Tidebøn

Bibelen siger ikke bare at vi skal bede, men den giver os også ord til vores bøn. Det hedder om de første kristne, der hver dag mødtes de i Helligdommen for at bede, at de holdt fast ved bønnerne (ApG 1,14)... De bønner der her er tale om, er Salmerne og de hymner, som vi finder i Det gamle Testamente.

De kristne fortsatte denne tradition. Og siden apostlenes dage har kristne bedt Salmerne på bestemte tider af døgnet - deraf navnet Tidebønner.

"Syv gange daglige lover jeg dig", står der i Sl. 119, altså bad man syv gange dagligt. I Oldkirken fandt man denne form for bøn så vigtig, at dåbskandidater blev indført i den som en del af forberedelse til dåben.

Også i dag beder kristne verden over tidebønner. Når jeg om morgenen beder laudes - morgenbønnen - ved jeg, at millioner før mig har bedt de samme Salmer og bønner, og at andre millioner vil bede dem efter mig, altså at jeg er med i et verdensomspændende bønsfællesskab.

Men jeg er også med i et andet og endnu dybere bønsfællesskab. Jesus har jo regelmæssigt bedt de samme bønner. Det betyder at Salmens jeg er blevet Jesu Jeg. Når jeg beder hvilken som helst Salme kan jeg tilslutte mit lille jeg til Hans Jeg, bede bønnen sammen med Jesus.

At tidebøn er en berigelse af ens personlige bønsliv er vel ikke så mærkeligt, når man via denne bønsform kommer gennem Salmernes bog. Dem som har bedt disse bønner igennem flere år kommer efterhånden til at lærer dem udenad.