Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Bispedømmet og menighedsliv

Valfart til Vor Frue af Aasebakken 2026

Hundredvis af mennesker fra hele Østdanmark deltog i årets valfart til Vor Frue af Aasebakken. Stemningen var præget af glæde og fællesskab, og vejret viste sig fra sin bedste side – varmt, men med en let vind, som gjorde det behageligt at gå, og uden skarp sol.

 

Tekst og medier: Ewa Angela Wegener

Læs biskop Czeslaws prædiken her >

Valfart gennem Rude Skov

Fra tidlig formiddag bevægede grupper fra de mange menigheder og sprogfællesskaber sig gennem Rude Skov i en fælles procession. Undervejs lød både sang og bøn, især rosenkransbønnen, som bandt de forskellige grupper sammen i en stille, vedholdende rytme gennem skovens grønne rammer.

Pontifikalmesse med koncelebranter fra mange menigheder

På pladsen foran klosteret blev der fejret pontifikalmesse med et stort antal præster fra Sjælland og øerne som koncelebranter. Hertil kom præstestuderende, ministranter samt kor og klaver, som tilsammen skabte en højtidelig og samtidig levende liturgisk ramme.

Årets valfart havde en særlig karakter i lyset af det igangværende 1200-års jubilæum for udsendelsen af Sankt Ansgar til Danmark. Relikvierne fra Sankt Ansgar var til stede under fejringen og blev båret frem og placeret foran alteret under messen.

Fællesskab og samvær på klosterets grønne arealer

Efter den hellige messe fortsatte dagen i en mere uformel stemning med mulighed for at købe mad og drikke. Der var også stande fra bl.a. Caritas Danmark samt Pastoral-Centret, og Danmarks Unge Katolikker delte billeder og video fra valfarten på sociale medier.

Den traditionelle Jomfru Maria-andagt

Kl. 15 fulgte den officielle Maria-andagt. Denne blev afsluttet med tilbedelse af Kristus i Det Allerhelligste Sakramente, før både klosterets Mariastatue og Sankt Ansgars relikvier blev båret tilbage til klosterets kapel.

Mange gav derefter en hånd med at samle stole sammen og rydde op på pladsen.

Tusind tak til søstrene ved Vor Frue-klosteret, til alle arrangører og frivillige, til bispedømmets forskellige instanser samt til alle, der deltog, for en smuk dag og en vellykket valfart.