Guds Åbenbaring Guds Ord - Dei Verbum

DET ANDET VATIKANKONCILS KONSTITUTION OM GUDS ÅBENBARING "GUDS ORD"

DE DIVINA REVELATIONE "DEI VERBUM"

Dogmatisk konstitution om Guds Åbenbaring

---

Forord af Hans  L.Martensen, biskop emeritus

Indledning

Kapitel I
Om Guds åbenbaring i sig selv

Kapitel II
Den guddommelige åbenbarings videregivelse

Kapitel III
Skriftens guddommelige inspiration og dens fortolkning

Kapitel IV
Det gamle Testamente

Kapitel V
Det nye Testamente

Kapitel VI
Den hellige Skrift i Kirkens liv

 

Forord

Koncilsudtalelsen "Om Guds Åbenbaring" kaldes efter sine indlednings­ord "Verbum Dei", d.v.s. Guds Ord.

Hermed er dokumentets hele tema angivet, nemlig Guds ord, således som det kommer til menneskene. Dette dokument er et af det andet Vatikankoncils mest "teologiske" og vanskelige - men samtidig et af dem, der kan få størst betydning for den katolske kirkes videre udvikling og fornyelse.

Dokumentets historie fører os helt tilbage til reformationstiden. Martin Luther gjorde det til et væsentligt punkt af sin reform at "skriften alene" var menneskets og kirkens rettesnor over for Gud. Ud fra Den hellige Skrift ville han bedømme alting, afskaffe misbrug og genvinde kirkens ungdommelige iver.

Under indflydelse af den store kirkespaltning, som reformationen førte med sig, betonede den katolske kirke, at "skriften alene" ikke var nok, men at der også fandtes en mundtlig tradition fra apostlenes tid. Man skulle ikke vente, at alle kirkelige spørgsmål kunne afgøres blot ved et studium af Den hellige Skrift. I den "Romerske Katekisme", der blev skrevet kort tid efter reformationen, nedfældedes derfor læren om, at den gud­dom­me­lige åbenbaring havde to kilder, således at den kom til menne­skene dels gennem skriften, dels gennem traditionen.

I den nyere lutherske teologi er der opstået en forståelse for, at intet menneskeligt samfund kan leve uden tradition, da denne simpelthen er et udtryk for, at vi er historiske væsener, der er åndeligt afhængige af de mennesker, der har levet før os. Samtidig er der i den katolske teologi opstået en ny forståelse af, at kirkens embede i dets bedømmelse af traditionerne er forpligtet til at lytte til Den hellige Skrift, og at skrift og tradition ikke kan ses som to isolerede størrelser. Denne nye problem­stilling medførte, at man på koncilet ønskede at tage reformationstidens gamle og brændende tema op igen.

Hermed føres vi til dokumentets umiddelbare historie, nemlig dets tilblivelse under koncilet. Allerede på den første koncilsamling under pave Johannes kom det på dagsordenen - umiddelbart efter det liturgiske dekret, hvormed koncilet begyndte sit arbejde.

Det hed dengang "Om Åbenbaringens kilder". Man ville altså allerede i titlen fastlægge, at den guddommelige åbenbaring havde to forskellige kilder, nemlig dels skriften og dels traditionen. Iøvrigt var hele dokumen­tet præget af en stærk konservativ teologi, der tænkte i de gamle, antire­formatoriske baner.

Dette første udkast til dekret blev diskuteret tre dage i koncilsaulaen og heftigt angrebet. Det var første gang, man oplevede en menings­bryd­ning i den helt store stil mellem koncilsfædrene. De fleste mente, at dokumentet var så dårligt, at det end ikke kunne bruges som arbejds­grundlag. Til en sådan total forkastelse krævedes imidlertid to trediedele af alle biskoppernes stemmer. Et sådant flertal blev ved afstemningen næsten nået, men ikke helt. Da var det, at pave Johannes foretog en modig handling, idet han bestemte, at selv om de krævede to trediedels antal stemmer ikke helt var nået, så skulle dokumentet dog alligevel laves fuldstændig om, da det tilstrækkelig tydeligt havde vist sig, at de fleste biskopper var stemt for en sådan total ændring. Herved stillede pave Johannes sig på en afgørende måde på de teologers side, som ønskede en dyberegående nytænkning af den overleverede lære. I virke­ligheden blev denne begivenhed til et afgørende vendepunkt i koncilets historie: fra nu af viste det sig tydeligt, at de moderne kræfter inden for katolicismen ville få afgørende indflydelse på koncilet.

Dokumentet blev altså sendt tilbage til kommissionen, der havde udarbejdet det. Denne kommission blev samtidig grundigt omskabt. Mens det første udkast var blevet skrevet af kardinal Ottaviani og hans medarbejdere inden for "Sacrum Officium", blev der nu oprettet en ny "blandet kommission", hvor kardinal Bea fik ledelsen i fællesskab med kardinal Ottaviani. Samtidig kom en række dygtige og moderne interna­tionalt kendte teologer med ind i kommissionen.

