K - Helgenleksikon

 

KAMILLUS AF LELLIS

præst, stifter af Kamillianerordenen. Født 1550 i Abruzzerne. Død 1614 i Rom. Kanoniseret 1746. Festdag 14. juli. Fra sit 17. til sit 25. år var Kamillus af Lellis lejesoldat. Fysisk var han en meget stor mand med et heftigt temperament og så lidenskabelig en spillenatur, at han til sidst tabte alt og måtte tage arbejde som bygningsarbejder. I 1575 hørte han en prædiken, der ændrede ham radikalt, og han søgte to gange at blive franciskaner, men blev nødt til at forlade ordenen igen på grund af en ben-lidelse, der fulgte ham resten af livet. Gennem sine egne lidelser blev han opmærksom på andres, og han tilbød sin arbejdskraft til San Giacomo hospitalet i Rom, og nogen tid efter blev han deres regnskabsfører. Denne erfaring åbnede hans øjne for den rystende tilstand, hospitalerne var i, og for sygeplejernes manglende uddannelse og brutalitet. På Skt. Filip Neris råd blev han præsteviet i 1584, efter at han allerede var begyndt at oprette en kongregation af præster og lægbrødre kaldet De Syges Tjenere, der skulle tage sig af de syge på hospitalerne såvel som hjemme.

Før århundredet var til ende, havde Skt. Kamillus åbnet ordenshuse og hospitaler i Napoli og mange andre steder, og han havde udsendt den første samarittertjeneste til brug for soldater i felten. Han insisterede på sådanne nyskabelser som åbne vinduer, tilstrækkelig forplejning og isolation af smittebærere. Hans præster var altid rede til at bistå de døende, og erfaringen havde belært ham om at tage særlige forholdsregler for ikke at komme til at begrave nogen af patienterne levende. Hans eget helbred blev stadigt værre med voksende invaliditet til følge, og i 1607 trådte han tilbage som leder af sin orden. Han fortsatte dog med personligt at besøge hospitalerne og tjene de syge næsten til sin dødsdag. Skt. Kamillus af Lellis er skytshelgen for sygeplejere og syge.

Th. Fritsche: Den hellige Kamillus og hans Orden 1614-1914, Aalborg 1915.

 

KARL BORROMÆUS

biskop og kardinal. Født 1538 nær Lago Maggiore. Død 1584 i Milano. Kanoniseret 1610. Festdag 4. november. I en alder af 22 år blev han, skønt endnu ikke præsteviet, kreeret kardinal af sin onkel, pave Pius IV, og udnævnt til administrator af det ledige ærkebispesæde Milano. Den unge mand var overordentlig bevidst om, hvad Kirken havde behov for på den tid og tog en vigtig del i reformkoncilet i Trient. I 1563 blev han præste- og bispeviet og det følgende år udnævnt til ærkebiskop af Milano. Han indskrænkede sin aristokratiske livsførelse og satte sig for at anvende principperne fra Tridentinerkoncilet i et forsøg på at reformere sit store bispedømme, der havde vældigt behov for det. For at afhjælpe folkets religiøse uvidenhed oprettede han "søndagsskoler". Seminarier blev åbnet med henblik på at uddanne præster, og han insisterede på en værdig fejring af messen. Borromæus gav selv sine præster et eksempel på et godt og uselvisk liv ved at tage sig af de fattige og syge. Han gjorde Kristus til virkelighed i hverdagen, og hans indflydelse strakte sig ud over hans eget bispedømme. Særligt under pesten i 1576 arbejdede han utrætteligt for sin hjord og brugte en stor del af sin formue på at lette deres kår.

Karls kompromisløse reformer blev ikke udført uden modstand, og ikke mindst de lægfolk, hvis forargelige livsførelse han søgte at tøjle med strenge forholdsregler, søgte at få ham fjernet fra hans embede. Et medlem af Humiliaterordenen, som ærkebiskoppen havde forsøgt at lægge en dæmper på, søgte sågar at myrde ham. I sine unge år led Skt. Karl af en talefejl, som han til sidst overvandt, men han var ude af stand til at prædike utvungent. Ikke desto mindre talte han altid med overbevisning og prædikede og belærte konstant på sine visitatser. Han var kun 46 år, da han døde i armene på sin skriftefar. Skt. Karl Borromæus var en fremtrædende skikkelse blandt reformkatolikkerne efter Tridentinerkoncilet og er blevet kaldt "en anden Skt. Ambrosius". Hans strenghed og bydende holdning på visse områder har ikke undgået kritik, men bl.a. hans arbejde med børns religiøse opdragelse og ydmyge tjeneste af syge og nødlidende under sine husbesøg er blevet meget værdsat. Humilitas et Caritas (ydmyghed og kærlighed) stod der i hans bispevåben og han fremstilles gerne med et ciborium i hånden.

 

KARL DEN GODE

greve af Flandern, martyr. Født 1084 i Danmark. Død 1. marts 1127 i Brügge. Saligkåret 1882. Festdag 2. marts. Han var eneste søn af kong Knud den Hellige og hans flamskfødte dronning Edel. Efter kong Knuds martyrium tog dronningen ham med til Flandern, hvor hendes far Robert I var regerende greve. Her fik han en omhyggelig opdragelse og uddannelse, og her forblev han, da hans mor giftede sig igen med en greve af Apulien. Grev Robert I efterfulgtes af sin søn Robert II, som efterfulgtes af sin søn Balduin, og Karl støttede sin fætter med råd og dåd og styrede landet, når Balduin var fraværende i krig. Han ægtede en fransk grevedatter Margrete af Clermont og blev, da Balduin var barnløs, udnævnt til hans efterfølger. Således besteg Knud den Helliges søn Karl Flanderns grevetrone i juni 1119. Ligesom sin far regerede han med stor fasthed, men også med mildhed og stor fromhed. Han blev kendt for sine gaver til de nødlidende, sin daglige messe og daglige bespisning af fattige ved sit bord. Han udryddede overtro og fremmede Kirkens sag. En samtidig historieskriver kalder ham for "Kirkens fader". Det var en lykkelig tid for Flandern, præget af retfærdighed og fred.

