Klosterlivet

Også i Danmark kan man i bybilledet i nogle byer møde ordensfolk, som går i deres ordensdragter. Det er et uvant syn for mange. For hvad driver et menneske til at leve et liv i et fællesskab, hvor man beder og arbejder og lover at leve lydigt, fattigt og kysk?

Hvis et menneske ønsker at leve et klosterliv, sker det på grundlag af en indre appel fra Gud. Den almindelige betegnelse for denne appel, som aldrig er tvingende, men kræver menneskets frie tilsagn, er "kald". I dette tilfælde taler vi om et ordenskald; men i Den katolske Kirke taler man med lige så stor overbevisning også om andre kald, f.eks. kaldet til ægteskab, til at engagere sig i samfundet eller til at leve som præst. Kaldet til et liv i kloster drejer sig således om et ligeværdigt kald. Med disse kald menes altså bare forskellige veje gennem livet.

Kald og prøvetid 

Hvordan kan man opdage sit kald? Hører man en røst fra himmelen?

Et kald vokser stille og roligt. Det kan ske gennem de personer, et menneske møder på sin vej, gennem bøn og/eller samtale. På et eller andet tidspunkt vil et sådant menneske føle sig tiltrukket af klosterlivet og spørge, om det er den rette vej. Sammen med de søstre eller brødre, der nu tages kontakt til, vil det i bøn og i fællesskabets midte spørge sig selv, om det også er i stand til at leve dette liv.

Den normale vej er en prøvetid på ½-1 år, som kaldes postulat. Her bor postulanten i klosterets fællesskab og deltager i dets liv, men bærer stadigvæk sit eget tøj. Først som novice bliver man iklædt ordensdragten og bærer den fra den dag. Nu kan alle, også på det ydre, se, at dette menneske tilhører fællesskabet. Efter yderligere 1-2 års noviciat aflægges de første løfter på tid, som siden (normalt efter 3 år), efterfølges af løfter på livstid. Disse kaldes for evige løfter.

Klosterlivet og dets rødder 

Rødderne til klosterlivet går langt tilbage. Faktisk ligger de i evangeliet. I evangeliet tales for første gang om de såkaldte evangeliske råd: fattigdom, lydighed og kyskhed. Disse værdier spores her og i den øvrige nytestamentlige litteratur.  Forbilledet for klosterlivet er altså Jesus Kristus selv, som var helt engageret i sin tjeneste for Guds riges skyld. På samme måde ønsker klosterfolk at give sig helt hen til Jesus Kristus og tjene ham i andre mennesker. Jesus levede som ugift, og derfor ønsker klosterfolk også at leve ugift. Jesus var lydig over for sin himmelske Fader. Derfor ønsker klosterfolk også at være lydige over for Guds stemme og det fællesskab, de tilhører. Jesus levede som fattig og i tillid til sin himmelske Fader. På samme måde ønsker klosterfolk at leve et enkelt og nøjsomt liv og stole på Guds forsyn.

Klosterlivet er lige så mangfoldigt som alle de kald, Gud har lagt i forskellige menneskers hjerter. Det udviklede sig især, efter at kirken var blevet statskirke under kejser Konstantin den Store. Dengang blev mange kristne, uden at de havde valgt det i deres inderste. Man kunne ikke længere blive martyr ved at dø for sin tro. Derfor søgte mange efter en mulighed for at kunne aflægge vidnesbyrd om deres tro gennem en bestemt livsform. Under ledelse af Antonius af Egypten (d.€ 356) og andre drog kristne ud i den egyptiske ørken for at leve et nøjsomt liv i bøn og arbejde. Der fandtes på den tid en del eremitter (eneboere); men efterhånden sluttede de sig sammen i små fællesskaber.

Augustinus (d.€ 430) og Benedikt af Nursia (d. 550) satte deres præg på klosterlivet, og mange andre fulgte efter dem, såsom Frans af Assisi, Dominicus, Teresa af Ávila og Ignatius af Loyola for bare at nævne nogle få. Dette viser, at klosterlivet ikke er opstået én gang for alle. Mange fællesskaber er et svar på et konkret behov i samfundet, f.eks. underviser nogle piger i lande, hvor ingen synes, det er nødvendigt. Andre plejer syge eller arbejder i slumkvarterer, hvor ingen anden vil være.  

Dette ses også tydeligt af udviklingen i de seneste år. Efter Det andet Vatikankoncil har alle klosterfællesskaber gennemtænkt deres grundlag og kald på ny. Meget er blevet fornyet. Mange ordenshuse, som ofte havde et stort hospital eller en skole under samme tag, eksisterer med få undtagelser ikke længere. I dag bor en del ordenssøstre og -brødre i små lejligheder og små grupper og har et udadrettet arbejde. De forsøger at dele livets vilkår med almindelige mennesker af i dag og være gode naboer i nærmiljøet.  

Tre slags klostre 

Det ville sprænge de givne rammer, hvis jeg skulle komme ind på de forskellige ordensfællesskaber i denne bog. Derfor vil jeg blot gøre opmærksom på, at der i store træk findes tre slags klostre.

Der findes for det første de klostre, som lever efter den til alle tider gyldige klostermodel, hvor både bøn og arbejde foregår inden for klosterets grund, og hvor stilhed, ensomhed og bøn præger dagligdagen. 

For det andet findes der de klosterfællesskaber, som nok deler den særlige klosterlige livsform, men har et almindeligt arbejde som lærer, pædagog eller noget andet. De samles dog stadig til fælles bøn i kirken og fejrer den hellige messe i fællesskabet. Disse fællesskaber kaldes normalt "kommuniteter", "ordensfællesskaber". "Kommunitet" er latinsk og betyder "fællesskab".

En tredje gruppe har valgt at leve som almindelige mennesker. De har endda givet afkald på en fælles ordensdragt, men går klædt som almindelige mennesker gør. Det har de gjort, fordi de ønsker, at deres medlemmer ikke skal skille sig ud fra samfundet. Men i 1600-tallets kirke og fremefter var der ikke plads for den slags, og først det Andet Vatikankoncil banede vejen for udformningen af disse tanker. 

Et åndeligt fællesskab

Enhver katolik kan i dag blive medlem af et ordenssamfund uden dog at gå i kloster. Efter en prøvetid kan vedkommende nemlig søge optagelse i den såkaldte "tredje orden", lægmandsgrenen, som står for et åndeligt tilhørsforhold til et bestemt kloster eller ordensfællesskab. Mange mennesker søger i dag et åndeligt ståsted og fællesskab og ønsker inspiration for deres liv i arbejde og familie og har derfor tilsluttet sig et af disse ordensfællesskaber for sammen med dem at leve ud fra evangeliets ånd.