En ny og fuldstændig anderledes tekst blev udfærdiget. Den blev først færdig efter pave Johannes' død. Man havde valgt at lave en ganske kort tekst med titlen "Om den guddommelige Åbenbaring". Man undgik så vidt muligt de kontroverse punkter. Denne tekst blev foreløbig - uden at den kom til diskussion i koncilsaulaen - sendt ud til koncilsdeltagerne, for at de kunne gøre deres bemærkninger og til­kende­give deres mening. Den almindelige opfattelse var, at teksten var blevet så kort og mager, at den næsten var intetsigende. Mange ønskede nu overhovedet at lade temaet om Den hellige Skrift og traditionen falde, da man mente, at spørgsmålet ikke var modent til en koncilsudtalelse. Her greb imidlertid pave Paul ind. Han mente, at temaet, der nu engang var påbegyndt, var for vigtigt og væsentligt til, at man blot stilfærdigt kunne slette det af programmet.

Således gik teksten endnu en gang tilbage til kommissionen, for at denne kunne udfærdige et tredie, nyt udkast.

Denne tredie tekst er gået gennem endnu to yderligere stadier, idet biskopperne har ønsket forskellige forandringer, og idet snart konser­va­tive kræfter, snart moderne har fået modificeret teksten på den ene eller anden måde. Ialt er der således, inden den endelige tekst blev vedtaget ved den offentlige Session i Peterskirken den 18. november 1965, blevet taget stilling til fem forskellige tekstformer.

I forståelsen af konciltekstens teologi må man holde sig for øje, hvad en konciltekst overhovedet er og hvad den vil. Et koncils måde at tale og arbejde på er højst forskellig fra den enkelte, begavede teologs. Den enkelte teolog kan føre sine tanker ud til sidste konsekvens, og netop fordi han behandler alt ud fra et bestemt synspunkt (nemlig hans eget!) kan der opstå en bemærkelsesværdig enhed og sluttethed i hans værk. Anderledes er det med et koncil: Her samles en mængde teologer og biskopper, netop for at forskellige meninger skal have lov til at mødes, og for at man på denne måde kan finde frem til, hvad der er fælles midt i alle forskellene. Det har hele tiden været koncilets ønske at revidere teksterne igen og igen, indtil de havde fået en form, som mere eller mindre alle de tilstedeværende biskopper og teologer kunne gå med til. Dette fører nødvendigvis med sig, at koncilsteksterne indeholder kom­pro­miser mellem forskellige synspunkter, det betyder også, at mange konsekvenser, der ligger for hånden, alligevel ikke bliver draget, fordi der stadig er et betydeligt antal biskopper, der vægrer sig ved at drage disse konsekvenser. Koncilsteksterne kommer således altid til at være et stykke bagud i forhold til mange moderne katolske teologer; men samti­dig har koncilet større vægt, fordi det afspejler de positioner, som så at sige alle har følt sig enige om. Hertil kommer, at det andet Vatikankoncil ikke har sat sig som opgave at formulere ny dogmer eller at fordømme bestemte kætterier. Derfor har teksterne i deres enkeltheder ikke absolut forpligtende karakter: koncilet selv har været klar over, at man endnu i mangt og meget kun står med foreløbige svar i foreløbige formuleringer.

Konstitutionen om "Den guddommelige åbenbaring" er ikke direkte ment som en dialog med protestanter. Den betyder i første instans en ny gennemtænkning af den katolske position ud fra katolske forudsætninger. På denne måde vil ganske vist netop denne koncilstekst kunne få betyd­ning for dialogen med protestanterne, fordi den kan komme til at sætte kræfter i gang i katolicismen, der ud i fremtiden vil gøre en dybtgående forståelse med de adskilte brødre lettere.

I denne katolske teologiske nybesindelse er det påfaldende, hvorledes Guds åbenbaring ikke - således som der var en tendens til i tidligere tiders teologi - ses blot som en række sandheder, men også som en historisk begivenhed. Guds åbenbaring består ikke blot i sætninger, men også i gerninger; den kommer ikke blot til os i mange ord, men i eet Ord, der sammenfatter alting, nemlig Jesus Kristus, der er Ordet som er blevet kød. Derfor er Guds åbenbaring heller ikke blot talt til menneskene en gang i fortiden, men den er en åbenbaring, der stadig møder os. Alle disse tanker fremføres i konstitutionens første kapitel, og man kan til en vis grad give pater de Lubac ret, når han siger, at hele det væsentlige indhold allerede er opridset og indeholdt i kapitel 1.