To gange fik han et ærefuldt tilbud: at blive konge i Jerusalem (hvortil han havde valfartet på et lille korstog) og kejser i Tyskland. Men han afslog af hensyn til sit eget land, som efter vinteren 1124-25 blev ramt af misvækst og hungersnød. Karl rådede bod herpå, ikke blot ved privat godgørenhed, men også ved sociale foranstaltninger, der skulle sikre befolkningen den nødvendige føde. Hans strenge retfærdighed, uden persons anseelse, skaffede ham både venner og fjender. Til sidst faldt han som offer for en ambitiøs familie, hvis overhoved var provsten ved Skt. Donats kirke i Brügge. De plyndrede og hærgede landet, og da Karl greb ind og straffede provstens søn Burchard, hævnede denne sig ved at dræbe Karl under hans morgenbøn i Skt. Donatskirken. Det var 2. marts 1127. Hans efterfølger på grevskabets trone, Vilhelm af Normandiet, fuldbyrdede straffen over gerningsmændene.

Karl den Godes lig blev bisat i Skt. Donatskirkens kor. 9. februar 1882 stadfæstede pave Leo VIII den kult, der var blevet ham til del i Flandern, ved at saligkåre ham. Og 13. juni 1886 tillod paven, at Karl den Godes fest 2. marts også måtte fejres i alle katolske kirker i Danmark. I den katolske Skt. Albani Kirke i Odense opbevares en lille relikvie af Karl den Gode, udtaget af relikvieskrinet i Brügge i 1907.

 

KATARINA AF ALEXANDRIA

jomfru og martyr. Intet fødsels- eller dødsår. Festdag 25. november. Skt. Katarinas legende er en af de kendteste og mest farverige. Det fortælles, at hun var af ædel byrd, en smuk og lærd jomfru fra Alexandria, der offentligt klagede til kejseren, der hed Maxentius, over afgudsdyrkelsen. Hun blev da konfronteret med halvtreds filosoffer, men pillede alle deres argumenter fra hinanden, og de blev alle brændt levende for deres fiasko. Hun nægtede at afsværge sin tro og gifte sig med kejseren, som derfor lod hende piske i hele to timer og fængslede hende. I cellen bragte en due hende mad, og i et syn så hun Kristus. Man forsøgte at radbrække hende på et hjul med pigge, men det splintredes, og hun forblev uskadt, medens nogle af tilskuerne blev dræbt af flyvende stumper. Hendes standhaftighed bevirkede, at tohundrede soldater blev kristne, hvorefter de øjeblikkeligt blev halshugget. Også Katarina blev til sidst halshugget, mens hun nedkaldte velsignelser over dem, der ville mindes hende, og det var ikke blod, men mælk, der flød fra hendes årer. Hendes legeme blev af engle båret til Sinai-bjerg, hvor det store ortodokse kloster bærer hendes navn, og hvor man fremviser hendes skrin.

Sådan lyder i sammentrængt form den legende, der blev starten på dyrkelsen af Skt. Katarina, en kult der har mange og interessante forgreninger i Øst som i Vest. Der er intet spor af hende i de tidlige martyrfortegnelser, ej heller noget afgørende vidnesbyrd om at hun skulle have eksisteret andre steder end inde i hovedet på den græske forfatter, der først nedskrev, hvad han blot forestillede sig skulle være en opbyggelig historie. Hendes attribut i kunsten er et hjul.

 

KATARINA LABOURÉ

seer. Født 1806 på Cóte d'Or. Død 31. december 1876 i Paris. Kanoniseret 1947. Festdag 28. november. Fra 1831 indtil sin død levede Skt. Katarina som vincentsøster i Paris et liv, der udadtil var helt begivenhedsløst, hvor hun udførte sine enkle pligter og plejede de syge. Hun var en eksemplarisk nonne og praktisk og jordnær af temperament. Mens hun var novice (1830), havde hun haft nogle visioner af Jomfru Maria, og den form, som en af disse tog, blev senere brugt ved udformningen af, hvad der er kendt som den "undergørende medalje". Det er en oval medalje, der på den ene side har et billede af Jomfru Maria stående på jordkloden med en slange under sine fødder og på den anden Jesu og Marias hjerter omgivet af tolv stjerner under et kors og et "M". Alle, der kendte søster Katarina, begreb spontant hendes hellighed.

 

KATARINA AF SIENA

dominikaner-tertiar, kirkelærer, mystiker. Født 1347 (?) i Siena. Død 1380 i Rom. Kanoniseret 1461. Festdag 29. april. Katarina Benincasa var den yngste af en farvers mange børn. Hun var en livlig og køn pige, men hun modstod sine forældres ikke altid lige blide forsøg på at få hende gift. Omkring 1367 blev hun tertiar-søster i Dominikanerordenen, boede hjemme og tilbragte megen tid i bøn. Hun tillægges en lang række "henrykkelser" og andre åndelige oplevelser, der kulminerede i, at hun som Frans af Assisi blev stigmatiseret, dog uden synlige sår. Hun påkaldte sig Sienas opmærksomhed, og en gruppe mennesker, både præster og lægfolk, adelige såvel som jævne folk, gamle og unge, samledes om hende. De udgjorde hendes "familie" eller "flok af disciple", "Caterinati", der fulgte hende på hendes efterfølgende rejser og som sammen med hende forårsagede nogle bemærkelsesværdige omvendelser blandt onde mennesker.

