Betingelser for kirkeskatteaftaler
Det er medlemmernes trofaste bidrag gennem kirkeskatteordningen, der sikrer driften af Den katolske Kirke i Danmark. Tak, fordi du står sammen med os om denne vigtige opgave.
Anbefalet kirkeskattebeløb
Biskoppen anbefaler, at enhver katolik over 16 år betaler minimum 1% af sin skattepligtige indkomst. Kun medlemmer af Den katolske Kirke kan betale kirkeskat, men alle er velkomne til at støtte Kirken med frivillige gaver.
Fradrag for dine bidrag
Den katolske Kirke er godkendt efter Ligningsloven §8A og §12, stk. 3. Det betyder, at du automatisk får fradrag for dine bidrag, hvis du har oplyst dit CPR-nummer. Ønsker du ikke fradrag, kan du altid kontakte os.
Fradragssatserne reguleres årligt – se mere på skat.dk.
Løbende aftale
En fast kirkeskatteaftale i Den katolske Kirke er omfattet af §8A. Du får fradrag for de første 20.000 kr. (2026-beløbsgrænse), du giver til Kirken og andre §8A-godkendte organisationer. Aftalen kan ændres eller stoppes ved at kontakte Kirken.
Satsen fastsættes af Pastoralrådet og reguleres hvert år pr. 1. januar. Den nuværende anbefalede sats er 3%.
10-års aftale
En 10-års aftale er omfattet af §12, stk. 3, og giver fradrag for op til 15% af din nettoindkomst (maks. 15.000 kr.). Aftalen gælder i 10 år og oprettes i samarbejde med Skattestyrelsen – vi hjælper dig med alt det praktiske. Den kan enten baseres på en procentsats af din indkomst eller et fast årligt beløb.
Hvis du vælger en procentsats, beder vi dig hvert år sende din årsopgørelse, så vi kan beregne bidraget. Du får en venlig påmindelse, når det er tid.
Betaling og opkrævning
Den nemmeste måde at betale kirkeskat på er via Betalingsservice – det har de fleste katolikker valgt. Beløbet trækkes automatisk hver måned, og du kan til enhver tid afvise eller opsige aftalen i din netbank. Har vi ikke dit kontonummer, sender vi et indbetalingskort. Da det medfører udgifter, hjælper du Kirken ved at tilmelde dig Betalingsservice.
Hvis du betaler via almindelig bankoverførsel, skal du skrive “kirkeskat” i tekstfeltet. Uden denne anmærkning bliver beløbet registreret som en gave og ikke som kirkeskat.
Med din kirkeskat er du med til at løfte Kirken og sikre, at dens liv og virke kan fortsætte i Danmark – nu og i fremtiden.
Tak for din støtte!