Præsternes uddannelse

Indhold

Dekretet om præsteuddannelsen

Forord af pastor Christian Noval

Indledning

I.Om planlægning af præsteuddannelsen i de enkelte nationer

II.Virksom fremme af præstekaldene

III.Indretning af præsteseminarierne

IV.Styrkelse af den åndelige uddannelse

V.Revidering af de kirkelige studier

VI.Fremme af den specielt pastorale uddannelse

VII.Om fuldendelsen af uddannelsen efter studietidens afslutning

Slutning

--------------------------------------------------------------------------------

Forord

Dekretet om præsteuddannelsen "Optatam totius Ecclesiae" ændrer ikke radikalt ved den mere traditionelle præsteuddannelse: "præsteseminarier er nødvendige" (n.4) og skal betragtes "som bispedømmets hjerte" (n.5). "Præsternes uddannelse er et spørgsmål af overordentlig vigtighed" (indledning) fordi "Kirkens håb og sjælenes frelse bliver dem betroet" (slutning). Således er det også hele kirkens opgave at støtte og fremkalde præstekald. Familien nævnes her som "et første seminarium" (n.2). De katolske uddannelsesinstitutioner og foreninger har også en vigtig rolle, i og med at de netop er i tæt kontakt med de unge.

 

Uddannelsen af nye præster er ikke udelukkende intellektuel men også såvel åndelig som menneskelig eller disciplinær. Den må "ikke sigte på en ren og skær meddelelse af viden, men på en virkelig indre dannelse af eleverne" (n.17). Den belyses fra flere sider, men dens pastorale vigtighed gennemlyser hele dekretet. "Derfor skal alle sider af uddannelsen, den åndelige, den intellektuelle og den disciplinære, tilrettelægges således, at de sammen virker mod dette pastorale mål" (n.4), nemlig at kunne vise menneskene Kristus som lærer, præst og hyrde.

Den åndelige uddannelse

Som den vigtigste del - men stadig "nøje forbundet med den kundskabsmæssige og pastorale" (n.8) - finder vi den åndelig uddannelse, som "ikke blot [må bestå i at] udvikle den religiøse følelse" (n.8). Den består derimod i at de "med den åndelige vejleders hjælp ... lærer at leve i et nært og hyppigt fællesskab med Faderen ved hans Søn Jesus Kristus i Helligånden" (n.8), men også at de hjælpes til at have "den fornødne menneskelige modenhed" (n.11) netop fordi de i deres præstegerning skal kunne "dømme rigtigt om begivenheder og mennesker" (n.11).

 

Denne del af uddannelsen vil foregå til dels ved personlige samtaler med den åndelige vejleder, men også ved hjælp af retræter og fællesskabet på seminariet. Man skal ikke blot vokse i kundskab men først og fremmest i tro og menneskelighed for senere at kunne udfylde præstegerningen. Den åndelige vækst skal ske på en sådan måde, at kandidatens spirituelle rødder ikke fjernes, men at han hjælpes til "med åbent hjerte at lære at deltage i hele Kirkens liv" (n.9 ).

Som noget nyt viser dekretet vigtigheden af at den kristne opdragelse, hvilken "udbygges på rette vis med en sund psykologis og pædagogiks nyere opdagelser" (n.11). Disse kan hjælpe de overordnede til at bedømme kandidatens modenhed og egnethed til præstegerningen. Flere og flere steder er det kutyme at kandidaterne inden de starter på uddannelsen underlægges en psykologisk test.

 

Opdragelsen til cølibatet er også fremhævet, netop fordi "deres kyskhed er truet, netop i vor tids samfund" (n.10). Kandidaterne skal med taknemlighed opdage cølibatet "som en værdifuld gave fra Gud" og ikke blot en af kirkeloven fastsat bestemmelse (n.10).

Den intellektuelle uddannelse

Den intellektuelle uddannelse består af to dele: den filosofiske og den teologiske, som dekretet pålægger at skulle integreres bedre. Denne integration finder sted på forskellige måder alt efter undervisningsformen. Der hvor studierne er rent akademiske (f.eks. på universiteter) og som sådan adskilte fra selve livet på præsteseminariet læses oftest først filosofi og dernæst teologi, mens hvor studierne foregår på selve seminariet studeres de almindeligvis sideløbende.

 

I de filosofiske studier skal man også "tage hensyn til den nyere tids filosofiske undersøgelser ... og til videnskabens nyere udvikling, så at kandidaterne, ved at forstå den moderne tids beskaffenhed rigtigt, forberedes godt til en dialog med deres egen tids mennesker" (n.15). Denne undervisning består således ikke længere i videregivelsen af faste filosofiske systemer, men i en ærlig interesseret dialog med det moderne menneske.

 

I de teologiske studier understreges først og fremmest vigtigheden af de bibelske studier, hvilket er nyt, hvis man tager den angst i betragtning, som havde hersket overfor de mere moderne eksegetiske metoder. "Den hellige Skrift, bør være ligesom sjælen i hele teologien" (n.16). Således skal også såvel dogmatikken som moralteologien finde deres udspring i Bibelen. Først dernæst følger den mere systematiske teologi, for hvilken den hellige Thomas fremhæves som en vigtig eksponent. Helt i koncilets ånd, nævnes også undervisningen i økumeni.

 

Den pastorale uddannelse

"Den pastorale omsorg, som fuldstændigt bør præge hele elevernes uddannelse, kræver også, at de omhyggeligt uddannes i de forhold, der særlig sigter på virsomheden som præst" (n.19). Derfor bruges almindeligvis en del tid på pastoral praktik i et lokalt sogn. Dette kan enten foregå i løbet af studieåret eller i forbindelse med ferierne. Hvis det vurderes at kunne hjælpe kandidaten, kan selve det intellektuelle studieforløb også afbrydes, for at give plads for en eller anden form for pastoral erfaring eller personlig vækst (n.12,21).

Er der langt igen?

Dekretet om præsternes uddannelse blev vedtaget den 28.oktober 1965, så vi kan spørge os selv om, hvor langt vi er nået for at opfylde koncilets ønsker" Det afhænger selvfølgelig meget af de enkelte seminariers sammensætning og de lokale forhold, men generelt er den intellektuelle uddannelse helt på linie med koncilets ønsker. Det afhænger dog igen af uddannelsesmetoden, om denne kundskabsmæssige del foregår på et større universitet eller på selve seminariet. Nogle steder er det meget akademisk (typisk på større universiteter), mens man andre steder har en meget tætterere forbindelse til det pastorale aspekt.