Katarinas involvering i offentlige affærer af større rækkevidde begyndte i 1375, da hun søgte at mægle i den væbnede konflikt mellem Firenze og andre kommuner og Pavestolen. Dette bragte hende til Avignon og pave Gregor XI, som hun indtrængende bad gøre alvor af sit ønske om at forlade Frankrig og vende tilbage til Rom. Det gjorde han, men ved hans død i 1378 satte en rivaliserende pave sig straks op mod efterfølgeren, Urban VI. Således begyndte det "store skisma", der i fyrre år splittede kristenheden i Vesten. Katarina stillede sig på Urbans side og dikterede (for hun havde aldrig lært at skrive) utrætteligt heftige og uforsonlige appeller til kirkelige og verdslige magthavere overalt. Urban kaldte hende til Rom og rådførte sig ofte med hende. Hendes lidenskabelige råd fandt dog ingen støtte, selv ikke blandt medlemmerne af hendes (åndelige) "familie", og hun døde midt i den almindelige tumult.

Skt. Katarina var af samme støbning som Skt. Hildegard og Skt. Birgitta af Sverige (med hvis nære medarbejdere hun stod i forbindelse), men der har nok været en tendens til at overdrive betydningen af hendes politiske og samfundsmæssige engagement. Hendes storhed hvilede i sidste ende på hendes personlige tro og hellighed og på hendes lidenskabelige engagement i hele menneskehedens frelse. Mange af hendes breve har overlevet og kaster meget lys over hendes levende og åbenhjertige personlighed. Hendes breve til pave Gregor udgør en særegen blanding af ærbødighed og ligefrem fortrolighed. Hendes dikterede "Dialoger", der er et ret usystematisk værk, der beskæftiger sig med menneskers religiøse og moralske problemer og ansvar, er en italiensk klassiker. Skt. Katarina blev udnævnt til kirkelærer i 1970.

Johannes Jørgensen: Den hellige Katerina af Siena. 2. gennemsete og rettede udg. Kbh., 1927; Sigrid Undset: Caterina av Siena, Oslo 1951.

 

KATARINA AF VADSTENA

Skt. Birgitta af Vadstenas fjerde barn. Født 1331/32. Død 24. marts 1381. Skrinlæggelse 1. august 1489. Æres offentligt i Norden og i birgittinerklostrene. Festdag 2. august. Hendes liv er nedskrevet af generalkonfessoren ved Vadstena Kloster i begyndelsen af 1400-tallet, på grundlag af klostrets mundtlige tradition. Hun voksede op på forældrenes gård Ulvåsa i Östergötland. En kort tid var hun i klosterskole i Riseberga nonnekloster i Närke. Hun blev i ung alder bortgiftet til den rige og fornemme Egard Lyderson van Kyren, hvem hun overtalte til cølibat-ægteskab. Hun efterfulgte sin mor i dennes asketiske og velgørende liv og opsøgte hende i Rom i 1350, med sin ægtefælles tilladelse. Hendes bror Karl fandt hende overspændt og søgte forgæves at overbevise sin svoger om det. (Karl døde i Neapel, hvor Birgitta med sine forbønner opnåede hans omvendelse). Da Katarina med nogle venner ankom til Rom, var Birgitta på mission i et benediktinerkloster i Norditalien. Birgittas skriftefader Petrus af Skänninge traf imidlertid Katarina og hendes rejseselskab i Peterskirken og førte dem til Birgitta. Da Katarina efter nogle uger i Rom atter ville rejse hjem, overtalte Birgitta hende til at blive "for Kristi skyld"; og skønt Katarina elskede sin mand "højere end sit eget legeme", lod hun sig overtale, støttet af en åbenbaring, Birgitta fik, om hendes mands død.

Imidlertid førte den nye tilværelse Katarina ind i en depression. Hun led af hjemve og af ensomheden i Rom. Birgitta havde indskrænket hendes bevægelsesfrihed på grund af de urolige forhold der. Ung og smuk som Katarina var, havde hun været udsat for overfald og adskillige ægteskabstilbud i den romerske adel, som hun afslog. Mens Birgitta og hendes skriftefader besøgte kirkerne, levede Katarina derfor et liv i ensomhed, fattigdom og selvforsagelse sammen med sin mor. Om natten stod hun ofte op og lagde et tæppe under hendes ryg, fordi Birgitta sov på det bare gulv. Hun fulgte sin mor, i pjalter og laser, også på hendes valfarter i Italien og til det hellige land. Og da Birgitta døde, førte hun, sammen med sin bror Birger og de nærmeste venner, hendes lig til Sverige. I Linköping blev de modtaget af en gammel ven, hendes huslærer fra barndommen: Nikolaus Hermansson. Han var netop blevet valgt til biskop, men med modkandidater, og var derfor inde i en dyb depression. Katarina rev ham ud af den: Han skulle tænke på sit stift. Det gav ham kræfter til at opsøge paven i Avignon, få sit bispevalg bekræftet, og tage fat. (Han blev en from og stærk biskop og døde i helligheds ry). Imidlertid fortsatte Katarina med sin mors kiste til Vadstena, hvortil de ankom 4. juli 1374. De blev modtaget med jubel af de brødre og søstre, der allerede havde påbegyndt et klosterliv dér, efter pave Urban V's godkendelse af ordensreglen. Nu overtog Katarina ledelsen uden videre formaliteter.

