Jomfru Maria

De fleste mennesker forbinder Mariafromheden og rosenkransbønnen med den katolske tro. Og det er rigtigt, at Maria spiller en væsentlig rolle i den katolske kirke. Grunden hertil er følgende: Jomfru Maria var en ung jødisk pige, som blev kaldt til en helt speciel opgave. Derfor fik hun også en særlig plads i Guds plan. Men derfor blev hun dog ikke guddommelig. Katolikker tilbeder derfor ikke Maria, som de tilbeder Gud. Men de beder Maria om hendes forbøn hos Gud.

Hvordan er dette muligt? På en måde er troen på, at Maria kan gå i forbøn for os, også et tegn på, at kirken er et fællesskab. I kirken beder vi mennesker for hinanden, og vi hjælper hinanden til at komme Jesus nærmere. Som katolikker tror vi også, at Maria og helgenerne kan hjælpe os med det.

Men lad os nu se lidt nærmere på det. En kendt katolsk bøn er "Hil dig Maria".

Hil dig, Maria,
fuld af nåde!
Herren er med dig!
Velsignet er du iblandt kvinder,
og velsignet er dit livs frugt, Jesus.
Hellige Maria, Guds moder!
Bed for os syndere
Nu og i vor dødstime.
Amen.

Denne kendte bøn begynder med englen Gabriels ord til Maria. Gabriel blev sendt til Nazaret og hilste på Maria, som dengang var en ung pige omkring 13-15 år. "Herren er med dig, du benådede!" (Luk 1,28). Efter at Maria havde sagt ja til at blive Jesu mor, drog hun til sin slægtning Elisabeth. Også Elisabeth ventede et barn, selv om hun allerede var højt oppe i årene. Maria kom og hjalp Elisabeth, indtil hun fødte Johannes Døberen. Da de to gravide kvinder mødtes, råbte Elisabeth under Helligåndens indskydelse:

"Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!" (Luk 1,42). Elisabeths ord danner det andet led i bønnen "Hil dig Maria". På en måde kan man derfor godt sige, at Elisabeth er den første, der ærer Maria.  Og Gud er indforstået med det, for Elisabeth siger det under indflydelse af Helligånden, hvilket vi kan læse i selve beretningen. Maria kan prises, fordi hun har sagt ja til Gud og været villig til at medvirke i Guds plan. Derfor er hun et forbillede også for os. På samme måde som Maria kan vi stille os til rådighed for Gud. 

I midten af bønnen står navnet Jesus. Han er det barn, Maria fødte. Jesus betyder: Gud frelser. Da englen Gabriel var hos Maria, sagde han, at hun skulle kalde sin søn Jesus (Luk 1,31). For katolikker er bønnen "Hil dig Maria" derfor først og fremmest en Jesusbøn. Jesus er midtpunktet i denne bøn.

Tiltalen "Hellige Maria, Guds moder" sammenfatter det Bibelen siger om Maria. For at kunne bede denne sidste del af bønnen er det nødvendigt, at vi ved og erkender, at vi som mennesker igen og igen falder og fejler. Synden adskiller os fra Gud og ødelægger også vort forhold til andre.  For os mennesker findes der to tidspunkter, som er af gørende betydning, dels det nuværende øjeblik, for her og nu kan vi på ny vælge Gud, og dels vor dødstime, hvor vi skal møde ham ansigt til ansigt. Katolikker tror, at Maria er den, som sammen med sin søn Jesus går i forbøn for os.

Allerede i vor hverdag går vi i forbøn for hinanden. Det kan sagtens være, at en ven på den måde taler vor sag og lægger et godt ord ind for os. Katolikker tror ikke, at denne omsorg holder op ved døden. Jesus er opstået fra de døde, og han lever. Hvis vi tror på ham, får vi del i hans opstandelse og det evige liv. Derfor sætter døden heller ikke en grænse for vor (for)bøn.

Med denne afsluttende bøn beder katolikker Maria om hjælp til at vælge Jesus i det nuværende øjeblik samt i døden.

Fortællingen om brylluppet i Kana (Joh 2,1-12) kan hjælpe os til at forstå, hvilken opgave Maria har. Maria siger, da tjenerne ikke har mere vin: "Gør, hvad som helst han siger til jer." Hun peger på Jesus. Det gør hun stadigvæk. Hun opfordrer alle dem, der tror på Jesus, til at gøre, hvad Jesus siger. Dermed er Maria intet andet end en vejviser til Jesus. Jesus er altid centrum og udgangspunkt for hele kirkens liv og tro. 