 

Den pastorale uddannelse følger også godt med. Man gør udbredt brug af pastoral praktik, hvilket er en stor berigelse for såvel kandidaten, som således hjælpes til at bedømme sit præstekald, som for menighederne, der på den måde bliver sin rolle i forbindelse med præstekaldene mere bevidst. Netop pga. af vores pastorale situation i Danmark, læser kandidaterne i dag alle i udlandet, hvorfor den pastorale praktik og forbindelserne hjemtil får en endnu vigtigere rolle.

 

Kandidatens åndelige uddannelse afhænger igen meget af studiestedet. Nogle steder overlades det meget til den enkelte kandidats afgørelse, mens man andre steder understreger den fælles trosoplevelse. Generelt gør man dog meget for den personlige menneskelige udvikling, hvilket er yderst vigtigt, hvis man skal virke som præst i vort moderne samfund, og helt i ånd med koncilets ønske.

I slutningen af dekretet tales kort om at "præsteuddannelsen skal videreføres og fuldendes også efter afslutningen af studierne på seminarierne" (n.22). Vigtigheden af denne såkaldte konstante uddannelse har pave Johannes Paul II gennem de sidste år atter kraftigt understreget. Desværre har vi her endnu et stykke endnu, i hvert tilfælde blandt verdenspræsterne. Men mange bispedømmer, bl.a. Rom selv, gør nu et stort arbejde for at finde den rette måde at opfylde dette ikke uvæsentlige behov på.

 

Dekretet blev vedtaget 7.dec. 1965 med 2.318 ja-stemmer mod 4 nej-stemmer.

Juli 1997

 

Christian Noval

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener, sammen med koncilsfædrene, til evig erindring

 

Dekretet "Optatam totius Ecclesiae"

om præsteuddannelsen

 

Indledning

Det hellige koncil er fuldt ud klar over, at den ønskede fornyelse i hele Kirken for en stor del afhænger af det arbejde, præsterne udfører besjælede af Kristi ånd1. Derfor udtaler det, at præsternes uddannelse er et spørgsmål af overordentlig vigtighed, og redegør her for visse af dens grundlæggende principper. Ved disse bekræftes bestemmelser, som allerede har vist deres værd ved anvendelse i århundreder, og nye tilføjes, som svarer til dette koncils konstitutioner og dekreter og til tidens ændrede forhold. Denne udformning af præsteuddannelsen gælder på grund af det katolske præsteembedes enhed for alle præster, både af ordens- og sækulargejstligheden og af enhver ritus. Derfor skal disse forskrifter, som umiddelbart sigter på stiftsgejstligheden, tilpasses til alle, idet man anvender rette ting på rette sted.

 

I. Om planlægning af præsteuddannelsen i de enkelte nationer

 

1.Da der på grund af de store forskelle fra folk til folk og fra egn til egn kun kan angives generelle bestemmelser, skal der inden for de enkelte nationer eller riter udarbejdes en særlig plan for præsteuddannelsen, som skal stadfæstes af bispekonferencerne2, revideres med visse mellemrum og godkendes af Den apostoliske Stol. Ved denne plan skal de bestemmelser, der gælder for alle, tilpasses stedets og tidens særlige forhold, så at præsteuddannelsen altid svarer til de pastorale behov i de områder, hvor præstegerningen skal udøves.

 

II. Om virksom fremme af præstekaldene

2.Det er en pligt at fremme præstekaldene for hele det kristne fællesskab3, som især bør gøre dette ved et ægte kristent liv. Familierne, som, hvis de er opfyldte af troens, kærlighedens og fromhedens ånd, bliver ligesom et første seminarium, og sognene, i hvis rige liv de unge tager del, bidrager i allerhøjeste grad til det. Lærere og alle, som på en eller anden måde tager sig af børns og unges uddannelse, specielt katolske foreninger, skal bestræbe sig for at udvikle de unge, som er betroet dem, således, at de bliver i stand til at opfatte Guds kald og følge det villigt. Alle præster skal vise apostolisk iver for at fremme præstekaldene så meget som muligt og skal drage de unges sind mod præstegerningen ved selv at leve ydmygt, arbejdsomt og med et glad sind og i en gensidig kærlighed mellem præsterne og et broderligt fællesskab i arbejdet.

 

Biskopperne skal med henblik på et fremme præstekaldene opmuntre deres hjord og sørge for en nøje koordinering af alle kræfter og anstrengelser. Dem, som de selv skønner er kaldede til at være Herrens tjenere, skal de hjælpe på faderlig vis uden at vige tilbage for noget offer.

 

Hele gudsfolkets virksomme samarbejde til fremme af præstekald er et svar på det guddommelige forsyns virksomhed. Dette skænker de mennesker, som af Gud er udvalgte til at få del i Kristi hierarkiske præstedømme, opgaver og evner, der svarer hertil, og hjælper dem med sin nåde, mens det overlader til Kirkens retmæssige tjenere at udvælge de kandidater, som findes egnede, og som har søgt dette høje hverv i den rette hensigt og i fuld frihed4, og at indvie dem ved Helligåndens segl til at dyrke Gud og tjene Kirken.

 

Det hellige koncil anbefaler især de hævdvundne hjælpemidler til dette samvirke, som f.eks. vedholdende bøn, kristen bod og en stadig bedre undervisning af de troende - enten ved prædiken eller katekese eller også ved at bruge de forskellige kommunikationsmidler - i hvilken der gøres rede for præstekaldets nødvendighed, væsen og skønhed. Desuden påbyder det, at de institutioner til fremme af præstekald, som i overensstemmelse med pavelige skrivelser herom allerede er oprettede eller planlagte i de enkelte bispedømmers, landes eller nationers område, metodisk og sammenhængende planlægger og, med lige stor klogskab og iver, fremskynder hele det pastorale arbejde til fremme af præstekald under anvendelse af alle de egnede hjælpemidler, som den moderne psykologi og sociologi har frembragt5.

Arbejdet med fremme af præstekald bør imidlertid med et åbent hjerte gå ud over de enkelte bispedømmers, nationers, ordenssamfunds og riters grænser og, under hensyn til hele Kirkens behov, især bringe hjælp til de egne, hvor der indtrængende kaldes på arbejdere til Herrens vingård.

