Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Kirken i verden

Nobelprisvindere underskriver Rom-erklæring om atomvåben og kunstig intelligens

Nobelprisvindere, internationale eksperter og forskere, religiøse ledere samt tidligere stats- og regeringschefer samledes på Kapitolhøjen i Rom for at underskrive "Rom-erklæringen for en ubevæbnet og afrustende fred" i en tid præget af kunstig intelligens og atomvåben. Den fælles appel er et svar på de enorme udfordringer, som atomvåben og kunstig intelligens udgør, og opfordrer til et fornyet internationalt samarbejde.

 

Af Deborah Castellano Lubov

Foto: Vatican News

Den banebrydende "Rom-erklæring for en ubevæbnet og afrustende fred i en tid præget af kunstig intelligens, atomvåben og autonome våben, nye digitale protokoller og nye modeller for digital udvikling" blev underskrevet torsdag d. 16. juli på Kapitolhøjen i Rom. Dermed blev den globale Nobelprisvinderforsamling om kunstig intelligens og atomkrig afsluttet.

Forsamlingen samlede mere end 200 af verdens mest anerkendte personligheder og repræsentanter for førende internationale forskningsinstitutioner inden for fred og kunstig intelligens. Den var inspireret af pave Leo XIV's encyklika Magnifica humanitas, som er viet til beskyttelsen af menneskets værdighed i en tid præget af kunstig intelligens.

Vatikanet var vært for arrangementet i dagene 14.-15. juli i Borgo Laudato si' i de pavelige haver ved Castel Gandolfo. Konferencen blev afsluttet d. 16. juli med en højtidelig samling på Roms rådhus på Kapitolhøjen. Dagen begyndte med en officiel velkomst ved Roms borgmester, Roberto Gualtieri. Herefter mindede professor Daniel Holz fra University of Chicago og grundlægger af Existential Risk Lab (X Lab) deltagerne om, at "den dårlige nyhed er, at vi befinder os i en tid med hidtil usete farer," men samtidig, at "den gode nyhed er, at der er meget, vi kan gøre for at beskytte os mod atomvåben og kunstig intelligens."

Kardinal Reina: Ingen maskine må afgøre menneskehedens skæbne
Roms generalvikar, kardinal Baldo Reina, understregede, at Rom-erklæringen har særlig betydning netop nu: 

“Den kommer på et tidspunkt præget af hastige forandringer og alvorlige farer: kunstig intelligens, atomvåben, geopolitisk ustabilitet, krisen i det multilaterale samarbejde og fristelsen til at overlade sikkerheden til frygt, afskrækkelse og gensidige trusler," sagde han.

Kardinal Reina understregede, at verden befinder sig ved et historisk vendepunkt: 

"Den videnskabelige og teknologiske udvikling rummer enestående muligheder inden for sundhed, uddannelse, folkesundhed, miljøbeskyttelse, bekæmpelse af fattigdom og fredsskabelse. Men hvis udviklingen løsriver sig fra etik, ansvar og respekten for menneskets værdighed, kan den blive et redskab til dominans, udelukkelse og i sidste ende ødelæggelse."

Han fremhævede, at erklæringen meget tydeligt minder os om, at ingen maskine, ingen algoritme og intet autonomt system må få ansvaret for beslutninger, som menneskehedens overlevelse afhænger af:

"Beslutninger om liv og død, fred og krig samt fremtiden for folkeslag og kommende generationer skal fortsat være under fuld, ansvarlig og meningsfuld menneskelig kontrol." 

AI kan bruges til både at skabe og ødelægge
Pater Andrea Ciucci, kansler for Det Pavelige Akademi for Livet, reflekterede over menneskets skaberkraft. Han bemærkede, at mennesket på den ene side er i stand til at skabe enestående mesterværker, men på den anden side også kan forårsage stor ødelæggelse. Det gælder også kunstig intelligens og atomkraft:

"AI kan få mennesker til enten at skabe eller ødelægge," sagde han.

Kardinal Silvano Maria Tomasi og Nobels fredsprisvinder professor Maria Ressa fra Columbia University talte ligeledes om det voksende våbenkapløb og behovet for et stærkt moralsk kompas i en tid med hidtil usete farer.

Vores overlevelse står på spil
Professor David Gross, nobelprismodtager i fysik og professor i teoretisk fysik ved University of California, sagde, at han i dag vurderer faren fra atomvåben som værende langt større end for 30 år siden. Han beklagede, at aftaler om våbenkontrol er forsvundet, og at ni lande nu råder over atomvåben.

“Vi befinder os midt i et accelererende våbenkapløb,” sagde han.

Verdens befolkning kan ikke længere tillade sig at ignorere, hvordan disse trusler kan påvirke ikke blot deres eget liv, men også deres børns og børnebørns.

Med henvisning til erklæringen understregede professor Gross, at dens anbefalinger er enkle – og velkendte:

“Vi opfordrer atommagterne til at føre en politik, der reducerer risikoen for krig, atomkrig og udslettelse.”

Han opfordrede alle til at handle, inspireret af pavens ord, Kirkens budskab og enhver, der besidder en moralsk sans.

Den nobelprisbelønnede fysiker afsluttede med den berømte opfordring:

"Husk jeres menneskelighed – og glem alt andet."

Han advarede om, at både vores egen og kommende generationers overlevelse står på spil.

Fredsambassadør Sharon Stone talte også ved afslutningen. Hun understregede, at i takt med at maskinernes muligheder vokser, må det moralske ansvar hos dem, der udvikler dem, vokse tilsvarende.

“Menneskets værdighed er ikke en algoritme,” fastslog hun.