Danske helgener

præst, skal ifølge optegnelserne have levet i begyndelsen af 1200-årene i Slagelse. Der kendes ingen helgendag, skønt liturgiske læsestykker til hans ære er bevaret. Han opnåede aldrig pavelig anerkendelse, men forblev Slagelses lokale helgen. Der skal indtil forrige århundrede have hængt en træskæring med fremstilling af Hellig Anders i Slagelse Skt. Peders Kirke, hvor han virkede som præst. På Hvilehøj ved Slagelse er rejst et kors (flere gange fornyet) til minde om hans forunderlige pilgrimsfærd. Den berømte fortælling om Anders' endagsrejse fra Jerusalem til Slagelse: Han er på pilgrimsfærd til Den hellige Grav med 12 Slagelseborgere. Påskedag blæser en gunstig vind, og de andre vil sejle hjem, men Anders vil høre messe først. På den måde bliver han ladt tilbage og må begive sig på vej alene; under bøn ved vejen falder han i søvn, og i søvne oplever han, at en rytter byder ham sidde op hos sig, hvorefter han farer afsted. Da han vågner, hører han nogle hyrder tale dansk sammen: han befinder sig på en høj uden for Slagelse, og det er endnu Påskedag; samme dag som han har hørt messe i Jerusalem, holder han selv vesper i sin kirke i Slagelse. Men allerede dagen efter drager han atter på pilgrimsfærd, til Skt. Jakob i Spanien og derefter til Skt. Olav i Norge, - alt sammen inden hans rejsefæller kommer hjem fra Jerusalem.

Ansgar

blev født Ca. 801 nær Corbie i Nordvestfrankrig og var elev og munk dér. Efter 823 virkede han som lærer ved klosterskolen i Korvey nær Héxter ved Weserfloden. Efter Harald Klaks dåb missionerede han i 827 i Danmark, i 830 i Sverige. Senere vendte han tilbage til Ludvig den Frommes hof. Drogo af Metz viede ham til førstebiskop af Hamburg, og pave Gregor IV udnævnte ham til ærkebiskop og legat for Skandinavien - i henholdsvis 831 og 832 - under ærkebiskop Ebbo af Reims. I 845 blev han biskop af Bremen. Han virkede igen i Danmark og Sverige 852-53, omvendte kong Olaf, ordnede de kirkelige forhold og efterlod Rimbert som biskop (?). Ansgar blev ærkebiskop af Hamburg-Bremen i 864. Fra Bremen ledede han de nordiske missioner. Derefter trak han sig tilbage og levede i fromhed og næstekærlighed og døde den 3. februar 865 i Bremen.

Bend

Helgen, knyttet til Odense ved bemærkningerne i Knytlingesaga om de to helgenskrin der, Knud den Helliges og Skt. Bents.

Bodil

Skt. Bodils Kilde var i Børglum Klosters storhedstid meget søgt for sit undergørende vand. Bodil er en forvanskning af Bothulf, også kaldet Budolf, en engelsk helgen, der var meget anset i Danelagen og senere i Danmark. Han skal være død 608. Hans navn er i de nævnte former samt som Boel og Boe knyttet til flere kirker og kilder i Danmark. I middelalderen holdtes store klostermarkeder ved Børglum. Skt. Bodils-Kilden ved Æbelholt Kloster er derimod opkaldt efter Erik Ejegods dronning Bodil. Æbelholt Kloster blev bygget 1175, Ca. 70 år efter dronningens død. Hun er ikke helgenkåret.

Daniel

Daniels Kilde har efter sagnet navn efter en klosterbroder i Esrum Kloster. Da han engang blev syg, sendte han i al sin nød bud til Æbelholt Klosters abbed, Wilhelm, der blev anset for at være helgen, (kanoniseret i 1224), og bad ham hjælpe sig. Abbed Vilhelm helbredte ham ved håndspålæggelse og bød ham at drikke af kildens vand, der efter den tid fik lægedomskraft. Folk fra Esrum og omegn hentede vand ved Daniels Kilde for forskellige sygdomme, særlig udslæt, hovedværk og gigt. Vandet var godt, men kilden er nu næsten indtørret.

Ender

Lokal helgen knyttet til Oksby sogn i Vestjylland. I en præsteindberetning fra 1638 omtales et kapel og en ?helligdom" kaldet "Skt. Ender af Oksby". Andre efterretninger om denne helgen kendes ikke.

