At elske Livet

Den nordiske bispekonferences hyrdebrev - At elske Livet - om familie og ægteskab.

 

Biskop Kozons ledsageskrivelse

Hyrdebrevet: At elske Livet

 

 

___________________________________________________________________________

 

 

Biskop Czeslaw Kozons ledsageskrivelse til

de nordiske biskoppers hyrdebrev om ægteskab og familie

 

   I dag, på Den hellige Families fest, offentliggøres de nordiske katolske biskoppers hyrdebrev om ægteskab og familie.

   Som hyrder i Kirken er det vor opgave på forskellige måder at opmuntre og vejlede i spørgsmål, der angår Kirkens liv og trivsel og menneskers situation i det samfund, de lever i. Ved at beskæftige sig med ægteskab og familieliv vil Kirken først og fremmest hjælpe og støtte mennesker, som er kaldet til og har valgt denne livsform. Dernæst ønsker vi at beskrive og beskytte ægteskabet og familien over for de anfægtelser, ja meget ofte angreb, som denne livsform udsættes for af lovgivere, samfundsforskere og repræsentanter for alternative samlivsformer og forældremodeller.

   Ved at tale ægteskabets og familiens sag støtter man en livsform, som er med til at fremme Kirkens overordnede mission: at forkynde evangeliet og bringe mennesket nærmere til Gud. Hvis familien ikke var engageret i denne proces, ville det meste af biskoppers, præsters og kateketers arbejde være forgæves. Det, der formidles i undervisning og anden forkyndelse, virker nemlig kun, hvis mennesker tager det til sig og giver det videre. Det gælder i alle sammenhænge, hvor mennesker omgås hinanden; men det er af afgørende betydning i ægteskabet og familien, der på en ganske særlig måde er rammen om grundlæggende ting som kærlighed, intimitet, fællesskab og omsorg.

    Familien er således et enestående og uundværligt forum til at vise, leve og videregive den kristne tro. I familien illustreres vigtige sandheder om menneskets oprindelse og bestemmelse: at det er skabt i Guds billede som mand og kvinde og dermed også med til at afspejle den ene treenige Gud. I familien leves og erfares det fællesskab, som mennesket er kaldet til ifølge skaberordenen, og det er familien, der som en vigtig medspiller i Kirkens forkyndelse, danner det miljø, hvor troslæren og det gode kristne vidnesbyrd skal gives videre fra forældre til børn.

   Hyrdebrevet offentliggøres på Den hellige Families fest. Mange vil synes, at denne familie er atypisk. Det eneste barn blev undfanget på en overnaturlig måde af en jomfruelig mor, og manden i familien var kun barnets plejefar. Alligevel tøver Kirken ikke med at fremhæve Jesu, Marias og Josefs liv som et forbillede på den kristne familie. Alene den kendsgerning, at Gud valgte at lade sin Søn føde af en kvinde og vokse op i en familie, er et magtfuldt bevis for, at denne livsform er den rigtige ramme om mands og kvindes kærlighed og samliv og børns kommen til verden og opvækst.

   Hyrdebrevets har til formål at præsentere den kristne lære om familien, herunder også permanent gyldige sandheder om menneskets værdighed, vigtigheden af mands og kvindes forskellighed og indbyrdes forhold, samt om seksuallivets rette bestemmelse. Stilen vil måske forekomme nogen kategorisk og idealiserende, og ikke alle vil kunne genkende sig selv i denne beskrivelse.

   Som biskopper er vi os bevidste om dette, at ikke alt i det virkelige liv er ideelt eller uden problemer. Der kan være flere grunde til, at mennesker ikke kan identificere deres livsform med hyrdebrevets beskrivelse. Nogle vælger den på forhånd fra og føler sig ikke forpligtet af den. Andre derimod har med høje idealer og god vilje søgt at leve et ægteskab og familieliv, som Kirken præsenterer det, men er så blevet svigtet eller ramt af ydre vanskeligheder. Deres rolle som ægtefælle, far eller mor er således blevet anderledes, end de selv og Kirken havde forestillet sig, og derfor føler de sig måske ikke fuldt værdsat. De skal dog vide, at de hører med til Kirken og skal have del i dens omsorg. Jeg tænker her bl.a. på de enlige mødre og fædre, på de børn, som i deres opvækst ikke har erfaret den tryghed og kærlighed, som en familie skal være rammen om, samt på de mange, hvis ægteskaber er brudt sammen og gået i opløsning og nu måske lever i et forhold, som ikke kan modtage Kirkens velsignelse.

Disse menneskers situation er ofte vidt forskellig; men de har til fælles, at deres familieliv ikke er blevet det, de ønskede, og som hyrdebrevet beskriver og anser for uopgiveligt.

   Med rette betragter Kirken ægteskabet - det uopløselige og eksklusive forhold mellem én mand og én kvinde - og de børn, de på naturlig måde sætter i verden, som grundlaget for den kristne familie og for den bedste start for nye generationer. Dog må man beundre de mange enlige forældre, især mødre, som, selv om de er blevet svigtet eller på anden måde blevet alene, ofte under vanskelige vilkår alligevel har formået at give deres børn tryghed og en god forberedelse til livet.

   Det samme gælder de fraskilte gengifte. Selv om deres situation tit er forårsaget af menneskelig svaghed og svigt, er den som udgangspunkt ikke noget, nogen har villet, og under alle omstændigheder er den en stor og ofte smertelig udfordring. Også de fraskilte gengifte skal føle sig som en del af det kirkelige fællesskab. Kirkens regler om, at de ikke kan modtage kommunionen, betyder ikke, at de skal undvære anden form for omsorg, hverken fra Kirkens ledelse eller menighedens medlemmer. Det ligger Kirken stærkt på sinde, at finde en vej ud af dette store problem, en løsning som på én gang udtrykker den fornødne pastorale omsorg og værner om ægteskabets uopløselighed.

   Dette hyrdebrev og alt det øvrige, som Kirken lærer om ægteskab og familie, tales ind i en tid og et miljø, hvor både holdninger og realiteter ofte er meget anderledes. Holdningerne skal konfronteres med sandheden og formes af den, realiteterne skal grundlæggende mødes med kærlighed og forståelse for at menneskene derved kan komme sandheden nærmere. Dette sidste kan være en lang proces, der kræver både tålmodighed og indlevelse, men hvor det endelige mål aldrig må opgives. Jeg håber, at hyrdebrevet vil være en inspiration og vejledning hertil, og anbefaler det hermed til alles læsning.

 

København, Den hellige Families fest, den 30. december, 2005

 

+ Czeslaw Kozon

Biskop af København

 

___________________________________________________________________________

INDHOLD:

1    Indledning

1.1 Hyrdebrevets formål og grundlag

1.2 Det nye Testamentes lære

 

2    Det kristne menneskebillede

2.1 Skabt i Guds billede

2.2 Menneskets frihed

2.3 Den ny begyndelse i Kristus

 

3    Ægteskabet som sakramente

3.1 De bliver ét legeme

3.2 Forudsætninger

3.3 Guds gave og opgave

 

4    Ægteskab og familie

4.1 Familiens opståen

4.2 Accepten af børn

4.3 Forældrenes opgave

4.4 Faren for gensidig fremmedgørelse - skilsmisse

 

5    Kristent ægteskab og familie i dagens samfund:

      Fremmedlegeme eller udfordring?

5.1 Familiens sendelse

5.2 Et ophøjet mål

5.3 Veje til virkeliggørelse af målet

 

6    Kirkens hjælp: Familie og menighed

 

7    Afslutning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

1. Indledning

1.1 Hyrdebrevets formål og grundlag

1) Som i tidligere år, ønsker vi nordiske, katolske biskopper endnu en gang at udsende et hyrdebrev om menneskelivets grundværdier, denne gang om ægteskab og familie.

