8. bud: Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd imod din næste.

Oprindeligt var dette bud møntet på enhver israelit, som kunne blive indkaldt som vidne eller dommer i en retssag ved byporten, hvor man afgjorde byens eller landsbyens sager. Det var et stort ansvar, som lå på hans skuldre. Det påhvilede nemlig en dommer eller et vidne at være sandfærdig i sine ord. Der var jo tale om en persons ry, anseelse, rettigheder og ofte også om vedkommendes liv.  Disse vigtige goder skulle beskyttes.

Men allerede i Det gamle Testamente blev dette bud udvidet. Fra kun at være møntet på en retssag blev forbudet udvidet på en sådan måde, at det også omfattede enhver form for bagtale og dårlig omtale af et andet menneske. I begyndelsen var det kun en israelit, dvs. en fra ens eget folk eller stamme, som man ikke måtte aflægge falsk vidnesbyrd imod. Senere hen blev forbudet udvidet til at omfatte alle menneskers grundlæggende ret til en sandfærdig og værdig behandling, altså også ikke-israelitter.

Le ikke ad et menneske, der er fyldt af bitterhed, for der er en, der både ydmyger og ophøjer. Udtænk ikke løgn mod din broder, og gør det heller ikke mod din ven. Indlad dig aldrig på at lyve, for den vane kommer der intet godt ud af (Sir 7,11 ff).

Modsætningen til løgnen er sandheden. Budet vil dermed fremme sandheden. Ethvert menneske har krav på sandheden. Jesus siger selv:

Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde (Matt 5,37).

De fleste mennesker afskyr løgnen. At fordømme løgnen har ikke kun at gøre med, at det er nemmere for alle, at man kan stole på hinanden og ikke skal fundere over, om vedkommende nu taler sandt eller ej. Sandfærdighed styrker menneskets tillid til en anden person.  

Løgnen derimod skader vort medmenneske. Derfor er den forbudt. 

Tænk engang på de mennesker, vi møder. Vi kan kun dele med dem, fortælle om vore oplevelser og drømme, ved at vi bruger sproget. Størstedelen af vor kommunikation med andre mennesker foregår gennem sproget. Vi har behov for sproget for at komme i kontakt med andre mennesker. Sprog er grundlæggende for at kunne møde andre mennesker, for at kunne kommunikere med dem. Hvis et menneske lyver, misbruger det sproget og ødelægger dermed den gensidige tillid og fællesskab.

Men findes der situationer, hvor det er tilladeligt at fortie sandheden eller lyve? Vil en løgn med en god hensigt alligevel ikke falde ind under begrebet løgn?

Det kunne f.eks. være i det tilfælde, at nogen gemmer et politisk forfulgt menneske og lyver eller taler usandt over for forfølgerne for at frelse dette menneskets liv. Eller er det i en anden situation bedre at lyve for ikke at påføre et andet menneske den alt for store smerte, som sandheden måske vil fremprovokere? Er det derfor ikke bedre at fortie sandheden over for et uhelbredeligt sygt menneske?

Generelt skal man altid være sig sammenhængen mellem sandheden og menneskeværdigheden bevidst. Ethvert menneske har krav på sandfærdighed, også når det gælder om at få at vide, at dets dage er talte. En løgn eller det at fortie sandheden i et sådant tilfælde er kun tilladeligt, hvis vi virkelig er klar over, at det i den konkrete situation er det bedste for det andet menneske, f.eks. det at redde et menneskeliv. Vi har som kristne til opgave at udvise omsorg over for vor næste og yde hjælp, hvis en sandhed er smertefuld. Vi behøver heller ikke altid at sige alt, hvad vi ved. Vi skylder derfor intet menneske usandheden, men altid sandheden. 

Forbudet mod løgnen gælder uden undtagelse i den kirkelige tradition. Hvis løgnen skulle bedømmes ud fra dens formålstjenstlighed, kunne jeg som menneske jo aldrig vide, om et andet menneske lige nu bedømmer, at det er o.k. at lyve over for mig.

Apostlen Jakob kalder tungen for en magt, der er svær at tøjle. Ved at vælge at sige sandheden respekterer man både sin egen og sin næstes værdighed. Vi skal ikke alene forsøge at være sandfærdige, ikke sladre og bagtale nogen, men virkelig forsøge at være sanddru, pålidelige og derved aflægge vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Ved dette bud handler det dybest set om respekten for ens egen og medmenneskets værdighed.