Erik Plovpenning

konge og martyr, født 1216. Han var tilhænger af pavedømmet og medlem af franciskanernes 3. orden. I 1239 blev han fremstillet som pavelig kandidat ved den tyske kejsertrone. Han regerede som dansk konge 1241-1250. For at kunne finansiere et korstog til Estland udskrev han skat på 1 penning (pfennig) for hver plov, deraf hans tilnavn. Denne plan igangsatte imidlertid indre politiske stridigheder om tronmagten mellem ham og hans to brødre. Ved et besøg hos sin broder Abel i Slesvig blev han den 10.august taget til fange og myrdet. På grund af dette blev han fejret som martyr. Hans grav ligger i Ringsted sydvest for København. Da Erik aldrig blev kanoniseret, kendes der ingen helgendag. Dog har man muligvis i Ringsted fejret hans dødsdag 9. august eller skrinlæggelsen i Ringsted den 1. september. Scener af Erik Plovpennings martyrium ses på kalkmalerierne i Ringsted Skt. Bendts Kirke (ca. 1300). Desuden findes et lidt ældre ?portræt? (1270-1300) samme sted.

Eskil

salig biskop af Lund. Født Ca. 1100. Efter sine studier i Hildesheim blev han ca, 1134 præst og biskop, først i Roskilde, og 1138 ærkebiskop af Lund. Han gjorde en indsats for den gregorianske reform og kirkelig frihed og formåede at skabe harmoni mellem kirke og stat. Da han var een af Bernhard af Clairvaux' venner, kaldte han cisterciensere og præmonstratensere til Danmark. 11156 blev han Sveriges primas og pavelig legat for Norden. 11169 deltog han i kong Valdemar den Stores korstog mod venderne. Han opbøjede de jordiske rester af den hellige Knud Lavard, kong Valdemars fader, og kronede dennes barnebarn Knud som tronarving. På grund af alder trak han sig i 1177 tilbage til Clairvaux, hvor han døde i 1182. Hans fest fejres den 6. september.

Folmer

Skt. Folmers navnedag er den 20. juli, og da afholdtes der i mange år store kildemarkeder i nærheden af Skt. Folmers kilde ved landsbyen Toftnæs i Ribe amt. En bakke i nærheden, "æ Skol Bank", hævdes at være fuldkommen gold. Hertil knytter sig et sagn om en kone, der på stedet kogte en kødsuppe til helgenen og stillede gryden ved bakken over for et kapel med Skt. Folmers billede i. Straks efter kom manden, der ejede marken. Han fik lyst til den dampende suppe og sagde til helgenbilledet: "Nu løber vi om kap op til gryden. Den, der kommer først, skal have suppen." Så talte han til tre og løb, men syntes at høre skridt bag sig, som han troede var helgenens. Han styrtede af sted, men væltede herved gryden, så suppen flød ud over græsset og skoldede det bort. Som en straf til ham har der ikke siden kunnet gro noget på bakken.

Helene

Skt. Helene Kilde, Danmarks mest berømte helligkilde, er beliggende på en stejl skråning direkte ud til Kattegat ved Tisvilde strand. Med store afvigelser beretter sagnet, at en svensk prinsesse fra Skedevi (Skövde) blev efterstræbt og myrdet af ugerningsmænd, og hendes legeme blev kastet i havet ud for Skånes kyst, men, siger sagnet: "...der opkom af havet en stor sten, og på den drev Helenes legeme over vandet til Tisvilde strand. Da man lagde liget på en båre for at føre det til Tibirke Kirke, åbnede sig i den stejle skrænt mod havet en kløft, så man på en vogn kunne føre båren op i landet, og der udsprang en kilde på stedet. Længere fremme kunne hestene ikke drage vognen, hvorfor man løftede båren af, men den sank straks i jorden, og her blev Helenes grav", slutter legenden. Der opstod stor valfart til kilden og Helenes grav, hvor de syge overnattede efter besøget ved kilden. Helt frem til 1900-tallet blev der holdt kildemarkeder i Tisvilde by, hvor kildeblokken endnu er bevaret.

