A - Helgenleksikon

 

ADALBERT AF PRAG

biskop og martyr. Født i Bøhmen ca. 956. Død 997 i Pommern. Festdag 23. april. Adalbert blev døbt Voytech, men tog navn efter sin lærer i Magdeburg, Skt. Adalbert. Han blev biskop af Prag, før han var fyldt tredive, men de pastorale og politiske vanskeligheder var så store, at han i 990 i fortvivlelse trak sig tilbage til Rom. Pave Johannes XV sendte ham tilbage til hans bispedømme, hvor han grundlagde det store abbedi i Brevnov. Adelen modarbejdede ham dog stadig i hans embedsførelse, og han trak sig atter tilbage til Rom. Til sidst blev det klart, at der ikke var noget håb om, at han kunne arbejde uforstyrret i Prag, og han fik da tilladelse til at koncentrere sin opmærksomhed om de hedenske prøjsere i Pommern. Her havde han dog heller ikke medgang. Ikke desto mindre fortsatte han og hans ledsagere deres mission, og de blev til sidst myrdet, måske i nærheden af Kønigsberg. På trods af sin skuffende løbebane synes Skt. Adalbert at have haft stor indflydelse. Han var en ven af kejser Otto III, og han tilskyndede til mission blandt magyarerne i Ungarn. Hans kult blev meget udbredt i Centraleuropa. For sit eget vedkommende var Adalbert influeret af idealerne fra det store kloster i Cluny.

 

AGATHE

jomfru og martyr. 3. århundrede (?). Festdag 5. februar. Det er sikkert, at en jomfru og martyr ved navn Agathe meget tidligt blev dyrket i egnen omkring Catania på Sicilien, men derudover vides intet om hende. Den helt upålidelige legende, der med talrige variationer er opstået omkring hendes person, beretter, at hun kom af en fornem familie og blev efterstræbt af en mand af senatorrang ved navn Quintian. Da hun afviste ham, retsforfulgte han hende som kristen. Efter at være blevet overgivet til en kvinde, der forgæves søgte at fordærve hende, blev Agathe mishandlet på forskellig vis, og det fortælles, at apostlen Peter ved en bestemt lejlighed viste sig for hende i et syn og helbredte hendes sår. Hun døde dog til sidst af sine lidelser. Blandt de grusomheder, der skal være overgået Skt. Agathe, fortælles det, at hendes bryster blev skåret af, og som et lidt ejendommeligt resultat heraf fremstilles hun ofte i kunsten som bærende dem på et fad. Brysterne kan forveksles med klokker, og det har ført til, at Skt. Agathe blev skytshelgen for klokkestøbere. På samme måde har deres lighed med runde landbrød åbenbart forårsaget den skik, der nogle steder praktiseres, at velsigne brød i kirken på hendes festdag.

 

AGNES

jomfru og martyr. Død ca. 304 (?). Festdag 21. januar. Skt. Agnes er ubestrideligt en af de mest berømte romerske martyrer, og det er derfor skuffende, at så lidt vides om hende med sikkerhed. Der er dog ingen tvivl om, at hun led martyrdøden i Rom og blev begravet på kirkegården ved Via Nomentana. På dette sted blev der år 350 bygget en kirke, og hendes navn og festdag optræder i et martyrologium fra 354. Siden er der skrevet meget om hende, heriblandt pave Damasus' berømte gravskrift. Desværre er det tydeligt fra de mange modstridende oplysninger i disse tidlige vidnesbyrd, at overleveringen om Skt. Agnes og hendes liv ikke længere stod særligt klar. Et kvalificeret forsøg på at rekonstruere hendes historie ud fra det foreliggende - men utilfredsstillende - materiale kan sammenfattes således: Agnes var en ganske ung pige. Hun nægtede at indgå ægteskab og viede i stedet sin jomfruelighed til Gud. Da der udbrød kristenforfølgelser, forlod hun sit hjem og overgav sig frivilligt til martyriet. Hun modstod alle trusler og blev henrettet ved at få halsen gennemboret (en almindelig romersk henrettelsesmåde). En sådan forholdsvis enkel begivenhedsrække rummer rimeligvis større sandhed end overdrivelserne i senere beretninger. Der er almindelig enighed om, at Skt. Agnes var meget ung, formodentlig kun tolv eller tretten år, og hvis hendes relikvier i Rom er ægte, hvad kompetente arkæologer anser for sandsynligt, så bekræfter de hendes alder. Hendes attribut inden for kunsten er et lam (lat. agnus). På hendes festdag velsignes hvide lam og deres uld væves af nonnerne i Sta Agnese-klostret i Rom til pallia dvs. hvide skulderbånd med indvævede kors, der bruges som værdighedstegn til ærkebiskopper.

 

ALACOQUE, MARGRETHE MARIA 

- se Margrethe Maria Alacoque.