Ifølge Birgittas anordninger skulle der være to kommuniteter med hver sin klausur: et for højst 60 nonner og et andet for højst 25 munke. Det var primært nonneklostret, det drejede sig om. Abbedissen havde ledelsen af det hele, men med Petrus fra Skänninge som generalkonfessor og åndelig forstander for munkene. Disse skulle tage sig af gudstjenesterne og sjælesorgen. Kirken skulle være fælles og åben for lægfolk, men med gitre, så de tre kategorier kunne færdes frit uden at komme i berøring med hinanden. Sangen skulle være uden orgel, enkel og værdig. Biskop Nikolaus fra Linköping førte nu protokol over de mirakler, der skete ved Birgittas grav. Og i foråret 1375 rejste Katarina for anden gang til Rom for at få moderens kanonisation gennemført og opnå pavens definitive stadfæstelse af birgittinerordenens regel. Også Katarina tilskrives åbenbaringer, og undere skete også på denne anden Italiensrejse. Hun måtte blive dernede i 5 år. Den 3. december 1378 stadfæstede pave Urban VI ordenens konstitutioner og tillod brugen af dem, også i evt. datterklostre. Med Birgittas kanonisationsproces derimod gik det langsommere. Katarina deltog selv med udførlige vidneberetninger, men de kirkepolitiske uroligheder forsinkede processen indtil 1391, så den kom hun slet ikke til at opleve. I 1380 måtte hun tage hjem. Den sidste tid i Vadstena var hun alvorligt syg og kunne på grund af opkastninger ikke modtage den hellige kommunion. Hun døde 24. marts 1381. Man så lys tændes over hendes legeme og utallige lys både før og efter kisten, da hun blev båret til graven, mens de, som bar lysene, var usynlige. Tre biskopper forrettede jordfæstelsen. Og mirakler skete også ved hendes grav.

I modsætning til Birgitta var der ingen diskussion om Katarina. Man har bemærket det fragmentariske ved hendes liv: Skønt gift blev hendes ægteskab ikke fuldbyrdet; ved mandens død kunne hun ikke være hos ham; som nonne nåede hun ikke at blive iklædt ordensdragten eller aflægge ordensløfterne; som abbedisse tiltrådte hun uden valg, og den højtidelige indvielse af klostret i 1384 kom hun heller ikke til at opleve, så lidt som moderens kanonisation. Der var noget næsten symbolsk ved, at hun også måtte dø uden at kunne modtage vandringsbrødet. Tilbage bliver, at hun for sin samtid og eftertid står entydigt som den unge, uskyldige pige, der gav sit liv til Gud, holdt ud i offervilje og trofasthed og efter Birgittas død viste sig som en dygtig og handlekraftig abbedisse, der formåede at sætte form på klostrets munke- og nonnesamfund i de første grundlæggende år: "Katarina Ulfsdatter er en af de reneste og mest selvfornægtende skikkelser i svensk historie".

 

KJELD

præst. Født i begyndelsen af 1100-tallet. Død 27. september 1150. Skrinlæggelse 11. juli 1189. Festdag 12. juli. Han stammer fra en gård i landsbyen Venning ca. 12 km vest for Randers. Af fornem slægt, en from dreng, som tidligt blev bestemt for den gejstlige stand og det dertil hørende studium. Biskop Eskil af Viborg knyttede ham til sig og kannikerne ved domkirken; de levede i et religiøst fællesskab efter Skt. Augustins regel. Kjeld underviste drengene i Viborg katedralskole (ca. sidst i 1120'erne) og afskrev hellige skrifter. Han blev kendt for sin flid og godgørenhed. Biskop Eskil viede ham til præst, men blev selv myrdet i 1133 under borgerkrigen efter Knud Lavards død; det skete, mens han sang matutin i Asmild kirke (øst for Viborg sø, da domkirken endnu var under opførelse). Han efterfulgtes af domkirkens fremragende provst Sven, bror til Danmarks (første) ærkebiskop Asser (se Eskil, ærkebiskop af Lund). Derefter, ca. 1145, valgtes Kjeld enstemmigt af kannikerne til domprovst i Viborg og tog efter lang betænkning mod valget. Han tog sig med stor omsorg af de fremmede, sultne, nøgne og syge. En ildebrand, der truede både kirken og byen, blev dæmpet, takket være hans forbøn oppe i kirketårnet. Kjeldstårnet i den gamle domkirke vidnede herom. Imidlertid skulle et kirkemøde afholdes i Lund, Danmarks ærkebispesæde, for at forhandle om fred mellem kongsemnerne, evt. samle dem i et fælles korstog mod venderne. Kjeld blev den diplomatiske udsending hertil fra Viborg. Undervejs (ca. 1146-47) blev han overfaldet og udplyndret af vender, men løskøbt af en præst og nåede frem til ærkebiskop Eskil og kong Sven (Grathe), der herskede over Sjælland og Skåne, mens Knud Magnussøn (søn af Knud Lavards morder) herskede over Jylland. De erstattede ham hans tab på rejsen og sendte ham hjem med store gaver. Men dem delte han rundhåndet ud af til de fattige, han mødte på rejsen. Dette foruroligede kannikerne i Viborg, som måske også følte sig provokeret af Kjelds diplomatiske mission. De valgte en mindre gavmild præst ved navn Simon til provst og forflyttede Kjeld til Vor Frue Kirke i "den lille by" Aalborg, som stod under Viborg domkapitel. Også her berettes om Kjelds store godgørenhed og popularitet, og om lysmiraklet, som foregik under den natlige bøn: Da Kjeld før solopgang oplæste homilien i matutin, gik lyset ud. Alligevel læste han den til ende i mørke, og da han var færdig, tændtes lyset i hans hænder af sig selv.

