Introduktion til net-udgaven af "Kirkesyn til eftersyn"

Pastoralrådet har i denne samling beskæftiget sig med en selvbesindelse på vort syn på Kirken og dens opgaver. Det begyndte i foråret 2003 med en samtale om Kirken og pastoralrådet ved et menighedsmøde, hvor trosfæller gav udtryk for en vis bekymring for vore menigheder og deres tanker om, hvad der kunne være behov for i vort forhold til tro, menighed og kirke i Danmark. Tankerne blev så forelagt for en række andre lægfolk og præster, som også bidrog med deres opfattelse af spørgsmålet. Disse overvejelser og bekymringen vandt genklang i pastoralrådet, som så på de næste 5 møder og tiden derimellem har beskæftiget sig med den selvbesindelse, man fandt, der er behov for. Arbejdet i såvel grupper som plenum, med læsning af væsentlige dokumenter, især pave Johannes Paul IIs apostoliske skrivelse "Ecclesia in Europa", mundede i juni 2005 ud i en foreløbig konklusion. Denne ønskede pastoralrådet at få ud til debat i menighederne, og efter en forelæggelse i præsterådet præsenteres dokumentet nu på denne plads for alle. Dokumentet er  desuden sendt til alle præster. 

 

 

KIRKESYN TIL EFTERSYN

PASTORALRÅDETS FORELØBIGE KONKLUSION

Pastoralrådet, fremlægger herved en foreløbig konklusion på drøftelserne i Pastoralrådet under titlen 'Kirkesyn til Eftersyn', som begyndte på mødet den 10.-11. maj 2003. Pastoralrådet har på de efterfølgende møder behandlet emnet på grundlag af Käthe Lunds redegørelse af  28.09.2003,  'Rapport om unge katolikkers trosliv og syn på messen (2004)' og pave Johannes Paul IIs apostoliske skrivelse 'Ecclesia i Europa'. Pastoralrådet har på sit møde den 11. juni 2005 lavet en foreløbig konklusion med forslag til en pastoral handlingsplan.

Pastoralrådet har valgt at benytte sig af den terminologi, som biskoppen anvendte under drøftelserne og stillede Pastoralrådet som opgave: Stille diagnosen på bispedømmets pastorale tilstand og finde en adekvat behandling.

 

Indledende bemærkning

Denne redegørelse er bygget op over den klassiske model for Katolsk Aktion: Se, vurdere og handle. Se betyder at åbne øjnene og opdage den virkelighed, man lever i. Vurdere betyder, at man i lyset af Evangeliet og sin tro bedømmer denne virkelighed. Virkeligheden skal tolkes, og vi har en kristen tolkning af den. Der findes andre tolkninger, men vi er overordnet forpligtet på den kristne tolkning. I denne sammenhæng handler det om bispedømmets situation. Den skal vurderes på  baggrund af Den hellige Skrift, som er normgivende. Handle betyder, at tage den praktiske konsekvens af sin nyvundne indsigt af situationen. Måske er vor svaghed, at vi er mere eller mindre blinde for både virkeligheden og troens univers og sammenhængen mellem dem. Præster, ordensfolk og lægfolk, der har ansvar i Kirken, er forpligtet til at anlægge troens synsvinkel i deres pastorale vurderinger og ikke blot psykologiske, pædagogiske og sociologiske synsvinkler, da det handler om Guds rige, hvor helt andre normer er gældende. Et pastoralt ansvar betyder først og fremmest at anlægge Kristi, hyrdens, syn på Kirken og på verden.

Dette dokument er inddelt i 4 afsnit:  1. Symptomerne på bispedømmets pastorale situation. Afsnittet er i al væsentlighed en sammenfatning af Pastoralrådets drøftelser.  2. Diagnosen.  3. Den Hellige Skrifts belysning af vor situation.  4. Pastoralrådets forslag til en pastoral handlingsplan.

Pastoralrådet mener, at der i princippet ikke kan være tale om en definitiv konklusion, da besindelsen må være kontinuerlig, og at ikke mindst præsterne, præsterådet, andre instanser og kirkefolket må inddrages i processen.