 

ALBAN

martyr. Død i Verulamium ca. 209 (?). Festdag 22. juni. Skt. Alban fejres som Englands første martyr. Den først kendte omtale af ham, der optræder i Skt. Germanus af Auxerres levnedsbeskrivelse fra det 5. århundrede, og Gildas, der skriver omkring år 540, beretter essensen af hans legende: Alban var brite af romersk oprindelse og boede i Verulamium, der i dag er byen St. Albans. Under Diocletians forfølgelser gav han husly til en kristen på flugt. Alban blev selv arresteret og henrettet under mange jærtegn. Beda giver en udførlig beretning om, hvordan han blev halshugget og de mange tegn fra Himlen i den forbindelse. Der er tradition for, at martyriet skal have fundet sted på Holmhurst Hill, hvor også en kirke og en helligdom var opført på Bedas tid. Det store Skt. Albans Abbedi blev bygget senere på samme sted. Dele af legenden er helt oplagt utroværdige, og datoen for Skt. Albans død er meget omdiskuteret. Den seneste videnskabelige undersøgelse, der benytter sig af Torino-manuskriptet "Passio Albani", tidsfæster hans martyrium til år 209. I Danmark er hans navn særligt knyttet til Odense, fordi Knud den Hellige bragte hans relikvier dertil. Den katolske kirke i Odense er opkaldt efter ham.

 

ALBERT DEN STORE

biskop og kirkelærer. Født i Schwaben 1206. Død i Køln 1280. Kanoniseret 1931. Festdag 15. november. Han læste ved universitetet i Padua og sluttede sig derefter, mod sin adelige families ønske, til den af Skt. Dominikus nyligt grundlagte Prædikeorden (dominikanerne). Han forelæste i adskillige tyske klostre og erhvervede sin magistergrad i teologi i Paris i 1244. Fra 1248 opholdt han sig mest i Køln,. hvor han underviste og havde Thomas af Aquin blandt sine elever i 4 år. Efter i nogen tid at have været professor i Den hellige Skrift i Rom, var han med til at tilrettelægge studier for hele Dominikanerordenen. I 1260 blev Albert udnævnt til biskop af Regensburg, men han trak sig to år senere tilbage, overbevist om, at han kunne gøre bedre gavn som universitetslærer. I de sidste tolv år af sit liv underviste han i teologi i Køln og blev kun afbrudt i 1274 af det økumeniske koncil i Lyon, som han tog aktiv del i. Skt. Albert kaldes ikke for ingenting "den universelle lærer". Hans værk er både omfattende og omfangsrigt. Det indbefatter såvel bibelske og teologiske arbejder og prædikener som afhandlinger om logik, metafysik, etik og naturvidenskab. Han interesserede sig for alt lige fra fysik, astronomi, kemi og biologi til menneskelig og animalsk fysiologi, geografi, geologi og botanik. Særligt har han dog gjort sig bemærket for sin erkendelse af den menneskelige fornufts autonomi inden for sin egen sfære, af værdien af den viden der erfares gennem sanserne og værdien af Aristoteles' filosofi i bestræbelserne på at systematisere teologien. Senere udviklede Thomas af Aquin hans syntese til fuldkommenhed. Skt. Albert blev kanoniseret ved, at pave Pius XI indskrev ham blandt kirkelærerne i 1931. Han blev tillige udnævnt til skytshelgen for forskere inden for naturvidenskaben, thi han har, udtalte paven "den sjældne og gudgivne gave: et fremragende videnskabeligt instinkt...han er netop en helgen, hvis eksempel burde anspore vor tid".

 

ALFONS LIGUORI

biskop og kirkelærer, redemptoristernes ordensstifter. Født i nærheden af Napoli 1696. Død 1787. Kanoniseret 1839. Festdag 1. august. Alfons var en lovende ung advokat, som i 1723, efter at have tabt en vigtig sag, opgav juraen for at blive præst. Han arbejdede som missionær i Napoli og omegn og blev en kendt prædikant. I 1732 samlede han i Scala en gruppe missionærer med særligt henblik på mission i landdistrikterne. Dette var starten på den præste-kongregation, der er kendt som Redemptoristerne. Allerede i dens første tid var den dog hæmmet af indre stridigheder. I 1748 offentliggjorde Liguori den første udgave af sine moral-teologiske arbejder, der senere blev så berømte, at hans andre værker kom til at stå lidt i skyggen af dem. Han fortsatte dog livet igennem med at skrive.

I 1762 blev han udnævnt til biskop af Sant' Agata dei Goti, et lille, men vanskeligt bispedømme. I sit pastorale arbejde lagde han særlig vægt på nøgtern og sober prædikekunst, en værdig fejring af messen og på en fast håndtering af uforbederlige lovovertrædere. I de sidste tyve år af sit lange liv plagedes han dels af et dårligt helbred, der påførte ham en permanent deformitet, og dels af angreb på sin undervisning og af uro i redemptorist-kongregationen. I 1775 fik han lov til at trække sig tilbage fra sit bispeembede, kun for at blive udsat for en ny og værre krise blandt redemptoristerne. Alfons blev narret til at underskrive et dokument, der medførte, at kongregationen blev splittet i to. Han blev udelukket af den orden, han selv havde stiftet, og levede ikke længe nok til at se den genforenet. Igennem 18 måneder blev han hjemsøgt af voldsomme åndelige prøvelser og fristelser. Han blev dog i stand til at overvinde dem og døde fredeligt tilbagetrukket i Nocera dei Pagani.

Skt. Alfons påstod engang, at han aldrig havde holdt en prædiken, som ikke selv den mest enfoldige gamle kone kunne forstå. Hans moralteologiske system er på den anden side præget af stor skarpsindighed, og han udsatte sig for anklager for slaphed i sin morallære. I virkeligheden modarbejdede han Jansenismens strenghed og søgte at vinde syndere tilbage ved tålmod og mådehold snarere end at støde dem fra sig med strenghed og frygt. Hans talrige opbyggelige skrifter er både farverige og "blomstrende" i deres sprog og fik stor indflydelse. Nogle af dem er stadig kendt og elsket.