Kjeld længtes efter mission og martyrium hos venderne, og for at opnå det begav han sig på valfart til apostlenes grave i Rom. Her forelagde han sit ærinde for pave Eugenius III (ca. 1149). Paven pålagde imidlertid ved en apostolisk skrivelse kannikerne i Viborg at genindsætte ham som provst, og således skete det. Da Kjeld i en tidlig alder (højst 45 år) blev syg til døden, bad han om at blive ført over i kirken for at bede. Her viste Kristus sig for ham, omgivet af engle (jfr. Joakim Skovgaards billede i Viborg domkirke i dag af "den store, hvide flok"). Her modtog han også skriftemålets og sygesalvelsens sakramenter samt Herrens Legeme i vandringsbrødet, hvorefter han sov hen 27. september 1150.

Der berettes om mange helbredelser ved hans grav i domkirken, og dette foranledigede kong Knud VI (1182-1202) og de danske biskopper med biskop Absalon i spidsen til at anmode pave Clemens III (1187-1191) om en helgenkåring. En lokal saligkåring blev, efter nærmere undersøgelse af biskop Absalon, bevilget, og den 11. juli 1189 fandt skrinlæggelsen sted. Kjeld fik sit eget kapel i Viborg domkirke, hvor hans skrin, Skt. Kjelds ark, hang i gyldne kæder under hvælvingen, og her brændte der lys dag og nat, indtil det i 1538 blev slukket af reformationen. Relikvieskrinet blev opbevaret bag alteret og gik til grunde i 1726 ved den store ildebrand, der ødelagde næsten hele kirken. Skt. Kjeld blev værnehelgen for Viborg Stift, hvor den katolske kirke i dag er opkaldt efter ham. Han mindes for sin næstekærlighed som "en nordisk Frans af Assisi" og som en af de rene af hjertet.

Henning Høirup & O.E. Stjernfelt: Sankt Kjeld. Levned og undergerninger samt teksterne til Kjelds fest med en historisk redegørelse, Viborg 1961.

 

KLARA AF ASSISI

jomfru, Klarissernes ordensstifter. Født ca. 1194 i Assisi. Død sammesteds 1253. Kanoniseret 1255. Festdag 11. august. Klara var af adelig herkomst og afslog i sin ungdom to ægteskabstilbud. Hun besluttede sig dog ikke endeligt til "at forlade verden", førend hun kom under indflydelse af Skt. Frans i sin fødeby. Da hun var atten år, forlod hun i hemmelighed sit hjem, og Frans lod benediktinerinderne i Bastia tage sig af hende. Hendes familie søgte at overtale hende til at vende hjem, men forgæves, og hendes søster Skt. Agnes sluttede sig til hende (og senere også hendes mor, der blev enke). Frans lod dem udgøre kernen i et kommunitet, der havde til huse ved San Damiano kirken i Assisi og udfærdigede en art klosterregel for dem. Dette var begyndelsen på De Fattige Damers Orden, der nu kaldes Klarisser.

Ca. 1215 opnåede Skt. Klara af pave Innocens III et "fattigdomsprivilegium", dvs. tilladelse for hendes nonner til at leve udelukkende af almisser uden at eje noget som helst, hverken personligt eller i fællesskab. Gennem hele sit liv måtte Skt. Klara fra tid til anden slås for at bevare dette privilegium og også for nonnernes leveregel, således som Frans havde udfærdiget den, når paverne og andre forsigtige kirkelige autoriteter søgte at modificere dem. Klarissernes måde at leve på var hårdere end i nogen anden nonneorden på den tid. Klara selv var en af middelalderens fremmeste kontemplative, og hun er blevet kaldt "det mest autentiske udtryk for evangelisk fuldkommenhed, således som Frans forstod den". I 40 år ledede hun sit kommunitet med stor dygtighed, skønt hun i mange år led af et meget dårligt helbred. Det fortælles, at hun om natten gik rundt blandt nonnerne og stoppede sengetøjet ned om dem, og til en nonne, der havde grundlagt et klarissekloster i Prag skrev Klara, at hun ikke måtte overdrive deres askese, "thi vore legemer er ikke gjort af messing". Skt. Klara overlevede Skt. Frans med 27 år. I kunsten afbildes hun med en monstrans.

 