3.I de forberedende (lavere) seminarier, som er oprettede for at udvikle spirerne til præstekald, skal eleverne ved fremragende religiøs oplæring, især ved en egnet åndelig vejledning, opdrages til at efterfølge Forløseren Kristus med et ædelt sind og et rent hjerte. Under faderlig vejledning fra de overordnede, og idet forældrene medvirker på gavnlig måde, skal eleverne føre et liv, som svarer til unge menneskers alder, indstilling og udvikling, og som helt tilpasses en sund psykologis regler. De skal ikke undlade at skaffe sig en passende erfaring om menneskelige anliggender og skal omgås deres egen familie6. I øvrigt skal det, som i det følgende bestemmes om præsteseminarierne, i det omfang det stemmer med de forberedende seminariers mål og metode, også tilpasses disse. De studier, som eleverne skal gennemføre, bør tilrettelægges således, at de uden gene kan fortsætte dem andetsteds, hvis de vælger en anden livsstilling.

 

Med lignende omhu skal spirerne til præstekald plejes hos unge mennesker i særlige institutter, som efter hvert steds forhold også opfylder de forberedende seminariers formål. Ligeledes skal spirerne plejes hos dem, som undervises i andre skoler eller efter andre uddannelsesmetoder. Og der skal med flid oprettes studiecentre og andre foretagender for dem, som i en modnere alder følger Guds kald.

 

III. Om indretningen af præsteseminarierne

4.Præsteseminarier er nødvendige for uddannelsen af præster. I dem skal hele uddannelsen af eleverne tage sigte på, at de efter Vor Herres Jesu Kristi forbillede - han som var lærer, præst og hyrde - formes til sande hyrder for sjælene7. De skal derfor forberedes til ordets tjeneste, så de forstår Guds åbenbarede ord bedre og bedre, stadig overvejer og kan udtrykke det i ord og gerning. De skal forberedes til gudstjenestens og helliggørelsens tjeneste, så de ved bøn og udførelse af liturgiske handlinger må udøve frelsens værk ved det eukaristiske offer og sakramenterne. De skal forberedes til hyrdens tjeneste, så de kan vise menneskene Kristus, han som ikke "kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark. 10,45; se Joh. 13,12-17) og til at vinde des flere ved at gøre sig til tjenere for alle (se 1.Kor. 9,19).

 

Derfor skal alle sider af uddannelsen, den åndelige, den intellektuelle og den disciplinære, tilrettelægges således, at de sammen virker mod dette pastorale mål, og alle ledere og lærere skal med flid og i samdrægtighed bidrage til, at det nås, idet de trofast adlyder biskoppens myndighed.

5.Da elevernes uddannelse afhænger både af kloge forskrifter og ganske særligt af egnede opdragere, skal seminariernes ledere og lærere vælges blandt de bedste8 og forberedes omhyggeligt ved grundig lærdom, hensigtsmæssig erfaring i pastoralt virke og ved særlig åndelig og pædagogisk uddannelse. Til dette formål bør der oprettes egnede institutioner eller i det mindste godt planlagte kurser, ligesom regelmæssige møder mellem seminariernes ledere skal afholdes.9

Lederne og lærerne skal være helt klare over, i hvor høj grad resultatet af elevernes uddannelse er afhængigt af deres egen måde at tænke og handle på. Under rektorens ledelse skal der herske den største endrægtighed mellem dem i indstilling og handling, og de skal indbyrdes og sammen med eleverne udgøre en familie, der er sådan, at den svarer til Herrens bøn om, "at de må være ét" (se Joh. 17,11), og styrker glæden i eleverne over deres kald. Biskoppen skal hyppigt og med kærlig omsorg opildne dem, som arbejder på seminarierne, og vise sig som en sand far i Kristus for eleverne. Endelig skal alle præster betragte seminariet som bispedømmets hjerte og villigt bidrage til dets arbejde.

6.Under hensyn til de enkeltes alder og udvikling skal det meget omhyggeligt undersøges, om kandidaterne har den rette hensigt og har valgt frit, om de er åndeligt, moralsk og intellektuelt egnede, om de har den fornødne fysiske og psykiske sundhed, herunder om eventuelle nedarvede anlæg kan være til hindring. Også kandidaternes evne til at bære de byrder, der er forbundet med præstegerningen, og til at udføre de pastorale opgaver skal bedømmes.10

 

Ved hele udvælgelsen og optagelsen af elever skal der altid udvises behørig fasthed, selvom der hersker en sørgelig mangel på præster11. Ligesom de egnede skal hjælpes fremad, så skal de uegnede, da Gud ikke lader sin Kirke stå helt uden præster, i tide på faderlig vis ledes til at påtage sig andre opgaver og hjælpes til, i klarhed over deres kristne kald, med glæde at indtræde i lægmandsapostolatet.

 

7.Hvor de enkelte bispedømmer ikke er i stand til at opbygge deres eget seminarium på rette måde, skal seminarier, som er fælles for flere bispedømmer eller en hel egn eller nation, oprettes og støttes, så at der mere virksomt kan sørges for elevernes grundige uddannelse, som i denne sag skal anses for den højeste rettesnor. Disse seminarier skal, hvis de er regionale eller nationale, ledes efter bestemmelser, der er fastsat af de biskopper, som de har betydning for12, og godkendes af Den apostoliske Stol.

 

På seminarier, hvor der er mange elever, skal de, under bevarelsen af enheden i ledelsen og den videnskabelige uddannelse, på passende måde inddeles i mindre grupper, så at der bedre kan drages omsorg for de enkeltes personlige udvikling.

 

IV. Om styrkelse af den åndelige uddannelse

8.Den åndelige uddannelse skal være nøje forbundet med den kundskabsmæssige og den pastorale og skal, især med den åndelige vejleders hjælp13, bibringes således, at eleverne lærer at leve i et nært og hyppigt fællesskab med Faderen ved hans Søn Jesus Kristus i Helligånden. Ved vielsen, hvor de ligedannes med Kristi præstedømme, skal de vænne sig til at være knyttet til ham som venner med det inderligste fællesskab i alle livets forhold14. Hans påskemysterium skal de virkeliggøre således i deres liv, at de kan indføre det folk, som bliver betroet dem, i det. De skal oplæres til at søge Kristus i trofast overvejelse af Guds ord, i virkelig forening med Kirkens hellige mysterier, især i eukaristien og i tidebønnerne15, i biskoppen, som udsender dem, og i de mennesker, som de udsendes til. Særlig i de fattige, børnene, de syge, synderne og de vantro skal de søge Kristus. Den salige Jomfru Maria, som Jesus Kristus, da han hang døende på korset, gav til disciplen som en mor, skal de elske og dyrke med sønlig tillid.