I Danmark har redemptorister sjælesorgen i sognene på Amager, Sydsjælland (Næstved, Vordingborg) og Fyn.

August Reimann: Alfonsus af Liguori. En folkemissionærs liv og virke, Kbh. 1956.

 

ALOYSIUS GONZAGA

jesuit. Født i Lombardiet 1568. Død i Rom 1591. Kanoniseret 1726. Festdag 21. juni. Aloysius (Luigi) Gonzaga, ældste søn af markisen af Castiglione, var af sin far bestemt til at blive soldat. Men den unge mand var oprørt over den vold og det udsvævende liv, han oplevede blandt adelen i Italien og Spanien. Han blev optændt af ønsket om at blive missionær, og som 16-årig besluttede han at indtræde i Jesu Selskab. Hans far blev rasende, men gav i sidste ende Aloysius lov til at påbegynde sit noviciat hos jesuitterne i Rom. Han var den fuldkomne novice, og alt gik glat, indtil der udbrød pest. Jesuitterne åbnede et hospital for de syge, og der arbejdede Aloysius meget hårdt, indtil han blev angrebet af en feber, der ikke ville slippe taget i ham, og som han aldrig kom sig af. Mens han lå syg, blev han plejet af Skt. Robert Bellarmin, der senere bevidnede hans fromhed. Biografierne om ham og hans egne breve og religiøse skrifter giver et billede af en mennesketype, der måske ikke appellerer så meget til en senere tids mennesker fra et anderledes samfund og måske også med en anden religiøs baggrund. Han var dog stærk nok til at slippe uskadt gennem farerne under sin opvækst, og da der skulle mægles i en voldsom strid mellem hans bror og hertugen af Mantua, var det Aloysius, man sendte bud efter.

I denne sammenhæng skulle man nok også nævne to andre jesuiterhelgener, hvis liv og karakter minder om Aloysius', nemlig polakken Skt. Stanislas Kostka (1550-1568), der fejres 13. november, og Skt. Johannes Berchmanns (1599-1621) fra Brabant, der fejres 26. november.

C.C. Martindale: Sankt Aloysius, Kbh. 1944.

 

AMBROSIUS

biskop, kirkefader og -lærer. Født i Trier ca. 339. Død i Milano 4. april 397. Festdag 7. december (dagen for hans bispevielse). Han var søn af en prætorian-præfekt fra Gallien. Ca. år 370 blev han, mens han arbejdede som advokat i Rom, udnævnt til guvernør over provinsen Aemilia og Liguria, hvis hovedstad var Milano. Da Milanos bispesæde blev ledigt i 374, blev Ambrosius valgt til biskop med stor folkelig tilslutning. Han modtog dog sit embede nødtvungent, for på det tidspunkt var han kun katekumen og endnu ikke døbt, men folket trængte på og inden for en uge blev han både døbt og bispeviet. Han delte sine penge blandt de fattige og gav sin ejendom til Kirken. En god del af natten tilbragte han med studium og bøn. Ved morgengry læste han messen og satte sig til sit arbejdsbord. Men hans dør var åben for alle, og når han hørte skriftemål, græd han med synderne. Han var mild og trængte dog igennem.

Bispeembedet var et meget stort ansvar. Milano var på den tid det administrative centrum for hele den vestlige del af romerriget. Den stedlige biskop ville uvægerligt blive indblandet i politik og ville komme til at stå over for alvorlige problemer. Der var en bølge af konvertitter, der skulle undervises, men hedenskabet var endnu meget udbredt, og mange kristne var tilhængere af arianismen, der fik støtte fra højeste sted. En gruppe senatorer forsøgte at få en statue af sejrsgudinden tilbagegivet til senatsbygningen i Rom. Ambrosius modsatte sig det og overtalte den unge kejser Valentinian II til ikke at give sin tilladelse. Kejserinde Justina, der besad regeringsmagten, befalede ham at overlade en bygning til arianerne som kirke, men Ambrosius sagde nej. I Saloniki var den romerske guvernør blevet dræbt af oprørere i år 390, og kejser Theodosius I beordrede som gengæld en massakre af uhyrlig grusomhed. Ambrosius skrev til ham, nægtede ham adgang til kirken og pålagde ham offentlig bod i sæk og aske. Kejseren, der elskede ham som en far, adlød. Og menigheden, som overværede det, beundrede kejseren og elskede biskoppen for dette oprigtige opgør mellem rigets to førende mænd. Ambrosius handlede altid ud fra et princip, han selv havde formuleret: "Kejseren er i Kirken, ikke over den". Kejser Theodosius gjorde kristendommen til statsreligion i 380.

En begivenhed af større rækkevidde fandt sted i efteråret 386, da Augustin, senere biskop af Hippo, kom til Milano fra Afrika og efter seks måneder blev døbt af Skt. Ambrosius.

Ambrosius regnes blandt Kirkens fire store latinske kirkelærere sammen med Augustin, Hieronymus og Gregor den Store. Hans undervisning blev, som det sømmer sig for en biskop, i højere grad givet i form af prædikener end af lærde afhandlinger. Hans vigtigste opgave var ikke hos kejser eller teologer, men hos folket, og hans prædikener var meget konkrete. Hans dogmatiske arbejder indbefatter en katekismus (De mysteriis) for nydøbte om dåben, firmelsen og eukaristien, og hans få breve er værdifuld samtidshistorie. Han var den første lærer i Vesten, der med udbytte anvendte salmer som folkeligt middel til lovprisning og fremme af den rette tro. Nogle få har overlevet og bruges stadig (se litt.listen). Det berømte "Te Deum" er dog ikke af ham; den såkaldte Athanasianske Trosbekendelse derimod nok.