For det andet er det påfaldende, hvorledes man har ønsket at se en større enhed i Guds åbenbaring, end dette normalt var tilfældet i den katolske teologi efter reformationen. Ganske vist har dokumentet ikke truffet nogen afgørelse i det kontroversielle spørgsmål, om Guds åben­baring når menneskene ad to veje eller blot ad een, om den nemlig kommer dels gennem bibelens skrevne og dels gennem den apostoliske traditions talte ord.

Alligevel er koncilets tendens klar: åbenbaringen er i sig selv een, og som sådan sammenfattet i selve mennesket Jesus Kristus, der er Guds egentlige sidste ord til menneskene. Denne ene åbenbaring møder imid­lertid menneskene ad empirisk forskellige veje, både som skrift og tradition.

For det tredie er det påfaldende, i hvilken sammenhæng kirkens embede stilles til Den hellige Skrift. På den ene side betoner dokumentet i overensstemmelse med gammel katolsk lære, at det hører med til kirkens embede at tolke Den hellige Skrift og at våge over, at Kristi budskab bliver forkyndt uden forvanskning. Helligåndens sikre vejled­ning er ikke forjættet det enkelte menneske i alle enkelte spørgsmål, men selve kirken har i sin helhed forjættelsen om Guds ånd. Selv om det således klart siges, at det er kirkens opgave at tolke bibelen, så siges det dog lige så klart, at kirkens embede står under Den hellige Skrift: "Kir­kens embede står ikke over Guds ord, men tjener det... idet det ærbødigt lytter til det, helligt bevarer og trofast fremsætter det..." (n.10). "Enhver kirkelig forkyndelse har... derfor sin næring og sin rettesnor i Den hellige Skrift." (n.21).

Endelig er det bemærkelsesværdigt, hvorledes koncilsteksten betoner Det gamle Testamentes sammenhæng med Det nye Testamente, at altså såvel Det gamle Testamente som Det nye Testamente hører med til kirkens forkyndelse.

Netop ved at lægge vægt på Det gamle Testamentes betydning frem­hæves det, at Guds ord til menneskene ikke blot er teoretiske læresætnin­ger, men selve den frelseshistorie, som Gud udvirker med menneskene, og som har fundet udtryk i bibelens hellige skrifter (jf. hele kapitel 4 om GT).

Hvad dokumentets praktiske betydning angår, så er det venteligt, at denne vil blive stor, og det både for den katolske bibelvidenskab som også for det daglige liv blandt jævne troende.

For den katolske bibelvidenskab betyder koncilsteksten en stadfæstelse af de bedste tanker og principper, som allerede blev fremført af pave Pius XII i hans store bibelrundskrivelse fra 1943. Der sikres eksegeterne den samme videnskabelige frihed som andre viden­skabs­mænd på litteraturens eller historiens område. Samtidig tales der til fordel for, at det katolske bibelstudium yderligere skal intensiveres, og at bibelen skal indtage den centrale stilling i alle præsters teologiske uddannelse.

Allerstørst betydning vil man dog mene, at dette koncilsdokument vil få, hvis dets opfordring til stadig fordybelse i Den hellige Skrift bliver fulgt, således at både det katolske lægfolk og de gejstlige lader deres ånd og deres daglige bøn blive mere og mere præget af Den hellige Skrift. Hvis koncilsudtalelsen "Om den guddommelige Åbenbaring" når sit egentlige mål, nemlig at placere Den hellige Skrift fuldstændig centralt både i kirkens forkyndelse og i de enkelte troendes daglige tilværelse, da vil dette dokument som måske intet andet bidrage til en dybtgående fornyelse af katolicismen.

15.december 1965
+ Hans L. Martensen
Biskop af København

---

Hvis jeg i dag skulle tilføje noget til det forord, jeg i sin tid skrev kort efter tekstens vedtagelse og oversættelse til norsk, så måske følgende:

Mens teksten Om Guds Åbenbaring var en af de mest kontro­versielle og lidenskabeligt diskuterede på koncilet selv, så har samme tekst i årene efter koncilet været ukontroversiel som få andre koncils­dokumenter. Den har været et næsten selvfølgeligt fælles grundlag, som alle katolikker bygger videre på.

   Der er heller ingen, der tvivler på, at denne koncilstekst formidler et stort håb. Den viser nemlig ikke blot tilbage til åbenbaringens kilder i Guds ord fra begyndelsen. Den viser samtidig fremad - ikke til den fremtid, vi selv kan konstruere, men som vi venter på i kraft af Guds løfter. Helligånden, der har inspireret Skriften, er jo også den Ånd, der åbner for en fremtid, vi ikke kender, men som Gud selv forbereder: "Sandhedens Ånd...skal vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kom­mer, skal han forkynde jer..."(Joh. 16,13 )

Samtidig med at koncilet talte om Den hellige Skrift, viste det for­skellen mellem bibel og koncilsafgørelse. Koncilet ønskede i al be­ske­denhed at være Biblens tjener. Koncilets tekster blev til gennem me­nings­udvekslinger, gennem kompromiser mellem partier, der hver gjor­de deres egne tanker gældende. Koncilstekster er ikke inspirerede, så­dan som Biblen er det. Men et koncil stiller sig til rådighed, forholder sig lyttende, og taler i tillid til den samme Helligånd, der inspirerede Biblen.

