O - Helgenleksikon

 

ODILO

abbed af Cluny. Født ca. 962 i Auvergne. Død 1048 i Souvigny. Festdag 1. januar. Skt. Odilo efterfulgte Skt. Mayeul som femte abbed af Cluny i 994, og i løbet af sine 54 år i embedet gjorde han de andre klostre i Cluny-kongregationen stadigt mere afhængige af moderklostret. Han er bl.a. kendt for sin støtte til begrebet "Guds fred" (våbenstilstand mellem stridende parter på visse kirkelige festdage), en forholdsregel af økonomisk såvel som af religiøs og politisk betydning. Odilos omsorg for almindelige mennesker ses af den storstilede hjælp han gav i adskillige tilfælde af hungersnød. I 998 beordrede han, at 2. november, dagen efter Alle Helgen, i alle Cluny-kongregationens klostre skulle højtideligholdes til minde om og i bøn for alle døde, og denne skik "Alle Sjæles Dag" bredte sig senere til hele Vestkirken. Af ydre var Skt. Odilo ikke imponerende, i modsætning til hans stærke personlighed. Hans embede medførte megen rejseaktivitet, og han døde i prioratet i Souvigny på en inspektionsrejse. Han var da ca. 86 år.

 

ODO AF CLUNY

abbed. Født 879 i Tours. Død 942 sammesteds. Festdag 18. november. Odo havde i 18 år været munk i Baume-les-Messieurs, da han i 927 blev udnævnt til anden abbed i Cluny i Burgund i Frankrig. Cluny var blevet grundlagt af hertug William af Aquitaine, i hvis husholdning Odo var blevet opdraget. I hans embedsperiode øgedes antallet af munke hurtigt, og adskillige besøg i Rom satte ham i stand til at indføre principperne for Cluny observansen i vigtige italienske klostre dvs. radikal tilbagevenden til Benedikts regel, et liv efter de evangeliske råd, med korbønnen i centrum. Han reformerede, ikke uden vanskeligheder, en række franske klostre efter samme principper, og ved hans død var Cluny godt på vej mod den meget store indflydelse det opnåede under hans efterfølgere SS. Mayeul, Odilo og Hugo. Der fortælles mange anekdoter om Skt. Odo, om hvorledes han forenede den strengeste disciplin med et varmt hjerte og en levende sans for humor. Han døde i sin fødeby, på vej tilbage fra Rom. Han efterlod nogle få skriftlige arbejder, heriblandt et langt digt om Kristi forløsning af menneskeheden.

 

OLAV DEN HELLIGE

Norges evige konge (rex perpetuus Norvegiae), martyr. Født ca. 995. Død i Stiklestad 29. juli 1030. Skrinlæggelse i Trondheim 3. august 1031. Festdag 29. juli. Som søn af jarl Harald Grænske (der døde tidligt) blev han som ung sendt ud på vikingetogt til Østersøkysten, Holland, England (hvor danskerne med Knud den Store var i færd med at erobre magten) og Frankrigs vestkyst ned til Gibraltar. Det var den tids oplæring af en ung mand af fornem byrd. Under et vinterophold i Rouen som normannerhertugens gæst lod han sig døbe. Her kunne han møde den tidlige middelalders kristne Europa: religiøst set præget af reformbevægelsen fra Cluny (se abbederne af Cluny: Odo, Mayeul, Odilo, Hugo); politisk set af voksende centralisering om kongemagten med kristendommen som grundlag, i kølvandet på kejser Karl den Store. Norge var endnu delt mellem danskekongen, svenskekongen og de norske jarler. Da Olav kom hjem, udkæmpede han et større slag og vandt anerkendelse som rigskonge i Norge 1015. En del stormænd, som også havde været udenlands, var allerede kristne, men bønderne levede i primitiv overtro på naturens kræfter og de gode og onde ånder eller guder, som kunne virke ind i deres kamp for det daglige brød og menneskenes skæbne.

Tiden var hård (sværdet var den naturligste død for en mand) og Olav var i sin fremfærd barn af sin tid - en viking, der var kommet til kristen tro og dåb. Det betød en ny moral, både for ham selv og for det norske rige, som han nu ville samle og styre i Guds navn. Skt. Olavs lov, dvs. "de love, som kong Olav først satte", som utvivlsomt blev til med bistand af hans missionsbiskopper, fremfor alt biskop Grimkjel, blev grundstammen i den videre udvikling af kristenretten. Den begyndte med en højtidelig bekendelse til kristendommen: "Vi skal bøje os mod øst og bede til den hellige Krist om godt år og fred, og om at vi må holde vort land bebygget og være tro mod vor landsdrot. Han være vor ven og vi hans venner, men Gud være vennen for os alle" (Gulatingsloven).

Kristenretten forbød hedensk kult, trolddom og overtro. Den satte forbud mod at dræbe uønskede børn (i hedenskabet var det husfaderen, som afgjorde om et nyfødt barn skulle leve eller sættes ud for at dø): ethvert barn har ret til livet og skal bæres til kirke og døbes. Også til en afvikling af trælleinstitutionen blev de første skridt taget. I hedensk tid var kvinden mandens ejendom (brudekøb). Nu blev hendes samtykke til sit ægteskab en betingelse for dets gyldighed. Polygami blev forbudt, og der krævedes samme troskab af manden som af kvinden, ligesom voldtægt og kvinderan blev straffet strengt. Kristenretten betød en religiøst bestemt humanisering af det norske samfund i lighed med de øvrige nordiske lande - og det øvrige Europa (der mere eller mindre havde et forspring på flere hundrede år). Kimen til kristenretten er den vigtigste arv fra Olav Haraldssons regeringstid. Den satte værn om det enkelte menneskes værd og værdighed som Guds barn, og dette menneskesyn har holdt sig indtil i dag, da det igen trues af et ny-hedenskab.