Hymner af Ambrosius i Lovsang (Katolsk salmebog) nr. 368, 515, 516.

 

ANDREAS

apostel. 1. århundrede. Festdag 30. november. Andreas var fisker fra Betsaida i Galilæa og den først kaldede af Kristus, til hvem han også førte sin bror Simon, senere kaldet Peter (Mark 1,16-18; Joh 1,40-42). Andreas nævnes flere gange i evangelierne, men senere beretninger om hans liv er meget upålidelige. De forbinder ham med Skytien og Epirus og fortæller, at han led martyrdøden på et kors i Patras i Akaja. Forestillingen om at han døde på et X-formet kors synes ikke at opstå før i senmiddelalderen. Der er intet historisk belæg for påstanden om, at han skulle have været den første biskop i Byzans (Konstantinopel). Skt. Andreas er Skotlands og Ruslands skytshelgen, og hans attribut er det X-formede andreaskors.

 

ANDREAS KIM TAEGON

- se Korea.

 

ANGELA MERICI

jomfru, grundlægger af ursulinerinderne. Født 1474 i Desenzano. Død 1540 i Brescia. Kanoniseret 1807. Festdag 27. januar. Angela Merici var født ved Garda-søens bred og blev tidligt forældreløs. Hun tilsluttede sig Franciskaner-tertiarerne og begyndte at undervise børnene fra sin landsby i katekismus med så vellykket et resultat, at hun blev opfordret til at påtage sig samme arbejde i Brescia. Efter en pilgrimsrejse til Det hellige Land og til Rom fortsatte hun med at undervise i Brescia og senere i Cremona efter at være blevet fordrevet fra Brescia af krig.

I 1535 samledes Angela med en række af sine yngre fæller i Skt. Afra-kirken i Brescia, hvor de besluttede at vie resten af deres liv til Gud og hans tjeneste, særligt til at undervise unge piger. Det var begyndelsen på Skt. Ursulas Orden, den første kvindelige orden med undervisning som sin hovedopgave. I begyndelsen eksisterede der dog intet kommunitetsliv, ingen løfter og ingen ordensdragt. Alt dette blev ikke indført før et kvart århundrede efter Angelas død. I starten foregik meget af undervisningen i børnenes egne hjem. I sin forestilling om et åbent og smidigt samfund af kvinder var Skt. Angela forud for sin tid. Hun nåede kun at lede sit samfund i fire år før sin død. I Danmark har der været Ursulinerinder på Farumgård 1932-65.

Sigrid Undset: Den hellige Angela Merici, i Sigrid Undset: Etapper, Ny række, Oslo 1933.

 

ANNA OG JOAKIM 

- se Joakim.

 

ANSELM

biskop og kirkelærer. Født i Aosta ca. 1033. Død i Canterbury 1109. Kanoniseret 1720. Festdag 21. april. Anselm, søn af en lombardisk adelsmand, er en fremtrædende skikkelse i den engelske Kirkes historie. Efter en rastløs ungdom indtrådte han 1059 i klostret Bec i Normandiet, hvis prior, Lanfranc, forud for ham selv kom til at beklæde ærkebispesædet i Canterbury. I løbet af de følgende 30 år skrev Anselm adskillige af sine meget indflydelsesrige filosofiske og teologiske værker, som i kraft af deres fornuftbegrundede argumentation har givet ham tilnavnet "skolastikkens fader". Hans intellektuelle strenghed mildnedes dog af hans følsomhed og store hjerte. "Jeg vil gerne", skrev han, "forstå lidt af den sandhed, som mit hjerte tror på og elsker. Jeg søger altså ikke at forstå for at kunne tro. Jeg tror, for at jeg skal kunne forstå". I 1078 blev han valgt til abbed i Bec, og i 1093 indvilligede kong William II i at indstille ham til ærkebispesædet i Canterbury.

Fra nu af blev Anselms offentlige fremtræden næsten fuldstændigt bestemt af stridighederne med William II og Henry I om forholdet mellem Kirken og staten. Uenigheden drejede sig blandt andet om Kirkens ret til at vælge biskopper uden indblanding fra kongemagten. William II anstrengte sig meget for at slippe af med sin ærkebiskop, og i 1097 drog Anselm til Rom, hvor han opholdt sig i tre år. I den tid skrev han "Cur Deus Homo", der er et af de kendteste værker om Guds forsoning med verden. Han deltog også i koncilet i Bari og var medvirkende til at fjerne tvivlen hos de græske biskopper i Syditalien om Helligånden som udgående fra både Faderen og Sønnen (filioque-striden). Da Henry I kom på tronen, vendte Anselm tilbage til England, men Henry tiltog sig hurtigt rettigheder over for biskopper og abbeder, som Rom ikke kunne anerkende, og Anselm måtte atter drage i eksil i udlandet fra 1103 til 1107. Som hyrde opmuntrede han til præstevielse af indfødte englændere og pålagde dem cølibat. Han støttede Skt. Wulfstan i dennes modstand mod slaveri, og han genindførte festerne for nogle engelske helgener, som hans forgænger Lanfranc havde afskaffet. Som statsmand var han mindre heldig. Det var i klostret og ikke ved hoffet, han følte sig hjemme, og både fra hændelser i hans liv og fra hans skrifter ved vi, at han havde et vindende væsen. Dante nævner ham i "Paradiset" blandt ånderne af lys og styrke i Solens sfære. Anselm blev kanoniseret, idet han indførtes blandt kirkelærerne af pave Clemens XI i 1720. I kunsten er hans attribut et skib.

