P - Helgenleksikon

 

PANCRATIUS

martyr. Død 304 (?). Festdag 12. maj. Han var en romersk martyr, som blev begravet på Via Aurelia. Intet andet vides om ham. Ligesom i Skt. Felix' kirke i Nola anså man en ed for særlig hellig, når den var aflagt i Skt. Pancratius' kirke i Rom, som var bygget over hans grav ca. år 500 af pave Skt. Symmachus. En kirke i Canterbury blev indviet til hans ære af Skt. Augustin af Canterbury.

 

PATRICK

missionsbiskop, Irlands apostel. Født i Bannavem Taberniae 385 (?). Død i Saul in Down 461 (?). Festdag 17. marts. Irlændernes apostel var brite af romersk afstamning, født på et uidentificeret sted nær vestkysten, et sted mellem udmundingen af Clyde og Severn. Hans far, Calpurnius, var borgerlig embedsmand og diakon, hans bedstefar var præst. Da Patrick var 16 år, blev han bortført af sørøvere og solgt som træl i Irland, hvor han blev brugt som hyrde, efter traditionen ved Slemish i Antrim. I den tid lærte han at tage religionen alvorligt og blev en intensiv bønnens mand. Efter seks år flygtede han og kom med et skib til kontinentet. Da han var kommet hjem igen, blev han i en drøm kaldet til at vende tilbage til Irland for at prædike evangeliet dér. Det er en almindelig antagelse, at Patrick blev uddannet til præst i Gallien som discipel af Skt. Germanus af Auxerre efter i en tid at have levet et munkeliv på en ø ud for sydkysten; men det er ikke umuligt, at hans uddannelsestid blev tilbragt i Britannien. I hvert fald vendte han i 432 efter traditionen (men datoen er omstridt) tilbage til Irland som missionsbiskop.

Der var med sikkerhed kristne i Irland før Skt. Patricks komme (de havde en biskop, Palladius), men det havde ikke gjort større indtryk. Det var Patrick, som fik Kristi evangelium hilst velkommen vidt og bredt i det nordlige Irland, de centrale dele og Vestirland og fik skabt en organiseret Kirke. I Tara i Meath fortælles det, at han tog en konfrontation med høvdingen Laoghaire påskeaften, tændte påskelysets ild på højen Slane, fik druiderne bragt til tavshed og vandt lydhørhed for sig selv som en mand af betydning. Fra hans "Bekendelse" kan man erfare noget om, hvorledes hans prædiken og præstelige handlinger lykkedes, den modstand og de farer han mødte fra hedningernes side og kritik fra nogle, der skulle have været hans venner - de anklagede ham for at være ærgerrig og uvidende. I 444 oprettede Skt. Patrick sit bispesæde i Armagh; da havde han andre biskopper til at hjælpe sig og et anseligt antal lavere gejstlige. Han tilskyndede til oprettelse af klostre; men endnu havde den irske Kirke ikke det klosterpræg, som den senere fik. Henimod enden af sit liv holdt han den "retræte" på 40 dage på Cruachan Aigli i Mayo, hvorfra den gamle Croagh Patrick-valfart stammer.

Det eneste samtidige vidnesbyrd vedrørende Skt. Patricks liv findes i hans egne skrifter "Bekendelse", hvori han ser tilbage på sit liv og sit værk, og hans "Brev til Coroticus", hvori han fordømte et angreb på en af hans menigheder af denne britiske høvdings mænd. Hymnen "Brystharnisk" (Lorica) tilskrives også ham. Hvad der lyser ud af Skt. Patricks skrifter er hans følelse af at være kaldet af Gud til det værk, han havde påtaget sig, og hans beslutsomhed og beskedenhed under udførelsen af det: "Jeg, Patrick, en synder, er den mest uvidende og ringeste blandt de troende, foragtet af mange ... jeg skylder Guds nåde, at så mange mennesker gennem mig skulle blive genfødt til Ham". Senere kilder er vidtløftige og af meget ujævn værdi, der har forårsaget megen uenighed blandt de lærde, ikke mindst i spørgsmål om kronologi. Denne helgens symbol er slanger og trebladet hvidkløver (irsk nationalsymbol).

Alf Åberg: Sankt Patrick. Legenden och människan, Stockholm 1962.