KNUD DEN HELLIGE

Danmarks konge 1080-86 og første martyr; Danmarks værnehelgen. Født ca. 1043. Død i Odense 10. juli 1086. Kanoniseret ca. 1099. Festdag 10. juli. Knud var søn af Svend Estridsøn, som successivt efterfulgtes på tronen af sine fem sønner, hvoraf Knud var nr. 2 (efter Harald Hen). Han var konge i overgangen fra vikingetid til middelalder. En tid, der ikke blot var præget af krigstogter (mod Estland og England, hvor han gjorde danske krav gældende), men også af indre spændinger mellem kongemagt og Kirke på den ene side og rigets stormænd og bønder på den anden. Det var kongens opgave at beskytte Kirken og Kirkens opgave at beskytte de små og svage, humanisere et primitivt samfund, hvor hedenskabet vel var fortrængt, men kristendommen endnu ikke rigtig slået igennem. Ligesom den ældste: Ælnoths Krønike ca. 1120 (der sammen med "Passio" om Knuds død ca. 1095 er det første litterære og historiske værk, der er affattet i Danmark) vurderer den nyere historieforskning herhjemme kong Knud ikke kun som en vikingekonge, men som Kirkens mand. Han gik med fasthed ind for de idealer om retfærdighed og barmhjertighed, som pave Gregor VII i nogle breve havde foreholdt hans bror Harald. Det viste Knud i sin sociallovgivning for de svagt stillede i datidens samfund: kvinder, frigivne og frikøbte trælle, udenlandske indvandrere o.a. Og det viste han fremfor alt ved at styrke den svagt stillede Kirke. Han var den første danske konge, der forbedrede Kirkens retslige særstilling og gejstlighedens økonomiske uafhængighed. Det gjorde han f. eks. med et stort privilegiebrev til Lunds domkirke, der gav den ejendomsret til en række gårde i Skåne og på Sjælland, der kunne højne gejstlighedens status og sikre den økonomisk. Det gjorde han også med gaver til andre kirker, f. eks. i Roskilde og i Odense, hvortil han også bragte Skt. Albans relikvier fra England. Til Kirkens opretholdelse ville han også, ved hjælp af skatteopkrævere, inddrive tiende (dvs. 10% af bøndernes høst), men det gjorde jyderne oprør imod. De var desuden vrede over, at et stort anlagt Englandstogt fra Limfjorden mod Vilhelm Erobreren ikke blev til noget. Det har Knud efter alt at dømme haft sine politiske grunde til. Han kunne dårligt forlade Danmark på et tidspunkt, hvor der var krise syd for grænsen, nemlig mellem den tyske kejser Henrik IV og pavestolen om retten til at indsætte biskopper, den såkaldte investiturstrid. Kejseren fordrev tyske pavetro biskopper til Slesvig i 1085, hvor de fandt støtte hos kong Knud. De jyske bønder følte imidlertid, ligesom rigets stormænd, deres egne interesser trådt for nær. Konflikten mellem dem trappede op, og i sommeren 1086 brød oprøret ud i Vendsyssel. Knud søgte til Odense for at blive herre over situationen, men blev forfulgt hertil. Han blev hårdt trængt og søgte, sammen med sin bror Bent, tilflugt i Skt. Albani Kirke, Odenses første sognekirke, hvor han beredte sig til døden med skriftemål og kommunion. Han blev ramt af et spydkast gennem korvinduet og døde på altertrinet.

Han blev gravlagt i kirken sammen med sin bror, og der berettes om mirakuløse helbredelser ved hans grav. Senere blev hans relikvier overført til domkirken, den nuværende Skt. Knuds Kirke, som han selv havde påbegyndt opførelsen af. Der befinder de sig stadig. Få år efter opnåede hans bror kong Erik Ejegod tilladelse hos pave Paschalis II til offentlig kult. Derefter fandt den egentlige skrinlæggelse sted 19. april 1100. Knud den Hellige var ca. den tiende helgen, der overhovedet fik sin helgenværdighed godkendt uden for lokalkirken, af paven selv. Og pilgrimsstrømmen til Odense fortsatte hele middelalderen igennem. I Fødselskirken i Betlehem lod en biskop i 1100-tallet søjlerne i hovedskibet bemale med store helgenbilleder, bl.a. Hellig Knud med krone på hovedet, i højre hånd en lanse og et korsmærket skjold på venstre arm: Scs. Canutus Rex Danorum. På næste søjle er Hellig Olav afbildet: Scs. Olavus Rex Norvegie. I 1641 oprettede konvertitten Christian Payngk i Rom Skt. Knuds Kapel i kirken Santa Maria in Traspontina. Og da den første katolske kirke efter reformationen kunne bygges i Fredericia i 1687 blev den viet til Skt. Knud Konge.

Med opnåelse af religionsfriheden i Danmark i 1849 kunne katolsk gudstjeneste og dermed også dyrkelse af helgenerne på ny finde sted uden hindringer. Således fejredes Knud den Hellige ved 800-året i 1886 i den gamle Skt. Maria Kirke i Odense med pontifikalmesse, præsideret af biskop von Euch, og 850-årsfesten i 1936 med et stort stævne (3000 katolikker) i Odense under ledelse af biskop Brems. 900-året blev fejret 1986 med bispemesse i Dalum Klosters park med biskop Hans Martensen og en ordets gudstjeneste senere på dagen i den katolske Skt. Albani Kirke. (Se også Karl den Gode og Knud Lavard).

Knuds-Bogen 1986. Studier over Knud den Hellige, Odense 1986 (med udførlig bibliografi); Jørgen Nybo Rasmussen m.fl.: Sankt Knud Konge, Kbh. 1986.

 

KNUD LAVARD

hertug af Slesvig, martyr. Født ca. 12. marts 1096 i Roskilde. Død 7. januar 1131 i Haraldsted skov. Kanoniseret 1169. Skrinlæggelse 25. juni 1170 i Skt. Bendts kirke i Ringsted. Festdag 7. januar. Knud Lavard opkaldt efter sin farbror kong Knud den Hellige, var søn af kong Erik Ejegod og dronning Bodil (datter af en jysk stormand), som begge døde på en pilgrimsfærd til det hellige land, da Knud var 6 år gammel. En anden farbror, den svage og udygtige Niels, kom da på tronen med sin svenskfødte dronning, den "kloge og højsindede" Margrete Fredkulla (dvs. fredspigen). Og Knud kom i pleje hos Jarl Skjalm Hvide og nød også stor omsorg hos dronning Margrete. Som 16-årig blev han sendt til videreuddannelse hos saksernes hertug Lothar (den senere tyske kejser). Ved hans hof fik han ikke blot en politisk og militær uddannelse, men blev også indført i en mere fremskreden europæisk kultur og livsstil. Ca. 1114 vendte han hjem og fandt da sit fædreland i en sørgelig forfatning. De hedenske vender hærgede Danmarks kyster, og sydgrænsen ved Ejderen var truet af stadige plyndringstog fra Henrik, vendernes (abodritternes) konge, fordi denne ikke kunne få udbetalt sin mødrenearv af kong Niels. Han slog tilmed sin morbror Niels og den danske hær og angreb byen Slesvig. Følgen blev almindeligt kaos og total retsusikkerhed i landet. Da ingen andre meldte sig, tilbød den unge Knud Lavard kong Niels at overtage det ledige jarldømme i Sønderjylland og få situationen under kontrol. Han giftede sig med Ingeborg, datter af en russisk storfyrste og niece af dronning Margrete - et harmonisk ægteskab med 3 døtre og en søn, den senere kong Valdemar den Store.