Anselm af Canterbury: Hvorfor Gud blev menneske. Overs. til dansk af Johs. Thulstrup, Kbh. 1978.

 

ANSGAR

Nordens apostel, Kirkens værnehelgen i Danmark. Født i nærheden af Amiens i 801. Død i Bremen 3. februar 865. Skrinlæggelse 9. september, et eller to år senere. Festdag 3. februar (fejres i Danmark sidste søndag i januar). Ansgar mistede sin mor som 5-årig og kom derfor på benediktinernes klosterskole i Corbie i Nordfrankrig. Kun 12 år gammel indtrådte han og tidligt blev han også lærer ved skolen. I 823 blev han forflyttet til en ny grundlæggelse ved Weserflodens bred: Ny Korvey. Ved samme tid forkyndte ærkebiskop Ebo af Reims, som af paven var gjort til legat for Norden, evangeliet i Danmark, men uden nævneværdigt resultat. I 826 drog Ansgar til Jylland sammen med den landflygtige danske delkonge Harald Klak, der med sin hustru og 400 danskere havde modtaget dåben hos kejser Ludvig den Fromme i Mainz. Med sig havde han munken Autbert, og beskyttet af kongen forkyndte de evangeliet og grundlagde en lille drengeskole i Hedeby (nær det senere Slesvig). Kong Harald blev dog fordrevet igen; Autbert blev syg og døde snart efter i Korvey; og også Ansgar vendte tilbage til klostret.

Imidlertid modtog kejser Ludvig i 829 bud fra kong Bjørn i Birka (Björkö) i Mälaren: Der var mange i det svenske folk, som ønskede at antage den kristne religion, og deres konge var venlig stemt mod den og ville gerne give præster lov til at tage ophold blandt dem, når kejseren blot ville være så nådig at sende dem dygtige prædikanter. Abbeden i Korvey foreslog igen Ansgar, og denne erklærede sig villig "for Kristi navns skyld". Sammen med munken Vitmar indskibede de sig til Sverige, men blev overfaldet af sørøvere undervejs og udplyndret, også for gaver til den svenske konge og for 40 bøger til kirkeligt brug. De reddede sig i land og måtte nu møjsommeligt begive sig gennem skove og uvejsomme steder for at nå frem til kong Bjørn i Birka. Det var sandsynligvis i foråret 830. Her fik de en nådig modtagelse og tilladelse til frit at forkynde evangeliet. Nogle købmænd og slaver var allerede kristne; andre lod sig døbe, deriblandt kongens høvedsmand Hergeir, der byggede en kirke på sin grund.

Efter halvandet år vendte de to missionærer hjem for at aflægge beretning til kejser Ludvig. Til støtte for de nordiske missioner oprettedes nu et ærkebispesæde i Hamburg, hvortil Ansgar kaldtes. Han blev bispeviet i 831 og rejste til Rom for at blive indsat som ærkebiskop i Hamburg af paven. Gregor IV overrakte ham palliet, tegnet på den ærkebiskoppelige værdighed (se Skt. Agnes), med mission blandt svenskerne, danskerne og slaverne som hans særlige opgave. Derefter delte Ansgar og ærkebiskop Ebo områderne mellem sig, således at Ansgar fik tildelt Danmark, mens ærkebiskop Ebo udnævnte sin søstersøn Gautbert til missionsbiskop for Sverige. På Birka kom det imidlertid til en voldsom hedensk reaktion - en optakt til vikingetidens store periode, der rystede den nyetablerede skrøbelige kristendom i dens grundvold. Gautbert blev udplyndret og fordrevet, hans fælle Nithard led martyrdøden (den første martyr i Sverige, man har kendskab til), og kirken reves ned. I Nordtyskland blev Hamburg nedbrændt af kong Hårik og hans danske vikinger i 845. Et par år efter fik Ansgar af pave Nikolaus I overdraget sædet i Bremen, hvortil blev føjet hans gamle stift Hamburg det følgende år. Herefter var Ansgar ærkebiskop af Hamburg-Bremen indtil sin død.

Også i Danmark var der opstået en hedensk reaktion, men Ansgar vandt kong Hårik for sig og fik tilladelse til at bygge den første kristne kirke her. Kirken blev rejst i Hedeby og indviet til Guds Moder, og en præst tog sig af den lille menighed som efterhånden voksede op. I mellemtiden var ærkebiskop Ebo død, og o. 850 tog Ansgar på sin anden rejse til Birka, forsynet med varme anbefalinger fra kong Hårik. Han opnåede tilladelse til at prædike og døbe og efterlod sin ledsager som præst der. På tilbagerejsen aflagde han besøg i Danmark og fik rejst en kirke i Ribe med en præst knyttet til. Hedeby og Ribe blev således vigtige støttepunkter for hans mission nordpå. Derefter vendte han tilbage til Bremen.