 

PAUL AF KORSET

passionisternes ordensstifter. Født i Ovada i Piemonte 1694. Død i Rom 18. oktober 1775. Kanoniseret 1867. Festdag 19. oktober. Paolo Francesco Danei blev godt opdraget af fromme middelstandsforældre. Da han blev tyve år, tjente han som frivillig i den venezianske hær, men han fandt snart ud af, at det ikke var meningen, at han skulle være soldat, og i nogle år trak han sig tilbage til et liv i bøn. I 1720 skete der en udvikling med ham i retning af åndelig klarhed. Herunder blev han klar over, at han var kaldet til at grundlægge en kongregation af missionærer, hvis liv og gerning skulle være særlig koncentreret om Frelserens kors og lidelse (heraf deres navn: passionisterne). Paul skulle erfare sådanne mystiske meddelelser hele sit liv og kom til at nære mistillid til dem. Alligevel handlede han omgående i overensstemmelse med dem, og i 1727 blev han og hans bror præsteviet i Rom og begyndte det første passionist-hus på Monte Argentario-halvøen i Toskana. De første ti år var vanskelige både af indre og ydre årsager; men missionærernes strenge liv og deres grundlæggers brændende forkyndelse satte sine spor, og før han døde, havde kongregationen fået fast form, og et konvent af klausurerede passionist-nonner var grundlagt. Skt. Paul af Korset var altid interesseret i den religiøse situation i England. Lederen af de første passionister i England, pater Dominic Barberi (død 1849), der optog J.H. Newman i den katolske Kirke, blev saligkåret i 1963.

 

PAUL MIKI 

- se Filippinerne og Japan.

 

PAULINUS AF NOLA

biskop og digter. Født i Bordeaux 353. Død i Nola 431. Festdag 22. juni. Pontius Meropius Paulinus tilhørte en rig familie af senatorrang; hans lærer i digtekunst og retorik var digteren Ausonius, som fattede stor interesse for sin elev både dengang og siden hen. Paulinus havde adskillige offentlige hverv og rejste vidt omkring, vandt sig mange venner og besøgte i 379 Nola for første gang. Han blev ikke døbt før ca. 390. Kort efter, da han havde mistet sit eneste barn og var kommet i alvorlige vanskeligheder - han var blevet truet med en anklage for at have dræbt sin bror - trak han sig tilbage til Spanien med sin spanske hustru Therasia. De solgte noget af deres ejendom og anvendte meget af udbyttet til at afhjælpe nød med den utilsigtede følge, at folket i Barcelona anmodede om, at han måtte få adgang til præsteskabet, og han blev derefter præsteviet.

I 395 slog Paulinus og Therasia sig ned i Nola i provinsen Campanien i Italien. De levede nu ikke længere som ægtefolk, men med nogle få medhjælpere førte de en slags munketilværelse, levede vegetarisk, fejrede gudstjenesterne i kirken, studerede, sørgede for de nødlidende og modtog besøgende. Mange pilgrimme kom til Skt. Felix af Nolas grav, og Paulinus byggede en stor ny kirke i tilslutning til gravkirken med sidebygninger. Alle væggene var dækket af billeder med bibelske motiver, som Paulinus håbede ville hjælpe til at holde folk i ro og orden. I 409 blev han valgt til biskop af Nola, men der er ikke meget overleveret om de følgende tyve år. Der eksisterer en levende beretning af et øjenvidne til hans sidste dage; han døde kort efter vesper, da lysene blev tændt, idet han citerede salmistens "Jeg har beredt et lys for min salvede".

Som digter står Skt. Paulinus ved siden af sin samtidige Prudentius, omend en smule lavere. 35 af hans digte er bevaret, heraf 14 til Skt. Felix af Nolas festdag; et af dem er velkendt i England som hymnen "Another Year Completed". Blandt de øvrige er en bryllupssang til Julians bryllup, han som senere blev biskop af Eclanum, et af de ældste kristne bryllupsdigte. Af prosaskrifter er der 50 breve, som er interessante, fordi de fortæller om forfatterens venlige og følsomme karakter og de religiøse og personlige emner, de omhandler. Hans korrespondenter omfatter mange fremtrædende kristne fra hans tid, bl.a. Augustin, Ambrosius, Victricius, Martin af Tours og Sulpicius Severus. Et karakteristisk træk ved Skt. Paulinus' religiøsitet var hans dybe hengivenhed for helgenerne og respekt for deres relikvier, hvilket især viser sig med hensyn til Skt. Felix.