2) Selv om vore lande anses for sekulariserede, ser vi en voksende religiøs interesse og en ofte livlig debat om grundliggende værdier i vort nuværende og fremtidige samfund. Interessen for åndelige værdier viser sig ikke altid som en grel modsætning til en omverden, som er præget af materialisme. Så ensartet vort meget globaliserede samfund end måtte være, ligeså individualistisk er mange menneskers holdning til de store spørgsmål i livet. Ingen enkelt autoritet - heller ikke Kirken - synes længere at have opmærksomhed hos større grupper af mennesker og formår heller ikke at overbevise på samme møde som før. Dog er den nye åndelige tørst og interesse for etiske spørgsmål - så ustruktureret og modsætningsfyldt den end er hos mange mennesker - en stor mulighed for på ny at bringe Evangeliet til mennesker.

Ægteskabets og familiens nuværende situation skal også vurderes fra denne synsvinkel.

Det traditionelle familiemønster med alt, hvad det indebærer, har i nogle årtier ikke længere været grundlaget for menneskers aktuelle livsstil. På den ene side tilrettelægger mennesket kritisk sit liv inden for et spektrum fra ægteskabslignende samliv til uforpligtende singleliv; på den anden side lider det under de nederlag og skuffelser, som brudte ægteskabs- og familieforhold har forvoldt.

På trods af fastholdelse af muligheden for valg og mangfoldighed søger også det moderne menneske til syvende og sidst kærlighed, troskab og tryghed.

På denne baggrund vil Kirken forkynde det kristne budskab om ægteskab og familie, for herved at give menneskene håb og trøst og føre dem til opdagelsen af deres sande værdighed.

3) Som kristne tror vi, at disse basale værdier på forhånd er givet af Gud. Det er vores opgave alt efter deres indhold, rækkevidde og virkeliggørelse at opdage dem.

Disse værdier er lidt efter lidt blevet åbenbaret for os. Først i det israelske folks hellige skrifter og siden endegyldigt og i al sin klarhed i Jesus Kristus, den forudsagte Messias, som vi tror på som Guds søn, der er blevet menneske. Han lærte os de sande værdier, for Han er sandheden (jvf. Joh. 14,6). Han virkeliggjorde dem i sit liv. Hans disciple har, inspireret af Helligånden, nedskrevet, forklaret og konkretiseret hans ord og handlinger. Ofte har de som Jesus selv inddraget og kommenteret betydningen af hændelser, historier, bud og forudsigelser og givet en ny tilgang til betydningen af dem. På denne måde blev Guds åbenbaring ført videre og afsluttet. Det ny Testamente overleverer dens vigtigste og normgivende indhold og udgør dermed hovedkilden for vore værdiforestillinger.

 

1.2 Det ny Testamentes lære

1) Det ny Testamente formidler et klart billede af forholdet mellem mand og kvinde, såvel som mellem forældre og børn. Det viser sig, at Gud har ment, at disse skulle danne rammen om menneskenes fælles liv. Han har givet dem værdighed derved, at Han lod sin Søn blive menneske i en familie.

2) Jesus forklarede ægteskabets væsentligste kendetegn i en diskussion med farisæerne: det er en pagt mellem en mand og en kvinde. Begge skal blive "ét kød". Fordi Gud har sammenføjet dem, er deres enhed så inderlig, at intet menneske kan skille dem ad (jvf. Mt. 19, 4-6).

3) Apostlen Paulus tog dette syn på ægteskabet op og udviklede det videre. Han taler om kærligheden som den kraft, der forbinder mand og kvinde med hinanden, en uselvisk hengivelse, således som Kristus viser den over for sin Kirke (jvf. Ef. 5, 21-33). Paulus tegner billedet af en familie, som er baseret på ægteskabet. Også familien skal være kendetegnet ved forældrenes kærlighed til børnene og børnenes kærlighed til forældrene (jvf. Ef. 6, 1-4; Kol. 3, 18-21).

4) Denne lære om ægteskab og familie viser, hvorledes Gud forestiller sig det "ny menneske" efter Jesu Kristi billede, og hvorledes mennesket takket være forløsningen fra synden kan udfolde sig på ny. Netop i ægteskabet og familien skal det ny menneske modtage mulighed for og kraft til at virkeliggøre Guds plan med sit liv.

5) Den hellige Familie står som model for enhver kristen familie. Maria og Josefs kærlighed og troskab over for hinanden, deres uselviske hengivelse til det barn, som var betroet dem af Gud, og den dybe forbundenhed mellem Jesus, Maria og Josef danner forbillede for ethvert ægteskab og enhver familie, som vil realisere Guds hensigt.

 

2.  Det kristne menneskebillede

2.1 Skabt i Guds billede

1) I den allerede nævnte diskussion med farisæerne siger Jesus: "Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte menneskene som mand og kvinde?" (Mt. 19,4). Dermed inddrager han sætningen fra skabelsesberetningen: "Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det. Som mand og kvinde skabte han dem." (1. Mos. 1,27)

2) Det betyder, at mennesket ikke kun er tættere forbundet med Gud end alle andre skabninger, men endda er ham lig. Det betyder også, at mennesket altid står i forhold til og i fællesskab med sin skaber og andre mennesker. I sin søgen efter den anden skal det træde ud af sig selv. Derfor skabte Gud det "som mand og kvinde". Netop i forholdet mellem mand og kvinde kommer det klart til udtryk, at menneskene er afhængige af hinanden. Mand og kvinde søger hinanden såvel åndeligt som legemligt for derved at danne en enhed. Gud velsigner denne bliven-ét og gør den frugtbar ved, at der sættes efterkommere i verden. (Jvf. 1. Mos. 1, 28)

3) Gud gik således ved skabelsen af mennesket ud fra sig selv. Han stod så at sige model for mennesket. At se mennesket betyder således også at se Gud, for uden henvisning til Gud kan man ikke forstå mennesket. Og uden at henvise til Gud kan mennesket ikke udfolde sig meningsfuldt.

4) Vi tror på den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd. Selv om denne hemmelighed er ufattelig for os, og for mange endda synes at være uden betydning for deres liv, så er den grundlæggende for vor opfattelse af Gud og af os selv som mennesker. Mennesket kan ikke leve uden relationer. Ligesom Gud i sig selv altid udgør en relation som Fader, Søn og Helligånd, således skal mennesket på samme måde indgå relationer med andre mennesker og danne fællesskaber. Relationerne i Gud er altid kærlighedsrelationer: Faderen elsker sønnen, og sønnen elsker faderen. Denne kærlighed finder sit udtryk i Helligånden. Også menneskene skal elske hinanden. Netop kærligheden i Guds målestok udgør fundamentet og styrken for relationer mennesker imellem. Det drejer sig her ikke om en kærlighed, som kun taler til den enkeltes følelse og forbigående tilfredsstiller den. Det drejer sig om vedvarende kærlighed til den anden, om respekt, højagtelse og værdsættelse, som kun vil den anden det gode og glæder sig over, at vedkommende er til. På denne måde skænker denne kærlighed glæde og fører til fuldkommenhed. Den lader den anden være fri, omfavner uden at knuse, søger foreningen uden at tvinge. Den håber ganske vist på selv at møde kærlighed, men den lader den anden være fri til at gengælde eller afvise den. Denne kærlighed binder os til Gud, og den gør det muligt for os virkeligt og ubegrænset  at danne en enhed med andre. Den søger først Gud som den gengældende kærlighed, fordi han først har elsket os, og siden også andre mennesker. Den lader os træde ud af os selv og skabe virkelige relationer.