Knud Lavard vandt herredømmet over Sønderjylland, mæglede mellem Henrik og kong Niels, blev æret som landets redningsmand og fik det angelsaksiske hæderstilnavn Lavard, som betyder husbond eller brødherre. Efter abodritterkongen Henriks død i 1127 tilkøbte Knud sig herredømme også over det vestlige venderrige af den tyske kong Lothar. Således blev der fred og orden i forhold til Danmarks naboer mod syd.

Imidlertid var Knud ikke blot en kraftfuld og retsindig hersker, men også en human kristen fyrste og Kirkens mand. Han søgte at inddrage de slaviske folk i et kristent og europæisk fællesskab og støttede Skt. Vicelin (død 1154, festdag 12. december), vendernes apostel, senere biskop af Oldenburg i Øst-Holsten. Han drog omsorg for en værdig gudstjeneste og deltog selv i den på fest- og hverdage; og i hans tid blev flere frådstenskirker bygget i Sønderjylland. "Han var med rette elsket af Gud og mennesker", siger Ringstedordinalet. Hans dobbeltstilling som tysk og dansk lensmand skaffede ham imidlertid fjender, og kong Niels' søn Magnus frygtede ham som rival til Danmarks trone, når Niels var død. Da kongen i julen 1130 indbød rigets stormænd til gilde i Roskilde, og Knud, fuld af tillid til sine kongelige slægtninge, indfandt sig, benyttede Magnus lejligheden til et opgør med ham. Han satte Knud stævne på et afsides beliggende sted i skoven ved Haraldsted Kongsgård, nord for Ringsted. Her tog han bladet fra munden: "Alle løber efter dig, du tager land og folk fra os. Nu skal det afgøres, hvem der skal arve land og rige". Hvortil Knud svarede: "Hvad er der blevet af vor pagt, vor troskab og vor oprigtige broderkærlighed! Lad Ham dømme mellem os, som vil gengælde enhver efter hans gerning" (Ringstedordinalet). Magnus svarede med at kløve hans hoved med sit sværd. Det var den 7. januar 1131 ved fromessetid. Og det blev den blodige indledning til 25 års borgerkrig om Danmarks kongetrone, hvorunder både Magnus og kong Niels blev dræbt. En uge efter mordet på Knud Lavard fødte hans hustru deres eneste søn. Han blev i 1157 enehersker i Danmark som kong Valdemar den Store. Ham var det også, der sammen med ærkebiskop Eskil opnåede sin fars helgenkåring hos pave Alexander III, støttet af de mange påfaldende helbredelser, der skete ved hans grav, samt de vidnesbyrd, som deputationen aflagde hos paven, ledet af den svenske ærkebiskop Stefan.

25. juni 1170 foretog ærkebiskop Eskil den højtidelige skrinlæggelse i benediktinernes kirke i Ringsted, med deltagelse af 8 danske biskopper, Sveriges (første) ærkebiskop Stefan af Uppsala og biskoppen af Oslo samt en talløs almue. De udbrød: "Lovet være den Herre Jesus Kristus, som gjorde Skt. Knud til Sjællands værnehelgen".

På reformationstiden forsvandt hans helgenskrin med alle kostbarheder. Hans kranium blev fremvist som en museumsgenstand og senere overført til de franske kongers gravkirke i Saint-Denis klosteret nord for Paris. Den tomme grav blev atter nedlagt i midtergulvet foran højalteret med en latinsk indskrift og Slesvigs våben med de to løver over gravstedet. Den katolske sognekirke i Lyngby er opkaldt efter ham. Hvert år afholdes en valfart til ruinerne af kapellet i Haraldsted til Skt. Knud Lavards ære. I 1970 blev 800-året for hans martyrium fejret med en stor jubilæumsfest.

Sankt Knud Lavard. Kbh. 1970 (Catholica 1970, nr. 2-3).

 

KOLBE 

- se Maximilian Kolbe.

 

KOSTKA, STANISLAS 

- se Aloysius.

 

KOREA

Andreas Kim Taegon, præst, og Paulus Chong Hasang og 101 lidelsesfæller. Martyrer. Kanoniseret i Seoul 6. maj 1984. Festdag 20. september. 93 koreanere og 10 franske missionærer (heraf 3 biskopper og 7 præster, alle fra la Société des Missions Etrangères i Paris), blev kanoniseret i Seoul af pave Johannes Paul II ved hans første besøg i forbindelse med 200-årsfesten for kristendommens indførelse i Korea. Ved samme lejlighed indviede paven også Korea til Jomfru Maria. Over en million deltog i begivenheden. Kirken i Korea er skabt af lægfolk. De havde læst om kristendommen og søgte yderligere oplysninger i Kina. Den første koreaner blev døbt i Peking 1784 og vendte tilbage til Korea, hvor han fortalte, forklarede, døbte... Nogle år senere var der allerede tusinder af kristne der, før der endnu var kommet en præst til landet. Og i det første halve århundrede måtte de klare sig med kun to kinesiske præster på korte besøg. Deres iver og troskab blev sat på prøve under blodige forfølgelser, som kostede 10.000 livet. Men som en af dem, Therese Kwong, sagde: "Eftersom Himlenes Herre er hele menneskehedens Fader og hele skabningens Herre, hvordan kan I da opfordre mig til at forråde Ham?"