 

PAULUS

hedningernes apostel. Født i Tarsus i Kilikien. Død i Rom ca. år 67. Festdag 29. juni sammen med apostlen Peter. Indtil hans omvendelse til Kristus var Paulus kendt som Saulus. Han arvede romersk borgerskab fra sin jødiske far (ApG 22,28), der opdrog ham som streng farisæer (ApG 26,5). Han studerede sin religion under den berømte Rabbi Gamaliel i Jerusalem (ApG 22,3) og lærte teltmagerhåndværk (ApG 18,1-3). Som ung mand var han til stede og billigede, at Skt. Stefan blev stenet til døde. Derefter "søgte han at udrydde Kirken" (ApG 8,3), ledte efter kristne og overgav dem til fængsel, ja død. Men så, da han var på vej til Damaskus for at drive forfølgelse dér, fik han et pludseligt syn, hvori Jesus Kristus irettesatte ham og fortalte ham, at han var udset til at bringe den kristne tro til hedningerne, dvs. til ikke-jøder. Paulus blev behørigt døbt og trak sig for en tid tilbage til Arabien. Så kom han tilbage til Damaskus, men efter tre år blev hans jødiske fjender så truende, at han måtte tage flugten om natten, og han blev sænket ned fra bymuren i en tøjkurv. Derfra kom han til Jerusalem "for at se Peter", som han senere modstod ansigt til ansigt på grund af hans vaklende holdning i spørgsmålet om omvendte hedninger og jødisk lovoverholdelse. Dette skete i Antiokia, Østens hovedstad, hvortil Paulus var blevet kaldt for at hjælpe Skt. Barnabas i hans evangeliseringsarbejde: det var begyndelsen til den store hedningsmission. De omvendte samlede penge ind for at hjælpe den hungerramte kristne menighed i Jerusalem, og Paulus og Barnabas fik overdraget at bringe pengene dertil (ApG 9,1-30; 11,26-30).

Fra omkring år 45 var Skt. Paulus på sine tre store missionsrejser, begyndende på Kypern, hvorefter han drog hid og did i Lilleasien, Syrien, Makedonien og Grækenland (ApG 13-20). I hver by prædikede han først i den jødiske synagoge, før han vendte sig til hedningerne. Efter tolv år drog han til Jerusalem, og hans tilstedeværelse dér forårsagede en sådan uro, at han blev arresteret af den romerske kommandant. Efter to år appellerede han sin sag til kejserens ret og blev sendt til Rom. Han led skibbrud på Malta undervejs (ApG 21-28). I Rom sad han i husarrest i to år, og derefter er hans skæbne usikker. Han kan være blevet dømt i sin sag og henrettet; eller han kan være blevet løsladt, for der er nogen sandsynlighed for, at han atter besøgte Efesos og andre steder og måske endda drog til Spanien. Han kan da atter være blevet arresteret, bragt til Rom for anden gang og dér henrettet. I begge tilfælde siger overleveringen, at han blev halshugget på det sted, der nu kaldes Tre Fontana, og hans legeme begravet, hvor kirken Skt. Paul uden for Murene nu står. Den tro, at Peter og Paul led martyrdøden på den samme dag skyldes sandsynligvis, at de har en fælles festdag 29. juni.

 Indtil Paulus' første komme til Rom berettes der temmelig udførligt om hans liv i Apostlenes Gerninger, og yderligere oplysning finder man i hans talrige breve, der udgør en så dyrebar del af Ny Testamente (hans forfatterskab til visse af dem, især Hebræerbrevet, er omdiskuteret). I en berømt passage har han selv understreget de ydre vilkår for hans liv som kristen missionær: "Ofte på rejser, i farer på floder, i farer blandt røvere, i farer fra landsmænd, i farer fra hedninger, i farer i by, i farer i ørken, i farer på havet, i farer blandt falske brødre; under slid og møje, ofte under nattevågen, under sult og tørst, ofte under faste, i kulde og uden klæder" (2. Kor 11,26-27). Dette og andet måtte han lide på grund af sin trofasthed mod sin daglige opgave, "omsorgen for alle kirkerne". Et 2. århundredes dokument beskriver Paulus som en mand uden imponerende fysisk udseende ("lille, skaldet, krumbenet" jfr. 2. Kor 10,10). Apostlenes Gerninger og Brevene bevidner hans høje åndelige niveau og overnaturlige egenskaber. For han var en hel del mere end en utrættelig og stærk missionær: som religiøs tænker har han gennem sine breve haft en dyb og varig indflydelse på kristendommens udformning og udvikling, og storheden i hans karakter og ånd bliver kun mere iøjnefaldende, som århundrederne går. Skt. Paulus' symboler i kunsten er et sværd og en bog.

