Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Hovednyhed
Biskoppen

Biskop Czeslaws besked på Verdensdagen for bøn for kald 2026

"Der er fortsat grund til at bede om, at der i flere af vore menigheder må blive vakt kald til præstegerning, diakontjeneste og det gudviede liv."

Billede fra p. Claudio Teseos præstevielse d. 22. marts 2025 (Ewa Angela Wegener)

København, den 19. april, 2026

 

  Søndag den 26. april, 4. søndag i påsken, ”Den gode Hyrdes søndag,” fejrer Kirken for 63. gang den årlige Verdensbededag for kald til præstedømmet, diakontjenesten og det gudviede liv. Denne dag er først og fremmest en bededag, hvor vi følger Jesu opfordring til at ”bede høstens herre om at sende arbejdere til sin høst.” (Mat 9,38; Luk 10,2). Desuden optages kollekten denne dag til fordel for vore præstestuderende. 

   I sit første budskab til kaldsdagen mediterer pave Leo bl.a. over betydningen af betegnelsen ”Den gode hyrde,” og understreger, at den omtalte godhed ikke er noget sentimentalt, men udtrykker, at Jesus er den perfekte, autentiske og eksemplariske hyrde, ja absolut præget af en indre skønhed, som vi også skal søge i helgenerne, men også prøve på at opdage og udvikle i os selv. Derfor er temaet for årets kaldsdag ”Den indre opdagelse af Guds gave.”     

   I øjeblikket er 13 kandidater til præstegerningen under uddannelse for vort bispedømme, alle på præstekollegiet ”Redemptoris Mater,” i Vedbæk, som i efterhånden mange år har beriget vort bispedømme med præster. De fleste er fra andre lande, men to af dem stammer fra familier, som længe har været bosat i Norden.  

    13 kandidater er egentlig ret mange; men der er fortsat grund til at bede om, at der i flere af vore menigheder må blive vakt kald til præstegerning, diakontjeneste og det gudviede liv. Flere unge mænd viser interesse for præstegerningen, så der skal også bedes for, at disse spirende kald må blive bevaret og udviklet. Endvidere har en gruppe præster nu taget initiativ til en kaldsweekend i november, et initiativ, der glæder mig særligt.

  Traditionelt optages der på bededagen i menighederne en kollekt til fordel for vore præstestuderende. Som præstelønningerne suppleres også hjælpen til præsteuddannelsen af vore tyske velgørere. Den tyske hjælp dækker dog ikke alle udgifter. Bispedømmet - og ikke mindst Neokatekumenatet - må derfor selv udrede store beløb til dækning af betaling for kost, logi og studiegebyrer for den enkelte studerende. Hertil kommer hjælp til rejser mellem hjem og studiested, til deltagelse i hjemlige kurser og møder m.m. 
  
   Jeg anbefaler således bededagens både åndelige og materielle anliggende og sender de hjerteligste hilsener.

+Czeslaw

 

Læs også pave Leos budskab for dagen her >