Verdensmissionsdagen 2026: Én i Kristus, forenet i mission

LÆS PAVE LEOS BUDSKAB TIL VERDENSMISSIONSDAGEN VED AT KLIKKE HER 

I år fejrer vi 1200-året for Sankt Ansgars udsendelse til Danmark. Han var en nøglefigur i Danmarks kristne historie, og vores bispedømmes værnehelgen. Det er en god lejlighed til at reflektere over, hvad mission betyder.

Som den ansvarlig for Missio Danmark bliver jeg ofte stillet spørgsmål om missionens natur. Hvad er mission? Hvad laver missionærer egentlig? Og hvorfor? I dette 100-års jubilæum med Verdensmissionssøndag synes det at være et godt tidspunkt at dele svarene på disse grundlæggende spørgsmål, som er kernen i Missios arbejde.

Hvad er mission?

Mission handler om at forkynde Guds kærlighed og Guds rige ved at dele troens gave og ved at undervise. Vi er alle inviteret til at deltage i mission, og vi er alle kaldet til at byde den velkommen ind i vores liv.

Jesus sagde: " Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple…". (Mattæus 28, 19). Det betyder ikke at påtvinge nogen noget. Det er, at give nogen mulighed for at engagere sig eller ej. En god lærer, uanset hvilken side af livet, vil give eleven mulighed for at høre informationen, forstå den og selv træffe valg. Og det er præcis, hvad vi gør som missionærer.

Vi forkynder, vi deler, vi vidner om Jesus Kristus, om hans evangelium, og så er det op til folk at reagere på den måde, de ønsker. Og uanset hvordan de reagerer, er de stadig elsket.

Hvad gør missionærer egentlig?

Som vi ved, og som både pave Frans og pave Leo har understreget, er du automatisk missionær, hvis du er døbt. Uanset hvor vi er, skal vi forkynde og vidne om Guds riges komme – i ord og gerning. 

Hvordan gør man det i en fremmed kultur, i et fremmed land? Først og fremmest tager man dertil med respekt. Man tager dertil villig til at lære. Man tager dertil for at lytte. Man tager dertil for at lære sproget, for at forstå deres skikke. Man tager dertil for at elske menneskene. Og det er i alt dette, at du kan vidne om Guds kærlighed og Guds riges komme.

Når en missionær tager til et nyt område, bruger vi meget tid og kræfter på at forstå situationen; forstå kulturen og kommunikere med mennesker. Man opbygger en relation. Det er kun gennem en relation man kan bringe mennesker til Kristus og hjælpe dem med at forstå, hvad Guds rige handler om, hvad Jesu budskab er, hvem Jesus er.

Det kunne være ved at være tilgængelig i en landsby, sådan som mange missionærer har gjort det, for eksempel ved at besøge en husstand og være sammen med folk, spise mad og snakke. Bare tale om livet, og hvis de vil, tale om Jesus Kristus, om Kirken, om Gudsriget.

Det kunne være at organisere projekter, der skal hjælpe folk. Kirken er selvfølgelig meget berømt for sin uddannelsesmæssige indsats. Over hele verden begyndte missionærer ofte med skoler, der uddannede folk. Og det gør vi stadig, selv i lande, hvor den kristne tilstedeværelse er meget lille, har vi hundredvis af skoler, og folk sætter pris på disse skoler og uddannelser. Så det er én måde at række ud på.

En anden måde er gennem lokal sundhedspleje; at tage ud i landsbyerne, hvor der ikke er organiseret sundhedspleje. Og jeg tror, ​​at missionærer generelt gør, hvad de mener, folk har brug for.

Nu er der en fare her. Der er en fare for, at en missionær, ligesom mig som præst, går til et sted og siger: "Jeg ved, hvad du har brug for". Det kunne være: "Du har brug for en kirke, du har brug for et sognehus, du har brug for et apotek, du har brug for en skole". Alle disse ting er geniale, men det handler ikke om, hvad jeg synes, de har brug for. Man er nødt til at sidde og lytte og sige: "Hvad har du så brug for?" “Hvad tror du, du har brug for?”

Man ville blive overrasket nogle gange over, at det ikke er de oplagte svar, og med rette, fordi de ser livet anderledes end jeg ser livet. Anderledes, ikke bedre, ikke værre, bare anderledes. Så jeg understreger, at en missionærs første opgave er at lytte, at se, at lære, med Helligåndens vejledning. Vi er ikke her for at løse alle verdens problemer. Gud vil gøre det, når Guds tid er inde.

I mellemtiden er vi her for at vise, at Gud faktisk er interesseret i, hvad der foregår, og at Gud kalder os, os alle, til at arbejde sammen om at bygge en bedre verden, en mere retfærdig verden, en fredelig verden. Og at det er muligt.

Klarer Kirken i Asien og Afrika sig ikke fint på egen hånd nu?

Det er almen viden, at Kirken i Afrika blomstrer og trives og ekspanderer hurtigt i mange lande, især i Afrika syd for Sahara.

Og i Asien er der områder, hvor Kirken er veletableret og klarer sig godt: Jeg tænker på nogle lande, som Filippinerne, hvor missionærer tog hen for flere hundrede år siden. Men der er andre områder, der ikke er særlig veletablerede, som Mongoliet, hvor mission først rigtig begyndte for omkring 30 år siden. Så det er et blandet billede.