 

PERPETUA OG FELICITAS

martyrer. Døde i Kartago 203. Festdag 7. marts. Perpetuas og Felicitas' lidelse og død sammen med deres fire mandlige lidelsesfæller er måske den mest levende og udtryksfulde autentiske beretning om tidlige martyrer. Dokumentet blev delvis skrevet af Perpetua selv, delvis af en anden af martyrerne, Saturus, og skrevet færdig af en unavngiven efter martyriet. Vibia Perpetua var en ung gift kvinde af god familie (enke?) med et spædbarn i armene. Felicitas var en slavinde, langt henne i en graviditet, og Revocatus ligeledes en slave. De andre tre mænd var Secundulus, Saturninus og Saturus. På tidspunktet for deres fængsling i Kartago efter et edikt af Septimus Severus var de alle, undtagen Saturus, endnu katekumener. De blev døbt under deres husarrest, og kort tid efter blev de fængslet i det almindelige fængsel. Da var det, at Perpetua fik den første af sine visioner eller drømme om himmelstigen, som er et gennemgående træk i beretningen. Og hun fik besøg af sin forvirrede gamle far, der var hedning: "Jeg sørgede over hans alderdoms ulykke". Hun bekymrede sig også for sit barn, der til sidst blev ført bort til sit hjem. I deres retssag blev de alle dømt til døden ved de vilde dyr. Da Perpetua var ført tilbage til fængslet, havde hun en meget bemærkelsesværdig vision om sig selv: i en fysisk kamp fik hun bugt med Satan i skikkelse af en skummelt udseende ægypter. Saturus beretter sin vision om sin ankomst til himlen og de ældste foran Guds trone; og Perpetua sagde: "Jeg var lykkelig, da jeg var i kødet, men nu er jeg endnu mere lykkelig". Da Felicitas stønnede under svære fødselsveer, sagde fangevogteren ironisk til hende: "Når du ikke engang kan bære lidelsen nu, hvordan vil du så kunne det, når du bliver kastet for de vilde dyr?" Felicitas svarede: "I dag lider jeg for mig selv, men når jeg bliver martyr, er der en anden, som lider for mig, fordi jeg lider for Ham!" Hun fødte en pige, som straks blev adopteret af en medkristen.

På dagen for martyrernes triumf gik de ind på arenaen "med muntre tapre miner". "Du dømmer os; Gud vil dømme dig", råbte de til den præsiderende procurator Hilarion. Perpetua kom sidst, "Kristi sande brud og Guds yndling; hendes gennemborende blik gjorde alles øjne forlegne". En udførlig beretning gives af, hvorledes hun og Felicitas hjalp hinanden, da de blev angrebet af en vild ko. Perpetua blev kastet i vejret, men levede endnu, da hun faldt ned. Hun troede, hun vågnede af en dyb søvn, men sårene på kroppen overbeviste hende om, hvor hun var. Til de unge mænd, som blev angrebet af en leopard, en bjørn og et vildsvin, råbte hun: "Stå fast i troen! Vær ikke forbavset over vores lidelser". Derpå kyssede de hinanden, "for at deres martyrium kunne fuldendes med fredshilsenen". Til sidst blev hver enkelt dræbt med sværd gennem struben. Et første kejtet stød med sværdet var forfejlet og dræbte ikke Perpetua. Hun skreg af smerte, men ledte selv sværdet til det andet stød: "Måske kunne så storsindet en kvinde, der måtte frygtes af den urene ånd, ikke slås ihjel, uden at hun selv ville det".

 

PETER

apostlenes leder. Død i Rom ca. 64. Festdag 29. juni med apostlen Paulus. Han var fisker på Galilæas sø, var gift og havde en bror, Andreas, med hvem han blev kaldet til at følge Kristus og blive "menneskefisker". Egentlig hed han Simon; men Jesus gav ham den aramæiske benævnelse Kefas (Joh 1,42), der betyder "klippe", og ordets græske form bliver til Peter, det navn, som vi kender ham under. Navnet blev forklaret, da Herren, som svar på Simons bekendelse "Du er Kristus, den levende Guds Søn", sagde: "Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke". Kristus overgav ham "Himmerigets nøgler" og magten til at "binde og løse", der senere blev udvidet til de andre apostle (Matt 16,16-19 og 18,18). Ny Testamente giver fyldig dokumentation for Peters unikke stilling blandt apostlene, gør det også klart, at han tidligere har misforstået Kristi messianske kald, og viser hans varme, impulsive karakter. Få minutter efter at have svoret over for sin Mester: "Om jeg så skulle dø med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig", fornægtede han faktisk ethvert kendskab til ham tre gange over for den jødiske ypperstepræsts tjenere (Matt 26; 35,69-75). Men efter opstandelsen var Peter den første af apostlene, som Jesus viste sig for. Og den opstandne Herre bad ham nu som konsekvens af fornægtelsen bekræfte sin kærlighed tre gange; derefter gentog Jesus Peters ansvar og opgave: "Vogt mine lam! Vogt mine får!" (Joh 21,15-19).