I nutidens øjne er de nordiske helgenkonger (se Sveriges Erik, Finlands Henrik og Danmarks Knud den Hellige) mest af alt sagnkonger, hvis historiske virke og åndelige liv er mere eller mindre veldokumenteret. I Norge har Olavtraditionen haft en usædvanlig gennemslagskraft. Dens legendariske karakter har udviklet sig til en national selvforståelse og et dertil hørende moralsk ombrud, som folket har taget til sig. Det er en udvikling fra den tids ideal af en gudfrygtig og retfærdig konge, som folket kunne identificere sig med (i lighed med kong David i Gl. Testamente), til den kristne retsstat, som har holdt sig indtil vor tid. De undere, mirakuløse helbredelser og valfarter til hans grav, som hans samtidige har oplevet og bevidnet, kan heller ikke uden videre afvises. Det drejer sig om en helt spontan folkelig helgenkåring, som venner og fjender har deltaget i, og som Kirken har taget til sig.

I 1028 måtte Olav flygte fra Knud den Store og hans dansk-engelske flåde til slægtninge i Rusland. Her synes han religiøst set at have været igennem en modningsproces. Ifl. Snorres Olavssaga (skrevet o. 1220) gik han med tanker om at aflægge kongenavnet og gå i kloster i Jerusalem eller et andet helligt sted. Men den politiske situation i Norge og venners råd tilskyndede ham til at vende hjem for at generobre sit rige. Fra hjemfarten gennem Sverige, hvor han samlede en hær, beretter Snorre: Da Olav med sin hær red over Kølen og så fædrelandet ligge udstrakt for sit blik, faldt han i dybe tanker. Endelig red biskoppen hen til ham, brød tavsheden og spurgte, hvad han grundede over, thi ellers plejede kongen på sine rejser at være særdeles munter og snaksom. "Der har", svarede kongen med stor alvor, "nu en stund svævet mig underlige ting for øje; thi ret som jeg red herind over fjeldet, og mine øjne faldt på Norge, da tabte jeg mig i mindet om de mange glade dage, jeg i dette land oplevede, og nu syntes mig, jeg så først hele Trøndelagen, derpå hele Norge og jo længere, jo videre, indtil den hele vide verden med land og med strand lå udbredt for mit blik. Grangivelig kendte jeg alle de steder igen, jeg fordum besøgte; men selv de steder, jeg aldrig før havde set, forekom mig dog ej mindre bekendte end dem, jeg fra min færden kom ihu". - "Helligt og højst mærkværdigt", sagde biskoppen, "er dette kongens syn". Udlændigheden har sikkert udvidet Olavs horisont og troen har gennembrudt den. Verden er Guds: Olav er blevet verdensborger, og stigen er sat til himlens port - i en drøm ser Olav sig selv gå op ad den.

Han faldt i slaget ved Stiklestad, overmandet af bondehæren og danskekongens folk. Hans lig blev bragt i sikkerhed i Nidaros. Året efter blev han erklæret hellig af biskop Grimkjel og skrinlagt i Klemenskirken. Hans lig var stadig frisk, der var rødme i kinderne, hår og negle var vokset og talrige jærtegn havde fundet sted ved hans grav. Hans død blev ikke opfattet af folket som et nederlag, men som et gennembrud til Guds verden, et martyrium dvs. et vidnesbyrd om Kristus. Som det smukt er sagt, viser helgenlegenderne kong Olav, "som han sprang frem i Guds tanke". I sin død blev han et forbillede på det offersind, som er kristendommens væsen, og i folkefromheden, i den kirkelige overlevering og kult, i kirkebyggeriet, lovgivningen, kunst og litteratur blev den guddommelige plan med ham åbenbar på menneskevis: at samle og kristne Norge. En national mytedannelse kom til at afspejle noget af det kristne mysterium. Det fremgår også af den såkaldte "Olsok" (Olavs uge), som fejres hvert år omkring hans festdag i domkirken i Trondheim. (Se Øystein).

 

OTTO AF BAMBERG

biskop, Pommerns apostel. Født 1062 i Schwaben. Død 30. juni 1139 i Bamberg. Festdag 30. september. Efter at være blevet præsteviet kom Otto i kejser Henrik IV's tjeneste, der i 1101 gjorde ham til kansler og kort efter til biskop af Bamberg. I tyve år var han optaget af striden om verdslige herskeres ret til at indsætte biskopper (Investiturstriden) og af andre vigtige anliggender mellem kirke og stat. Han udmærkede sig ved upartiskhed i disse sager, og han svigtede aldrig omsorgen for sit bispedømme. I 1124 foretog Otto, på opfordring fra hertug Boleslav III af Polen, en missionsrejse til Pommern. Han blev vellidt af indbyggerne, og han siges i løbet af meget kort tid at have omvendt 20.000 mennesker og at have grundlagt et dusin kirker. En stor del af sæden må dog være faldet på stengrund, for antallet af frafaldne nødvendiggjorde endnu en rejse til Pommern i 1128 for at genoprette situationen. Denne gang byggede Otto mere solidt og fortsatte med at tilse sine konvertitter fra Bamberg, omend hans anstrengelser i nogle år hæmmedes af uvilje fra de omkringboende ærkebiskopper. Skt. Otto var en klog og meget dygtig biskop og en stor fremmer af klostervæsnet. Han regnes for Pommerns apostel pga. sit pionerarbejde dér.