Netop af den grund indeholder koncilsteksten om Guds Åbenbaring uanede muligheder: fordi den ikke henviser til sig selv, men til Guds Ord. Derfor kan vi også med taknemmelighed konstatere gode frugter, som allerede har kunnet høstes i årtierne efter koncilet. På bibelviden­skabens område opstår der en stadig større og ofte forbavsende enighed mellem protestanter og katolikker - og mange dybe sammenhænge er­ken­des, også mellem kristne og jøder! Det fælles studium af Skriften er blevet det faste holdepunkt i alle økumeniske samtaler. Også i bønnens sam­men­hæng - både privat og sammen med andre - er Skriften kilde til liv.

I vor egen luthersk-katolske sammenhæng er der i de sidste årtier sket en bemærkelsesværdig udvikling. Et grundigt videnskabeligt arbej­de har påvist, at de gensidige fordømmelser fra reformationstiden i vid ud­strækning ikke træffer modparten i dag, og måske allerede fra be­gyn­delsen af beroede på mistolkninger af modparten. Af helt speciel betyd­ning er erkendelsen af, at der eksisterer en grundlæggende enighed mel­lem katolikker og lutheranere i tolkningen af retfærdiggørelsen - det må­ske mest kontroversielle af alle spørgsmål på Luthers egen tid. Det må imid­lertid aldrig glemmes, at det er studiet af Skriften og enighed i skrift­tolkning, der er baggrunden for al enighed, som siden koncilet er opnået i luthersk-katolsk sammenhæng.

Endvidere kan nævnes, at der forskellige steder i verden er blevet udgivet økumeniske bibeloversættelser, som katolikker og protestanter er fælles om. I Danmark har der på forskellig vis været et godt samar­bej­de mellem Bibelselskabet og den katolske kirke. Vi danske katolik­ker har efterhånden helt vænnet os til, at vi - ikke blot privat, men offi­cielt i vore gudstjenester - bruger Folkekirkens oversættelse. I udar­bej­delsen af den ny autoriserede oversættelse af 1992 var der også katolske medarbejdere i oversættelseskommissionen. Alt dette er tegn på et økumenisk klima, der har ændret sig overraskende til det bedre, siden det 2.Vatikankoncil begyndte.

Et af det 2.Vatikankoncils foretrukne billeder på Kirken var Det vandrende Gudsfolk. Koncilet selv var et stadium på denne vandring. Koncilet var ikke sidste ord og ikke engang en ny åbenbaring, og for­stod heller ikke sig selv således. Der er kun ét sidste ord, nemlig Jesus Kristus selv. Han er Ordet fra begyndelsen, ved hvem alt er skabt. Ordet som blev kød, og i hvem al Guds åbenbaring er sammenfattet. Ordet som vi venter på i håb, når Gud ved tidernes ende vil sige: "Se, jeg gør alting nyt!" (Åb. 21,5). Koncilet drager følgende konsekvens af åben­ba­ringens sammenfatning i Kristus (Kap. 1, n.1-4): "Derfor vil den krist­ne frelses­ordning, som den nye og endelige pagt, aldrig forgå; ingen ny offentlig åbenbaring er i vente før Vor Herre Jesu Kristi herlige til­synekomst..."

Håbet om den stadige reform og fornyelse af Kirken, der var et hjerte­anliggende for koncilet, er ikke mindst knyttet til den bibelske fornyelse. Teksten om Den guddommelige Åbenbaring forbliver derfor særlig aktuel. Den giver en sammenfatning af katolsk bibelforståelse, også i sammenhæng med katolsk kirkesyn. Kirken tolker Biblen. Men i dybere forstand er det Biblen, der hjælper os til at tolke livet - i Kirken, i verden omkring os, og i vor egen personlige sammenhæng. Derfor kan teksten om Den guddommelige Åbenbaring varmt anbefales til studie­kredse, hvor mennesker kommer sammen for gennem bøn og samtale at fordybe sig i deres fælles tro. Alt andet forældes og forgår. Men Guds Ord bliver i evighed.

 19. marts 1997
+ Hans L. Martensen
biskop emeritus

---

Paul, biskop, Guds tjeneres tjener, sammen med koncilsfædrene, til evig erindring 

Den dogmatiske konstitution "Dei Verbum" om Guds Åbenbaring

 

Indledning

1.  Ved ærbødigt at lytte til Guds ord og ved frimodigt at forkynde det følger koncilet den hellige Johannes' ord, når han siger: "Vi forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os - det, vi altså har set og hørt, forkynder vi også jer, for at også I må have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kris­tus" (1.Joh. 1,2-3).