Skt. Peter gjorde dette tappert og trofast, som det kan ses af Apostlenes Gerninger. Han var leder af det kristne fællesskab. Han bestemte, at den plads blandt apostlene, som Judas Iskariot havde efterladt tom, skulle udfyldes. Han talte til folkeskaren pinsedag. Han gjorde mirakler i Kristi navn - bare skyggen af ham var helbredende (ApG 5,15). Han udtalte dommen over Ananias og Saffira. To gange afslog han at blive bragt til tavshed af det jødiske råd. Han tillod, at den første hedning, Cornelius, blev døbt. Han blev fængslet af Herodes Agrippa og undslap kun ved guddommelig indgriben. Han foretog missionsrejser og aflagde pastorale besøg i Samaria, Antiokia (efter traditionen var han byens første biskop) og andre steder. I Antiokia blev han irettesat af Paulus, fordi han tøvede med at spise sammen med hedningekristne (Gal 2,11-21); senere hen talte Peter stærkt imod at pålægge de hedningekristne pligten til at lade sig omskære: også til dem, sagde han, er Helligånden givet og deres hjerter er renset ved troen (ApG 15,7-11).

Den meget gamle tradition, der ikke udtrykkeligt omtales i Ny Testamente, at apostlen Peter til sidst kom til Rom og blev henrettet dér, er ofte blevet draget i tvivl, men moderne videnskabsmænds forskning har bekræftet traditionen. At han led martyrdøden under Nero er hævet over enhver tvivl. Det siges, at han blev korsfæstet med hovedet nedad efter sin egen anmodning, men dette er meget usikkert. Traditionen udpeger ligeledes et sted under Peterskirkens alter som hans grav. Resultaterne af nyere udgravninger dér bekræfter det.

Der synes ikke at være nogen rimelig grund til at betvivle Skt. Peters forfatterskab til det første nytestamentlige brev, der bærer hans navn, men det andet brev er der blevet sat spørgsmålstegn ved af nogle forskere. Der er almindelig enighed om, at Markus-evangeliet gengiver Peters forkyndelse. Andre tidlige værker, der angiver Skt. Peter som deres forfatter, eller at de er skrevet om ham, er apokryfe. Et af dem, "Peters Gerninger", er kilden til beretningen om, at Peter på flugt for forfølgelsen i Rom mødte Kristus på vejen og spurgte ham: "Herre, hvor går du hen?" ("Quo vadis, Domine?"). Kristus svarede: "Hen for at lade mig korsfæste igen" - hvorpå vendte Peter tilbage for at lide martyrdøden. Skt. Peter har i kunsten symbolet to nøgler overkors.

 

PETER AF ALCANTARA

franciskanermunk, mystiker. Født i Alcantara i Spanien 1499. Død i Arenas 1562. Kanoniseret 1669. Festdag 19. oktober. Peter Garavito, søn af en jurist, studerede ved universitetet i Salamanca og sluttede sig til de franciskanske observantbrødre. I nogle år efter hans præstevielse var hans liv begivenhedsløst; for størstedelen anvendte han tiden til at prædike mission over hele Estremadura, men hele tiden længtes han efter en endnu mere streng efterfølgelse af Frans' regel. Efter at han var blevet valgt til leder af sin orden i Estremadura-provinsen i 1538, var han i stand til at tage afgørende skridt i denne retning, men hans anstrengelser blev ikke vel modtaget. Til sidst, ca. 1556, lykkedes det ham at oprette et broderskab i Pedrosa, hvorfra den alcantariske franciskaner-reform udvikledes og spredtes. Brødrene levede i små grupper, i stor fattigdom og strenghed, barfodede, afholdt sig fra kød og vin og tilbragte lang tid i ensomhed og kontemplation. Det store forbillede, som Peter Alcàntara selv gav, og som næsten er utroligt i visse henseender, kendes fra Skt. Teresa af Avilas selvbiografi. Hun modtog megen hjælp og opmuntring fra ham, da hun grundlagde det første konvent af reformerede karmelit-nonner i 1562. Han var også hendes skriftefar en tid og havde betydelig del i udviklingen af hendes mystiske liv. Peter af Alcantara var en af de fremtrædende spanske mystikere før Skt. Teresa selv. Han skrev en traktat om bøn og meditation, som er blevet oversat til mange sprog.