5) Kærlighedsforholdet mellem mand og kvinde fører til den inderligste forening i ægteskabet. De to bliver "ét kød". Sådan har Gud villet det (jvf. 1. Mos., 2,24). Derfor har han skabt menneskene som mand og kvinde. Seksualiteten er en hellig gave, fordi Gud selv, al helligheds kilde, har lagt den ind i mennesket. Den tjener mennesket til velsignelse, såvel de elskende som frugten af den seksuelle forening, det nye menneske. Således lader Gud sin befaling "vær frugtbare!" gå i opfyldelse. Seksualiteten er således ikke en egenskab, som mennesket kan råde over efter forgodtbefindende. Den skal være en del af kærlighedsforholdet og give det udtryk. Dette sker på den rigtige måde kun i et uopløseligt ægteskab, hvor kærlighedsforholdet i enhver henseende er vedvarende og omfatter legeme og ånd i gensidig harmoni. Kun her kan den bringe sund frugt: fordybelsen af mands og kvindes gensidige kærlighed samt tilgodese, at børn på en ansvarsfuld måde bliver sat i verden, og deres sande vel bliver tilgodeset.

 

2.2 Menneskets frihed

1) Gud har skabt mennesket af kærlighed. Mennesket kan gå ind på denne kærlighed eller lade den ubesvaret. Det kan endda afvise den. Dermed har mennesket mulighed for enten at leve i fællesskab med Gud, uden ham eller endda at leve mod ham. Allerede i Paradiset valgte mennesket den anden mulighed. Dette er ursynden, som siden da er hæftet på alle mennesker som "arvesynden". Den ødelagde menneskets oprindelige indstilling til den sande kærlighed i en sådan grad, at mennesket ofte befinder sig langt fra den lykke, som denne kærlighed skulle bringe det. Det berører alle mennesker. Tilmed gentager og skærper mennesket igen og igen sit misforhold til Gud. Gud tilbyder til enhver tid sin kærlighed. Men mennesket påskønner den ikke, går forbi den og modsætter sig den til tider direkte. Ydermere bliver mennesket ligesom sine forfædre forført af Guds modstander, djævelen.

2) Menneskets negative holdning over for Gud og forstyrrelsen af dets rette forhold til ham har følger for dets forhold til sig selv, til andre mennesker såvel som til den verden, det lever i. Mennesket trækker sig tilbage til sig selv, lukker sig inde i sig selv og når ikke frem til en virkelig uselvisk kærlighedsrelation.

3) Mennesket har en tilbøjelighed til kun at betragte sine medmennesker og også sig selv ud fra det ydre. Dette gælder særligt i omgangen med seksualiteten. Den betragtes ofte ikke længere i forhold til sit biologiske og åndelige indhold og forstås ofte ikke længere som mulighed for virkeliggørelsen af den sande kærlighed, men domineres af begæret. Det betyder, at den kønslige forening ikke længere fører til et virkeligt harmonisk fællesskab. Seksualiteten bliver selvstændiggjort: den tjener til egen tilfredsstillelse. Ofte glemmer eller fornægter mennesket, at seksualiteten tjener som bekræftelse af foreningen mellem mand og kvinde og til at sætte børn i verden. Endvidere forsøger mennesket også ofte at hindre børns undfangelse.

4) Hvis det ikke er den sande kærlighed, men individualisme, ja selviskhed, der ligger til grund til livsførelsen, kan mennesket ofte ikke længere møde sine omgivelser og daglige opgaver positivt og med tillid. Det viser sig såvel i forhold til familien som til samfundslivet.

5) Ursynden og dens følger belaster således mennesket stærkt og har en betydeligt negativ påvirkning af dets kald til kærlighed. Ægteskab og familie, og faktisk hele samfundet bliver bragt alvorligt ud af balance. Men den længsel, som Gud har vakt efter genoprettelse af den oprindelige enhed med ham og de andre, forbliver ofte ubevidst levende i menneskets hjertedyb. Gud har taget denne længsel op, først i profeternes formaninger og opråb og endegyldigt i sin søns menneskevordelse.

 

2.3 Den ny begyndelse i Kristus

1) I Guds søn, Jesus Kristus, viste det ny menneske sig. Jesus fødtes i en familie og kunne netop i denne familie lære at udfolde kærligheden på menneskelig vis.

2) Jesus nærede altid en "dobbelt" kærlighed: kærligheden til Gud, sin Fader, og til menneskene. Denne kærlighed var ærlig, åben, tillidsfuld og ydmyg. Jesus var lydig over for sine forældre (jvf. Luk. 2, 51), skønt han viste, at han først og fremmest skulle adlyde sin himmelske Fader og skulle være "hos min Fader" (Luk. 2,49). Han "gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker" (Luk. 2,52).

3) Allerede Jesu barndom viser, at den kærlighed, som kendetegnede ham såvel som Maria og Josef, kræver ofre, først og fremmest over for Gud. Liv af kærlighed kræver ikke blot at tage lidelser på sig og ubegrænset hengivelse til den elskede, men også tro og tillid til Gud.

4) Fra begyndelsen af sit offentlige liv prædikede og levede Jesus Kristus, menneskehedens forløser, som et forbillede denne uselviske kærlighed. Han søgte ikke andet, end hvad Gud ville, nemlig alle menneskers frelse. Hans ord og gerninger var gennemsyret af dette.

5) Jesus samlede sine disciple, som troede på ham, i et nyt fællesskab af brødre og søstre (jvf. Mat. 12, 46-50). De skulle være præget af tillid til den himmelske Fader, af hengivelse til ham og af gensidig kærlighed. Særligt de disciple, som var tættest knyttet til ham, lagde han på hjerte at leve et liv i kærlighed. Aftenen før sin lidelse viste han dem tydeligt denne kærlighed. Ved fodtvætningen gav han dem et eksempel, for at de skulle følge ham i hans ydmyge tjenstvillighed og uegennyttige kærlighed (jvf. Joh. 13, 15).

6) "Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste" (Joh. 13, 1). Denne kærlighed drev ham og gav ham kraft til at yde soning for alle mennesker, en nødvendig soning, for at genoprette det oprindelige kærlighedsforhold mellem Gud og mennesket. Derfor ofrede han sig for Faderen gennem lidelsen og dø-den på korset. "Derfor har Gud højt ophøjet ham" (Fil. 2, 9). Jesus overvandt følgerne af ursynden og gjorde det på ny muligt for menneskene at vende hjem til Gud og gav dem kraft til igen helt og holdent at kunne leve kærligheden.

7) Som kraft og hjælp skænkede den opstandne Herre sine disciple Helligånden, kærlighedsbåndet mellem Faderen og Sønnen i Treenigheden. Ånden fører de troende til den fulde sandhed, idet Han herliggør Jesus, bekræfter hans ord og forkynder den kommende frelse (jvf. Joh. 15, 7-14).

8) Jesus åbnede døren til en ny verden, en verden, hvor ikke længere magt, besiddelse og nydelse hersker, men en verden, sådan som Gud fra begyndelsen havde planlagt den, en verden, hvor menneskene erkender Gud som Herre og Fader og giver sig hen til ham såvel som til hinanden. I ægteskabet bekræfter mand og kvinde hinanden i uadskillelig enhed, kærlighed og troskab. Her henter de kraft til sammen med deres børn og af hensyn til dem at danne en sand familie. Gud selv bekræfter og velsigner dette i ægteskabets sakramente.

 

3. Ægteskabet som sakramente

3.1 De bliver ét legeme

1) Frelsen fra ursynden ved Jesus Kristus og genoprettelsen af barnekåret hos Gud såvel som fordybelsen heraf virkeliggøres og fejres i sakramenterne. Sakramenterne er hellige bindeled mellem Gud og menneskene. I dem virker Jesus Kristus ved Helligånden. Han bevirker den frelse, som Gud vil lade alle mennesker blive til del. Denne frelse virker også på andre mennesker. Derfor er den også fællesskabsdannende.