Hjemme i sit stift oprettede han både klostre og hospitaler, løskøbte fanger fra vikingernes slavehandel, tog sig med stor kærlighed af de fattige og virkede ivrigt for at udbrede den kristne tro og kultur. Her skrev han også sin biografi om Bremens første biskop, Skt. Willehad, som var død i 789. Selv døde Skt. Ansgar 3. februar 865 og blev begravet i Bremens domkirke. Snart blev han æret som helgen, og biskoppen, formentlig Ansgars efterfølger i embedet Rimbert, som han selv havde udpeget, lagde hans relikvier i skrin og erklærede højtideligt, at han nu også fremover kunne fejres på sin dødsdag. Hermed var han helgenkåret (en pavelig kanonisation var i den ældre middelalder endnu ikke på tale). Få år efter, o. 870, forfattede ærkebiskop Rimbert hans biografi: Vita Anscarii, som er oversat til dansk.

Skt. Ansgars virke i Danmark og Sverige har ikke sat mange spor. I Sverige døde Birka-missionen ud med ærkebiskop Unnes den 17. september 936 (den første dato i svensk historie), og landet sank tilbage i hedenskab. Først hundrede år senere genoptoges arbejdet, nu mest af engelske missionærer, fremfor alt Skt. Sigfrid, biskop af Växjö, og denne gang med varigt resultat.

I Danmark slog kristendommen først an som officiel statsreligion o. 960 med Harald Blåtand, "som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne". Denne indskrift på Jellinge-stenen er blevet kaldt Danmarks dåbsattest. Men hermed var Danmark og Norge endnu langt fra kristnet (se Olav den Hellige og Knud den Hellige). Skt. Ansgars personlighed derimod, som er så vel bevidnet af hans ven og efterfølger ærkebiskop Rimbert, står stærkt den dag i dag.

Martin af Tours, som var fra Amiens ligesom Ansgar selv, var hans store forbillede. Også Skt. Ansgar synes at have levet i en frugtbar spænding mellem bod og bøn og apostolisk indsats: Faste på vand og brød, når helbredet tillod det, ellers mådehold; flid og en sund, radikal syndserkendelse gav rum for udholdende bøn - og drømme og syner fulgte ham livet igennem. I sit psalter føjede han korte personlige bønner til hver salme han bad, en praksis der borgede for den personlige tilegnelse og som bredte sig til hans omgivelser. Men bøn og meditation drev ham også ud i en modig og generøs missionsindsats. Han brændte efter at forkynde evangeliet og viste en stor forkærlighed for de fattige. "Han er den bedste mand jeg i mit liv har set", skrev kong Hårik (som brændte Hamburg) til den svenske konge; "hans lige i troskab har jeg aldrig truffet blandt mennesker". Han var også undergører, helbredte mange syge med bøn og salvning med olie. Men i alt dette var han ubestikkelig sand, så da nogen engang skamroste ham for de mirakler, han gjorde, var hans svar: "Hvis Gud skulle udvælge mig til at udføre sådanne ting, da ville jeg blot bede ham om et eneste mirakel, nemlig at han med sin magt ville gøre mig til et godt menneske".

Boken om Ansgar, Stockholm 1986; Rimbert: Ansgars Levned, Kbh. 1926.

 

ANTONIUS

abbed og eneboer. Født i nærheden af Memphis ca. 251. Død på Kolzim-bjerget år 356. Festdag 17. januar. Skt. Antonius anses for klostervæsenets grundlægger, fordi han samlede eneboere i løse fællesskaber og udøvede en vis autoritet over dem, skønt han selv tilbragte størstedelen af sit lange liv mere eller mindre i ensomhed. Da han var omkring tyve år, slog han sig ned på forskellige steder i nærheden af sin hjemegn i det sydlige Ægypten, hvor han bad, studerede og arbejdede med sine hænder for at tjene til livets ophold. Han gennemlevede voldsomme fristelser af både fysisk og åndelig art; men han overvandt dem, og snart begyndte disciple at samles om ham. Ca. år 312 drog han længere mod vest og tog ophold i en hule på Kolzim-bjerget nær ved Det røde Havs nord-vestlige hjørne; det blev hans hjem for resten af livet.

Skt. Antonius blev opsøgt af alle slags mennesker, der ønskede hans råd eller blot var nysgerrige, og fra tid til anden besøgte han selv sine disciple i deres eneboerhytter. Mod slutningen af sit liv drog han til Alexandria for at prædike mod arianismen. Hvis hans dødsår er korrekt, var han over et hundrede år gammel og i øvrigt ved godt helbred, da han døde. Vi ved en hel del om Skt. Antonius, fordi hans biografi, skrevet af hans gode bekendt Skt. Athanasius, har overlevet til vor tid.

Munkene i ørkenen var undertiden ofre for både hysteri og fanatisme, men det gjaldt ikke Skt. Antonius. Han var bemærkelsesværdig afdæmpet for sin tid og et meget klogt menneske, hvis asketiske liv fuldt bevidst var rettet mod at tjene Gud stadig bedre. Både før og efter hans død var hans indflydelse meget stor, og han dyrkedes overalt i den kristne verden.