 

1.0 Symptomerne

1.1 Usikkerhed.

Mange katolikker i Danmark føler sig usikre og splittede, hvad katolsk identitet angår. På den ene side føler man sig som katolik, på den anden side ønsker man, at ens ikke-katolske omgivelser betragter en som et normalt moderne menneske / dansker. Mange føler, at det er svært eller umuligt at få deres katolske identitet til at hænge sammen med at leve i en moderne verden. Denne usikkerhed afspejler sig også i forhold til Kirkens lære på en række punkter. Det var tilsyneladende lettere at bevare sin katolske identitet dengang, man følte sig anderledes end det omgivne samfund. Dengang følte man sig som en katolsk minoritet i et protestantisk samfund. Sammenfattende kan man sige, at usikkerheden, hvad katolsk identitet angår, hænger nøje sammen med stor uvidenhed hos katolikker om, hvad katolsk kristendom er, og med manglende refleksion over troen.

 

 

1.2 Integrationsproblematikken 

Den katolske Kirke i Danmark har i første halvdel af det 20. årh. arbejdet for at få hjemstavnsret i vort eget land. Med den nye tilkomst af katolske flygtninge og indvandrere i de sidste tredive år, som for mange menigheders vedkommende har betydet en radikal ny etnisk sammensætning, er det blevet et spørgsmål om og i hvilken grad, denne målsætning kan opfyldes. Denne problematik skal naturligvis ses i sammenhæng med den almindelige globalisering og det danske samfund i øvrigt. Det er et spørgsmål om, i hvilket omfang integrationen af de etniske  grupper i vore menigheder er lykkedes. Der er efter alt at dømme forskel fra menighed til menighed. Det er ofte svært af sproglige og kulturelle grunde for danskere og de forskellige etniske grupper at indgå i en egentlig dialog med hinanden. Det gælder måske især de etniske grupper indbyrdes. Det er dog vigtigt at skelne mellem egentlig kirkelig integration og kulturel integration. Den kirkelige integration sker først og fremmest i kraft af deltagelse i Kirkens gudstjenester, som i deres væsen er universelle (katolske) og derfor er integrerende. Den kulturelle integration derimod er afhængig af sprog og sociale normer. Det er en langsom proces. Det religiøse sprog er ligeledes meget afhængig af de kulturelle forskelle og kan vanskeliggøre den kirkelige integration, således at udenlandske grupper, der går meget op i deres kulturelle former for religiøsitet, vil have en tendens til at holde sig for sig selv.

1.3 Mangel på menneskelige og økonomiske ressourcer

1.3.1 Tidens tegn er, at det moderne menneske har svært ved at forpligte sig. Det gælder i mange

tilfælde også for katolikker, hvilket bl.a. viser sig ved , at det kan være vanskeligt at finde engagerede medarbejdere til afløsning af 'den gamle garde'.

1.3.2 Problematisk er de få kald til præstegerning og til det gudviede liv i Danmark. Det påvirker i ikke ringe grad Kirkens situation, at antallet af præster og søstre derfor falder drastisk med den konsekvens, at mange menigheder er utilstrækkeligt betjent. At være præst på de aktuelle vilkår i bispedømmet forudsætter en forståelse og kompetence hos præsterne til at påtage sig et lederskab i forhold til medarbejderne i menighederne. Et andet problem er, at præster og pastorale medarbejdere ikke i fornødent omfang har et dybere kendskab til den protestantiske verden og den problematik, den medfører f.eks. i forbindelse med de unges skolegang.

1.3.3 En anden svaghed er, at katolikker generelt i for ringe omfang føler sig økonomisk ansvarlig for menighed og bispedømme. Her overfor står som en glædelige kendsgerning, at katolikker også i vor tid betænker bispedømmet og de enkelte menigheder med  ikke ubetydelige arvebeløb.

1.4 Ringe sans for udadrettet evangelisation og mission

1.4.1 Den katolske Kirke i Danmark har måske aldrig i nyere tid følt sig ansvarlig for at bringe evangeliet ud til det danske samfund og til de mennesker, vi lever iblandt, og for at evangeliet bliver bragt til fremmede folkeslag. Katolikker i al almindelighed engagerer sig heller ikke nok i samfundsdebatten og i kulturlivet for at præge det med de evangeliske værdier. Vi udnytter ikke i fornødent omfang de kommunikationsmuligheder, som findes i dag. Pave Paul VI formulerede i sin skrivelse 'Evangeliets forkyndelse', at kristne forældre er deres børns første evangelister. Meget kunne tyde på, at denne evangelisation af vore egne børn ikke har været effektiv nok.