2) Jesus har betroet sakramenterne til Kirken, som han har stiftet på apostlenes grund-vold. I de af Kirken forvaltede sakramenter er Helligåndens kraft virksom. Derfor kan Kirken betegnes som "ursakramente". I det og gennem det bliver frelsen, som sakramentet formidler, frugtbar for den enkelte og for fællesskabet.

3) Det første og grundlæggende sakramente er dåben. Den renser fra ursynden og alle personlige synder og gør modtageren til Guds barn og medlem af Kirken. Den giver ham/hende adgang til alle Guds øvrige frelsesmidler, særligt den hellige Eukaristi. Firmelsens sakramente bekræfter dåben og skænker på en særlig måde Helligånden som kraft til virkeligt at blive Guds barn. Derved bliver modtageren kaldet til vidne om Jesu Kristus og til at medvirke til op- og udbygningen af Kirken og til at være formidler af frelsen for andre.

4) På dette grundlag kan ægteskabet formes efter Guds plan og blive et sted for frelsen. Oprindelig var det af Gud ment som rammen om en liv i kærlighed til Ham og til hinanden. Jesus Kristus har igen mindet derom (jvf. Mat. 19, 3-9). Apostlen Paulus har sammenlignet den ægteskabelige kærlighed med Kristi kærlighed til Kirken, hans legeme. Sådan som Kristus har hengivet sig for Kirken, skal også mand og kvinde hengive sig til hinanden i ægteskabet. De skal elske hinanden "som deres eget legeme" (Ef. 5, 28). Det at være til for den anden skaber en uadskillelig samhørighed, en enhed, hvorved de to bliver "ét kød" (Ef. 5,31). Netop dette bliver muligt ved Kristi frelsende kraft. Han har ophøjet ægteskabet til sakramente og lader det såvel for ægtefolkene som for familie og samfund blive til et frelsesredskab.

 

3.2 Forudsætninger

1) Som ethvert sakramente er også ægteskabets sakramente et tilbud om Guds kærlighed. Det skal derfor modtages frit og samvittighedsfuldt. Et gyldigt ægteskab forudsætter ægtefolkenes frihed såvel som deres bevidsthed om ægteskabets indhold og mål. Mand og kvinde skal udelukkende tilhøre hinanden og være ubetinget tro over for hinanden. De skal leve ægteskabet sådan, at deres kærlighed til hinanden bliver stadigt dybere og kan føre til forældreskab.

2) Dette kræver en saglig og omhyggelig ægteskabsforberedelse. Først skal de elskende lære hinanden grundigt at kende, efterprøve deres kærligheds holdbarhed og vokse i hengivelse til hinanden. Samtidig skal de uddybe deres kendskab til Kirkens lære og deltage i det kirkelige liv. Endelig skal de bliver stadigt mere bevidste om, at de "i gode som i onde dage, ... indtil til døden skiller dem" kun tilhører hinanden. I den henseende skal de lade sig lede af Kirken, dens overbevisning, dens sandhed og dens kraft. Denne forberedelse stiler mod en kirkelig fejring af ægtevielsen, som også skal være sognets anliggende. På denne måde vil ægteskabets sakramente, som ægtefællerne giver hinanden med Kirkens velsignelse, kunne bære frugt.

3) Dette gælder ikke kun for ægteskabet mellem to katolikker. Enhver døbt person, som bevidst og oprigtigt indgår ægteskab for livet, har del i Guds nåde. Til enhver katolsk ægteskabsindgåelse i konfessionsmæssigt blandede ægteskaber kræves der Biskoppens tilladelse. Et ægteskab mellem personer af forskellig religion, d.v.s. hvis én af parterne ikke er døbt, kan kun indgås med udtrykkelig dispensation fra Biskoppen.

4) Efter den katolske Kirkes overbevisning er et ægteskab kun gyldigt, hvis begge parter er "fri", d.v.s. ikke (længere) er bundet til en partner ved et tidligere ægteskab. En civil eller en af et ikke-katolsk kirkesamfund bevilget "skilsmisse" ophæver ikke en sådan pagt. Hvis det ikke er klart, hvorvidt et ægteskab faktisk blev indgået på gyldig måde, særligt når det drejer sig om ikke-katolikker, skal man lade det undersøge ved en ægteskabsdomstol inden for den katolske Kirke.

5) Under forberedelsestiden må de elskende ikke foregribe det ægteskabelige samliv eller den ægteskabelige forening. Man kan ikke leve et ægteskab på prøve, for ægteskabet er en pagt for livet. Desuden kan livet som familiefællesskab ikke virkeliggøres med den nødvendige sikkerhed uden den stabile og uopløselige ægtestand.

6) Man må derfor ikke stræbe mod kønslig forening som noget rent biologisk, noget, som frem for alt skal skabe nydelse, derimod skal den altid være et udtryk for og bekræftelse af gensidig kærlighed. Den må heller ikke løsrives fra sit egentlige mål, det at få børn. Desuden står kunstig hindring af frugtbarheden i modsætning til ægtefællernes værdighed og kærlige forening.

7) Denne betragtning over ægteskab og seksualitet forklarer også, hvorfor partnerskaber mellem personer af samme køn og homoseksuelle forhold ikke kan være i samklang med Guds hensigt med menneskets seksualliv.

8) Ægteskabet er således en pagt mellem mand og kvinde, baseret på fuldstændig hengivelse til hinanden. Gud selv træder ind i denne pagt for at gøre den holdbar og for at styrke den gensidige uselviske kærlighed.

 

3.3 Guds gave og opgave

1) I sin dybde og sin sande målretning kan ægteskabet kun forstås som gave, som Guds gave til menneskene og som gensidig gave fra mand og kvinde. At åbne sig for Kristi kærlighed og at lade denne virke i sig, så den anden ved sig elsket, er en gave, som indebærer en opgave. Det er jo Guds kærlighed, som fortsat vil virke i ægteskabet. Styrken dertil giver sakramentet. Det lader kærligheden forblive virksom, d.v.s. vedvarende, virkelig tro, åben for efterkommere, stadigt stræbende efter fornyelse og fordybelse, stadigt tilpassende sig omstændighederne og det at blive ældre og i særdeleshed med opmærksomheden rettet mod opbyggelse af familien.

2) Ægteskabet er henvist til "næring", til næring fra Gud, som skænkes frem for alt ved deltagelse i Kirkens liv, i fælles bøn og i fejring af sakramenterne, især Bodens og Eukaristiens sakramente. Ægteskabet har også brug for stadige tegn på kærlighed i den daglige indbyrdes omgang såvel som i den fælles løsning af livets opgaver, især i forbindelse med  børnenes opdragelse.

3) Set fra dette synspunkt henviser det ægteskabelige liv også til den sande kærlighed i samfundet og opbygger den i henhold til Guds plan. Det formidler menneskets forløsning ved Jesus Kristus, idet han konkretiserer den guddommelige kærlighed i menneskers liv med hinanden. Med rette vækker et godt og trofast ægteskab opmærksomhed og beundring. Det bidrager i særlig grad til udbredelse og modtagelse af Kristi glædesbudskab.

 

4. Ægteskab og familie

4.1 Familiens opståen

1) Ved indgåelsen af ægteskabet lover mand og kvinde hinanden troskab "til døden os skiller". Denne troskab skal bevares "i gode og i onde dage". På dette grundlag kan ægtefællerne erklære sig rede til at blive far og mor og til at opdrage deres børn i den kristne tro, for ægteskabet er jo en pagt for livet og danner derved det bærende grundlag for børns harmoniske opvækst med forældre, som de kan stole på.

2) Dette er kun muligt, hvis mand og kvinde nærer uselvisk og ubetinget kærlighed til hinanden. Netop dette sikres af Guds velsignelse, som nedkaldes over ægteparret. Gud forener ægtefællerne så inderligt, at deres kærlighedspagt bliver ubrydelig.

