Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer

Den kirkelige Domstol

I hvert katolsk bispedømme findes en kirkelig domstol. Den ledes af en formand (vicarius iudicialis), som på biskoppens vegne har ansvar for domstolens arbejde, og derudover består den af et antal dommere.

Formanden og dommerne udnævnes for en begrænset periode, f.eks. fem år. Domstolen behandler kirkelige sager, som ikke ifølge kirkeretten er undtaget, eller som biskoppen ikke selv vælger at tage sig af. Reglerne for domstolens arbejde er nøje fastlagt i kirkeretten. Formanden skal være præst, mens dommerne også kan være diakoner eller lægfolk.

De fleste sager handler om ægteskab. Her undersøger et hold på tre dommere, om et ægteskab er blevet indgået gyldigt i kirkelig forstand eller ej. Hvis et ægteskab erklæres ugyldigt, betyder det, at parterne har mulighed for at indgå et nyt kirkeligt ægteskab. Domstolens sekretariat er placeret på bispekontoret. Ved spørgsmål om ægteskabssager kan man henvende sig til sekretariatet eller til en katolsk præst.

En sag om ægteskab kan først behandles ved den kirkelige domstol, når den ene part har ansøgt om at få ægteskabet erklæret ugyldigt, og når det samtidig kan dokumenteres, at ægteskabet allerede er opløst gennem en civil skilsmisse. På den måde undgår man konflikt med den civile lovgivning.

Når et ægteskab erklæres ugyldigt i kirkelig sammenhæng, får parterne mulighed for – hvis de ønsker det – at indgå et nyt ægteskab i Den katolske Kirke. Kirken har ingen indflydelse på, om parterne i stedet vælger at indgå et civilt ægteskab. Den stiller kun krav i forbindelse med et nyt ægteskab, der ønskes indgået i kirkelig sammenhæng.

En ægteskabssag ved den kirkelige domstol kan derfor betragtes som et kirkeligt supplement til en civil sag, som allerede er afsluttet hos de offentlige myndigheder.

Kontakt
Gl. Kongevej 15
1610 København V
E-mail: domstol(at)katolsk.dk
Ansøgninger og vejledning: rvz(at)katolsk.dk

OBS! Den kirkelige Domstol holder lukket i juli måned.

Retsvikar: 
P. Jan Hansen (sygemeldt, kontakt biskop Czeslaw Kozon)

Defensor vinculi:
P. Michal Bienkowski, diakon Kaare H. Nielsen    

Dommere:
P. Allen Courteau, p. Lars Messerschmidt, p. Fabrizio Milazzo, p. Thomas Birkheuser, p. Janusz Turek og p. Vasyl Tykhovych

Promotor Iustitiae (Anklager):
Prælat Niels Engelbrecht

Notar:
Luigi Farina

Sekretær og konsulent:
Rikke von Zastrow

Vejledning
Vi anbefaler, at du begynder med en samtale med din egen præst, inden du kontakter Den kirkelige Domstol. Har du brug for yderligere vejledning til at udfylde ansøgningen, eller har du spørgsmål til processen, kan du kontakte sekretær og konsulent Rikke von Zastrow.

Ansøgning
Hvis du ønsker at påbegynde processen med at få erklæret dit tidligere ægteskab ugyldigt, skal du udfylde ansøgningen, som du finder i højre side, hvor du også finder en vejledning og indledende spørgsmål.