1.4.2 Her skal også peges på konvertitproblematikken. Konvertitter får ikke tilstrækkelig undervisning om den katolske tro både af mere teoretisk og af praktisk art; en undervisning, der også tager sit udgangspunkt i konvertittens religiøse forudsætninger. Konvertitter i dag kommer med helt vidt forskellige religiøse baggrunde, fra klassisk folkekirkelig baggrund, ikke-religiøs baggrund, orientalske religioner eller New Age. Konversion er altid et spørgsmål om at tænke helt nyt og leve på en ny måde. Det er et spørgsmål, om de får den nødvendige hjælp hertil af præsterne og andre, som underviser dem. Der er ligeledes behov for en opfølgning efter optagelsen, der dels tager sigte på en integrering i den lokale menighed dels på en fortsat undervisning under en eller anden form.

 

 

2.0 Diagnosen

2.1 Troskrise

2.1.1 De her nævnte symptomer peger på en egentlig troskrise hos mange katolikker. Troen er hos mange ikke udtryk for et personligt forhold til Gud, men for en religiøs opfattelse. Troen er usikker hos mange, hvad indholdet angår, og den kommer til kort i det daglige liv, i arbejdet og i engagementet i samfundet.

2.1.2 Den troende befinder sig i et spændingsfelt mellem troens verden og den omgivende ikke-kristne verden. Det er en kendsgerning, at Verdens normer og livssyn ofte påvirker de kristne i en sådan grad, at de kommer i en reel konflikt med Kirken. En af konsekvenserne heraf er, at en moderne kristen er offer for en relativistisk tankegang, som pave Benedikt XVI udtrykker det, dvs. en opfattelse af, at der ikke eksisterer absolutte sandheder på troens og etikkens område, som man skal acceptere.

2.1.3 Deltagelsen i Kirkens liturgiske liv og i folkelige andagtsformer er ofte mere bestemt af de enkeltes personlige valg end af bevidstheden om at tilhøre Kirken. Som eksempel herpå kan nævnes deltagelse i søndagsmessen, der af mange opfattes som uforpligtende, og bispedømmets valfarter, som af mange, især danske, ikke prioriteres højt nok. Man spørger mere om, hvad man får ud af det, end om, hvad man bør gøre. Og: man skal ikke stå til regnskab for, hvad man gør (jfr. den lave skriftemålspraksis).

2.1.4 Sammenfattende kan man sige, at mange af de holdninger og værdier, der findes udenfor Kirken, præger også os som katolikker og kan i mange tilfælde være en virkelig trussel mod troen og det liv, som skulle udspringe af den.

2.2 Et håbets tegn?

2.2.1               Det kristne håb er et håb om allerede her på jorden at få del i det liv, som Gud skænker os. Uden dette håb bliver livet meningsløst og også umuligt at leve på en værdig måde. Det kristne håb udspringer af den kristne tro. Troen er således en forudsætning, for at mennesker kan leve et virkeligt meningsfyldt liv og orientere sig ud over denne verdens horisont. Pave Johannes Paul II bygger sin apostoliske skrivelse 'Ecclesia in Europa' op omkring det kristne håb. Verden i dag er på så mange måder uden et virkeligt håb vedrørende fremtiden. Man kan tale om en global krise, som også berører os som Kirke og kristne. Ordet krise bruges om en udvikling, hvor der indtræder en afgørende forandring, et vendepunkt. I hvilken retning skal udviklingen gå? Evangeliet er kilden til menneskehedens håb både om en værdig fremtid på jorden og en endelig lykkelig tilstand i den kommende verden. Evangeliet er menneskehedens eneste håb om at komme ud af denne krise. Det siger sig selv, at hvis troen er svag og usikker, kan den ikke give håb hverken for ens eget liv eller for andres liv.