Derfor har dette koncil til hensigt, ligesom Tridentinerkoncilet  og 1.Vatikankoncil, at fremsætte den sande lære om den gud­dommelige åbenbaring og dennes overlevering, for at hele verden ved at lytte til kaldet om frelse må komme til at tro, og ved at tro nå til at håbe, og gennem håbet nå frem til kærligheden.[1]

 

Kapitel I: Om Guds åbenbaring i sig selv

2.  Gud besluttede, i sin godhed og visdom at åbenbare sig selv og kundgøre os sin viljes hemmelighed (Ef. 1,9) for at menneskene gennem Kri­stus, det menneskevordne ord, i Helligånden må få adgang til Faderen og således del i den guddommelige natur. (Ef. 2,18; 2.Pet. 1,4). I denne åbenbaring taler den usynlige Gud (jf. Kol. 1,16; 1.Tim. 1,17) i sin over­strømmende kærlighed til menneskene som sine venner (2.Mos. 33,11; Joh. 15,14-15) og han færdes iblandt dem (Bar. 3,38) for at indbyde dem til fælles­skab med sig selv og modtage dem deri.

Denne åbenbaring formidles ved gerninger og ord i gensidig veksel­virkning: De gerninger, som Gud udfører i frelseshistorien, manifesterer og bekræfter den lære og den realitet, som ordene udtrykker, mens ordene forkynder og bringer den hemmelighed frem i lyset, som de bærer i sig. Den inderste sandhed, som dermed er åbenbaret for os om Gud og om menneskets frelse, lyser klart i Kristus, som både er formidleren og fylden af hele åbenbaringen.[2]

3.  Gud, som skaber og opretholder alle ting ved sit Ord (jf. Joh. 1,3), giver gennem de skabte ting mennesket et vedvarende vidnesbyrd om sig selv (jf. Rom. 1,19-20). Da han ville åbne vejen for den evige frelse, har han desuden allerede fra begyndelsen givet sig tilkende for vore stamfædre. Efter deres fald gav han dem håb om frelse (jf. 1.Mos. 3,15) ved at love dem forløsningen, og han har uafbrudt haft omsorg for menneskeslægten, således at han kan give evigt liv til alle, der søger frelsen ved udholdende (Rom. 2,6-7) at gøre det gode. Senere kaldte Gud Abraham for at gøre ham til et stort folk (jf. 1.Mos. 12,2-3). Efter patriarker­nes tid opdrog han gennem Moses og profeterne dette folk til at erkende ham som den eneste levende og sande Gud, som en omsorgs­fuld fader og retfærdig dommer, og at forvente den forjættede frelser. Således forberedte Gud vejen for evangeliet ned gennem tiderne.

4.  "Under mange skikkelser og på mange måder talte Gud i gamle dage til vore forfædre gennem sine profeter, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn" (Hebr. 1,1-2). For han sendte sin søn, det evige Ord, som oplyser alle mennesker, for at Han kunne bo blandt mennesker og fortælle dem om Guds inderste væsen (jf. Joh. 1,1-18). Jesus Kristus, det menneskevordne Ord, sendt som "menneske blandt mennesker"[3] "taler Guds ord" (Joh. 3,34) og fuldfører det frelsesværk, som Faderen har betroet Ham (jf. Joh. 5,36; 17,4).

Den, der ser Ham, har også set Faderen (jf. Joh.14,9). Det er derfor Ham, der ved hele sit nærvær og ved åbenbarelsen af sig selv, gennem sine ord og gerninger, tegn og mirakler, men især ved sin død og vidun­derlige opstandelse fra de døde, og til sidst ved at udsende sandhedens Ånd, fuldender åbenbaringen og bekræfter den ved det gud­dommelige vidnesbyrd, så det står fast, at Gud er med os for at udfri os fra dødens og syndens mørke og oprejse os til evigt liv.  Derfor vil den kristne frelses­ordning, som den nye og endelige pagt, aldrig forgå; ingen ny offentlig åbenbaring er i vente før Vor Herre Jesu Kristi herlige tilsynekomst (jf. Tim. 6,14; Tit. 2,13).

5.  Mennesket skylder troslydighed imod Gud, som åbenbarer sig (jf. Rom. 16,26; sml. Rom. 1,5; 2.Kor. 10, 5-6). Ved tro overgiver men­ne­sket frit sig selv til Gud, der åbenbarer sig, idet det under­kaster sig fuldstændigt, både hvad angår intellekt og vilje,[4] og frivilligt siger ja til denne åben­baring. Denne tro er kun mulig, hvis Guds nåde både går forud og stadig ledsager menneskets indsats, kun mulig ved Helligåndens indre bistand, der bevæger hjertet og omvender det til Gud, åbner forstandens øjne og skænker "alle den indre glæde, der består i at acceptere og tro sandhe­den".[5]

For at forståelsen af åbenbaringen må blive stadig dybere, fuld­kom­men­gør samme Helligånd stadig troen gennem sine gaver.