Henrik

var fransk og oplærtes i Clairvaux, hvor han havde den hellige Bernhard selv til lærer. Omkring år 1150 drog han nordpå som mange andre franske munke, da der på den tid oprettedes mange klostre i Norden. Efter et ophold i Sverige blev ban på ærkebiskop Eskils anbefaling af kong Valdemar den Store udnævnt til den første abbed for det nyoprettede Vitskøl. Han var en elsket og respekteret mand, der også bidrog til oprettelsen af øm Kloster, hvortil han sendte en del af sine munke. Man kender ikke hans dødsår, men datoen er 11. februar. Han opnåede ikke at blive helgenkåret, men regnes dog blandt cistercienserordenens "salige".

Hjælper

eller Skt. Hjælp nævnes første gang i 1405 i et brev fra dronning Margrethe angående nogle pilgrimsrejser. En særlig tilknytning havde denne helgen ifølge en kilde til Kliplev i Sønderjylland, hvor man havde en ikke længere eksisterende Kristusfigur, der ganske usædvanligt var klædt i lang kjortel og med forgyldte handsker og sko. Der var således ikke tale om nogen egentlig selvstændig person, men tilsyneladende har Kristus i denne skikkelse alligevel fået en egen identitet hos folket, der valfartede til Kliplev to gange om året, nemlig 3. maj og 14. september. Man kender også figuren fra valfartstegn, som kunne erhverves dér.

Ingeborg

var en dansk prinsesse, som i 1193 blev gift med kong Philip August af Frankrig. Straks efter brylluppet blev hun imidlertid forstødt af kongen, der foretrak en anden. Hun blev en tid boldt i streng arrest og fik først sin frihed, da pave Innocens III i år 1198 lyste interdikt over kongen og Frankrig for hans utroskab. Hun vandt helgenry, fordi hun havde båret sine lidelser med tålmod og mindes på sin dødsdag, den 30. juli (1237).

Jakob

Da en gruppe franciskanere i 1542 drog Spanien til Sydamerika for at missionere, var der en dansk munk ved navn Jacobus (Dacianus, "danskeren") iblandt dem. Han var ifølge ubekræftede kilder af kongelig slægt, formentlig søn af kong Hans, der regerede Danmark indtil 1513. På grund af sin dygtighed og sin fromhed havde han opnået en betroet stilling i Danmark, men blev som mange andre fordrevet ved reformationen. I Sydamerika omvendte han mange indianere til den kristne tro og tog sig siden af både deres materielle og åndelige anliggender. Det fortælles, at han helbredte mange syge med korsets tegn. Han døde som en gammel mand den 29. oktober; året kender man ikke. Han er ikke kanoniseret, men har dog fået plads i franciskanernes martyriologium.

Karen

Det fortælles i et sagn, at tre søstre fra Skånes kyst ville sejle over havet, men i stormen sank deres skib, og de omkom. Deres lig førtes til tre forskellige steder, Helenes til Tisvilde, Karens til Højby og det tredie "til en anden strand". Hvor Karens lig skylles op på stranden ved Kildehuse, udsprang en kilde, der som følge af den uskyldiges død vandt lægedomskraft. Fund af munkestensbrokker tyder på, at der i middelalderen har stået et kapel ved kilden.

Karl den Gode

Omkring 1080 giftede den danske helgenkonge Knud sig med den flamske grevedatter Edel. De fik en søn Karl. Ved et sært tilfælde kom han ligesom faderen til at lide martyrdøden i en kirke - Skt. Donatskirken i Brügge - i 1127. Karls legeme opbevares i dag i Sint-Salvator-Katedralen i Brügge.

Kjeld

blev født af fornemme forældre i Venning ved Randers, studerede og viste på alle måder store evner. Han besluttede at give afkald på alt, hvad han ejede. Rygtet om hans fromhed foranledigede biskop Eskild i Viborg til at hjælpe ham med at blive augustinerkorherre ved domkapitlet. Her udmærkede han sig ved sin flid, fromhed og gavmildhed. Han døde som provst for augustinermunkene ved domkirken i Viborg i år 1150. Legenden rummer en række mirakelfortællinger og beretninger om Skt. Kjelds fromme levned. Helgendagen den 11. juli betegner datoen for Skt. Kjelds skrinlæggelse, og den fejredes i hele landet. Kjeld blev aldrig formelt kanoniseret, men Absalon blev af paven tilskyndet til at foretage en lokal kanonisation.