3) Når to elskende efter moden overvejelse, i frihed og med bevidsthed om det ansvar, de påtager sig, offentligt indgår et sådant ægteskab, går Kirken ud fra, at de virkelig mener dette alvorligt, og at de er fast besluttede på at holde deres løfte.

4) Men det viser sig stadig oftere, at det ikke er let vedvarende at leve den gensidige og varige kærlighed. Ægteskabelig kærlighed kan undertiden kræve næsten heroisk selv-opofrelse, ikke kun i forbindelse med langvarig sygdom eller i tilfælde af utroskab, ved afhængighed af alkohol eller ved forsømmelse af omsorgspligten over for familien, men måske endnu mere i dagligdagens trædemølle. De elskende erfarer, at de efterhånden mister hinanden. For at undgå det, skal de hele tiden give og tilgive. De skal træde ud af sig selv og forsøge at være helt åben over for den anden, stadigvæk med udelukkelse af enhver trediepart.

5) Den, der gør sig skyldig i utroskab, forsømmelse af omsorgen for familien eller i opmærksomheden for den anden, skal ændre sin adfærd. Partneren skal kærligt pege på den fejlagtige adfærd og opmuntre til ændring. Det vigtigste er, at vise den skyldige, at kærligheden stadigvæk lever, og at tilgivelse er mulig.

6) At elske er en proces, der består i at vokse hen imod hinanden. Dette varer hele livet. Kun den, der hele tiden er indstillet på at lade den anden komme først, kan regne med anerkendelse, interesse og accept. Men selv om dette afslås, må man ikke opgive sin egen uselviske kærlighed. Virkelig at elske betyder: selv at vise kærlighed, også selv om den ikke bliver eller synes at blive gengældt.

7) Sand kærlighed er og bliver vanskelig. At være der for nogen, som kun vil elskes, og som ikke eller kun delvist gengælder kærligheden, kræver offervilje. Dette gælder også forældres kærlighed til deres børn. Men hvordan skal børnene opleve sand kærlighed, hvis forældrene ikke viser dem noget forbillede? Netop ved den tålmodige hengivelse til hinanden vil ægtefællerne kunne lære, at en sådan hengivelse lønner sig. For når de begge i overensstemmelse med deres ægteskabsløfte er indstillet på det, så vokser også glæden ved at elske. At miste sig selv lønner sig, for man vinder den anden, og det er jo netop det, man har ønsket.

 

4.2  Accept af børn

1) Ægteskabet skal være åbent for børn. Dette er så væsentligt, at udelukkelsen af børn fra den ene eller den anden ægtefælles side gør ægteskabsindgåelsen ugyldig. Gud selv har jo ved skabelsen af mand og kvinde sagt til dem: "Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden" (1. Mos, 1, 28). Alle kulturer ser børn som en velsignelse. Den, der ikke længere anerkender dette, har en fejlagtigt forståelse af kærligheden og forsøger kun at nyde livet med sig selv henholdsvis med den anden. En sådan holdning går imod den ægteskabelige kærlighed. At sætte børn  i verden skal bekræfte og fordybe kærligheden. Børnene er en frugt af denne kærlighed.

2) Det er ikke kun kvinden, der får børn, derimod har barnet brug for en mor og en far, der som forældre i fællesskab vil grundlægge og opbygge en familie. Kun forældre, som virkelig elsker hinanden og lever denne kærlighed, kan opdrage barnet i sand kærlighed. Derfor skal det at få børn kun ske inden for et ægteskab, som er båret af en stabil kærlighed. Barnet har brug for at erfare denne kærlighed, for at det selv kan lære og indøve denne kærlighed.

3) Gud har skænket mand og kvinde seksualiteten, hvis formål er gøre dem til forældre, alligevel kan det være, at dette ikke lykkes. Ægtefolk, som gerne vil have børn, kan gøre brug af den medicinske videnskab. Kunstig befrugtning i enhver form kan imidlertid ikke forstås som en ytring af deres gensidige kærlighed og opfylder heller ikke barnets værdighed. Barnet er og bliver altid en Guds gave. Gud er skaberen, som bruger kærlighedsrelationen og de kønslige anlæg hos mand og kvinde til at vække nyt liv.

4) Det nye liv skænkes af Gud og tilhører ham. Derfor er det ukrænkeligt helt fra undfangelsen. Forældrene skal altid være sig bevidste herom. De skal tage mod barnet i kærlighed, også hvis det måske ikke svarer til deres forventninger eller endda er handicappet. Gud selv betror dem barnet, for at de skal give det at spise, beskytte det og frem for alt elske det. De kan regne med Guds hjælp hertil.

5) Som bekendt kan mange ægtepar trods deres ønske herom ikke få børn på normal måde. Børn er altid dybest set en Guds gave. Men Gud har også en opgave for barnløse ægtepar. Disse ægtepar kan f.eks. være åbne for adoption, for at tage forladte, udsatte eller forældreløse børn til sig og opdrage dem og sammen med dem danne en familie, således at også de oplever forældrekærligheden - til hinanden og til børnene. Barnløse ægtepar kan også overtage særlige opgaver i Kirken og i samfundet og blive frugtbare på denne måde.

6) Dette forudsætter, at elskende og ægtefolk vil leve efter Guds plan. Dertil har de brug for en oprigtig tro på Guds godhed og en dyb tiltro til hans ledelse. Dertil bliver de hjulpet af bøn om Guds lys og kraft og styrkelsen ved sakramenterne.

 

4.3 Forældrenes opgave

1) Ægteskabet er orienteret mod frugtbarhed og dermed mod familie. I familien som sandt fællesskab tilkommer der forældrene en nøglerolle. Kærligheden er den bærende kraft, som barnet allerede skal fornemme i moderskødet. Det skal erfare, at forældrene glæder sig over dets komme og dets fødsel og med glæde modtager det i deres og deres søskendes midte.

2) De forhold, hvorunder barnet frem for alt i de første leveår vokser op, præger dets senere holdninger til grundlæggende livsspørgsmål. Barnet skal erfare åbenhed, fortrolighed, optimisme og i særdeleshed ægte kærlighed. Samtidig skal det tidligt lære at give plads for andre, at tilpasse sine ønsker til de eksisterende muligheder og affinde sig med begrænsninger. Hvis det gør noget forkert eller forholder sig forkert, skal det ikke blot acceptere påtale og vise anger, men også erfare tilgivelse. Det skal tilskyndes til særlig medfølelse og hjælpsomhed over for syge, handicappede og ældre mennesker.

3) Fordi det i vore lande er sådan, at begge forældre ofte ikke tilhører den samme kirke, eller den ene af forældrene ikke er døbt, skal forældrene i forvejen være klare over, at den katolske Kirke forventer katolsk dåb og børneopdragelse af dem. Den katolske forældrepart er først og fremmest ansvarlig herfor. Det er dog ønskeligt, at den ikke-katolske part så vidt muligt støtter dette. Det er vigtigt at formidle børnene et klart og entydigt syn på troen og det kristne liv, så de kan gøre dens indhold og krav til målestok for deres opførsel. Så snart de kan forstå det, skal de oplyses om deres forældres forskellighed i spørgsmål om tro og kirketilhørsforhold og lære at respektere den. Men samtidig skal de opfordres til selv at stå ved deres tro og være tro over for deres Kirke. Den katolske forældreparts forbillede er afgørende for, at dette lykkes.