6.  Gennem den gud­dommelige åbenbaring ønskede Gud at træde frem og meddele både sig selv og indholdet af sin evige vilje, hvad angår menne­skets frelse; med andre ord "give os del i guddommelige rigdomme, der helt og holdent går ud over alt, hvad menneskesindet kan forstå".[6]

1. Vatikankoncil erklærer, at "Gud, alle tings begyndelse og endemål, kan erkendes med sikkerhed ud fra den skabte verden ved hjælp af den menneskelige fornufts naturlige lys" (jf. Rom. 1,20). Det lærer også, at det skyldes åbenbaring, "at den gudserkendelse, som i og for sig ikke er utilgængelig for den menneskelige fornuft, allerede i dette liv kan opnås af alle uhindret, med fast vished og uden at blive blandet sammen med fejl".[7]

 

Kapitel II: Den guddommelige åbenbarings videregivelse

7.  Gud har i sin store godhed sørget for, at det, han havde åbenbaret til alle menneskers frelse, skulle forblive intakt for altid og blive overleveret til alle slægtled. Kristus Herren, i hvem den højeste Guds fuldstændi­ge åbenbaring er opfyldt, gav sine apostle befaling om, at de skulle prædike det evangelium, som Han forud havde lovet (jf. 2.Kor. 1,20 og 3,16-4,6) gennem profeterne, og som Han havde opfyldt i sin egen person og forkyndt med sin egen mund. De skulle prædike det som kil­den til al frelsesbringende sandhed og moralsk norm,1 og derved bringe menneske­ne de guddommelige gaver. Befalingen blev trofast fulgt af apostlene, som i deres mundtlige forkyndelse, ved deres eksempel og deres forord­ninger overleverede, hvad de selv enten havde modtaget gennem deres liv sammen med Kristus, og gen­nem hans ord og gerninger, eller havde lært gennem Helligåndens inspira­tion; senere også prædiket af de apostle og andre mænd i enhed med apostlene, som under den samme Helligånds inspiration nedskrev frel­ses­budskabet.2

For at det hele og fulde evangelium altid kunne blive bevaret i Kirken, efterlod apostlene sig biskopper som deres efterfølgere, og "overgav dem deres eget læreembede".3 Derfor er den hellige tradition og begge testa­menters hellige skrifter som et spejl, i hvilket Kirken på sin jordiske pilgrimsrejse betragter Gud, fra hvem den modtager alt, indtil den en gang føres frem til at se Ham ansigt til ansigt, som Han er (jf. Joh. 3,2).

8.  Den apostolske forkyndelse, som på en helt særlig måde udtrykkes i de in­spirerede bøger, skulle bevares gennem en uafbrudt kontinui­tet indtil ti­dernes ende. Det er derfor, apostlene, når de overleverer, hvad de selv har modtaget, formaner de troende til at holde fast ved de traditioner, som de er blevet undervist i enten gennem ord eller ved brev (jf. 2.Tess. 2,15), og til at kæmpe for den tro, som de engang har modtaget (jf. Jud. 3).4 Det, som er overleveret af apostlene, omfatter alt det, der leder Guds folk til et liv i hellighed, og som forøger dets tro. Alt, hvad Kirken selv er, alt hvad den tror, fører den således videre i sin lære, i sit liv og i sin gudstjeneste og overleverer det til alle slægtled.

Denne apostoliske tradition går videre i Kirken med Hellig­åndens bistand.5

Der sker en vækst i forståelsen af de ting eller ord, der er blevet givet videre, både ved overvejelsen og studium hos de troende, der overvejer det i deres hjerte (jf. Luk. 2,19 og 51), men også ved den indre indsigt, der stammer fra åndelig erfaring, og endelig ved forkyndelsen fra dem, der gennem den biskoppelige succession har modtaget sandhedens karisma. Gennem århundredernes forløb rækker Kirken bestandig frem mod fylden af den guddommelige sandhed, indtil til sidst Guds ord bliver opfyldt i den.

Kirkefædrenes udsagn er et vidnesbyrd om det livgivende nærvær af den­ne tradition, hvis rigdomme gennemstrømmer den troende og bedende Kir­kes gerning og liv. Gennem denne tradition får Kirken kendskab til de hel­lige bøgers fuldstændige kanon, og de hellige skrifter gøres virksomme i Kirken. Således fører Gud, som også forhen har talt, en uafbrudt samtale med sin elskede Søns brud, og Helligånden, som i og ved Kirken lader Evangeliets levende røst klinge i verden, fører de troende til hele sandheden og lader Kristi ord få rigelig plads i dem (jf. Kol. 3,16).