 

De fromhedsøvelser, som er anbefalet ved Kirkens ærværdige brug, skal ivrigt fremmes; men der skal sørges for, at den åndelige opdragelse ikke består i dem alene og ikke blot udvikler den religiøse følelse. Eleverne skal snarere lære at leve efter evangeliets mønster og at blive faste i tro, håb og kærlighed, så at de ved udøvelsen af disse dyder skaffer sig en bønnens ånd16, opnår en styrkelse og befæstelse af deres kald, får kraft til de øvrige dyder og vokser i iver for at vinde alle mennesker for Kristus.

9.Kirkens mysterium, som særligt er belyst af dette koncil, skal gennemtrænge eleverne således, at de forbindes med Kristi stedfortræder ved ydmyg og sønlig kærlighed og, efter at være viet til præster, bliver knyttet til deres biskop som trofaste medarbejdere og arbejder i fællesskab med deres brødre og derved aflægger vidnesbyrd om den enhed, hvorved menneskene drages til Kristus17. Med åbent hjerte skal de lære at deltage i hele Kirkens liv efter den hellige Augustins ord: "I samme grad som nogen elsker Kristi Kirke, i samme grad har han Helligånden18." Eleverne skal klart forstå, at de ikke er bestemt til at herske eller blive æret, men at de helt og fuldt overgives til gudsdyrkelse og pastoral tjeneste. Med særlig omhu skal de opøves i præstelig lydighed, en nøjsom livsførelse og en selvfornægtende indstilling19, således at de vænner sig til beredvilligt at give afkald endog på det, som er tilladeligt, men ikke gavnligt, og at ligedanne sig med den korsfæstede Kristus.

Eleverne skal oplyses om de besværligheder, som de påtager sig, uden at nogen vanskelighed ved livet som præst forties. Dog skal de ikke så at sige udelukkende se på, hvad der er farligt i deres fremtidige virksomhed, men snarere opdrages til at styrke deres åndelige liv så meget som muligt netop ved deres pastorale virke.

10.Elever, som efter deres ritus" hellige og faste bestemmelser følger den ærværdige tradition om præsternes cølibat, skal med megen omsorg opdrages til denne stand. I den bliver de, ved for Himmerigets skyld at give afkald på det ægteskabelige samliv (se Matt. 19,12), knyttet til Herren med en udelt kærlighed20, som nøje stemmer overens med Den nye Pagt. De aflægger vidnesbyrd om opstandelsen i den kommende verden (se Luk. 20,36)21, og de opnår den bedste hjælp til bestandig at praktisere den fuldkomne kærlighed, ved hvilken de får styrke til, at alt i deres præstegerning sker for alle22. De skal nøje vide, med hvilket taknemligt sind de bør påtage sig denne stand, og ikke blot betragte den som en af kirkeloven fastsat bestemmelse, men som en værdifuld gave fra Gud, man ydmygt bør søge at opnå, og som de ved Helligåndens nådes tilskyndelse og hjælp frit og ædelt bør bestræbe sig på at gengælde.

 

De pligter og den værdighed, som er knyttet til det kristne ægteskab, der symboliserer kærligheden mellem Kristus og Kirken (se Ef. 5,32ff.), skal eleverne kende på behørig vis. Men de skal være opmærksomme på, hvor meget det til Kristus viede cølibat udmærker sig23, således at de efter et velovervejet valg storsindet vier sig til Herren med hele deres legeme og sjæl.

 

De skal advares om de farer, som truer deres kyskhed, især i vor tids samfund24. Ved egnede guddommelige og menneskelige hjælpemidler skal de lære at give deres afkald på ægteskabet en sådan styrke, at deres liv og virksomhed ikke blot ikke mister noget ved cølibatet, men at de opnår et større herredømme over deres sind og legeme, vinder en fuldere modenhed og mere fuldkomment forstår Evangeliets salighed.

11.Forskrifterne for en kristen opdragelse skal holdes i hævd og udbygges på rette vis med en sund psykologis og pædagogiks nyere opdagelser. Når altså uddannelsen er lagt klogt til rette, skal der også hos eleverne udvikles den fornødne menneskelige modenhed, som især godtgøres ved en vis fasthed i sindet, ved evnen til at bære tunge afgørelser og til at dømme rigtigt om begivenheder og mennesker. Eleverne skal vænne sig til at forme deres egen karakter rigtigt. De skal formes således, at de får et fast sind, og i det hele taget lærer at værdsætte de dyder, som regnes for mest værd blandt mennesker og anbefales en Kristi tjener25, som f.eks. oprigtighed, bestandig stræben efter retfærdighed, ordholdenhed, venlig omgangsform og mådehold forenet med kærlighed i tale.

 

Disciplinen i livet på seminariet skal ikke blot regnes for et fast værn for det fælles liv og for kærligheden, men anses for et nødvendigt led i hele uddannelsen til at opnå herredømme over sig selv, til at fremme en høj grad af personlig modenhed og udvikle de øvrige anlæg, som især bidrager til at gøre Kirkens virksomhed velordnet og frugtbar. Dog skal den udøves således, at det vil være på grund af en indre holdning hos eleverne, at disse bøjer sig for de overordnedes myndighed ud fra en inderste overbevisning eller på grund af samvittigheden (se Rom. 13,5) og af overnaturlige grunde. Men reglerne for disciplinen skal tilpasses således til elevernes alder, at de, idet de gradvis lærer at være herrer over sig selv, vænner sig til at bruge friheden klogt, at handle selvstændigt og virksomt26 og at arbejde sammen med deres medbrødre og med lægfolket.

 

Seminariet skal i alle henseender, ved at være gennemtrængt af iver for fromhed og stilhed og bestræbelse for gensidig hjælpsomhed, indrettes således, at det for eleverne bliver ligesom en indvielse til det liv, de skal føre som præster.

 

12.For at den åndelige uddannelse kan hvile på en sikrere overvejelse, og eleverne efter modent overlæg kan vælge at følge deres kald, kan biskopperne bestemme, at der skal anvendes et virkeligt passende tidsrum til en intensivere åndelig skoling. De kan ligeledes afgøre, om det er hensigtsmæssigt at pålægge en vis afbrydelse af studierne eller at foranstalte en passende pastoral øvelse, for at kandidaternes egnethed til præstegerningen kan prøves nøjere. Efter de enkelte egnes forhold afgør biskopperne ligeledes, om den alder, som nu kræves efter den for hele Kirken gældende lov for de hellige vielser, skal forhøjes. På samme måde kan de overveje det betimelige i at bestemme, at eleverne efter at have afsluttet den teologiske uddannelse i en passende tid virker som diakoner, førend de vies til præster.