"Ørkenfædrene", som Skt. Antonius er den klassiske repræsentant for, slog sig ned på mere eller mindre afsides steder i hytter, huler eller forladte bygninger. De underkastede sig streng legemlig og åndelig disciplin i forsøget på at tjene Gud i et liv præget af bøn og meditation, askese og fysisk arbejde. Det sidstnævnte nødvendiggjordes af behovet for blot at opretholde livet og bestod bl.a. i fletning af kurve og måtter af palmeblade. Mange forfattere (og malere) har hæftet sig ved de mindre tiltrækkende sider ved en sådan tilværelse, som f. eks. tøjlesløst selvplageri, kapløb om at faste mest muligt og andet hysteri. Men ørkenfædrenes liv frembragte også helstøbte skikkelser af imponerende visdom, kendetegnet bl.a. ved stor indsigt i den menneskelige psykologi og evne til at udtrykke den indsigt i ord. Skt. Antonius' attribut inden for kunsten er en gris og en klokke, men grisen, der optræder i hans fristelser, er det mest populære.

Den hellige Antonius' Liv (af Athanasius) og andre skrifter om munke og helgener i Ægypten, Palæstina og Syrien, Kbh. 1955.

 

ANTONIUS AF PADUA

franciskanerpræst og kirkelærer. Født ca. 1193 i Lissabon. Død 1231 nær Padua. Kanoniseret 1232. Festdag 13. juni. Indtil sit 25. år var Antonius sækularkannik i sit hjemland Portugal og studerede i Coimbra. Optændt af ønsket om at blive missionær - og måske også martyr - indtrådte han i Franciskanerordenen og blev sendt ud for at arbejde blandt muslimerne i Marokko. Hans helbred svigtede ham dog, og han måtte vende tilbage til Europa, hvor han en tid boede i et kloster nær Forli i Italien. Han blev hurtigt kendt som en fremragende prædikant, og i ni år prædikede han, samtidig med at han også virkede som lærer og med andre opgaver for sin orden i Italien og Frankrig. Han havde et fremragende bibelkendskab, og hans prædikener gjorde indtryk på både læg og lærd, hvad enten han talte om den rette levevis eller prædikede mod falske doktriner. Han blev begravet i Padua, hvor hans grav regnes for en helligdom, og han siges at have udvirket mange mirakler. De statuer, som oftest ses af Skt. Antonius, viser ham som en noget følelsesfuld ung mand, der bærer Jesusbarnet og en lilje, men de yder ham ikke fuld retfærdighed. Han var stærk og frygtløs, nådesløs over for dem, der undertrykte de forsvarsløse, og mod præsters slette levned, og han gik hele sit liv løs på alt kætteri. Mange af hans prædikener har overlevet, og på grund af dem og hans ry som forsker og bibelkyndig regner den romersk-katolske Kirke ham blandt kirkelærerne.

C.M. Antony: Sankt Antonius af Padua, Kbh. 1916.

 

ANTONIUS ZACHARIA 

- se Cajetan.

 

ATHANASIUS

biskop, kirkefader og -lærer. Født ca. 296 i Alexandria. Død 373 sammesteds. Festdag 2. maj. Endnu mens han kun var diakon, ledsagede Athanasius sin biskop til det første koncil i Nicæa i 325, hvor det arianske kætteri blev fordømt, og tre år senere blev han selv valgt til biskop af Alexandria. Han ledede Kirken i Alexandria i 46 år, af hvilke han tilbragte mere end 17 i eksil på grund af sin kraftige modstand mod udbredelsen af arianismen, der støttedes af nogle af kejserne. Han blev først forvist til Trier i 335, men fik tilladelse til at vende hjem i 337, for blot to år senere atter at blive forvist. Denne gang drog han til Rom, hvor han opholdt sig i syv år.

Tiden fra 346 til 356 var stort set den fredeligste periode i hans liv, og nogle af hans vigtigste værker stammer fra denne tid. Men kejser Constantius var fast besluttet på at få ham afsat og sendte soldater ud for at arrestere ham. Athanasius skjulte sig i ørkenen og fortsatte med at lede sin menighed derfra, indtil Constantius døde i 361. Herefter kom der endnu to korte eksilperioder, men fra 366 kunne han lede sin Kirke i fred indtil sin død. Han koncentrerede sig om at udbedre de skader, de mange år med stridigheder og uro havde forvoldt, og han kunne uforstyrret skrive og prædike igen.

Skt. Athanasius var fysisk en lille mand, men åndeligt en kæmpe. Den engelske teolog og kardinal John Henry Newman har sagt, at i den urolige tid efter koncilet i Nicæa var det lægfolket - ikke biskopperne - der fastholdt den rette tro. Der var naturligvis undtagelser fra reglen, og en af dem var Athanasius. Netop Newman har skrevet om ham, at han var "en usædvanlig mand... et vigtigt redskab efter aposteltiden til udbredelse og bevarelse af kristendommens hellige sandheder".

Ud over sine teologiske afhandlinger og sin polemik mod arianerne skrev Athanasius adskillige værker af historisk værdi, bl.a. den hellige eneboer Antonius' liv, og bibelkommentarer med særlig henblik på salmerne. Ligeledes er nogle af hans breve bevaret. Han er dog ikke forfatteren til den trosbekendelse, der bærer hans navn. En munk i det 8. århundrede skrev: "Hvis du opdager en bog af Athanasius og ikke har noget papir at afskrive den på, så skriv den på dine skjorter". Skt. Athanasius er den ene af de fire store græske kirkefædre, som også omfatter Basilius den Store, Johannes Chrysostomos og Gregor af Nazianz.

Athanasius den Store: Ungdomsskrifter: Gjenmæle mod Hedenskabet og Om Ordets Manddom og Legemlighed. Overs. af C.A.H. Muus, Kbh. 1877.

