Pave Leos budskab på Kaldssøndagen 2026: Den indre opdagelse af Guds gave

Kære brødre og søstre, kære unge!

Vejledt og beskyttet af den opstandne Jesus fejrer vi på 4. søndag efter påske – også kaldet ”Den gode hyrdes søndag” – den 63. Verdensdag for bøn om kald. Det er en nådens lejlighed, hvor vi deler nogle refleksioner over kaldets indre dimension, forstået som opdagelsen af Guds frie gave, der blomstrer i vores hjertes dyb. Lad os sammen udforske den virkelig smukke livsvej, som Hyrden leder os ad.

Skønhedens vej
I Johannesevangeliet beskriver Jesus sig selv som den ”gode hyrde” (ὁ ποιμὴν ὁ καλός) (Joh 10,11). Dette udtryk henviser til en hyrde, der er fuldkommen, autentisk og eksemplarisk, i og med at han er rede til at give sit liv for sine får og dermed åbenbare Guds kærlighed. Han er den Hyrde, der drager os til sig, hvis blik afslører, at livet er virkelig smukt, når man følger ham. Hverken kroppens øjne eller æstetisk sans alene er tilstrækkelige til at erkende denne skønhed; der kræves snarere kontemplation og indre fordybelse. Kun den, der standser op, lytter, beder og tager imod Hyrdens blik, kan med tillid sige: »Jeg stoler på ham; livet med ham kan virkelig være smukt. Jeg ønsker at vandre denne skønhedens vej.« Det mest ekstraordinære er, at man ved at blive hans discipel virkelig bliver »smuk«; hans skønhed forvandler os. Som teologen Pavel Florenskij skrev, skaber askese ikke blot en »god« person, men en »smuk« person. [1] Faktisk er det, der kendetegner en helgen, mere end godhed, den lysende åndelige skønhed, der udstråler fra hans eller hendes liv i Kristus. På denne måde åbenbarer det kristne kald sig i al sin dybde som en deltagelse i Jesu liv ved at dele i hans mission og afspejle hans skønhed.

Denne indre oplevelse af liv, tro og mening var også den, som den hellige Augustin havde, da han i tredje bog af Bekendelser, mens han erkendte sin ungdoms synder og fejltagelser, anerkender Gud som ”mere indre end mit inderste”. [2] Mere end selvkendskab opdager Augustin skønheden i det guddommelige lys, der leder ham i mørket. Ved at opfatte Guds nærvær i de inderste afkroge af sin sjæl kom han til at forstå vigtigheden af at pleje det indre liv som et sted for et møde med Kristus, hvilket er vejen til at opleve Guds skønhed og godhed i vores egne liv.

Et sådant forhold er baseret på bøn og stilhed, og når det dyrkes, åbner det os for at modtage og aktivt svare på kaldets gave. Det er aldrig en påtvunget forpligtelse eller en standardmodel, som man blot skal tilpasse sig; i stedet er det et eventyr af kærlighed og lykke. På baggrund af omsorgen for det indre liv må vi derfor hurtigst muligt genoptage vores kaldsarbejde og forny vores forpligtelse til evangelisering.

I lyset heraf opfordrer jeg alle – i familier, sogne og religiøse samfund, såvel som biskopper, præster, diakoner, kateketer, undervisere og alle de troende – til at forpligte sig mere fuldt ud til at skabe betingelser, der gør det muligt at omfavne, nære, beskytte og ledsage denne gave, så den kan bære rig frugt. Først når vores omgivelser oplyses af levende tro, opretholdes af vedvarende bøn og beriges af broderlig ledsagelse, kan Guds kald blomstre og modnes og blive en vej til lykke og frelse for den enkelte og for verden. Ved at begive os ud på den vej, som Jesus, den gode hyrde, viser os, lærer vi både os selv og den Gud, der kalder os, bedre at kende.

Gensidig bevidsthed
»Livets Herre kender os og oplyser vores hjerter med sit kærlige blik.« [3] Ja, ethvert kald begynder med bevidstheden om og oplevelsen af en Gud, der er kærlighed (jf. 1 Joh 4,16). Han kender os dybt; han har talt hårene på vores hoved (jf. Matt 10,30) og har forudset en unik vej til hellighed og tjeneste for hver enkelt person. Men denne bevidsthed skal altid være gensidig. Vi opfordres til at lære Gud at kende gennem bøn, lytning til Ordet, sakramenterne, Kirkens liv og kærlighedsgerninger over for vores brødre og søstre. Ligesom den unge Samuel, der uventet hørte Herrens stemme om natten og lærte at genkende den med hjælp fra Eli (jf. 1 Sam 3,1–10), må også vi skabe et rum for indre stilhed for at høre, hvad Herren ønsker for vores lykke. Dette er ikke et spørgsmål om høje tanker eller akademisk viden, men om et personligt møde, der forvandler ens liv. [4] Gud bor i vores hjerter. Et kald indebærer en intim dialog med Den, der kalder og opfordrer os til at svare, trods verdens øredøvende støj, med ægte glæde og generøsitet.

Noli foras ire, in te ipsum redi, in interiore homine habitat veritas –– »Gå ikke uden for dig selv. Vend tilbage til dig selv. Sandheden bor i det indre menneske.« [5] Endnu en gang minder den hellige Augustin os om, hvor vigtigt det er at lære at holde pause og skabe plads til indre stilhed, så vi kan høre Jesu Kristi stemme.