 

V. Om revidering af de kirkelige studier

13.Førend eleverne går i gang med de specielt kirkelige studier, skal de gives den humanistiske og videnskabelige uddannelse, som i de forskellige lande gør de unge berettigede til at påbegynde de højere studier. Desuden skal de have et sådant kendskab til latin, at de kan forstå og anvende de talrige videnskabelige kilder og kirkelige dokumenter på dette sprog.27 Enhver skal studere det sprog, som anvendes i liturgien i den ritus, han tilhører, og der skal lægges megen vægt på et passende kendskab til Den hellige Skrifts og Traditionens sprog.

14.Ved revisionen af de kirkelige studier skal der især drages omsorg for, at de filosofiske og teologiske fag koordineres bedre, og at de i fællesskab bidrager til over for eleverne mere og mere at åbne Kristi mysterium, som angår hele menneskehedens historie, som bestandig strømmer ind i Kirken og særligt virker gennem præsteembedet.28

For at eleverne kan se dette fra uddannelsens begyndelse, skal de kirkelige studier begynde med et indførende kursus, som skal udstrækkes over en passende tid. Under denne indføring i studierne skal frelsens mysterium fremstilles således, at eleverne ser de kirkelige studiers mening, tilrettelæggelse og pastorale mål. Samtidig skal de hjælpes til at grundlægge hele deres liv på troen og lade det gennemtrænges af den, og de skal styrkes til at følge deres kald med personlig hengivelse og med glæde.

15.Eleverne skal undervises således i de filosofiske fag, at de især føres frem til at kunne opnå en sikker og sammenhængende erkendelse af mennesket, verden og Gud. Heri skal de støtte sig på den filosofiske arv, der bestandig forbliver livskraftig29, og tage hensyn til den nyere tids filosofiske undersøgelser, især dem som øver betydelig indflydelse i deres land, og til videnskabernes nyere udvikling, så at de, ved at forstå den moderne tids beskaffenhed rigtigt, forberedes godt til en dialog med deres egen tids mennesker30.

 

I filosofiens historie skal der undervises således, at eleverne under beskæftigelse med de forskellige systemers grundlæggende principper holder fast ved det deri, der billiges som sandt, og bliver i stand til at afsløre årsagerne til det fejlagtige og tilbagevise det.

 

Ved selve undervisningsmetoden skal der i eleverne fremkaldes en kærlighed til ubøjeligt at søge, at give agt på og at påvise sandheden og på samme tid en ærlig indsigt i grænserne for den menneskelige erkendelse. Med flid skal opmærksomheden henledes på den nære sammenhæng mellem filosofien og livets sande problemer og de spørgsmål, som optager elevernes sind. Eleverne skal også hjælpes til at se forbindelserne mellem de filosofiske problemer og frelsens mysterier, som teologien betragter ved troens større lys.

 

16.I de teologiske fag skal der, i troens lys og under det kirkelige læreembedes ledelse31, undervises således, at eleverne henter den katolske lære nøjagtig fra den guddommelige åbenbaring, trænger dybt ind i den32, nærer deres eget åndelige liv med den og bliver i stand til at forkynde, fremstille og værne den i deres gerning som præster.

 

Med særlig omhu skal eleverne uddannes i studiet af Den hellige Skrift, der bør være ligesom sjælen i hele teologien33. Efter en passende indføring skal de nøje lære eksegesens metode, sætte sig grundigt ind i de vigtigste emner i den guddommelige åbenbaring og opmuntres til og støttes i daglig læsning og overvejelse af de hellige bøger34.

Den dogmatiske teologi skal tilrettelægges således, at de bibelske emner fremstilles først. Det skal vises for eleverne, hvilke bidrag kirkefædrene i Øst og Vest har ydet til trofast videregivelse og udvikling af de enkelte åbenbarede sandheder, ligesom der skal gøres rede for dogmets videre historie og dets forhold til Kirkens almindelige historie35. Dernæst skal eleverne, med den hellige Thomas som hjælp i deres overvejelser, lære at trænge dybere ind i frelsens mysterier for at belyse dem fuldt ud, i det omfang det er muligt, og se dem i indre sammenhæng36. De skal lære at indse, at disse altid er nærværende og virksomme i de liturgiske handlinger37 og i hele Kirkens liv. De skal lære at søge løsningen på de menneskelige problemer i lys af åbenbaringen, at anvende dens evige sandheder på de omskiftelige menneskelige forhold og meddele dem til deres samtidige på en egnet måde38.

 

På samme måde skal de øvrige teologiske fag fornyes ved en mere levende forbindelse med Kristi mysterium og frelsens historie. Særlig omhu skal anvendes på at fuldkommengøre moralteologien, hvis videnskabelige fremstilling, i nøjere forbindelse med Den hellige Skrift end nu, skal belyse det ophøjede i de kristnes kald og deres pligt til i kærlighed at bære frugt for verdens liv. Ligeledes skal der under redegørelsen for den kanoniske ret og i undervisningen i kirkehistorie tages hensyn til Kirkens mysterium i overensstemmelse med den dogmatiske konstitution "Om Kirken", som er udsendt af dette koncil. I den hellige liturgi, som skal anses for den vigtigste, ja en nødvendig kilde til en sand kristen indstilling, skal der undervises i overensstemmelse med art. 15 og 16 i konstitutionen om liturgien.39

 

Under passende hensyntagen til forholdene i de forskellige egne skal eleverne føres til et bedre kendskab til de kirker og kirkesamfund, som er adskilte fra Den apostoliske Stol i Rom, for at de kan bidrage til at fremme genoprettelsen af enheden mellem alle kristne efter dette koncils forskrifter40.

De skal også have undervisning i de andre religioner, som har en betydelig udbredelse i de enkelte egne, for at de bedre anerkender det, som disse ved Guds ledelse har af godt og sandt, samt lære at gendrive det fejlagtige og være i stand til at bringe sandhedens klare lys til dem, der ikke har dette.

17.Da den kundskabsmæssige side af uddannelsen ikke bør sigte på ren og skær meddelelse af viden, men på en virkelig indre dannelse af eleverne, skal undervisningsmetoderne revideres, dels hvad angår forelæsningerne og kollokvierne og øvelserne, dels med henblik på at opmuntre eleverne til selvstudium og studium i små grupper. Der skal med flid sørges for enhed og grundighed i hele uddannelsen, idet et for stort antal af fag og undervisningstimer undgås, og de spørgsmål udelades, som næppe mere har nogen betydning, eller som bør udsættes til de højere akademiske studier.