Knud den Hellige

Konge 1080-1086. Levnedsskildringen og mirakelfortællingerne blev i året efter hans død forfattet af Ælnoth. Allerede i 1095 ansås Knud for helgen, men blev først kanoniseret i 1101. Legenden skildrer Knuds barndom og ungdom, hans kongegerning i almindelighed, hans martyrium og hans skrinlæggelse. Skildringerne af barndommen og ungdommen følger det gængse skema fra bekenderlevnederne: Knud udmærker sig både ved lærdom og dyd i en sådan grad, at Djævelen i sin misundelse forleder Knuds brødre og andre til avind, så at han en tid må flygte til Sverige. I kapitlet om Knuds kongegerning fremhæves hans barmhjertighed mod de fattige og hans trofasthed mod kirken. Mere konkrete ting er to love: at kirken skal have tiende, og at udlændinge skal regnes som medborgere. Begge love skyldes Knuds omsorg for at lære folk rette kristelige dyder. Det planlagte togt til England for at befri angelsakserne fra Vilhelm Erobrerens åg indføjes også i denne pædagogisk-missionerende virksomhed: Han vil øve krigernes sind ved nattevågen, sult og møje, så de ikke forfalder til letsind og fylderi. Oprøret, der fører til Knuds død, er udtryk for det af Djævelen ophidsede folks modstand mod kongens fromme iver. Det nævnes, at Knud dør med armene udstrakt i korsform og at han gennembores af en lanse i siden som en analogi til Jesu lidelseshistorie. Som det i mange passioner skildres, hvorledes forfølgeren lider en retfærdig straf, således også her: Sygdom og hungersnød rammer det danske folk.

Knud Lavard

Af fødsel og opdragelse tilhørte Knud rigets fornemste. 19 år gammel overdrog kong Niels ham embedet som hertug og jarl i Sønderjylland. Her straffede han "tyve og røvere", opnåede med dristighed og forhandlingsevne fred for venderne, og da deres konge døde i 1127, blev han selv konge over dem. Han blev myrdet af sin nevø Magnus i Haraldsted Skov i 1131 og blev begravet i kirken ved benediktinerklosteret i Ringsted. Ved sin uforskyldte død vandt han helgenry, og han blev helgenkåret i 1170. Det fremgår, at Knud Lavard var lige så omstridt efter sin død, som mens han levede, og arbejdet på at få ham anerkendt mødte modstand. Det fortælles, at nogle, der ikke ville tro på kildens eller gravens underfulde kraft, straffedes med hæslige sygdomme, mens de, der troede, blev helbredt; det berettes også, at kong Niels selv indfandt sig i kirken og hovmodigt gennemheglede den døde Knud, men selv brækkede tre ribben. Ved den store kirkefest i 1170 kanoniserede pave Alexander III Knud Lavard. Pavens brev derom er bevaret. Som grund til kanoniseringen anfører paven, at tegnene ved graven viser, at Knud er optaget i helgenenernes tal. Om hans levned siges, at det var hæderligt og rosværdigt og hans adfærd dydig; hans martyrdød nævnes ikke, men miraklerne nævnes: kilden, der sprang, helbredelsen af en blind, samt ?mange andre undere?, som de danske sendebude i Rom er villige til at bekræfte med ed. Passionsfesten er den 7. januar og translationsfesten den 25. juni.

Margrethe

Sjællandsk lokal helgen. Af den sjællandske Hvideslægt, myrdet af sin mand den 25. oktober 1176. Som formodet selvmorder blev hun begravet på åben mark, men jærtegn afslørede hendes uskyld, og Absalon forsøgte herefter at få sin slægtning kanoniseret. Hun blev ført til Vor Frue Kirke i Roskilde, hvor man ærede hende som helgen. Fortællinger om Margrethes levned blev udfærdiget både i Roskilde og - velsagtens på biskop Eskilds opfordring - i Clairvaux. Man byggede et stort helgenkor i Vor Frue Kirke som forberedelse til helgenkulten, men pavens kanonisering udeblev. Den valfart, man formodentlig havde set frem til, gik i stedet til det lille kapel i Højelse ved Køge, bygget dér hvor man havde opgravet Margrethes lig. Vi kender ingen afbildninger af denne helgen, og hun er ikke nævnt i de danske kalendarier fra middelalderen. Der findes en Margrethekilde nord for Flade Kirke på Mors.