2.3                  Manglende kærlighed

2.3.1               Det kristne liv er et liv i kærlighed til Gud og medmennesket. Kærlighed er viljen og evnen til at række ud over sig selv og søge det, der tjener en anden til bedste og i forhold til Gud at søge ham for hans egen skyld. For at få denne evne, må man selv opleve at være genstand for andres kærlighed og for Guds. "Således elskede Gud verden, at han gav sin énbårne søn", står der i Johannes evangeliet 3,16. At kende Guds kærlighed forudsætter, at ens tro er blevet noget dybt personligt. "Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så  skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?" (1. Johannes 3.16). Hvis ikke denne gudgivne kærlighed gennemtrænger vores forhold til hinanden i de kristne familier, i menighederne, i ordenshusene og i bispedømmet, mangler Kirken sit hjerte. Mange af de problemer, der har været nævnt under drøftelserne i pastoralrådet og sammenfattet i denne redegørelse, er udtryk for, at Guds kærlighed ikke har den fornødne magt i os. Vi oplever til stadighed, hvordan folk mere ser på sig selv og deres lige end på de andre - de "fremmede" og på fællesskabet i Kirken. Mange af de daglige problemer både i familierne, i menighederne og i bispedømmet kan kun løses, hvis vi er mere overbærende overfor hinanden, hvis vi fremfører vor kritik af hinanden og af Kirken i ægte respekt og kærlighed -  sandheden tro i kærlighed, hvis vi især har øje for de mennesker i vor omgangskreds, i menigheden og i verden, der har mest brug for vor opmærksomhed og omsorg, kort og godt, hvis vi føler et reelt ansvar for hinanden. Kærligheden i et kristent fællesskab betyder, at den enkelte nødvendigvis må føle sin egen værdighed bekræftet. Hvis nogen i et sådant fællesskab føler, at han eller hun ikke mærker respekt for sin person, kan det være et symptom på, at den ægte kærlighed ikke hersker. Et kristent kærlighedsfællesskab vil altid have terapeutisk virkning. Hvis integrationsprocessen ikke lykkes i Kirken med dens overnaturlige ressourcer, vil den slet ikke kunne lykkes i samfundet som sådan. Integration drejer sig ikke kun om de etniske grupper, men også om ethvert nyt medlem af menigheden. Integration betyder i teologisk forstand at finde sin plads i Kristi legeme, som er Kirken / menigheden.

 

3.0 Den hellige Skrifts belysning af vores situation

3.1 I Apostlenes Gerninger finder vi følgende beskrivelse af den menighed, der blev født af Helligånden på pinsedag: "De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne. Hver og én blev grebet af frygt, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst " (2,42-47).

3.2 Følgende elementer i teksten er værd at bemærke: 'apostlenes lære', 'fællesskabet', 'brødets brydelse' og 'bønnerne'. Vi kan her genkende de fire grundlæggende elementer i Kirken og i enhver kristen menighed. 'Apostlenes lære' er det vi kalder Bibelen og den apostoliske tradition i Kirken også kaldet Kirkens lære. Dette nævnes først, fordi det er den grund Kirken bygger på. 'Fællesskabet' er det nye forhold, vi har til hinanden ved troen på Kristus og i Helligånden. Ordet kommunion betyder fællesskab. 'De helliges Samfund', som vi nævner i trosbekendelsen, er også det samme begreb. 'Brødets brydelse' er det første navn, vi kender på messen eller eukaristien. 'Bønnerne' var sikkert dengang de jødiske tidebønner og nye kristne bønner. I dag ville det svare til den liturgiske tidebøn og folkelige andagter og andre former for gudstjeneste, med andre ord, der var et rigt bønsliv i den første menighed.

3.3 Desuden nævner teksten, at den første menighed havde en vis form for ejendomsfællesskab, dvs. påtog sig økonomisk ansvar for hinanden og for fællesskabet. Og vi bemærker de kristnes trofasthed med dagligt at komme i templet sammen med de andre jøder og de fælles måltider, deres jublende lovsang og den evangeliserende effekt, som menigheden havde.

3.4 Flytter vi blikket mod nogle af de mange menigheder, som hurtigt bliver spredt over den daværende verden og et halvt århundrede frem, er situationen ofte en anden. Vi kan læse herom i apostlenes breve, men vi holder os her til brevene til de syv lilleasiatiske menigheder, som vi finder i Johannes Åbenbaring: Efesus, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Hvert af brevene, som er dikteret af Kristus, slutter med det samme omkvæd: "Den, som har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne" (Åb. 2,7 m.fl.). Bemærk, at der ikke står 'til menigheden', nemlig adressaten,  men til 'menighederne', og det vil sige til alle menigheder i hele verden og til alle tider og gælder derfor også menighederne i bispedømmet København. Kristus forventer altså af os alle, at vi har åndelige ører, så vi kan høre, hvad Ånden vil sige til os i dag. På denne baggrund skal vi læse disse syv breve for at se, om Kristus har noget at sætte fingeren på hos os, f.eks. at svigte kærligheden til Kristus (Åb. 2,4), antage falsk lære (Åb. 2,14), at finde sig i falske profeter og lærere (Åb. 2,20), at være åndelig syg til døden, fordi gerningerne ikke er fyldestgørende (Åb. 3,2), at være lunken i troen og kærligheden (Åb. 3,16). Kristus både kalder menighederne til ægte omvendelse og opmuntrer dem til at styrke det, der er tilbage, og have udholdenhed under alle prøvelser og i alle kriser.