 

PETER CANISIUS

jesuit og kirkelærer. Født i Nijmegen i Holland 1521. Død i Fribourg i Schweiz 1597. Kanoniseret 1925. Festdag 21. december. Peter Kanis var søn af borgmesteren i Nijmegen. Han blev sendt til universitetet i Køln i den hensigt, at han skulle være jurist; men han vendte sig til teologien og indtrådte i jesuiterordenen 1543 under indflydelse af jesuiterpræsten Peter Favre. Mellem 1546 og 1562 blev han kendt som prædikant, assisterede ved Tridentinerkoncilet, tilbragte seks måneder med Skt. Ignatius af Loyola i Rom, var lærer ved den første jesuitskole i Messina og reformerede universitetet i Ingolstadt i Bayern. Derfra blev han sendt til Wien for at gøre lignende arbejde og blev dér en religiøs personlighed i byen. Pater Canisius havde allerede været meget opmærksom på at styrke katolikkers tro over for protestantismen, og han begyndte nu at skrive i samme hensigt. I 1556 blev han udnævnt til provincial for jesuitterne i Sydtyskland, Østrig og Bøhmen. Først arbejdede han i Prag og så i Augsburg med sin sædvanlige forbløffende energi, grundlagde skoler, kollegier og præsteseminarier, prædikede, skrev og drev missionsvirksomhed (det er blevet anslået, at han rejste godt 32.000 km til fods eller på hesteryg i 30 år). Senere blev han udstationeret i Dillingen i Bayern, i Innsbruck og til sidst i Fribourg, hvor han døde.

Skt. Peter Canisius, som en moderne luthersk teolog har omtalt som "en nobel jesuit af uplettet karakter", var en fremtrædende skikkelse i den katolske fornyelse, som fulgte efter Tridentinerkoncilet, og han gjorde mere end nogen anden enkeltperson for at bevare sydtyskerne i den katolske Kirke. Han var også en undtagelse blandt kontroversteologer i de dage, idet han var høflig, moderat og forstående. Han indså tidligt pennens og pressens betydning og opmuntrede på enhver måde trykkere og forlæggere. Som følge af hans egne utallige skrifter blev han kaldt kirkelærer, da han blev kanoniseret i Rom i 1925. Langt de mest kendte af hans værker er de tre katekismer om den kristne tro for elever af forskellig alder. De fik en umådelig udbredelse på mange sprog.

 

PETER CHANEL

maristpræst og martyr. Født 1803 i Cuet i bispedømmet Belley (Frankrig). Død 1841 på Futuna. Kanoniseret 1954. Festdag 28. april. Marias Missionsselskab blev dannet i Lyon i 1822 og et af dets første medlemmer var en bondesøn, en ung præst ved navn Peter Chanel. I tre år havde han arbejdet i et delvis nedlagt landsogn med godt resultat, da han i 1831 sluttede sig til Maristernes missionskongregation. I 1836 fik selskabet tildelt Ny Hebriderne i Stillehavet som missionsområde, og pater Chanel var i den gruppe missionærer, som blev sendt dertil. Han blev stationeret på Futuna, en ø, hvor kannibalisme først for nylig var blevet forbudt af den lokale regent, Niuliki. Sammen med ham var en lægbroder og en engelsk lægmand Thomas Boog. I begyndelsen blev de godt modtaget; men da pater Chanel havde lært noget af sproget og vundet folks tillid, blev Niuliki jaloux og bange. Værre blev det, da hans egen søn og andre unge mænd konverterede og blev døbt. Tre år efter ankomsten, mens hans fæller var væk, blev pater Chanel overfaldet af Niulikis mænd og slået ihjel med knive og økser. Da en af Chanels konvertitter blev opfordret til at retfærdiggøre sin omvendelse, sagde han om Chanel: "Han elsker os. Han praktiserer selv det, han lærer. Han tilgiver sine fjender. Hans undervisning er god". Australien og New Zealand fejrer Skt. Peter Chanel som deres første martyr.

 

PETER CHRYSOLOGUS

biskop og kirkelærer. Født i Imola ca. 400. Død dér ca. 450. Festdag 30. juli. Skønt Peter Chrysologus ("gylden tale") siden 1729 er blevet regnet blandt kirkelærerne, er det i virkeligheden meget lidt, der er kendt om hans liv, og alle hans skrifter er gået tabt undtagen en stor samling af korte prædikener. Der findes ikke nogen beretning om ham før næsten 400 år efter hans død, og man kan kun have ringe tiltro til den. Han blev biskop af Ravenna ca. 435 og var en af dem, der modtog et brev fra monofysitternes leder Eutyches, som protesterede imod at være blevet dømt af Skt. Flavian af Konstantinopel. I sit svar formanede Peter Eutyches til ikke at forårsage splid i Kirken og henviste ham til biskoppen af Roms læreautoritet. Chrysologus' prædikener handler næsten alle om emner fra evangelierne, enkle, praktiske og klare, men uden den veltalenhed, som hans tilnavn antyder.