Martha

Lokal helgen. Sagnet fortæller om den fromme Martha, ejer til Karisegård på Stevns, kendt for sin gavmildhed, at hun engang under vendiske sørøveres angreb søgte skjul på kirkeloftet, hvorfor hun undgik en grusom skæbne. I præstegårdshaven nordvest for Karise Kirke ses endnu Den hellige Fru Marthas Kilde, hvortil man endnu valfartede og ofrede så sent som år 1728.

Merthe

nævnes i forbindelse med en lægedomskilde ved Hyllested i Sorø amt. Sagnet fortæller om en pige, som engang på marken hørte pludselig klokkeklang, der meddelte hende, at der på stedet skulle bryde en kilde op gennem jorden, og underet skete, at kilden udsprang; den kaldtes siden til hendes ære Skt. Merthes Kilde. Kilden fik ry som lægedomskilde særlig for podagra og svage øjne. Man har gået i procession, formentlig ved Skt. Hans. Kirkens præst og degn havde således en særlig slags indtægt, som kaldtes "korsbær-mad", for at bære korset.

Mogens

var jarl på Orkney-øerne, men blev i 1115 myrdet af sin slægtning og medjarl, Håkan Pålssøn. Der berettedes om undere ved hans grav i Kristkirken i Birsa, og 20 år efter fik hans søstersøn Ragnvald Jarl ham helligkåret. Hans mindedage 15. april og 12. december højtideligholdtes i hele Norden. Der findes en Skt. Mogens' Kilde ved Mogenstrup Kro ved Præstø.

Niels

Født ca. 1150; søn af Knud Magnussøn og broder til biskop Valdemar af Slesvig. Da han ikke kunne affinde sig med det verdslige liv ved hoffet, trak han sig tilbage til sin gård Skiby ved Århus, hvor han førte et asketisk liv i bøn og bod; han var streng mod sig selv, men mild mod andre. Død o.1180. Man beretter om undere ved hans grav, som findes i Århus Domkirke. Der blev i 1254 indledt bestræbelser på at få ham kanoniseret, men de førte aldrig til det ønskede resultat. Alligevel opnåede han et vist ry som lokal helgen for Århus, og endog længe efter reformationen søgte folk til en helligkilde, der bærer hans navn. Hans mindedag er 1. november.

Niels Stensen

blev født 1. januar 1638 i København. Internationalt kendt anatom og senere også geolog, fra 1666 til 1672 beskæftiget ved fyrstehoffet i Firenze. 1667 konverterede han til den katolske tro; han blev præsteviet i 1675, bispeviet i 1677 og derpå biskop i Hannover. I 1678 blev han også apostolsk vikar for Danmark og Norge. På grund af sin beskedenhed som lærd, sin asketiske livsførelse, sin inderlige bøn, sin godhed mod fattige og nødlidende og sin iver i apostolsk gerning og sjælesorg betragtede hans omgivelser ham som helgen. Han døde den 25. november 1686 efter et års præstegerning i Schwerin og ligger begravet i San Lorenzo-Kirken i Firenze. Den 23. oktober 1988 blev han saligkåret i Rom af pave Johannes Paul II.

Regisse

Lokal helgen med tilknytning til Frørup på Fyn. Der findes flere forskellige legender; den eneste, der har et egentlig kristent indhold, fortæller, at Ansgar selv sendte hende til Fyn for at prædike kristendommen. Da hun i Frørup, hvor man netop fejrede en fest for frugtbarhedsguden Frø eller Frej, talte til folket om den nye guddom, vrededes en mand og dræbte hende med en økse. Jorden åbnede sig under drabsmanden, der sank i kløften, som atter lukkedes. Hvor pigens blod havde vædet jorden, udsprang en kilde, der på grund af hendes uskyldige død ansås for hellig og fik ry som lægedomskilde. Kilden findes stadig i Frørup.

Søren

skal efter legenden være en munk fra Antvorskov, der under hjemrejse fra Det hellige Land udmattet af tørst segnede om på en bakke og faldt i søvn. Da han vågnede, var der ved hans side udsprunget en kilde. Den store valfartskirke i den nærliggende landsby Holmstrup (Holbæk amt), der ligesom kilden er viet til Skt. Søren, har bevaret et rigt udstyr, og en indskrift på en bjælke over korbuen siger, at "bekenderen Skt. Søren på dette sted ilede de dødelige til hjælp med guddommelige mirakler". Kildemarkeder holdtes her som i Ry, Jylland, på hans mindedag 23. oktober.