18.Biskopperne skal sørge for, at unge, som ved deres anlæg, karakter og begavelse egner sig, bliver sendt til særlige institutter, fakulteter eller universiteter, for at der i teologien og i andre fag, hvor det skønnes belejligt, skaffes præster, der er uddannet på mere videnskabelig måde, og som kan opfylde apostolatets forskellige behov. Men disses åndelige og pastorale uddannelse må på ingen måde forsømmes, især hvis de endnu ikke er viet til præster.

 

VI. Om fremme af den specielt pastorale uddannelse

19.Den pastorale omsorg, som fuldstændigt bør præge hele elevernes uddannelse41, kræver også, at de omhyggeligt uddannes i de forhold, der særligt sigter på virksomheden som præst, især katekese og prædiken, de liturgiske handlinger og forvaltningen af sakramenterne, kærlighedsgerningerne, pligten til at hjælpe de vildfarne og de vantro samt de øvrige pastorale opgaver. De skal nøje undervises i kunsten at vejlede sjæle, ved hvilken de især skal kunne forme alle Kirkens børn således, at de lever et fuldt bevidst og apostolisk kristent liv og opfylder de pligter, som hører til deres stand. De skal lære at hjælpe ordensfolk med samme omhu til vedblivende at føle taknemlighed over deres kald og gøre fremskridt efter de forskellige ordners ånd42.

 

I det hele taget skal der i eleverne udvikles evner, som særligt kan hjælpe dem til en dialog med deres medmennesker, som f.eks. evnen til at høre på andre og til i kærlighedens ånd at åbne deres sind for de forskellige forhold, som den menneskelige situation er præget af43.

20.Eleverne skal også lære at bruge den hjælp, som pædagogikken, psykologien eller sociologien44 kan yde, efter de rigtige metoder og den kirkelige myndigheds forskrifter. Ligeledes skal de nøje uddannes i at opmuntre og fremme lægfolkets apostoliske virksomhed45 og at fremkalde forskellige og mere virksomme former for apostolat. De skal gennemtrænges af den sande katolske ånd, ved hvilken de vænner sig til at gå ud over deres bispedømmes, nations eller ritus" grænser og hjælpe hele Kirken, hvor den har det behov, idet de er rede til at forkynde Evangeliet overalt.46

 

21.Da det er nødvendigt, at eleverne ikke blot i teori, men også i praksis lærer at udøve apostolatet og kan handle på eget ansvar og i fællesskab med andre, skal de allerede i studietiden, også i ferierne, indføres i pastoral virksomhed ved egnede øvelser. Disse skal, under hensyn til elevernes alder og forholdene på de forskellige steder, efter biskoppens kloge skøn, ske metodisk og under erfarne præsters ledelse, idet man altid husker på de overnaturlige hjælpemidlers vældige kraft47.

 

VII. Om fuldendelse af uddannelse efter studietidens afslutning

22.Da præsteuddannelsen, især på grund af forholdene i det moderne samfund, skal videreføres og fuldendes også efter afslutningen af studierne på seminarierne48, skal bispekonferencerne i de forskellige nationer gøre brug af egnede midler, f.eks. pastoralinstitutter, der samarbejder med skønsomt udvalgte sogne, møder, som afholdes med faste mellemrum, og egnede øvelser, ved hvis hjælp de yngre præster, lidt efter lidt, såvel åndeligt som intellektuelt og pastoralt, indføres i det præstelige liv og den pastorale virksomhed og bliver i stand til mere og mere at forny og fremme dem.

 

Slutning

 

Koncilsfædrene, som viderefører det af Tridentinerkoncilet påbegyndte værk, overlader trygt til seminariernes ledere og lærere at forme Kristi kommende præster i den fornyelses ånd, som er fremmet af dette hellige koncil. De opfordrer indtrængende dem, som forbereder sig til præstegerningen, til klart at forstå, at Kirkens håb og sjælenes frelse bliver dem betroet, og til at bære rigelig frugt, som bliver bestandig, idet de villigt følger dette dekrets bestemmelser.

 

Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

Rom, ved Skt. Peter, den 28.oktober 1965

Paul, den katolske kirkes biskop,

med koncilsfædrenes underskrifter.

 

Noter

1 At hele Guds folks udvikling ifølge Kristi egen vilje i allerhøjeste grad afhænger af præsternes indsats, fremgår af de ord, hvormed Herren gør apostlene og deres efterfølgere og medarbejdere til evangeliets forkyndere, det nye udvalgte folks ledere og forvaltere af Guds mysterier. Dette bekræftes endvidere af kirkefædrenes og helgenernes udtalelser samt gentagne gange i pavelige dokumenter. Se især: SKT. PIUS X, Formaning til præsterne Haerent animo, 4.august 1908: Pii X Acta IV, s.237-264. - PIUS XI, Rundskr. Ad Catholici Sacerdotii, 20.december 1935: AAS 28 (1936), især ss.37-52. - PIUS XII, Apostolisk formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950) s.657-702. - JOHANNES XXIII, Rundskr. Sacerdotii Nostri Primordia, 1.august 1959: AAS 51 (1959) s.545-579. - PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, 4.november 1963: AAS 55 (1963) s.979-995.

Tilbage til tekst

2 Hele præsteuddannelsen, dvs. den måde, hvorpå seminarierne er organiseret, den åndelige skoling, studieplanen, elevernes fællesliv og disciplin samt den pastorale praktik skal tilpasses efter de forskellige lokale forhold. Denne tilpasning skal, hvad hovedprincipperne angår, ske i overensstemmelse med de alment gældende bestemmelser. For verdenspræsternes vedkommende er bispekonferencerne ansvarlige, for ordenspræsterne er det de legitime overordnede (jf. de almindelige statutter i forbindelse med den apostoliske konstitution Sedes Sapientiae, art. 19).

Tilbage til tekst

3 Til de vigtigste vanskeligheder, Kirken i dag næsten overalt har at kæmpe med, hører det meget begrænsede antal af præstekald. Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae: ". . . antallet af præster står som regel hverken i de katolske lande eller i missionslandene i forhold til det stadig voksende behov": AAS 42 (1950) s.682. - JOHANNES XXIII: "Problemet angående præste- og ordenskaldene er en daglig bekymring for paven . . ., han sukker efter dem, når han beder, og hans sjæl brænder af længsel efter dem": Tale til den første internationale kongres for ordensfolk, 16.december 1961, L?Osservatore Romano, 17.december 1961.