9.  Den hellige tradition og Den hellige Skrift er altså nært forbundet og forenet med hinanden. Thi da begge springer fra samme gud­dommelige kilde, flyder de på en måde sammen og strømmer mod det samme mål.

Den hellige skrift er nemlig Guds tale, for så vidt som den er blevet nedskrevet under den guddommelige Ånds inspiration. Den hellige tradition, som er betroet til apostlene af den Herre Kristus og af Helligånden, fører Guds ord i dets helhed videre til deres efter­følgere, for at de i lyset af sandhedens Ånd trofast må tjene, udlægge og sprede det gennem deres forkyndelse. Det er derfor, at Kirken ikke henter sin sikkerhed om alle de åbenbare sandheder alene fra Den hellige Skrift. Derfor bør begge modtages og æres med samme kær­lighed og ærbødighed.6

10.     Den hellige tradition og Den hellige Skrift udgør en fælles hellig skat, nem­lig Guds ord, betroet til Kirken. Ved at holde fast ved denne skat vil he­le det hellige folk, forenet med deres hyrde, altid holde fast ved apost­le­nes lære og fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne (jf. Ap.G. 2,42). Ved således at holde fast ved den overleverede tro, og ved at praktisere og bekende den, vil der være en særlig harmoni mellem biskopperne og de troende.7

Men opgaven, der består i autentisk at fortolke Guds ord både i skriften og i traditionen,8 er alene betroet til Kirkens læreembede,9 hvis autoritet udøves i Jesu Kristi navn. Læreembedet står imid­lertid ikke over Guds ord, men er dets tjener. Det lærer kun det, som er blevet overleveret. For Gud har villet, at det med Hellig­åndens bistand ærbødigt lytter til dette ord, bevarer det med omhu og fremlægger det med trofasthed. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro.

Det er altså tydeligt, at den hellige tradition, Den hellige Skrift og Kirkens læreembede, ifølge Guds vise plan, i den grad er forenet og samordnet, at den ene ikke kan bestå uden de andre, og at de alle tilsammen, hver på deres måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse.

 

Kapitel III: Skriftens guddommelige inspiration og dens fortolkning

11.   Det, som Gud har åbenbaret, og som er indeholdt og fremlagt i de hellige skrifter, er blevet nedskrevet under Helligåndens inspira­tion.  For vor hellige Moder, Kirken, anser nemlig Det gamle og Det nye Testamentes bøger i deres helhed og i alle deres dele, ifølge den apostol­ske tro, for hellige og kanoniske, fordi de er blevet ned­skrevet under Helligåndens inspiration (jf. Joh. 20,31; 2.Tim. 3,16; 2.Pet. 1,19-21; 3,15-16) og dermed har Gud som forfatter, og fordi de er blevet overgivet til Kirken som sådanne.1

Til at forfatte de hellige bøger udvalgte Gud visse mennesker, som, medens Han anvendte dem til dette arbejde, gjorde fuld brug af deres evner og færdigheder.2 Skønt Gud handlede i og gennem dem,3 var det som forfattere i egentlig forstand, at de nedskrev, hvad Han ønskede, de skulle skrive og kun det.4

Når altså alt det, som de inspirerede forfattere (de såkaldte hagiografer) udsiger, bør betragtes som udsagt af Helligånden, så må vi erkende, at Den hellige Skrifts bøger urokkeligt, trofast og uden fejltagelse lærer den sandhed, som Gud med henblik på vor frelse har ønsket skulle nedskrives i disse hellige skrifter.5 Det vil sige, "at ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning" ( 2.Tim. 3,16-17).

12.     Da Gud altså i Den hellige Skrift har talt gennem mennesker på menneskelig vis,6 bør den, som tolker de hellige skrifter, hvis han ønsker at erfare, hvad Gud selv har villet meddele os, omhyggeligt undersøge, hvad de bibelske forfattere virkelig har haft til hensigt at udtrykke, og hvad Gud har villet tilkendegive gennem deres ord.

For at finde frem til forfatternes intentioner bør man bl.a. tage hensyn til de "litterære genrer". Sandheden fremsættes og ud­trykkes nemlig snart således, snart anderledes i tekster, som på forskellig måde er histori­ske, profetiske, poetiske eller tilhører andre litterære former.