En generation senere blev Andreas Kim Taegon født, i 1821. Han blev som 15-årig, sammen med to kammerater, sendt til Macao for at læse til præst hos den første missionær i Korea, pater Pierre Maubant. 1839 udbrød en forfølgelse i Korea, under hvilken Kims far blev halshugget. I december 1842 forsøgte Kim forgæves at komme hjem. I november 1844 blev han diakonviet i Mongoliet af Mgr. Ferréol, som blev udnævnt til apostolsk vikar i Korea og derfor søgte at komme ind. 2. januar 1845 kom Kim ind i landet, tog kontakt med de kristne menigheder og organiserede en farlig ekspedition i båd for at opsøge de franske missionærer i Shanghai. Her blev han præsteviet 17. august 1845. Han rejste hjem i båd med den apostolske vikar, Mgr. Ferréol, og pater Antoine Daveluy. De ankom til Korea 12. oktober 1845. Den følgende sommer tog Kim, på opfordring af Mgr. Ferréol, kontakt med kinesiske fiskere for at etablere en brevforbindelse til udlandet. Han blev arresteret. Mens han sad i fængslet passerede den franske flåde i Fjernøsten Seoul og afleverede et brev til regeringen med forespørgsel om grunden til 3 franske missionærers martyrium i 1839. Kim blev dømt til døden og henrettet 16. september 1846. Paulus Chong Hasang, født 1795, var en af lederne af den kristne menighed. Hans far og bror havde lidt martyrdøden under forfølgelsen i 1801. Fra 1817 lykkedes det Paul at etablere en forbindelse med biskoppen i Peking, via det koreanske diplomati, der ved slutningen af hvert år plejede at besøge den kinesiske kejser. Han skrev både til biskoppen og til paven og bad dem igen om at sende præster til Korea.

1827 gav paven denne opgave til la Société des Missions Etrangéres i Paris og oprettede 1831 det apostolske vikariat i Korea. Paul Chong organiserede med held de 3 første missionærers hemmelige indrejse i Korea. Den skete i 1836 og 1837, om vinteren, over bjergene. Dagen efter disse missionærers martyrium, den 22. september 1839, blev også Paul halshugget. Hans mor Cecilia, 79 år, blev dræbt i fængslet 23. november, og hans søster Elisabeth, 30 år, som havde aflagt jomfruelighedsløfte, blev halshugget 20. december. Paul Chongs nære ven og medarbejder Augustin Yu Chin-gil, kongens officielle tolk, sagde, da han blev arresteret: "Efter at jeg har lært Gud at kende, kan jeg absolut ikke forråde ham". Han blev halshugget sammen med Paul. Hans søn, Pierre Yu Taech'ol, 13 år, blev forhørt og tortureret 14 gange og derefter kvalt i fængslet 31. oktober 1839. Blandt martyrerne var også en 17-års pige Agathe Yi. Da man forsøgte at bilde hende og hendes lillebror ind, at deres forældre havde fornægtet troen, svarede hun: "Om mine forældre har fornægtet eller ej, er deres sag. Hvad os angår, kan vi ikke fornægte Himlenes Herre, som vi altid har tjent". Ved at høre dette overgav også 6 andre, voksne kristne sig til myndighederne og led martyriet. Ved helgenkåringen i Seoul citerede pave Johannes Paul et gammelt ord fra Oldkirken: "Martyrernes blod er kristen udsæd".

 

KRISTOFFER

martyr. Intet fødsels- eller dødsår. Festdag 25. juli. Kernen i beretningen om Skt. Kristoffer, sådan som den fortælles i Vesten (den græske beretning er anderledes) er, at han var en kæmpestor mand, der ønskede at tjene den største af alle herskere. Efter at en konge og Satan begge havde skuffet ham, søgte han Kristus, mens han levede for sig selv ved et vadested, hvor mange rejsende kom forbi. En nat bar han et barn over floden, og lidt efter lidt blev barnet så tungt, at Kristoffer knap nok kunne komme over på den anden bred. "Det er der ikke noget at sige til", sagde barnet. "Du har båret Den, som bærer hele verden". Nogen tid efter blev Kristoffer slået ihjel for sin tros skyld.

Denne historie, der har glædet så mange børn og voksne, og som først fik sin endelige udformning lidt efter lidt, har uden tvivl sin oprindelse i heltens navn: Christophorus, der på græsk betyder "Kristus-bærer", og egentlig blot skulle forstås åndeligt. I Kalkedon blev der så tidligt som i 450 opført en kirke, indviet til Skt. Kristoffer, men det eneste man ved om ham er, at han nok led martyrdøden i Lilleasien, måske i det 3. århundrede. Den middelalderlige folkefromhed mente, at den der betragtede et billede af Skt. Kristoffer ikke kunne komme galt af sted den dag, og det førte til, at man malede store billeder af ham på kirkemurene. Skt. Kristoffer er værnehelgen for de vejfarende og bilister, og han er en af de Fjorten nødhjælpere.