 

PETER DAMIAN

kirkelærer og reformator. Født i Ravenna 1007. Død i Faenza 1072. Festdag 21. februar. Han mistede tidligt sine forældre og var først i en ældre usympatisk brors varetægt, derefter hos en anden bror, som sørgede for, at han blev godt undervist i skoler i Lombardiet. I 1035 sluttede Peter sig til et samfund af eremitter, grundlagt af Skt. Romualdo i Fonte Avellana, og han blev dets leder. Han var i bund og grund en reformator i en reformtid, både som munk og i sit videre virke som kardinalbiskop af Ostia. Men han var kritisk over for nogle af udviklingstendenserne hos reformpaverne i tiden, og han øvede en stærk indflydelse på vigtige kirkelige sager. I sit syn på munkevæsen så Skt. Peter Damian altid tilbage på de tidlige ørkenfædres eksempel, og i nogle henseender var han ikke ulig Skt. Hieronymus i karakter, kritisk: utålmodig, meget frimodig, med profetens moralske glød. Hans voldsomme angreb på klerikalt forfald kaldes med god grund "Gomorra Bogen"; på den anden side irettesatte han en biskop blot, fordi han spillede skak. Han skrev om en række vigtige teologiske og kanoniske emner og blev indrulleret i rækken af kirkelærere af pave Leo XII i 1828 uden forudgående formel kanonisation. Peter Damians uforsonlighed og strenghed er måske blevet overdrevet; en anden side af ham kan ses i hans hymner, således dem om Himlen og om Skt. Gregor den Store, som han hilser som "Det engelske folks apostel".

 

PIUS V

pave. Født i Bosco i Ligurien 1504. Død i Rom 1572. Kanoniseret 1712. Festdag 30. april. Michael Ghislieri var af jævn herkomst. I tidlig alder trådte han ind i dominikanerordenen og udviklede sig hurtigt som lærer og prædikant. I 1556 blev han udnævnt til biskop af Nepi og Sutri, i 1557 blev han kardinal og leder af inkvisitionen og i 1559 biskop af Mondovi. Han modsatte sig med kraft pave Pius IV's nepotisme, og ved konklavet i 1566 blev han selv valgt til pave som Pius V, med stærk støtte af Skt. Karl Borromæus. I sit personlige liv fortsatte han med at være en from tiggermunk. Som pave gav han sig til at realisere reformdekreterne fra Tridentinerkoncilet med energi og kraft. Han var en streng karakter; han gjorde fuldt brug af inkvisitionen, og hans metoder i bekæmpelse af protestantismen var skånselsløse. Han var drastisk i sine forholdsregler mod sociale onder som prostitution og tyrefægtning. Pius V havde en høj mening om den pavelige magt i verdslige anliggender, skønt han undertiden kun viste ringe talent, når han havde med dem at gøre. I 1570 erklærede han Elizabeth I af England for ekskommuniceret og kundgjorde, at hendes undersåtter var løst fra deres troskabspligt mod hende (det var på pave Pius V's festdag, at dronning Elizabeth II, 391 år efter, besøgte pave Johannes XXIII i Vatikanet). At han også kom i konflikt med Filip II af Spanien viser, med hvilken konsekvens han anvendte sine principper. Skønt han blev kritiseret for "at ønske at forvandle Rom til et kloster", havde Pius V den romerske befolknings respekt, fordi de kendte hans personlige godhed og omsorg for alles ve og vel.

 

PIUS X

pave. Født i Riese i Venezia 1835. Død i Rom 20. august 1914. Kanoniseret 1954. Festdag 21. august. Giuseppe Sarto var nr. to af ti børn i en familie, som sad i meget fattige kår. Hans boglige uddannelse begyndte i landsbyskolen, og han blev viet til præst i 1858, skønt han manglede et år i den sædvanlige minimumsalder. Efter 17 år som kapellan og sognepræst blev han udnævnt til kannik i Treviso; og i 1884 til biskop af Mantua. I 1893 blev han forfremmet til bispesædet i Venezia og udnævnt til kardinal. Ved konklavet i 1903 blev kardinal Sarto valgt til pave og tog navnet Pius X. To fremtrædende begivenheder i hans tid som pave var adskillelsen af kirke og stat i Frankrig og pavens affejende dekreter mod den filosofiske og religiøse bevægelse, der fik det uheldige navn "modernismen". I den første sag ofrede Pius kirkelig ejendom for at sikre Kirkens frihed over for staten. I den anden sag havde underordnede folk ved deres metoder og overdrivelser en meget ugunstig virkning på den offentlige mening om paven. Han blev også kritiseret, da han søgte at bremse det, som nogle anså for yderliggående udslag af social og politisk aktion, som da den franske "liberale" bevægelse ved navn "Sillon" blev fordømt i 1910: Action française, der havde den modsatte tendens, blev også fordømt i 1914, men dekretet blev ikke offentliggjort før 1926. På den anden side var nogle vigtige initiativer fra ham hævet over offentlig polemik, f. eks. kodificeringen af kirkeretten, reorganiseringen af de romerske kirkelige departementer (kurien), grundlæggelsen af et institut for bibelstudier og revisionen af den latinske oversættelse af Bibelen (Vulgata).