 

AUGUSTIN

biskop, kirkefader og -lærer. Født 354 i Numidien. Død 430 i Hippo. Festdag 28. august. Denne store latinske kirkelærer kom fra Tagaste i det nuværende Algeriet. Hans far var hedning, men hans mor, Skt. Monica var kristen, og som sådan blev han opdraget, skønt han ikke var døbt. Som 16-årig blev han sendt til Kartago for at afslutte sin uddannelse. Her mødte han en ung kvinde, som han levede sammen med de næste 14 år; de fik sønnen Adeodatus, som han hele livet elskede højt. Da Augustin havde afsluttet sine studier, fandt han det vanskeligt at slå sig til tåls med blot at undervise. Han søgte en dybere mening med sin tilværelse og var i lang tid tiltrukket af manikæismen. I 383 drog han til Rom for at forelæse og fik kort efter en ansættelse i Milano, hvor han blev stærkt influeret af både nyplatonismen og Skt. Ambrosius' prædikener. Han gennemlevede en række smertelige indre konflikter i valget mellem hæder, rigdom, ægteskab på den ene side og et liv viet fuldstændigt og umiddelbart til Gud på den anden. Den endelige beslutning tog han i en have, hvor han læste i Pauli breve og hans øjne pludselig faldt på Romerbrevet kap. 13, 12-14. Sammen med sin ven juristen Alypius og sin søn Adeodatus blev Augustin døbt påskelørdag 387. Han drog tilbage til Afrika og grundlagde en art klostersamfund. I 391 blev han modvilligt præsteviet i Hippo Regius og fem år senere valgt til biskop dér.

I 34 år var Skt. Augustin en af de mest betydelige biskopper i den kristne Kirkes historie i Nordafrika. Han udøvede sit embede med autoritet uden ønske om personlig vinding og altid præget af omsorg for sin menigheds velfærd. Han levede under en streng klosterregel i kommunitet med sine præster ved domkirken og ledede den daglige gudstjeneste. Han prædikede på alle søndage og helligdage, forberedte katekumener til dåben, sørgede for, at Kirken og de fattige intet manglede og dømte sågar i verdslige anliggender. Og hele tiden skrev han - ikke kun til sine venner eller i en lokal polemik som f. eks. mod donatisterne - men også for et bredere publikum som f. eks. mod manikæerne og pelagianismen. Han forfattede også en større afhandling om Treenigheden og en række skrifter om "nåden". 113 af Augustins bøger og afhandlinger har overlevet til vor tid, over 200 breve og mere end 500 prædikener. To af hans længste værker, hans "Bekendelser", en selvbiografi frem til hans konversion, og "Gudsstaten" (der begge fås på dansk), har fået stor udbredelse også uden for teologers og studerendes kreds. "Gudsstaten" blev affødt af goteren Alariks erobring af Rom i år 410. Mens den romerske civilisation brød sammen i Vesten, sad Skt. Augustin og skrev på sin bog. Senere, da han lå på sit dødsleje i 430, stod vandalerne ved Hippos porte; men netop "Gudsstaten" og den ånd, hvori den er forfattet, har overlevet mange store riger. Augustins store indflydelse på kristen tankegang i Vesten har dog ikke altid været af det gode. Nogle sider af hans værk er blevet fortolket på en måde, der har fremkaldt bitre stridigheder som i tilfældet med jansenisterne. Hans ordensregel er blevet overtaget og bearbejdet af talrige ordener både for mænd og kvinder, især af sækularkanniker og af de munke, der bærer hans navn.

Jørgen Pedersen: Augustin, Kbh. 1965; Augustin: Bekendelser. Oversat af Torben Damsholt, Kbh. 1988; Augustin: Om Guds Stad. Overs. med indledning og noter af Bent Dalsgaard Larsen, bd. 1-5, Kbh. 1984-96; Hubert Messerschmidt: Sankt Augustinus, Kbh. 1921.

 

AUGUSTIN, eller AUSTIN AF CANTERBURY

biskop. Død ca. 605 i Canterbury. Festdag 27. maj. I året 596 udsendte pave Gregor den Store en gruppe på 40 munke, ledet af Augustin, til England for at forkynde evangeliet for hedningerne der. I 597 kom de til Kent, hvor de blev godt modtaget af den stedlige kong Ethelbert, der hurtigt selv blev kristen sammen med mange af sine undersåtter. Augustin drog herefter til Arles, hvor han blev viet til Englands ærkebiskop; han oprettede sit ærkebispesæde i Canterbury, hvor han også grundlagde Peter-og-Paul-klostret (der senere kaldtes Skt. Augustins kloster). Missionen blomstrede fortsat, og kort før sin død oprettede Augustin to nye bispesæder, et i London og et i Rochester. Han havde dog ikke heldet med sig i forsøget på at udstrække sin autoritet til allerede eksisterende kristne i Wales og det sydvestlige England. De herboende briter var mistænksomme og forsigtige folk, og Augustin var måske ikke tilstrækkelig smidig, for de britiske biskopper nægtede at anerkende ham som deres ærkebiskop. Helt fra gammel tid er Skt. Augustin blevet æret som Englands apostel (i modsætning til det romerske Britannien), skønt hans relativt korte virke nødvendigvis måtte indskrænke sig til et begrænset område.

Af Bedas beskrivelse fremgår det, at Augustin var en meget samvittighedsfuld missionær, og Bedas skildring bringer, hvad der angiveligt er pavens svar på Augustins spørgsmål og ønsker om vejledning i hans mission.