer under SECAM’s plenarforsamling, som fandt sted i Kigali i Rwanda fra 30. juli til 4. august 2025. Indsigterne fra denne forsamling bidrog til den endelige udformning af dokumentet.
Efter drøftelserne på plenarforsamlingen blev den endelige tekst fremsendt til Synodens Generalsekretariat og Dikasteriet for Troslæren med henblik på yderligere vejledning, og slutrapporten blev offentliggjort i dag.
Oversigt over SECAM-rapporten
SECAM har således udarbejdet en sammenhængende refleksion over den pastorale udfordring ved polygami, forankret i Afrikas kulturelle, antropologiske og teologiske kontekst.
Rapporten indledes med anerkendelsen af den afrikanske families hellige værdi, grundlagt på pagt mellem menneskegrupper, med forfædre og med Gud. Her anses barnet som en guddommelig gave, og ønsket om mange børn udgør en integreret del af fællesskabets identitet. Det er inden for denne horisont, at polygamiens historiske eksistens placeres – et fænomen, der ikke er unikt for Afrika, men som har særlige rødder her og udgør en pastoralt presserende udfordring.
Den bibelske analyse viser polygamiens ambivalens: den tolereres i Det Gamle Testamente, men overvindes gradvist gennem Det Nye Testamente, hvor Jesus, med henvisning til Skaberens oprindelige plan, klart fastslår ægteskabets enhed og uopløselighed.
Dokumentet gentager Kirkens faste lære: det kristne ægteskab er monogamt af teologisk natur og ikke som følge af kulturel pålægning.
På det pastorale plan udelukker SECAM enhver form for anerkendelse af polygami og anbefaler, at polygame katekumener ikke optages til dåb, før de frit har taget imod forpligtelsen til monogamt ægteskab. Dette handler ikke om udelukkelse eller stigmatisering, men om tålmodig og respektfuld ledsagelse, inspireret af Kristi barmhjertighed.
Kvinders værdighed placeres i centrum for denne pastorale tilgang, med Maria, Jesu Moder, som forbillede på evangelisation indlejret i kultur. Konklusionen åbner mod en "pastoral omsorg præget af nærhed," som kan åbne Kirkens døre for dem, der lever på åndelige og eksistentielle periferiområder, og som anerkender hvert menneske som et Guds barn, kaldet til trofast kærlighed og pagtens fællesskab.
Konklusion på rapporten om polygami
Rapporten konkluderer, at polygami fortsat er en realitet i afrikanske samfund i dag, men at udbredelsen og forekomsten varierer afhængigt af hvert enkelt lands politik, den dominerende religion og de traditionelle kulturelle påvirkninger.
"I denne sammenhæng møder forkyndelsen af evangeliet og dets opfordring til et monogamt ægteskab til tider modstand, som ofte begrundes med kulturelle årsager."
Man anerkender, at der gennem evangeliseringens historie har været forsøg på at lade personer, der lever i polygame forhold, blive optaget i det kristne fællesskab. Disse forsøg har fulgt forskellige modeller, nogle gange med variation fra én menighed til en anden eller fra én bispekonference til en anden, men inden for samme sociokulturelle ramme.
"På et tidspunkt, hvor Kirken ønsker at leve sit synodale præg i fællesskab og deltagelse for alle fuldt ud, bliver det ifølge rapporten presserende for Kirken i Afrika at dele disse modeller, evaluere dem doktrinært og pastoralt og, hvor det er relevant, foreslå alternative veje – med det formål at give alle mulighed for at møde Kristus og hans evangelium."
Kirkens pastorale indsats i Afrika, når det gælder ledsagelse af polygame par, som ønsker at blive budt velkommen i Kirken, fremstår som et forsøg på at være tro mod Kirkens forståelse af ægteskab og den kristne families kald og mission.
"Behovet for at byde enkeltpersoner og familier velkommen og ledsage dem bliver stadig tydeligere," understreger de afrikanske biskopper, "så de tydeligere kan svare på det kald, som evangeliets sandhed rejser over for dem om familiens kald og mission i Kirken og i samfundet."
"Derfor," konkluderer de, "er det presserende med en pastoral tilgang præget af nærhed og opmærksomhed, der hjælper med at forstå ægteskabets sakramente – ikke som en social konvention, men som en gave til ægtefællernes helliggørelse og frelse." Som de bemærker: "Ligesom kald og mission modtages det som en gave."
Vatican News, oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener
Billede: Vatican News (arkivbillede fra synoden)