Hvorfor kan man ikke blive skilt i Den katolske Kirke?

Når man træffer så stor en beslutning som at binde sig til et andet menneske indtil døden, må man være ordentligt forberedt. Man skal være klar over, hvad det indebærer at gifte sig, og man skal virkelig ønske at leve i livslang troskab. Man skal gifte sig fuldstændig frivilligt, og begge parter skal virkelig mene det, de siger under vielsesritualet.

Når en mand og en kvinde gifter sig, lover de helt frivilligt hinanden kærlighed og troskab indtil døden. Uanset hvad der sker (I gode som i onde dage, står der i vielsesritualet). Det er en stor beslutning, men også en utrolig smuk beslutning. Når en mand og en kvinde gifter sig, ligner de nemlig Gud, for Han er også kærlighed og fællesskab. Og ægte kærlighed kan ikke holde op. Ægte kærlighed er trofast, evig, frivillig og frugtbar (se artikel om Sex og prævention). 

Når en mand og en kvinde frivilligt gifter sig, opretter de altså en "pagt", et fællesskab, som ikke kan brydes af andet end døden. Selvom en af dem eller de begge skulle begå store fejl og svigt, får det ikke deres fællesskab til at gå i opløsning. Kærligheden indebærer jo også evnen til at tilgive og give den elskede en ny chance. 

I nogle tilfælde kan ægteskabet blive uudholdeligt, f.eks. på grund af vold eller alkoholisme. I så fald kan det være nødvendigt at ægtefællerne flytter fra hinanden (separation), men de vil stadig være bundet sammen af deres eget løfte og af Guds kærlighed, som aldrig svigter.  

I Evangeliet taler Jesus meget direkte om sit syn på skilsmisser: Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud, Mk 10,10-11. Kirken kan aldrig selv bestemme, hvad der er rigtigt og forkert. Den er forpligtet til at følge Jesu ord (se artikel om demokrati i Kirken), og de er altså meget klare vedrørende ægteskab og skilsmisse. Derfor anerkender Kirken ikke skilsmisse.

Men når man træffer så stor en beslutning som at binde sig til et andet menneske indtil døden, må man være ordentligt forberedt. Man skal være klar over, hvad det indebærer at gifte sig, og man skal virkelig ønske at leve i livslang troskab. Man skal gifte sig fuldstændig frivilligt, og begge parter skal virkelig mene det, de siger under vielsesritualet. Der kan altså være en række tilfælde, hvor ægteskabet egentlig er ugyldigt fra starten:

- hvis bare den ene af ægtefællerne ikke gifter sig helt frivilligt

- hvis bare den ene af ægtefællerne ikke har tænkt sig at være trofast

- hvis bare den ene af ægtefællerne ikke afviser skilsmisse

- hvis bare den ene af ægtefællerne ikke ønsker at få børn

Hvis det senere viser sig, at den ene af parterne fra begyndelsen ikke mente det alvorligt, kan ægteskabet erklæres ugyldigt. I så fald er både manden og kvinden frie til at gifte sig med en anden partner.

I dag sker det ofte, at mennesker gifter sig uden at være ordentlig forberedt. Det er skønt at være forelsket, men det holder sjældent i 50 år. Kærligheden i et parforhold er også forbundet med afsavn - ægteskabet holder kun, hvis begge parter hele tiden er parat til at sætte den anden højere end sig selv. Og når man får børn, vil de især i starten kræve næsten hele ens opmærksomhed, og livet bliver fuldstændig forandret. 

Alle disse mange aspekter, må man altså have tænkt grundigt igennem, inden man gifter sig. Det er også Kirkens ansvar at hjælpe parret med at forberede sig inden brylluppet, ligesom Kirken selvfølgelig er forpligtet til at hjælpe ægtefællerne, hvis de kommer i krise. Desværre er både ægteskabsforberedelse og krisehjælp temmelig ringe i mange katolske sogne. Kirken har derfor et medansvar for de mange skilsmisser.

Familierne er samfundets fundament, og derfor går skilsmisserne ud over hele fællesskabet. Men først og fremmest går de ud over børnene. I Sverige har det vist sig, at skilsmissebørn har 2-3 gange større risiko for at løbe ind i psykiske vanskeligheder eller misbrugsproblemer end gennemsnittet. I Danmark gælder det, at skilsmissebørn har sværere ved at få en uddannelse end børn, hvis forældre er blevet sammen. F.eks. er 13,8 % af alle danske 25-årige uden anden uddannelse end folkeskolen. Men blandt skilsmissebørn er det 30,8 %, som er uden uddannelse. Uanset forældrenes sociale status og uddannelsesniveau, har skilsmissebørn dobbelt så stor risiko for ikke at få en uddannelse sammenlignet med deres kammerater, hvis forældre ikke er blevet skilt.