Findes Helvede?

Gud elsker hver enkelt menneske, men det er fuldkommen op til os, om vi også vil elske Ham. Hvis vi gør det, starter der et venskab med Ham allerede her og nu, og det venskab fortsætter efter døden i det evige liv. Hvad nu hvis vi siger nej til Gud? Så fortsætter Han indtil det sidste med at håbe på, at vi får øje på Ham, men Han tvinger os aldrig til at være sammen med Ham. Hvis et menneske har sagt nej til Gud hele livet og bliver ved med at sige nej helt ind i døden, så ville det være helt urimeligt, hvis vedkommende var tvunget til at være sammen med Gud i hele evigheden. Sådan et menneske kommer i helvede. Ikke fordi Gud vil, men fordi vedkommende selv vil.

Hvordan kan der findes så meget ondt i verden, hvis Gud er god? Hvis Gud er god, hvorfor har Han så skabt helvede?

Det er spørgsmål, som mennesket altid har stillet sig selv, men i virkeligheden rammer de lidt ved siden af målet. Gud har intet med ondskaben at gøre, og helvede er snarere noget mennesker har skabt.

For at forstå ondskaben og helvede må man starte med at forstå Guds kærlighed. Gud er kærlighed og fællesskab. Alt hvad Han har skabt er godt, og Han elsker alle mennesker uden undtagelse. Men Han kan ikke tvinge nogen til at besvare Hans kærlighed. 

Man kan måske bedre forstå det, hvis man sammenligner med kærligheden mellem mennesker. Hvis man er forelsket i en pige, så er ens højeste ønske, at hun får øje på én og også bliver forelsket. Men man kan ikke tvinge hende til det. Og selv om man kunne, ville man aldrig gøre det: Tænk hvis ens kæreste kun elskede én, fordi hun var tvunget til det - det ville være et rent helvede...

Gud elsker hver enkelt menneske, men det er fuldkommen op til os, om vi også vil elske Ham. Hvis vi gør det, starter der et venskab med Ham allerede her og nu, og det venskab fortsætter efter døden i det evige liv. 

Hvad nu hvis vi siger nej til Gud? Så fortsætter Han indtil det sidste med at håbe på, at vi får øje på Ham, men Han tvinger os aldrig til at være sammen med Ham. Hvis et menneske har sagt nej til Gud hele livet og bliver ved med at sige nej helt ind i døden, så ville det være helt urimeligt, hvis vedkommende var tvunget til at være sammen med Gud i hele evigheden. Sådan et menneske kommer i helvede. Ikke fordi Gud vil, men fordi vedkommende selv vil. Helvede er næppe et sted, hvor djævle med horn i panden dypper de fordømte i flydende svovl, som man ser det på de gamle kalkmalerier. Helvede er snarere kendetegnet ved ensomhed, tomhed og mørke. Livet hos Gud er derimod fællesskab, lykke og lys.

Da Jesus blev korsfæstet, kunne Han godt være steget ned fra korset og have sendt alle sine bødler ad helvede til. Han er jo Guds Søn og almægtig ligesom sin Far. I stedet valgte Han helt frivilligt at blive hængende på korset og bede for dem, som torturerede og dræbte Ham: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør - Luk 23,34. Sådan er Guds kærlighed: fuldkommen ubegrænset og ubetinget. Gud håber helt sikkert på, at ingen mennesker kommer i helvede. Men det er også op til menneskene. Helvede må findes - i hvert fald som en mulighed. For ellers ville alle være tvunget til at være sammen med Gud. Og det går ikke, for kærlighed og venskab er altid frivilligt.

På samme måde er det med ondskaben i verden. Gud taler til menneskenes samvittighed. Han viser gennem Bibelen og gennem hele Kirkens Tradition, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Men det op til hver enkelt at vælge mellem rigtigt og forkert, mellem sandhed og løgn. Ondskaben er resultatet af menneskets forkerte valg. Gud er god, og alt hvad Han gør er godt, men Han er ikke nogen godhedsdiktator, som griber ind, hver gang et menneske gør noget forkert. Det er vigtigt at huske, at Gud taler til alle menneskers samvittighed - også til dem, som ikke tror på Ham eller aldrig har hørt om Ham. Alle mennesker har derfor mulighed for at kende forskel på godt og ondt og for at vælge mellem de to. Uanset om man er troende eller ikke-troende kommer man kun i helvede, hvis man helt frivilligt vælger det onde.

Spørgsmålet er dybest set ikke, hvorfor der findes så meget ondt i verden, selvom Gud er god. Spørgsmålet er, hvorfor vi mennesker så ofte vælger løgn og ondskab frem for Guds sandhed og kærlighed?