Men man skal huske, især i Afrika, hvor mange missionærer har arbejdet, at selvom der er stor entusiasme for Kirken, er den stadig kun 100 år gammel, 120 år, 130 år. Det er meget ungt, og de er stadig ved at etablere sig. De har stadig brug for at kunne modtage visdommen, erfaringen og nogle gange ressourcerne fra nogle af de ældre kirker, især i Europa, som er hundredvis af år gamle. Så vi har stadig en rolle at spille der, ligesom de har en rolle at spille her.

Over hele Europa er der for eksempel mange migranter, der bosætter sig i vores land, og de bringer deres erfaring med den katolske tro med sig. De beriger vores kirke her. Vi har nu præster fra hele verden, mange fra Afrika, som kommer for at støtte os på grund af manglen på præster i Europa. Så der er en tovejsmission.

Vi er, for at sige det groft, taget til Afrika, til Asien, og har etableret Kirken. Og nu er der lande, som, på trods af deres egen mangel på præster og ordensfolk, er i stand til at sende deres egne missionærer, deres eget personale, til de ældre kirker for at støtte os. Jeg ser ikke det som andet end godt, fordi vi beriger hinanden. Når man tager til en anden kultur, et andet folk, bliver man beriget af deres kultur.

Ligesom vi nogle gange, når vi tager et sted hen, også ændrer de mennesker, vi møder, vi arbejder med, vi lever med, der er en gensidighed der, som er baseret på respekt og åbenhed.

Hvorfor støtte Kirken i udlandet, når der er så meget behov herhjemme?

Nu forstår jeg det, når folk personligt har sagt til mig: “Hvorfor tager I til udlandet som missionærer, når der er så meget at gøre her? Der er mennesker her, der lider, mennesker i fattigdom, mennesker, der ikke ved, hvem Jesus Kristus er. Hvorfor tage til udlandet?”

For det første er det faktisk ikke mit valg. Jesus sagde: " Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”, altså, gå ud og del evangeliet med alle folkeslag overalt. Ræk ud til dem. Det har været sådan fra de allerførste øjeblikke i den tidlige kirke, da disciplene modtog Helligånden på pinsedagen. Det handlede om at gå ud og forkynde Guds riges komme. Det gør det stadig.

For at sige det helt ligeud, sagde Jesus ikke: "Hvis I kan, så gå ud og gør det, eller om nødvendigt, bliv hjemme, men hvis I kan gå til andre folkeslag, så gå," men han sagde bare "Gå". Så det er ikke vores valg; vi følger Jesu Kristi lære. Jeg forstår dog, at der skal gøres meget derhjemme – der er to slags mission: mission derhjemme og mission i udlandet.

De er ret forskellige, fordi man herhjemme normalt set forsøger at genoplive kristen kultur, kristen forståelse og at give Kirken her energi. Og det er noget, vi alle er involveret i. Da jeg bor i Danmark og deler, hvad mission er, med folk og lokalsamfund, forsøger jeg at evangelisere folk her.

Vi er kaldet til at dele det, vi har med hinanden. Det betyder ikke kun penge, selvom penge er en del af det. De første kristne menigheder havde alt til fælles og hjalp hinanden, hvor de kunne.

Vi gør det nok ikke på helt samme måde nu, fordi vi er for store, men princippet om at dele det, vi har, ikke kun penge, selvom det er vigtigt, men at dele vores forståelse af evangeliet; at dele vores forhold til Jesus Kristus, at dele vores tid, vores venlighed, vores medfølelse, vores retfærdighedssans, vores arbejde hen imod en fredelig verden – hvor der ikke er vold, ingen krig – alle disse vidunderlige principper, som Jesus gav os, hans vision, som han gav os om en ny verden, ja, det skal vi dele med alle.

Så det betyder, at nogle mennesker fysisk tager til udlandet. Og ved at gøre det fortsætter vi Jesu Kristi kald til at gå til alle nationer, undervise dem, dele Guds kærlighed med dem, fortælle dem, hvad det betyder, for det er i det, vi vil blive frelst.

Betyder mission bare at påtvinge andre kulturer vestlig katolicisme?

Mission kan ikke handle om at påtvinge nogen noget. Når vi tager til et missionærland, er vi som udlændinge også gæster. Vi er gæster hos de mennesker, der har indvilliget i at modtage os eller som måske endda har inviteret os til at komme. Pave Benedikt sagde, at Kirken ikke vokser ved at påtvinge nogen noget. Den vokser ved tiltrækning. Det betyder, at folk kun vil tilslutte sig Kirken, kun vil komme til at forstå og kende, hvem Jesus Kristus er, og hvad hans rige handler om, ved at se andre mennesker forsøge at leve det og blive tiltrukket af det; tiltrukket af fællesskaber og mennesker, der er åbne, som er venlige, som er medfølende, som har en sans for retfærdighed, som arbejder for fred, som forsøger at arbejde for lighed i vores samfund.

Alle disse ting, som alle er kendetegnende for Guds rige, vil tiltrække mennesker. Og det er der, hvor såkaldte omvendelser kommer. Omvendelser – du kan ikke omvende nogen. Hvordan kan du gøre det? Det er ligesom at sige: "Jeg vil have, at du elsker mig". Du kan ikke gøre det, det virker ikke. Vi kan ikke få folk til at elske Jesus Kristus. Vi er nødt til selv at elske ham og så lade folk se det og reagere, som de ønsker. Og alt dette er med tillid, tillid og tro på Helligånden. Det er Helligånden, der virker i alt det. Det handler ikke kun om os. Vi gør Guds værk, prøver på det, men det er Guds værk, ikke mit, ikke dit.

af p. Minh Quang Nguyen

Budskabet af Pave Leo er ligeledes oversat af p. Minh Quang Nguyen