Kære unge, lyt til denne stemme! Lyt til Herrens stemme, der inviterer jer til et fuldt og frugtbart liv, og kalder jer til at bruge jeres talenter (jf. Matt 25,14-30) og forene jeres begrænsninger og svagheder med Kristi herlige kors. Tag jer derfor tid til eukaristisk tilbedelse; mediter trofast over Guds ord, så I kan omsætte det til praksis hver dag; og deltag aktivt og fuldt ud i Kirkens sakramentale og kirkelige liv. På denne måde vil I lære Herren at kende. Gennem intimiteten i hans venskab vil I opdage, hvordan I kan give af jer selv, hvad enten det er gennem ægteskabet, præsteskabet, det permanente diakonat eller det hellige liv. Hvert kald er en umådelig gave for Kirken og for dem, der modtager det med glæde. At kende Herren betyder frem for alt at lære at betro sig til ham og til hans forsyn, som er rigeligt til stede i hvert kald.

Tillid
Viden fører til tillid, en indstilling, der udspringer af troen og er afgørende både for at tage imod sit kald og for at holde ud i det. Livet viser sig nemlig at være en vedvarende handling, hvor vi sætter vores lid til Herren og overgiver os til ham, selv når hans planer ryster vores egne.

Lad os se på den hellige Josef, der trods Jomfruens mystiske og uventede graviditet stolede på det guddommelige budskab, der blev åbenbaret i en drøm, og tog imod Maria og hendes barn med et lydigt hjerte (jf. Matt 1,18-25; 2,13-15). Josef fra Nazaret er et eksempel på fuldstændig tillid til Guds planer. Han stolede på Gud, selv når alt omkring ham syntes indhyllet i mørke og usikkerhed, når begivenhederne syntes at afvige fra hans egne planer. Han stolede på Gud og overgav sig til ham, sikker på Herrens godhed og trofasthed. »I enhver situation erklærede Josef sit eget ’fiat’, ligesom Maria ved bebudelsen og Jesus i Getsemane Have.« [6]

Som Jubelåret for Håbet mindede os om, er det nødvendigt at dyrke en fast og urokkelig tillid til Guds løfter, uden nogensinde at give efter for fortvivlelse. Vi må overvinde frygt og tvivl, i tillid til at historiens Herre er opstanden. Han forlader os ikke i vores mørkeste stunder, men kommer for at fjerne enhver skygge med sit lys. Gennem lyset og styrken fra hans Ånd kan vi, selv midt i prøvelser og kriser, se vores kald vokse og modnes, så det i stadig højere grad afspejler skønheden hos Den, der har kaldet os – en skønhed formet af trofasthed og tillid, trods vores sår og fejltagelser.

Modning
Et kald er nemlig ikke et fast punkt, men en dynamisk modningsproces, der opretholdes af intimiteten med vores Herre. At vokse i sit kald betyder at være sammen med Jesus, at lade Helligånden virke i vores hjerter og i livets omstændigheder og at fortolke alt i lyset af denne gave.

Ligesom vinstokken og grenene (jf. Joh 15,1-8) skal hele vores liv være forankret i et stærkt og livgivende bånd til Herren, så vi mere helhjertet kan svare på hans kald gennem vores prøvelser og den nødvendige ”beskæring”. De ”steder”, hvor Guds vilje er mest åbenbar, og hvor vi oplever hans uendelige kærlighed, er ofte de autentiske, broderlige bånd, vi knytter gennem hele vores liv. Hvor dyrebart er det at have en sand åndelig vejleder, der ledsager os i opdagelsen og væksten af vores kald! Hvor vigtigt er det at skelne og prøve Helligåndens indskydelser, så et kald kan bære frugt i al sin skønhed!

Et kald er derfor ikke en umiddelbar besiddelse – noget, der er ”givet” en gang for alle. I stedet er det en vej, der udfolder sig ligesom livet selv. Den gave, vi har modtaget, skal ikke blot beskyttes, men også næres gennem et dagligt forhold til Gud, for at den kan vokse og bære frugt. ”Dette er nyttigt, da det sætter hele vores liv i relation til den Gud, der elsker os. Det får os til at indse, at intet er resultatet af ren tilfældighed, men at alt i vores liv kan blive en måde at svare Herren på, som har en vidunderlig plan for os.” [7]

Kære brødre og søstre, kære unge, jeg opfordrer jer til at pleje jeres personlige forhold til Gud gennem daglig bøn og meditation over Ordet. Stands op, lyt og overgiv jer. På denne måde vil jeres kalds gave modnes, bringe jer lykke og bære rigelig frugt for Kirken og verden.

Må Jomfru Maria, forbillede for den indre modtagelse af guddommelige gaver og ekspert i bønnens lytten, altid ledsage jer på denne rejse!

Fra Vatikanet, d. 16. marts 2026

LEO PP. XIV

[1] ”Askese frembringer ikke en ’god’ eller ’venlig’ mand, men en smuk mand, og det kendetegnende træk ved de hellige asketer er ikke deres ’venlighed’, som selv kødelige mennesker, og meget syndige sådanne, kan besidde, men åndelig skønhed, den blændende skønhed hos et strålende, lysbærende menneske, en skønhed, der er fuldstændig utilgængelig for det kødelige menneske” (P. Florenskij, The Pillar and Ground of the Truth, Princeton 1997, 72).

[2] Den hellige Augustin, Bekendelser, III, 6, 11: CSEL 33, 53.

[3] Apostolisk brev En trofasthed, der skaber fremtiden (8. december 2025), 5.

[4] jf. Benedikt XVI, Encyklika Deus Caritas Est (25. december 2005), 1.

[5] Augustinus, Om den sande religion, XXXIX, 72: CCSL 32, 234.

[6] Frans, Apostolisk brev Patris Corde (8. december 2020), 3.

[7] Frans, Post-synodalt apostolisk opfordringsbrev Christus Vivit (25. marts 2019), 248.

Pave Leos budskab på andre sprog kan findes her >

Læs også biskop Czeslaws budskab for dagen her >