4) Barnet er ved dåben Guds barn, og dets liv står under dets himmelske Faders velsignelse. Det skal barnet regelmæssigt mindes om. Derfor hører indførelsen i den bibelske historie til indholdet i dets opdragelse. Især skal det opbygge et hjerteligt forhold til Jesus, og i Maria har det lov til at se sin himmelske Moder. Bønnen skal høre til familiens dagligdag. Forældrene skal også tage børnene med i kirke og gøre klart for dem, at Gud har sin bolig dér og altid er der for dem. Efterhånden lærer børnene, hvad der foregår i fejringen af liturgien, og hvordan de skal forholde sig. Sognekatekesen kan supplere forældrenes grundlæggende religiøse opdragelse af børnene. Den forbereder især børnene på modtagelsen af sakramenterne og fører dem som bevidste kristne ind i livet i samfundet.

5) Forældrenes trosliv er af stor betydning. Deres forbillede vil ikke miste sin virkning på børnene, selv om børnene under deres opvækst til tider forsøger at gå andre veje end forældrene anser for ønskværdige. Kærlige formaninger og forældrenes adfærd vil med tiden bære frugt. Det er afgørende at udtale og forklare sin egen overbevisning tydeligt og altid at holde døren åben for samtale.

6) Det er yderst vigtigt for børnene, hvilke pædagoger og lærere forældrene overlader dem til, og i hvilke kredse de kommer. Principielt bestemmer forældrene indholdet af deres børns opdragelse og kan forvente, at dette respekteres. For at børnene kan få en harmonisk opvækst, har de brug for en helhedsverden at leve i, hvor de, hvad angår sandhed og værdier, kan vokse harmonisk op. De vil også langsomt finde ud af, at der uden for deres familie ofte findes andre forestillinger om godt og ondt. De skal lære at bedømme disse forestillinger rigtigt og at tage højde for dem i deres omgang med andre.

 

4.4 Faren for gensidig fremmedgørelse  - skilsmisse

1) Kærlighed skal vokse for varigt at kunne bestå. Ofte forliser ægteskaber, som er blevet indgået af kærlighed, af mangel på vedvarende kærlighed. Fordi elskende ikke vil opgive deres formodede selvstændighed og selvrealisering, mangler de ofte kraft og vilje til at holde ud i sand kærlighed. Måske havde de forkerte forventninger til en gengældt kærlighed, som passede til dem. Eller de ønsker måske at beholde en del af deres liv for sig selv og forbliver derved delvis fremmede for hinanden. I stedet for stadig at komme hinanden nærmere, fjerner de sig fra hinanden og lever stadigt mere ved siden af hinanden, i stedet for at smelte sammen. Det kan føre til, at der kommer en tredie person ind i billedet, en person, som man forventer mere forståelse og accept fra.

Somme tider udfordres ægteskab og familie af vold, alkoholisme, forkert prioritering af arbejde og karriere, uventet store økonomiske vanskeligheder eller svær sygdom. I den slags belastede situationer ses en borgerlig skilsmisse ofte som den eneste løsning på problemerne og som den enkeltes redning.

2) Fordi skilsmissen ikke altid virkelig er ønsket, og allermindst af ægtefæller, som har lovet hinanden seriøs og livsvarig troskab, må man ikke alt for hurtigt tale om skyld. Herom kan kun de implicerede selv og i sidste ende Gud dømme.

3) Selv om skilsmissen synes uundgåelig, skal man gøre alt for at redde ægteskabet, ikke mindst for børnenes skyld. I den forbindelse kan forstående sjælesørgere, gode venner og slægtninge, men også andre ægtepar hjælpe med råd og dåd. Egnede krise- og terapitilbud bør også overvejes.

4) Kan bruddet ikke længere heles, eller ligger en faktisk skilsmisse allerede længere tilbage, eller eksisterer der endda et nyt forhold, må de således prøvede ægtefæller ikke give op eller ligefrem vende ryggen til Kirken. Som Kirke skal vi altid forblive åben for sådanne mennesker. Det skal da undersøges, om den brudte forbindelse fra begyndelsen af har opfyldt de kirkelige forudsætninger for et gyldigt ægteskab. At undersøge dette er den kirkelige domstols opgave, et arbejde, som skal betragtes som et vigtigt område inden for sjælesorg.

5) Det kan være, at det at bo hver for sig er uundgåeligt på grund af den ene eller begge parters uforsonlige holdning, ikke mindst af hensyn til børnene, som lider svært under den vedvarende strid mellem forældrene. I sådanne tilfælde er der ikke tale om en skilsmisse, men at man ophører med at bo sammen. Kirken kan i undtagelsestilfælde give tilladelse hertil. Men man skal stadigvæk forsøge at finde veje til genoprettelsen af et gensidigt fredeligt samliv.

6) Er skilsmissen forbundet med indgåelse af en ny forbindelse, som trods kirkeretlig undersøgelse ikke kan velsignes, kan denne ikke anerkendes af Kirken. Den, der tager et sådant skridt, skal alligevel vide, at Gud altid holder sit hjertes dør åben. "Er vi utro, forbliver han dog tro" ( 2. Tim. 2, 13). Den forladte part skal styrkes i sin troskab. Der skal ydes særlig opmærksom og omsorg for børnene. De er altid skilsmissens uskyldige ofre. De har brug for en familie, som er bygget på et virkeligt stabilt ægteskab med forældre, som elsker hinanden. Bryder dette sammen, må man blot håbe på og arbejde henimod, at børnene alligevel bevarer forældrenes kærlighed.

7) Skilsmissen er et onde og gør det klart, hvor meget ægtefællerne har brug for Guds og Kirkens hjælp, for at de kan leve deres kærlighed virkeligt og i troskab. Uden Guds nåde er dette umuligt. De kristne ægtefolk skal derfor hele tiden gøre Jesu uselviske kærlighed til Kirken (jvf. Ef. 5, 25-32) til deres forbillede. Regelmæssig fælles bøn hjemme og modtagelse af bodens og eukaristiens sakramenter er nødvendig for bevarelse og fordybelse af den ægteskabelige kærlighed. Disse kraftkilder skal også allerede tidligt åbnes for børnene, fordi de er uundværlige for sammenholdet og den rigtige udfoldelse af familielivet.

 

5.   Kristent ægteskab og familie i dagens samfund:

      Fremmedlegemer eller udfordring?

5.1 Familiens sendelse

1) Familien angår ikke kun Gud og Kirken, den er samtidig også grundlaget for samfundet. Derfor skal familien åbne sig for samfundet og deltage i dets liv. Forældre og børn må altså hverken isolere sig fra samfundet eller blive opslugt af det. Familien er det første fællesskab, som barnet lærer at kende, og hvori det finder sin plads.

2) Fra samfundet udsættes barnet for mange indtryk. Det er under indflydelse fra fjernsyn og internet, fra skole og møder med andre mennesker. Disse indtryk er af forskelligt indhold. Forældrene skal lære barnet at vurdere dem, at bedømme dem og bearbejde dem rigtigt. Det gælder for unge såvel som for små børn. Selv om unge selv vil finde ud af og opdage verden og dens tilbud, er forældrenes bedømmelse vigtig for dem og har indflydelse, især hvis de fremlægges i en oprigtig og tålmodig dialog.

3) Særligt vigtigt er det at ledsage børnene i deres søgen efter deres fremtidige livsvej. Den skal ikke uden videre bestemmes af forældrenes ønsker, men derimod svare til det enkelte barns dybeste stemninger og færdigheder. Forældre og børn skal tænke på, at Gud har et mål og en plan for hvert enkelt menneske, et mål og en plan som mennesket imidlertid frit skal opdage og stræbe mod. En sådan plan kan indeholde ikke kun ægteskab, men også et liv som enlig til opbyggelse af Guds rige, for eksempel som præst eller i ordenslivet og i andre former for gudviet liv eller på forskellig måde i tjeneste for andre mennesker. Ofte finder man denne plan ad omveje. Alligevel er det vigtigt at forblive åben for denne plan og, hvis man én gang har erkendt den, konsekvent at følge den. Hertil skal forældrene med deres livserfaring hjælpe deres børn.

