Velsignelse af påskemad på lørdag 4. april
En madkurv fuld af dyb symbolik
I mange af bispedømmets menigheder kan man på lørdag få velsignet en kurv med påskemad. Denne kristne tradition, som bl.a. stammer fra Polen, bærer en dyb symbolik. Oprindelsen kan føres tilbage til det 8. århundrede, mens de første dokumenterede praksisser i Polen stammer fra det 14. århundrede.
Oprindeligt blev kun et stegt lam formet som et brød velsignet, men senere blev flere fødevarer tilføjet. Valget af mad var aldrig tilfældigt – hver fødevare havde sin egen særlige symbolik, både i folketraditionen og i den kristne tro.
Gennem tiden blev antallet af fødevarer i kurven reduceret, og i den tidlige romantik blev man enige om syv fødevarer, som stadig er gældende i dag. Man kan godt tilføje andre fødevarer, men disse syv bør altid være til stede:
- Brød er et grundlæggende næringsmiddel og symboliserer Kristi legeme i den kristne tro. Tidligere blev der bagt et særligt påskebrød til lejligheden.
- Æg symboliserer genfødsel og sejr over døden. Traditionen knyttes til tyske munke og opstod som et svar på forbuddet mod at spise æg i fastetiden.
- Salt betragtes som livgivende og symboliserer både renselse og sandhed. Det blev også anset som beskyttelse mod ondskab.
- Pølse symboliserede sundhed, frugtbarhed og velstand og var tidligere en luksusvare, som ikke alle havde råd til.
- Ost repræsenterede venskabet mellem mennesket og naturen og symboliserede husdyrenes vækst og frugtbarhed.
- Peberrod blev set som et symbol på styrke og fysisk kraft.
- Kage blev tilføjet som symbol på dygtighed og fuldkommenhed, ofte som udtryk for husstandens bageevner. Det var især påskekager, der blev brugt.
Den velsignede mad spises påskemorgen. Tidligere begyndte påskemorgenmaden med en særlig ceremoni, hvor moderen tændte påskelyset og sagde: "Kristi lys", hvortil faderen svarede: "Kristus er opstanden. Halleluja." Alle ved bordet svarede: "Han er sandelig opstanden! Halleluja." Derefter blev et bibelvers læst op, og faderen velsignede påskebordet med vievand. Familien delte et æg og ønskede hinanden glædelig påske. Mange polske familier fortsætter stadig traditionen med at dele et æg og ønske hinanden glædelig påske under morgenmaden påskemorgen.
Alle er velkomne til at forberede en påskemadskurv og få maden velsignet. Du kan finde information om, hvornår påskemadsvelsignelser finder sted i hele bispedømmet her >
Skrevet af p. Jozef Debinski, Niedziela.pl (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)
Billede: Kurve med påskemad foran alteret i en kirke i Brisbane, Australien via Wikimedia Commons (licenser: Creative Commons og Attribution-Share Alike 4.0 International)