Tilbage til tekst

4 PIUS XII, Apost. konstit. Sedes Sapientiæ, 31.maj 1956: AAS 48 (1956) s.357. - PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, 4.november 1963: AAS 55 (1963) s.984ff.

Tilbage til tekst

5 Jf. især PIUS XII, Motu proprio Cum Nobis "om oprettelsen af Institutionen til fremme af præstekaldene under Kongregationen for seminarier og universiteter", 4.november 1941: AAS 33 (1941) s.479, samt de dertil knyttede regler og statutter, der blev udsendt af denne samme kongregation den 8.september 1943. - ID., Motu proprio Cum supremae "om Det pavelige institut til fremme af ordenskaldene", 11.februar 1955: AAS 47 (1955) s.266, med de dertil knyttede statutter og regler, udsendt af Kongregationen for ordensfolk (ibid., s.298-301). - 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om ordenslivets fornyelse, n.24; Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.15.

Tilbage til tekst

6 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950) s.685.

Tilbage til tekst

7 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.

Tilbage til tekst

8 Jf. PIUS XI, Rundskr. Ad Catholici Sacerdotii, 20.december 1935: AAS 28 (1936) s.37: "Man må især udvise omhu ved valget af overordnede og lærere ... Giv jeres seminarier de bedste præster; vær ikke bange for at tage dem bort fra opgaver, der tilsyneladende er af større betydning, men som i virkeligheden ikke kan stå mål med denne vigtige og absolut nødvendige gerning." - Også Pius XII indskærper i sit rundskr. til de bayerske biskopper, 23.april 1947: Discorsi e Radiomessaggi IX, s.579-580, at man skal vælge de bedste til denne opgave.

Tilbage til tekst

9 Angående denne fælles forpligtelse til virkelig at hjælpe seminarierne se PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, 4.november 1963: AAS 55 (1963) s.984.

Tilbage til tekst

 

10 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950) s.684. Se desuden KONGREGATIONEN FOR SAKRAMENTERNE, Rundbrev til biskopperne Magna quidem, 27.december 1955, § 10. - For ordensfolkenes vedkommende, se de almindelige statutter i forbindelse med den apostoliske konstitution Sedes Sapientiae, 31.maj 1956, art. 33. - PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, 4.november 1963: AAS 55 (1963) s.987ff.

Tilbage til tekst

11 Jf. PIUS XI, Rundskr. Ad Catholici Sacerdotii, 20.december 1935: AAS 28 (1963) s.41.

Tilbage til tekst

12 Under henvisning til, hvad der foreskrives i Codex Iuris Canonici, can.1357, §4 (1917), skal alle implicerede biskopper være med til at fastlægge statutterne for seminarierne inden for de forskellige lande eller områder.

Tilbage til tekst

13 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950) s.674. - KONGREGATIONEN FOR SEMINARIER OG UNIVERSITETER, La formazione spirituale del candidato al sacerdozio, Città del Vaticano, 1965.

Tilbage til tekst

14 Jf. SKT. PIUS X, Formaning til præsterne Haerent animo, 4.august 1908: Pii X Acta IV, s.242-244. - PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950) s.659-661. - JOHANNES XXIII, Rundskr. Sacerdotii Nostri Primordia, 1.august 1959: AAS 51 (1959) s.550ff.

Tilbage til tekst

15 PIUS XII, Rundskr. Mediator Dei, 20.november 1947: AAS 39 (1947) s.547ff. og 572ff. - JOHANNES XXIII, Apost. formaning Sacrae Laudis, 6.januar 1962: AAS 54 (1962) s.69. - 2.VATIKANKONCIL, Konst. Om Liturgien, n.16 og 17. - RITUSKONGREGATIONEN, Instructio ad executionem Constitutionis de sacra Liturgia recte ordinandam, 26.september 1964, n.14-17: AAS 56 (1964) s.880.

Tilbage til tekst

16 Jf. JOHANNES XXIII, Rundskr. Sacerdotii Nostri primordia: AAS 51 (1959) s.599ff.

Tilbage til tekst

17 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, n.28.

Tilbage til tekst

18 Jf. SKT. AUGUSTIN, In Jo. tract. 32, 8: PL 35, 1646.

Tilbage til tekst

19 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae: AAS 42 (1950) s.662ff., 685, 690. - JOHANNES XXIII, Rundskr. Sacerdotii Nostri Primordia: AAS 51 (1959) s.551-553, 556ff. - PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam suam 6.august 1964: AAS 56 (1964) s.634ff. - 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, især n.8.

Tilbage til tekst

20 Jf. PIUS XII, Rundskr. Sacra Virginitas, 25.marts 1954: AAS 46 (1954) s.165ff.

Tilbage til tekst

21 Jf. SKT. CYPRIAN, De habitu virginum, 22: PL 4, 475. - SKT. AMBROSIUS, De Virginibus I, 8, 52: PL 16, 202ff.

Tilbage til tekst

22 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae: AAS 42 (1950) s.663.

Tilbage til tekst

23 Jf. PIUS XII, Rundskr. Sacra Virginitas, l.c., s.170-174.

Tilbage til tekst

24 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, l.c., s.664 og 690ff.

Tilbage til tekst

25 Jf. PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, 4.november 1963: AAS 55 (1963) s.991.

Tilbage til tekst

26 Jf. PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, l.c., s.686.

Tilbage til tekst

27 Jf. PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum, l.c., s.993.

Tilbage til tekst

28 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, n.7 og 28.

Tilbage til tekst

29 Jf. PIUS XII, Rundskr. Humani Generis, 12.august 1950: AAS 42 (1950) s.571-575.

Tilbage til tekst

30 Jf. PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.august 1964: AAS 56 (1964) s.637ff.

Tilbage til tekst

31 Jf. PIUS XII, Rundskr. Humani Generis, 12.august 1950: AAS 42 (1950) s.567-569; talen Si diligis, 31.maj 1954: AAS 46 (1954) s.314ff.: PAUL VI, tale til de studerende ved det pavelige universitet Gregorianum, 12.marts 1964: AAS 56 (1964) s.364ff.; 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, n.25: AAS 57 (1965) s.29-31.