Fire Mariadogmer 

Den katolske Kirke har fire Mariadogmer. Et dogme er en læresætning og en ny formulering af en gammel tro. Et dogme er forpligtende for hele Den katolske Kirke. Et dogme vil aldrig kunne tilføje noget nyt til troen, men har til opgave at værne om troen og formulere den på en ny måde, sådan at den kan forstås i dag. Samtidig vil mange dogmer også tage stilling til spørgsmål, problemer og angreb på troen, som er oppe i tiden. Et dogme kan fremsættes af paven (ex cathedra) eller af et økumenisk koncil. 

For den katolske kirke er der fire udsagn om Maria, som er væsentlige for troen.

  • Maria er Guds moder.
  • Maria har født Jesus som jomfru.
  • Maria er blevet født uden arvesynd.
  • Maria er allerede nu med både legeme og sjæl i himmelen.

De to første udsagn findes direkte i Det nye Testamente. Også de to sidste har deres grundlag i Bibelen; men de kan kun forstås ved nærmere eftertanke.

Hvert af de fire udsagn fejres på en speciel festdag.

  • Festen for Maria Guds Moder (1. januar).
  • Herrens bebudelse (25. marts).
  • Festen for Marias uplettede undfangelse (8. december).
  • Marias optagelse i Himmelen (15. august).

 Disse fire udsagn kan man også finde i "Hil dig Maria". 

1. Maria er Guds moder

I bønnen Hil dig Maria beder vi Maria om hendes forbøn: "Hellige Maria, Guds moder". Her tænker vi på det første dogme, som siger, at Maria er Guds moder. Alt, hvad vi siger om Maria, har dybest set noget med Jesus at gøre. Netop fordi Jesus er Guds søn, får Maria også titlen "Guds moder". Evangelisterne Matthæus og Lukas beretter om, at Maria har født Jesus. Men dette barn i krybben var ikke et helt almindeligt barn. Jesus er både Gud og menneske. Maria kaldes derfor også "Guds moder". Dette siger ikke noget om Maria, men om Jesus. Han er Guds Søn. Maria er imidlertid ikke en gudinde, men et menneske som os alle. Det specielle er, at Gud har kaldt hende til en helt speciel opgave. Mens Jesus hang på korset, betroede han sin discipel Johannes til Maria. Ligeledes bad han Johannes om at tage sig af Maria. I den katolske tradition har man derfor altid sagt, at Maria er blevet en slags moder for alle dem, der tror på Jesus, fordi hun har født ham (Joh 19,26-27). I dåben er vi alle blevet Guds børn. Og Maria hjælper os ligesom en moder til at leve som Guds børn.

 

2. Maria har født Jesus som jomfru.

Netop fordi Maria skulle blive Jesu mor, var Gud hos hende på en helt særlig måde. Dette husker katolikker på, når de beder "Herren er med dig." Evangelisterne Matthæus og Lukas bevidner begge, at Maria undfangede Jesus, ved at Helligånden kom over hende. Jesus havde altså ikke en biologisk eller menneskelig fader. Der er ingen grund til at tvivle på evangelisternes udsagn. Hvis Jesus bare havde været en from jøde og et godt menneske, så ville han ikke kunne leve også i dag. Men Jesus er Guds søn, og han lever. Var han ikke Guds søn (som hans fødsel beretter om), så ville vi heller ikke kunne møde ham som den opstandne i dag.

Kan man overhovedet tro på, at Jesus blev født af en jomfru, vil nogle måske spørge? Jomfrufødselen er en prøve på vor tro. Tror vi virkelig på, at Gud kan vise os mennesker uventede ting? Er det umulige muligt for Gud? Jomfrufødselen er også et tegn på, at det er Guds gave at frelse mennesker.  Vi bliver frelst, fordi Gud elsker os, og ikke fordi vi fortjener det. Det er Guds gave til os.

Derfor er Jomfru Maria også et forbillede i tro. Hun var et menneske, som havde mod til at tiltro Gud det umulige. Katolikker tror, at Maria hele sit liv forblev jomfru. Når der i Det nye Testamente tales om Jesu "brødre og søstre", så kan disse ord bruges både om biologiske brødre og søstre, men også om kusiner og fætre. I Kina omtaler man den dag i dag fætre og kusiner som "brødre" og "søstre".

 

3. Maria er blevet født uden arvesynd.

Katolikker tror, at Maria blev født uden arvesynd. Dermed menes, at Maria blev fyldt med Guds kærlighed og nåde på en sådan måde, at Jesu kærlighed og frelse allerede forud virkede i hende. Det er af nåde og med henblik på hendes opgave som Jesu mor, at hun blev bevaret for arvesynden.

Maria havde frihed til at vælge Gud eller fravælge ham, ligesom de første mennesker havde friheden til at sige ja til Gud eller vende sig fra ham. 

Men hvad er arvesynden?