Skt. Søren i Ry skildres derimod som en begavet bondedreng, der forlod ploven, blev præst og endte som biskop i Köln omkring år 400.

Svend

Lokal helgen knyttet til Hagested og Vemmetofte. Begge steder var der en Skt. Svends Kilde; i Vemmetofte kan den endnu ses. Der er ikke bevaret sagn eller legender knyttet til Skt. Svend.

Syllatz

Kilde er navnet på en kilde ved Starup i Ribe amt. På grundlag af arkæologiske fund omkring den nu udtørrede kilde og i den nærliggende kirke kan kildens storhedstid dateres til ca. 1250-1300. Navnet Skt. Syllatz formodes at tilhøre en lokal helgen, muligvis en af de første forkyndere af kristendommen.

Thora

Navnet er usikkert; relateres til Torreskov. Forekommer også som Skt. Thor; ligesom kildedyrkelsen i Tisvilde (Tyrs væld) tyder dette snarest på en fortsættelse af hedensk kult og leder umiddelbart tanken hen på den nordiske gudeverden.

Thøger

(eller Theodgar) er en lokal helgen med tilknytning til Vestervig. Han blev født o.1000 i Thüringen i Tyskland, studerede teologi i England og kom efter et ophold i Norge til Vestervig som missionær. Han døde o.1065, og i 1117 blev hans jordiske rester flyttet fra et kapel til Vestervig kirke, der var klosterkirke for augustinerne. Der findes beretninger om mirakler ved hans grav. Fra at være lokal helgen blev Skt. Thøger i løbet af middelalderen æret i hele landet. Man har bevaret fragmenter af liturgiske tekster beregnet til læsning på Skt. Thøgers festdag 30. oktober; dagen er optaget i alle danske kalendarier.

Trab

Ifølge en præsteindberetning fra 1638 var kirken i Timring vest for Herning viet til Skt. Trab. I sognet var der tillige to helligkilder, hvoraf den ene på Helligkildebakken endnu kan ses. Den anden kilde lå på kirkegården, og her hentede man længe dåbsvand til kirken. Måske er "Skt. Trab" en forvanskning af et latinsk helgennavn, der med tiden har givet skikkelse til en ny lokal helgen med egen identitet.

Vilhelm

abbed af Æbelholt, fødtes i en fransk adelsfamilie og blev munk i et augustinerkloster i Paris, Sainte-Geneviève. Biskop Absalon kaldte ham til Danmark, hvor han oprettede et kloster i Eskudsø, der senere blev flyttet til Æbelholt ved Hillerød. Han var rådgiver for Absalon og spillede en vigtig rolle gennem sine kontakter til det øvrige Europa. Som abbed var han kendt og respekteret for sin fromhed og sin hævdelse af klostertugten og kirkens uafhængighed; under et ophold i Frankrig blev han for en tid fængslet af kongen for at stå fast på denne uafhængighed. Han døde i 1203 og blev helligkåret i 1224. Skrinlæggelsen fandt sted i 1238 i en nyopført stenkirke i Æbelholt, hvortil folk valfartede i stort tal fra hele landet; der berettes om talrige helbredelsesmirakler. Skt. Vilhelms mindedag er 16. juni.

Villehad

Engelsk missionær i Friesland 765-70. I 780 sendte Karl den Store ham til Sachsen som missionær, men på grund af en opstand kunne han først begynde arbejdet i Bremen 787. Han lod den første domkirke dér bygge og indvie, men døde så i 789. Hans virketrang, fromhed og asketiske livsførelse gav ham snart helgenry. Den danske kirke var i missionstiden underlagt bispedømmet Hamburg-Bremen, og derfra bredte hans ry sig til Danmark. I Viborg Domkirke stod indtil branden i 1726 et skrin med Villehad-relikvier.

Wilhelm

biskop, engelsk præst, der en årrække var kapellan for Knud den Store og senere biskop af Roskilde. Han bebrejdede Svend Bstridssøn dennes ukristelige levned og lovgivning og nægtede ham optagelse i kirken, hvis han ikke angrede. Det gjorde kongen, og han og biskoppen blev nære venner. Wilhelm døde i 1067; hans mindedag er 2. september.

Ødbynd

er en af mange lokale helgener, som man kun har navnet overleveret på. Han var knyttet til landsbyen Bøstrup.