Tilbage til tekst

32 Jf. SKT. BONAVENTURA, Itinerarium mentis in Deum, Prol., n.4: "(Ingen) må tro, at læsning uden indvielse, tænkning uden hengivelse, granskning uden ærefrygt, fordybelse uden ildhu, flid uden fromhed, kundskaber uden kærlighed, indsigt uden ydmyghed, nidkærhed uden den guddommelige nådes hjælp og et genskin uden en af Gud inspireret visdom er tilstrækkeligt for ham.": SKT. BONAVENTURA, Opera Omnia, V. Quaracchi 1891, s.296.

Tilbage til tekst

33 Jf. LEO XIII, Rundskr. Providentissimus Deus, 18.november 1893: AAS 26 (1893-1894) s.283.

Tilbage til tekst

34 Jf. DEN PAVELIGE BIBELKOMMISSION, Instructio de Sacra Scriptura recte docenda, 13.maj 1950: AAS 42 (1950) s.502.

Tilbage til tekst

35 Jf. PIUS XII, Rundskr. Humani Generis, 12.august 1950: AAS 42 (1950) s.568ff.: "Gennem studiet af de hellige kilder fornyer den teologiske videnskab sig bestandig, hvorimod erfaringen har lært os, at "spekulationer", hvor man forsømmer at trænge dybere ind i de åbenbarede trosskatte, er ufrugtbare."

Tilbage til tekst

36 Jf. PIUS XII, tale til eleverne på præsteseminarierne, 24.juni 1939: AAS 31 (1939) s.247: "Ved at anbefale den hellige Thomas? lære undertrykker man ikke bestræbelserne for at trænge til bunds i sandheden og udbrede den. Man stimulerer den tværtimod og anviser den en sikker vej." - PAUL VI, tale på det pavelige universitet Gregorianum, 12. marts 1964: AAS (1964) s.365: "(Lærerne) ... skal desuden ærbødigt lytte til kirkelærerne, blandt hvilke Thomas af Aquin indtager førstepladsen. Denne serafiske kirkelærer besidder nemlig så stor en åndskraft, en så stor og oprigtig kærlighed til sandheden, en så stor visdom i den måde, hvorpå han trænger ind i, fremstiller og sammenfatter de højeste sandheder til en gedigen syntese, at hans lære er det mest fyldestgørende redskab, ikke alene når det drejer sig om at underbygge troen med et sikkert grundlag, men også når det drejer sig om sikkert og med udbytte at indhøste frugterne af en sund udvikling." - Jf. desuden Tale til den sjette internationale thomistkongres, 10.september 1965.

Tilbage til tekst

37 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Konst. Om Liturgien, n.7 og 16.

Tilbage til tekst

38 Jf. PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.august 1964: AAS 56 (1964) s.640ff. - 2.VATIKANKONCIL, skema til Pastoral konstit. Kirken i den moderne verden, 1965.

Tilbage til tekst

39 2.VATIKANKONCIL, Konstit. Om Liturgien, n.10, 14, 15, 16. - RITUSKONGREGATIONEN, Instructio ad executionem Constitutionis de sacra Liturgia recte ordinandam, 26.september 1964, n.11 og 12: AAS 56 (1964) s.879ff.

Tilbage til tekst

40 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dekret Om Økumeni, n.1, 9, 10.

Tilbage til tekst

41 Man kan danne sig et fuldkomment billede af hyrden ud fra de nyere pavelige dokumenter, der indgående behandler præsternes liv, uddannelse og vigtigste karaktertræk. Der kan især henvises til: SKT. PIUS X, Formaning til præsterne Haerent animo, S. Pii X Acta IV, s.237ff. - PIUS XI, Rundskr. Ad Catholici Sacerdotii, AAS 28 (1936) s.5ff. - PIUS XII, Apost. formaning Menti Nostrae, AAS 42 (1950) s.657ff. - JOHANNES XXIII, Rundskr. Sacerdotii Nostri primordia: AAS 51 (1959) s.545ff. - PAUL VI, Rundskr. Summi Dei Verbum: AAS 55 (1963) s.979ff. - Man kan endvidere finde mange brudstykker om præsternes uddannelse i rundskrivelserne Mystici Corporis Christi, 1943 (dansk udg. Kristi mystiske Legeme, Sankt Ansgars Forlag 1944; Mediator Dei, 1947; Evangelii Praecones, 1951; Sacra Virginitas, 1954; Musicae sacrae disciplina, 1955; Princeps Pastorum, 1959; samt i den apostoliske konstitution Sedes Sapientiae, 1956, til ordenspræsterne.

Tilbage til tekst

42 Angående standens betydning som følge af løfter om at overholde de evangeliske råd, jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, kap. VI; Dekret Om ordenslivets fornyelse.

Tilbage til tekst

43 PAUL VI, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.august 1964: AAS 56 (1964) passim, især s.635ff. og 640ff. - 2.VATIKANKONCIL, skemaet til Pastoral konstit. Om Kirken i den moderne verden (1965).

Tilbage til tekst

44 Jf. især JOHANNES XXIII, Rundskr. Mater et Magistra, 15.maj 1961: AAS 53 (1961) s.401ff.; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961.

Tilbage til tekst

45 Jf. først og fremmest 2.VATIKANKONCIL, skemaet til Dekret Lægfolkets apostolat, 1965, n.25 og 30.

Tilbage til tekst

46 Jf. 2.VATIKANKONCIL, Dogm. konst. Om Kirken, n.17. - Skema til Dekret Om kirkens missionsvirksomhed, 1965, især n.36 og 37.

Tilbage til tekst

47 Talrige pavelige dokumenter advarer mod faren for under udøvelsen af det pastorale arbejde at glemme det overnaturlige mål og for i hvert fald i praksis at lægge meget ringe vægt på de overnaturlige hjælpemidler; jf. især de i note 41 anførte dokumenter.

Tilbage til tekst

48 I de seneste pavelige dokumenter understreges især den særlige omsorg, man bør have for de nye præster. Man kan her især henvise til: PIUS XII, Motu Proprio Quandoquidem, 2.april 1949: AAS 41 (1949) s.165-167. - ID., Apost. formaning Menti Nostrae, 23.september 1950: AAS 42 (1950). - ID., Apost. konstit. (for ordensfolkene) Sedes Sapientiae, 31.maj 1956 og de dertil hørende almindelige statutter. - ID., Tale til præsterne ved Instituttet for pastoralt arbejde i Barcelona, 14.juni 1957: Discorsi e Radiomessaggi, XIX, s.271-273. - PAUL VI, tale til præsterne ved instituttet Gian Matteo Geberti i bispedømmet Verona, 11.marts 1964.