4) Til udførelse af denne opgave har såvel forældrene som børnene brug for Guds hjælp. Kun takket være en intensiv kontakt med ham og hans styrkelse bliver børn og forældre i stand til at gå den rigtige vej.

 

5.2 Et ophøjet mål

1) Den foreliggende betragtning om ægteskab og familie kan synes mange for idealistisk. Den er faktisk skildringen af et ophøjet mål. Særligt støtten til ægteskabets uopløse-lighed og udøvelse af seksualiteten som noget, der er forbeholdt ægteskabet, gør dette tydeligt. Mange vil sige: En sådan betragtning om ægteskabet og familielivet kan vi ikke forestille os. Har vi biskopper derfor lov til at give afkald på det kristne Guds- og menneskebillede såvel som på de deraf følgende krav til ægtefolk? Har vi lov at tilslutte os den herskende praksis eller at komme den i møde ved en relativering af værdierne? Har vi, fordi vi lever under andre kulturelle forhold, lov at fortie den Hellige Skrifts og Kirkens lære? Som biskopper ville vi forsømme vores pligt, hvis vi ikke også i dette spørgsmål ville forkynde den katolske tro i sit fulde omfang. Vi mener, at det er nødvendigt for det individuelle menneskes vel såvel som over for samfundet netop i dag at stille og besvare spørgsmålene om, hvad der virkelig er sandt og har blivende værdi.

 

5.3 Veje til virkeliggørelse af målet

1) Ikke mindre udfordrende end de fremførte opfattelser virker det for ægtefolk og familiemedlemmer at følge dem i virkeligheden.  De støder ofte på mangel på forståelse og udsættes for alvorlige vanskeligheder.

2) Dette begynder for unge mennesker, som ønsker at distancere sig fra sex- og nydelseskulturen blandt deres jævnaldrende. Det koster dem meget mod og styrke at tage afstand fra den. Unge mennesker danser som bekendt ikke gerne ude af takt, når det drejer sig om en alment accepteret opførsel blandt jævnaldrende, især når denne forekommer dem tiltrækkende. Kun en overbevisende opdragelse og en opmuntrende ledsagelse fra forældrenes og pædagogernes side, såvel som muligheden for at finde allierede, kan hjælpe dem til at hævde sig og sætte højere pris på en sand kærlighedsrelation frem for fuldbyrdelsen af det seksuelle samliv før ægteskabet.

3) De unge skal vide, at den tilfredsstillende og lykkebringende seksuelle hengivelse hvisler på et altomfattende kærlighedsforhold mellem mand og kvinde i ægteskabet, som indebærer vedvarende troskab over for hinanden og er åbent over for at sætte børn i verden og opdrage dem. Kærlighed er mere end "sex".

4) Så længe de unge lever i familien beskyttes de ganske vist på en måde, skønt de også selv i denne situation er under indflydelse af en frisindet omgang med andre. Så snart de på grund af studium, arbejde eller ønsket om at bo for sig selv forlader barndomshjemmet, bliver det så meget desto vanskeligere at holde dem væk fra skadelige relationer. Også i den situation skal forældrene forsøge at opretholde en tæt kontakt og dialog med dem.

5) Hvis der efterhånden udvikler sig et alvorligt forhold mellem en ung mand og en ung pige, skal de på forhånd aftale grænserne for deres omgang med hinanden. De skal tale åbent med hinanden og også lade sig råde af andre.

6) Hvis de kommer til den overbevisning, at de vil sigte mod at danne en stabil familie sammen, skal de fremtidige ægtefæller alvorligt diskutere det ægteskabelige liv med hinanden og fastlægge deres mål, som de sidenhen kan gribe tilbage til. I den forbindelse bør de om muligt tale med deres forældre og andre voksne, som de har et fortroligt forhold til. Netop i forberedelsestiden før ægteskabet skal de, hver for sig eller sammen, bede om Guds hjælp og styrke og regelmæssigt deltage i Kirkens gudstjeneste, også hvis de ikke tilhører det samme kirkesamfund. På den måde kan sognet styrke dem ved sin positive interesse i deres forehavende, nemlig at forme deres videre liv i fællesskab efter Guds plan.

7) Vi ved, at ægteskabet fra samfundets side, inden for rammerne af den statslige lovgivning og i visse kirkelige kredse, ikke længere betragtes som et stabilt livsfællesskab. Også familiens værdi og især dens betydning for børnene værdsættes heller ikke længere  tilstrækkeligt. Den underordnes ofte ægtefællernes interesser. De unge ægtefolk skal derfor pleje deres kærlighed til hinanden og viderebringe den til børnene. Individuelle eller fælles ønsker, som angår bolig, komfort og fritidsplanlægning må ikke forhindre dem i at opbygge en familie. Når først der er børn, skal omsorgen for dem prioriteres over alt andet. Derfor skal forældrene forsøge i god tid at indrette deres arbejdsmæssige aktiviteter sådan, at omsorgen og opdragelsen af børnene ikke bliver overset. Staten og samfundet er forpligtede til at sørge for, at dette er muligt. Det er forældrene selv, der har til opgave at finde balance mellem - på den ene side egne ønsker om karriere og velfærd såvel som egne fritidsbeskæftigelser - og på den anden side børnenes behov og ønsker. Børneopdragelsen skal være et fælles anliggende for faderen og moderen. Forældrene skal hele tiden pleje deres gensidige kærlighed og forme den sådan, at den kan føre til realiseringen af planen med deres familie.

8) Kontakten med slægtninge kan være af stor værdi. Det er også ønskeligt regelmæssigt at træffe ligesindede ægtepar og deres børn med henblik på udveksling af erfaringer og gensidig opmuntring. Ikke mindst skal familien være en "huskirke": forældre og børn skal bede sammen og også fejre de kristne fester hjemme. Som familie skal man gå i kirke for dér at søge kraft og styrke. Det er ønskeligt at deltage aktivt i sognelivet.

9) Livet i et stabilt ægteskab og dannelsen og udformningen af en solid familie, som medlemmerne ved, at de er accepterede i, er ikke let i den nuværende situation. Alligevel er den slags ægteskaber og familier ikke nogen forældet livsmodel, men derimod for andre en udfordring til eftertanke over mening og mål med deres egen til tider skuffede livsrealisering.

10) Også over for samfundet kan ægteskab og familie, som vi har skildret det, kalde til nytænkning. Som vi allerede nævnte i indledningen, har materialisme, individualisme og et vidtgående frisind i livsførelse grebet om sig. Imidlertid byder dette ikke noget endegyldigt holdepunkt i livet. Over for dette kan et ægteskab og en familie, som er baseret på uegennyttig kærlighed til hinanden, og som Gud har givet varighed, virkelig være et holdepunkt og en tryghed. Sådanne ægteskaber og familier udgør samfundets fundament.

11) Kristne, som lever i et stabilt ægteskab og opbygger en solid familie, opfylder således en vigtig opgave. De er tegn på virkeliggørelsen af forløsningen ved Jesus Kristus og forkyndere af hans glædelige budskab.

 

6. Kirkens hjælp: Familie og menighed.

1) Fra begyndelsen har Kirken været sig bevidst om ægteskabets og familielivets store værdi, men også om vanskelighederne herved. Jesus Kristus havde stillet så store krav til ægtefællerne, at disciplene udbrød: "Så er det bedre ikke at gifte sig!" (Matt. 19, 10). Herren beroligede dem ganske vist, men trak ikke nogen af sine krav vedrørende den ægteskabelige pagts uopløselighed eller ægtefællernes ubetingede troskab tilbage. Og Han gjorde dem også klart, at børnene altid har krav på opmærksomhed og ømhed, og at de aldrig må skubbes til side (jvf. Luk. 18, 15-17).