I 1 Mos 3 kan vi læse om syndefaldet, hvor de første mennesker, som var elsket af Gud, ikke kunne holde ud at være "nøgne" over for Gud, da de havde overtrådt hans bud og vendt sig fra ham. Ved at vælge ulydigheden vinder den onde magt over mennesket. Den onde er Guds modstander. Nu er livet blevet præget af synden, dvs. døden.  Det er det, kirken mener, når den taler om arvesynden. Denne tilbøjelighed til at vælge det onde hører fra syndefaldet med til menneskets natur. Med synden kom døden ind i verden. Fra syndefaldet har mennesket en tilbøjelighed til det onde og dermed også til egoisme. Synden har svækket dets beslutsomhed til at vælge det gode.

Dette kan f.eks. tit ses hos børn og forældre. Mange børn og unge vil gerne gøre det bedre end deres forældre. De er utilfredse med, at forældrene handler på en bestemt måde, f.eks. at de hurtig bliver hidsige eller ikke har tid nok til deres barn. Men ofte oplever børnene, når de så selv bliver forældre, at det ikke er nok med at ville gøre det bedre. Ofte er det svært at gøre det bedre end forældrene, og de opdager, at de bliver lige så hidsige eller er alt for stressede til at kunne give deres barn den tid, det har brug for.  

Men katolikker mener ikke, at mennesket i bund og grund er dårligt. Tværtimod. Det er godt, fordi det er skabt og elsket af Gud. Men synden har svækket det og gjort det sårbart.

Tænk på et spejl, som falder på gulvet. Det har fået en revne, og billedet er ikke længere helt klart og tydeligt. Men spejlet kan alligevel stadig bruges. Sådan er det også med mennesket. Det er blevet såret af synden; men på trods af dette kan det gennem sit liv pege på Guds omsorg og kærlighed. 

Gud ønsker derimod at befri mennesker fra syndens magt. Marias andel i dette er, at hun sagde ja til at blive Jesu mor. Da Maria var bevaret fra arvesyndens følger, kunne hun helhjertet sige Ja til Guds plan. Hun sagde "Ja" uden forbehold, fordi hendes tro og tillid til Gud var så stor. Hun sagde ja, uden helt at kunne forstå, hvad hun gik ind på. Netop derfor er hun et forbillede for os andre til også at sige "Ja" når Gud beder os om en opgave, uden at vi kender konsekvenserne. Eva forplumrede Guds plan og var ulydig, selv om hun havde friheden til at sige "ja" til Guds plan. Maria derimod samarbejdede med Gud, og derfor er hun blevet et forbillede for os alle. Hun kunne sige ja til Guds plan, og det af hele hjertet, fordi hun ikke var blevet smittet af (arve)synden.

Gud har med henblik på Jesu frelsesgerning og død på korset bevaret Maria på forhånd for al synd. Han gjorde det for at forberede Maria til hendes opgave og berede en værdig "bolig" til sin søn. I hende er Guds drøm om en hel verden blevet til virkelighed. Alle mennesker er kaldet til at blive det, som Maria er: frelste mennesker, hvor frelsen omfatter hele menneskets person og eksistens. 

 

4. Maria er allerede nu med både legeme og sjæl i himmelen.

"Hellige Maria ... Bed for os syndere ...". Sådan afsluttes bønnen Hil dig Maria. Maria kan gå i forbøn for os, fordi hun er blevet optaget i himmelen. Maria og helgenerne kan påkaldes, fordi de allerede er fuldendte og er kommet til Gud. De lever hos Gud. Her knytter den katolske kirke sig til den jødiske tro, som lovpriste både Abraham, Isak og Jakob, mens de priste Guds navn. Jesus selv siger:

"Han er ikke Gud for døde, men for levende" (Mark 12, 27).

Maria er optaget i himmelen med både legeme og sjæl, fordi mennesket er en enhed af legeme og sjæl. Også vort legeme har med Gud at gøre. Jesus, Guds Søn, blev endda menneske og tog menneskets legeme på sig.  Jesus kom ikke for at frelse menneskets sjæl, men mennesket som person, bestående af legeme og sjæl. Jesus selv opstod med sit legeme fra døden.  Derfor tror katolikker på legemets opstandelse.

Maria har sagt ja med hele sin person til Gud. Derfor har Gud også med hele sin person sagt ja til Maria.

Han skænkede hende derfor, da hun døde, at hun blev optaget i himmelen med både legeme og sjæl.

Derfor er Maria for os et håbets tegn. At Maria allerede nu lever hos Gud er et løfte til os, der tror på Jesus, at også vi en dag må leve sammen med Gud, både med legeme og sjæl. Vort legeme, som skal have del i opstandelsen (dog uden at vi i dag kan vide, hvordan dette vil ske), skal beskyttes og bevares i dette liv. Vi bør derfor værne om vort legeme og behandle vor krop på en god måde ved at spise sundt, sove nok, stresse af, holde os i form og klæde os på en fornuftig måde.