 

4.0 Forslag til pastoral handleplan

4.1 Med baggrund i den ovenfor beskrevne situation i urmenigheden i Jerusalem foreslår vi følgende pastoral handleplan:

4.1.1 Kristus formaner menigheden i Efesus til at begynde forfra: "Omvend dig, og gør de gerninger, som du først gjorde" (Åb. 2,5). Pave Johannes Paul II brugte begrebet 'ny-evangelisering', og det går igen i utallige budskaber og skrivelser. Med dette begreb opfordrede han alle de gamle kristne lande til igen at høre Evangeliet, som om det var første gang. Troen kommer nemlig iflg. Paulus af det, der høres (jfr. Rom. 10,17). Evangeliets forkyndelse må ikke forveksles med katekese, selvom den er intimt forbundet med den. Man kan definere den evangeliserende forkyndelse som en formidling af budskabet om Jesus Kristus. Dette budskab skal, både hvad form og indhold angår, være direkte målrettet mod personer, der endnu ikke tror, med henblik på, at de kommer til troen. Dette forudsætter både Helligåndens indre lys og evangelistens troværdighed. Svaret på den troskrise, vi oplever hos os, må derfor være, at vi satser på evangelisering i ovennævnte betydning.

 

4.1.2 Det første sted, hvor evangeliseringen finder sted, er i hjemmet. Forældrene er deres børns første evangelister. Men forældrene må have hjælp til at løse den opgave, mens børnene er små, men også når de bliver større og troen skal blive et personligt anliggende. En mulighed kunne være at oprette dåbsgrupper for forældre efter dåben og 'babysalmesangsgrupper'.

4.1.3 For at unge får mulighed for at tage troen til sig personligt, er det nødvendigt at evangelisere ungdomskulturen i det omfang, det er muligt. Dette er især en opgave for bispedømmets officielle ungdomsarbejde DUK.

 

4.1.4 Evangelisering  kunne endvidere finde sted f.eks. i form af kursusforløb for ikke-katolikker.

4.1.5 En hjemmeside kan være et rigtigt godt redskab til at evangelisere, både ved at give information og ved mulighed for at blive brugt interaktivt. Desuden kan Internettet bruges af præsten til hurtigt at kommunikere med menighedens medlemmer.

 

4.1.6 Besøg i kirken af skoleklasser og andre grupper er en anden mulighed. Det behøver ikke være præsten, der hver gang træder i funktion.

 

4.1.7 Præsten kan i forbindelse med dåb og andre kirkelige handlinger specielt være opmærksom på at forkynde for ikke-katolske deltagere.

 

4.1.8 Åbne kirker, hvor der er mulighed for omvisning og personlig andagt har stor evangeliserende betydning, f.eks. i juletiden (krybben), i den stille uge, i form af natkirke.

4.1.9 Ved særlige samfundsmæssige anliggender, f.eks. store mærkedage, katastrofer og lign. vil det være oplagt, at der afholdes offentlige gudstjenester.

 

4.1.10 Princippet er, at man skal finde 'de åbne døre' for at komme ind til mennesker med Evangeliet. Mulighederne er mangfoldige for dem, der er opmærksomme på det.

4.1.11 En succesfuld evangelisering må følges op af en grundig trosbelæring, katekese, af dem, der er kommet til troen.

4.1.12 Menighederne bør desuden arbejde på, at alle medlemmer livet igennem får tilbud om voksenundervisning. Man er aldrig færdig med at fordybe sig i sin tro. Uden en sådan fordybelse bliver troen fattig og svækket og vil ikke kunne modstå en negativ påvirkning udefra. Vi bør tage Jesu ord i Johannesevangeliet til os: "Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden;" (16,12-13).