2) Apostelen Paulus understregede, at det i ægteskabet drejer sig om, at mand og kvinde elsker hinanden "som deres eget legeme" (jvf. Ef. 5, 28). Det drejer sig om en så dyb kærlighed, som den Jesus beviste over for sin Kirke (jvf. Ef. 5, 25). Apostlen peger også på, at både børnene og forældrene skylder hinanden kærlighed og omsorg (jvf. Ef. 6, 1-4; Kol. 3, 20f.).

3) I løbet af historien har der ofte været voldsomme diskussioner om overholdelsen af de kirkelige forskrifter. Kirken har imidlertid altid stået fast på sit forsvar af dem. Den var klar over sin forpligtelse over for denne ueftergivenhed, fordi det drejer om Herrens bud. Kirken har også forsvaret kvinders og mænds ligeværdighed i ægteskabet. Den har støttet en god børneopdragelse. Til dette formål oprettede den egne skoler, som tilbød undervisning for alle. Kirken har altid på det skarpeste fordømt provokeret abort og udsættelse af børn.

4) Også i dag beskytter Kirken ægteskabet og fremmer det rette familieliv. Det andet Vatikankoncil har ytret sig umisforståeligt derom i konstitutionen "Kirken i verden af i dag" (Gaudium et spes). Sidenhen har paverne offentliggjort klare og entydige rund-skrivelser og apostolske skrivelser om dette tema. Vi nævner især Pave Johannes Paul II's stadigvæk aktuelle apostoliske skrivelse "Familiaris Consortio" om ægteskab og familie fra 1981. På basis af sådanne bekendtgørelser fremsætter også vi, biskopper og præster, i vor forkyndelse og katekese sandheden om ægteskabet, værdien af den ægteskabelige pagt og familien, så at alle lærer at kende og værdsætte denne sandhed.

5) Særlig opmærksomhed vil vi give til unge mennesker, som forbereder sig på ægteskabet. Vi anbefaler derfor at tilbyde kurser, hvori der tales både om ægteskabet som sådant og om den rette omgang med seksualiteten, om opbyggelse af familien og om opdragelse af børnene. Vi anbefaler også dannelse af forældregrupper, hvor man kan udveksle erfaringer og opmuntre hinanden til fordybelse i ægteskabet og til at gøre det frugtbart. Sådanne grupper kan i givet fald ledes af ældre ægtepar med deltagelse af en præst.

6) Sognene skal forsøge at finde veje til god omsorg for børn og til opbygning af en attraktiv ungdomssjælesorg. Dette skal ikke været noget alternativ til hjemmet. Tværtimod skal forældrene hjælpes til at gøre det muligt for børnene i en større kreds og under god ledelse at opnå den nødvendige udvikling og at åbne sig for andre.

7) Vigtige er og bliver de katolske skoler. De skal undervise på højt niveau og på passende måde i livet, som det udfolder sig. Inden for disse rammer kan og skal der også tilbydes en velfunderet seksualvejledning.

8) Som Kirke må vi ikke glemme enlige mødre og forældre, som er alene om opdragelsen, hvad enten de er gift eller skilt. Sammen med dem skal der søges efter muligheder og veje til at overvinde deres skæbne og de dermed forbundne vanskeligheder. I hvert fald skal de vide, at Kirken også er der for dem. Det samme gælder for enker og enkemænd. Særlig opmærksomhed fortjener børn fra forliste ægteskaber. De har behov for passende og opmuntrende ledsagelse.

9) Alt dette skal ledsages af de pågældendes såvel som de andre sognemedlemmers og især ordensfolkenes bøn, så at så mange som muligt takket være Guds hjælp og styrke lever et godt ægteskab, holder stand i ægteskabet og opbygger en solid familie til børnenes vel. Unge mennesker, ægtefolk samt de, der er blevet skuffede af deres ægteskab eller familie, skal i bøn og ved deltagelse i det kirkelige liv finde støtte i og altid vide sig elsket af Gud.

10) Vi biskopper vil i det pastorale virke lægge stor vægt på ægteskabs- og familielivet. Vi anbefaler præsterne og diakonerne at forme prædiken og fejringen af liturgien sådan, at netop ægtefolk og unge mennesker føler, at der bliver talt til dem, at de bliver hjulpet frem og styrket derved. Alle andre, der arbejder med katekesen og ungdomssjælesorgen såvel som ved ægteskabsforberedelsen, skal understrege den store værdi og det dybe indhold i det kristne ægteskab og den kristne familie. Samtidig opfordrer vi også offentligheden til at give ægteskabs- og familielivet den nødvendige samfundsmæssige støtte og påskønne og værdsætte familien som fællesskabets bærende kraft.

 

Afslutning

1) Vi ønsker at afslutte dette hyrdebrev med et citat fra Pave Johannes Paul II's apostoliske skrivelse "Familiaris Consortio" om ægteskab og familie

2) I slutningen henviser Paven til den hellige Familie fra Nazareth som model og styrkelse af alle kristne familier. Han siger:

3) "Efter Guds hemmelighedsfulde beslutning levede Guds Søn i mange år sit skjulte liv i denne familie (den hellige Familie af Nazareth). Den er derfor urbillede og eksempel for alle kristne familier. Denne familie, der er enestående i hele verden, levede ukendt og stilfærdigt i en lille by i Palæstina. Den var hjemsøgt af fattigdom, forfølgelse og landflygtighed, og den herliggjorde Gud på uforlignelig, ophøjet og ren vis. Denne familie vil aldrig nægte de kristne familier sin hjælp. Den vil bistå alle familier i verden til i troskab at opfylde deres daglige pligter, til at udholde livets angst og vanskeligheder i uselvisk åbenhed over for andres behov og i glad opfyldelse af sit kald.

4) Måtte den hellige Josef, den "retsindige" mand, den utrættelige arbejder, den tro vogter af den ham betroede dobbelte skat, altid vogte, beskytte og oplyse dem!

5) Måtte jomfru Maria, ligesom hun er Kirkens Moder også være "huskirkens" Moder! Måtte enhver kristen familie takket være hendes moderlige hjælp virkeligt blive til en "kirke i det små", hvor Kirkens mysterium genspejles og leves! Måtte hun, Herrens tjenerinde, være eksemplet på en ydmyg og højmodig accepteren af Guds vilje, måtte hun, den smertefulde Moder ved korsets fod, lindre smerterne hos alle dem, der lider under vanskelighederne i deres familie, og måtte hun tørre deres tårer.

6) Måtte Kristus, universets kongen, familiernes konge, ligesom i Kana være nærværende i ethvert kristent hjem som kilden til lys, glæde, rolig tillid og kraft". ... Måtte "enhver familie højmodigt yde sit bidrag til hans riges komme i denne verden, 'et livets og sandhedens rige, et rige af hellighed og nåde, et rige af kærlighed og retfærdighed'. Dette rige er det mål, historien skrider frem imod". (Nr. 86).

7) Dette Pavens budskab ønsker vi Biskopper at gøre til vort eget og af hjertet formidle det til jer alle.

 

+ Anders Arborelius

Biskop af Stockholm

+ Gerhard Schwenzer,

Biskop af Oslo

+ Czeslaw Kozon

Biskop af København

+ Johannes B.M. Gijsen

Biskop af Reykjavik

+ Józef Wróbel

Biskop af Helsinki

+ Gerhard Goebel

Biskop-Prælat af Tromsö

+ Georg Müller

Biskop-Prælat af Trondheim

+ William Kenney

Hjælpebiskop i Stockholm

+ Hans Martensen

Forhenværende Biskop af København

M. Bernt Eidsvig

Udvalgt Biskop af Oslo