Skt. Pius X havde i 45 år gjort sogne- og bispedømmearbejde. Han ønskede at "forny alle ting i Kristus" (hans motto), og på det praktisk pastorale plan var hans indsats til stor gavn, f. eks. de første skridt til en gudstjenestereform (særlig musikken), tilskyndelse til hyppig, endog daglig, modtagelse af den hellige Kommunion og de små børns tidlige Kommunion. Han var i virkeligheden den elskelige og forstående sognepræst, og hver søndag, medens han var pave, holdt han en enkel prædiken om dagens evangelium til alle, som ville komme, i en af Vatikanets gårde. En ærlig godhed og ligefremhed var store karakteristiske træk hos ham, og de ses i de mirakler, som man tillagde ham, endog mens han levede: beretninger om helbredelse, legemlig og åndelig, som vækker tiltro ved selve deres naturlighed og enkelhed. Skt. Pius skrev i sit testamente: "Jeg blev født fattig, har levet som fattig og jeg ønsker at dø fattig". Han var forlegen ved Vatikanets ceremoniel og visse pavelige konventioner. Straks efter hans død, 16 dage efter den første verdenskrigs udbrud, var der et indtrængende folkeligt ønske om hans kanonisering.

H. Roos: Pius X. Kbh. 1934.

 

POLYCARP

biskop og martyr. Død i Smyrna 23. februar ca. 155. Festdag 23. februar. I sit lange liv må Skt. Polycarp have været en vigtig kristen skikkelse i det vestlige Lilleasien. Skt. Irenæus af Lyon fortæller os, at han havde "kendt Johannes og de andre, der har set Herren". Skt. Ignatius af Antiokia skrev på vej til sit martyrium et særligt brev til ham for at opmuntre ham, da han var en ung biskop, og i sen alder drog han til Italien for at rådslå med biskoppen af Rom, Skt. Anicetus. Efter Polycarps martyrium skrev hans menighed i Smyrna en lang beretning om hans død til menigheden i Philomelium i Pisidien, og teksten til dette brev er bevaret - den første autentiske beretning om et kristent martyrium efter Skt. Stefan.

Polycarp blev forrådt af en tjener og arresteret en aften på en gård uden for Smyrna. Han blev taget med ind til byen og ført frem for prokonsulen på stadion, hvor en skare var samlet til legene. Prokonsulen tilskyndede ham indtrængende til at afsværge sin religion: "Aflæg ed på kejserens skytsånd; forband Kristus". "Jeg har nu tjent ham i 86 år, og han har ikke gjort mig noget ondt", svarede Polycarp; "hvordan skulle jeg kunne bespotte min konge og frelser?" Prokonsulens lokken og truen havde ingen virkning, og folket hylede op efter den mands blod, som "ødelægger vore guder". Så beordrede prokonsulen, sådan som Polycarp allerede havde forudsagt, at Polycarp skulle brændes levende. Han udbrød i bøn med lov og pris til Gud, og da han havde hengivet sig selv og sagt Amen, blev ilden antændt, "og flammerne dannede en slags hvælving ligesom et skibs sejl fyldt med vind, og de stod ligesom en mur omkring martyrens legeme; og han så ikke ud som brændende kød, men lignede brød i ovnen eller guld og sølv, der lutres i en smelteovn". Så fik bødlen ordre til at gennembore Polycarp for at fremskynde hans død. Den årlige fest for Skt. Polycarp, der fejres den dag i dag, er den første regelrette mindefest for en martyr, som der findes beretning om.

Niels Jørgen Cappelørn m.fl.: De apostolske fædre, Kbh. 1985; Søren Giversen: De apostolske fædre, bd. 1-2, Kbh. 1985.

 

PONTIANUS

pave - se Hippolyt.