4.2 Eukaristien er centrum og højdepunktet for den enkelte kristne og for det kristne fællesskab. 'Ecclesia de Eucharistia', Kirken udspringer af Eukaristien, er titlen på en rundskrivelse, som pave Johannes Paul II udsendte i 2003. Heri fastslås Eukaristiens helt afgørende betydning for enhver kristen og for Kirkens vækst. Den afdøde pave har gjort år 2005 til Eukaristiens år. Eukaristien var også temaet for bispedømmets årlige valfarter og for verdensungdomsdagene i Köln i sommer. I skrivelsen 'Mane nobiscum' ('Bliv hos os Herre'), som indleder Det eukaristiske År, har pave Johannes Paul II også peget på punkter, som de enkelte, menighederne og bispedømmet kan arbejde med for at gøre eukaristien mere nærværende.

4.3 En levende menighed lægger vægt på at udvikle et rigt bønsliv både til berigelse for den enkelte og for menigheden. Bønnen er en afgjort forudsætning for al form for diakoni og apostolat. Der findes mange klassiske og nyere former for andagter og gudstjenester som et nødvendigt supplement til messen. Kirken peger selv på tidebønnen, tilbedelsen af Det hellige Sakramente og rosenkransen som klassiske og vigtige gudstjenesteformer. Det skal understreges, at sådanne gudstjenester i de fleste tilfælde udmærket kan ledes og gennemføres af kompetente lægfolk. Det ville være nyttigt, hvis Pastoralcentret i samarbejde med liturgikommissionen kunne udarbejde forslag til nye gudstjenester. Det skal tilføjes, at der efter Det andet

                       Vatikankoncil er udviklet mange nye ritualer for velsignelser. Her er der en næsten uudtømmelig kilde til at lave gudstjenester til alle mulige forhold i menighedens, samfundets og familiens liv (den nye romerske ritualbog for velsignelser foreligger delvis på dansk og kan downloades fra bispedømmets ? hjemmeside).

4.4                 Ved dåb og firmelse bliver vi indlemmet i Kristus (jfr. Paulus). I Kristus får vi således del i Faderens og Sønnens guddommelige fællesskab i Helligånden. Det guddommelige trinitariske fællesskab afspejles og virkeliggøres i Kirken, som er den 'Hele Kristus'. Den lokale menighed afspejler og virkeliggør på lignende måde Treenigheden. Det betyder også, at vores fællesskab både er et sandt menneskeligt og et sandt guddommeligt fællesskab, ligesom Kristus er sand Gud og sandt menneske. Det er ingen selvfølge, at det forholder sig sådan for vores konkrete fællesskaber. Det forudsætter nemlig, at vi hver især vedkender os denne værdighed og stadig mere bliver levende og aktive medlemmer af Kirken og menigheden. Det er Det  andet Vatikankoncils fortjeneste at have peget på, at Kirken først og fremmest er et fællesskab (se kardinal J. Ratzingers bog: Zur Gemeinschaft gerufen, 1999, svensk: Kallad till gemenskap). En menighed som fællesskab forudsætter, at medlemmerne tager ansvar for hinanden og for de fælles anliggender. Det er først og fremmest præsten sammen med  menighedsrådet, der skal gennemtænke denne problematik i lyset af Kirkens væsen og drage de praktiske konsekvenser for menighedens liv.

4.5                  En nødvendig indfaldsvinkel er Pauli lære i 1. Korintherbrev, kapitel 12 om de forskellige   nådegaver og tjenester. Således kan man liste f.eks. følgende tjenester:

4.5.1 Diakoni, som kan omfatte besøgstjeneste og bistand til mennesker i nød - og hospice.

4.5.2 Personlig sjælesorg, som også andre end præst og diakon kan udøve.

4.5.3 Ungdomsarbejde.

4.5.4 Omsorg for marginale medlemmer.

4.5.5 Evangeliserende kontakt med omverdenen.

4.5.6 Ansvar for fællesskabet på lokalt plan og for bispedømmet, der også indbefatter den økonomiske side.

 

 

Konklusion

Pastoralrådet ønsker, at Præsterådet behandler og tager stilling til dette dokument og at det foreslår, hvordan emnet 'Kirkesyn til eftersyn' kan gøres til genstand for behandling i menighederne, således at hele bispedømmet bliver inddraget i drøftelserne.

Præsterådet bør bl.a. tage stilling til, om man skal definere nogle få klare satsningsområder i bispedømmets overordnede handlingsplan.

 

København, den 8. august 2005

 

Henrik Ledertoug

formand for Pastoralrådet

 

 

Pastoralrådets koordineringsgruppe består af

Karen Grzelak  Käthe Lund   Lars Messerschmidt