Eksegeten bør altså søge efter den mening, som forfatteren - ud fra den bestemte situation og ud fra forhold præget af hans tid og kultur - havde til hensigt at udtrykke og virkelig udtrykte ved hjælp af tidens litterære udtryksformer.7 For virkelig at forstå, hvad for­fatteren ønskede at udsige i sit værk, må man lægge nøje mærke både til de sædvanlige og karakteristi­ske måder at føle, tale og fortælle på, der gjaldt på forfatterens egen tid, så vel som til de adfærdsformer, der var typiske for tidens almindelige menneskelige samkvem.8

Men da Den hellige Skrift bør læses og tolkes i den samme ånd, som den er blevet skrevet i,9 skal man, for korrekt at udforske de hellige skrifters mening, ikke vise mindre omhu i forhold til hele bibelens indhold og enhed i overensstemmelse med hele Kirkens levende over­levering og troens analogi. I overensstemmelse med disse retningslinier er det eksegeternes opgave at arbejde henimod en større forklaring på og forståelse af de hellige skrifter, for at Kirkens indsigt kan modnes takket være dette grundlæggende arbejde. Alt det, som har med skrifttolkning at gøre, er i sidste instans underlagt Kirkens afgørelse, for det er Kirken, som har fået den guddommelige opgave og tjeneste at bevare Guds ord og udlægge det.10

13.     Derfor åbenbares i Den hellige Skrift, uden nogen mindskelse af Guds sandhed og hellighed, den evige visdoms vidunderlige imøde­kommen­hed, "for at vi skal lære Guds uudsigelige godhed at kende og erfare, hvor langt han ud af omsorg for vor natur er gået for at tilpasse sit sprog".11 For Guds ord udtrykt på menneskeligt sprog er som menneskelig tale, ligesom den evige Faders Ord en gang iførte sig menneskets skrøbelige legeme og blev mennesker lig.

 

Kapitel IV: Det gamle Testamente

14.     I sin overstrømmende kærlighed ønskede Gud at frelse hele menneskeslæg­ten, og for at forberede den herpå udvalgte Han sig på ene­stående måde et folk, til hvem Han ville betro løfterne. Gennem sin pagt med Abraham (jf. 1.Mos. 15,18) og med Israels folk ved Moses (jf. 2.Mos. 24,8) erhvervede Gud sig et folk, til hvem Han gennem ord og handlinger åbenbarede sig som den ene sande og levende Gud, således at Israel skulle erfare Guds veje med menne­skene. Desuden skulle de, ved at Gud talte gennem profeternes mund, dag for dag dybere og klarere forstå Guds veje og gøre dem mere og mere kendte blandt nationerne (jf. Sl. 22,28-29; 95,1-3; Es. 2,1-4; Jer. 3,17).

Frelsesordningen, som de hellige forfattere har forudsagt, fortalt om og forklaret, foreligger som Guds sande ord i Det gamle Te­sta­mentes bøger. Af denne grund beholder disse guddommeligt inspire­rede bøger en vedvarende værdi: "Alt hvad der førhen er skrevet, er jo skrevet for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifter­ne giver, kan bevare vort håb" (Rom. 15,4).

15.     Hensigten med Det gamle Testamente var først og fremmest, at det skulle forberede Kristi, alles forløsers, og det Messianske riges komme (jf. Luk. 24,44; Joh. 5,39; 1.Pet. 1,10), forkynde det gennem profeti og antyde det gennem forskellige forbilleder (jf. 1.Kor. 10,11).

Det gamle Testamentes bøger giver - i forhold til menneskehedens vilkår før frelsens tidsalder blev oprettet af Kristus - en forståelse af Gud og mennesket og viser klart, på hvilke måder den retfærdige og barmhjertige Gud handler med menneskene. Og selvom disse bøger også indeholder ufuldkomne og tidsbetingede forhold, viser de ikke desto mindre Guds sandt guddommelige opdragergerning.1 Disse bøger skal altså modtages med ærbødighed af de kristne, fordi de ud­trykker en levende sans for Gud, indeholder en sublim lære om Gud, en frelse­bringende visdom om menneskelivet og en vidunderlig skat af bønner. Endelig ligger mysteriet om vor frelse skjult i dem.

16.     Gud, som har inspireret begge testamenters bøger og er deres ophav, har i sin visdom ordnet det således, at Det nye er skjult i Det gamle, og Det gamle åbnes i Det nye.2 For selv om Kristus har grundlagt en ny pagt i sit blod (jf. Luk. 22,20; 1.Kor. 11,25), er Det gamle Testa­mentes bøger ikke desto mindre blevet optaget i deres helhed i det evangeli­ske budskab,3 således at de i Det nye Testamente modtager og viser deres fulde betydning (jf. Matt. 5,17; Luk. 24,27; Rom. 16,25-26; 2.Kor. 3,14-16), på samme tid som Det nye Te­sta­men­­te belyses og forklares af dem.

 

Kapitel V: Det nye Testamente

17.     Guds ord, der er en Guds kraft til frelse for enhver som tror (jf. Rom. 1,16), kommer i Det nye Testamentes skrifter til udtryk på en helt enestå­ende måde og viser sin kraft. For da tidens fylde kom, (jf. Gal. 4,4) blev Ordet kød og tog bolig iblandt os, fuld af nåde og sandhed (jf. Joh. 1,14). Kristus oprettede Guds rige på jorden og åbenbarede sin Fader og sig selv gennem gerninger og ord, og Han fuldendte sit værk ved sin død, opstandelse og vidunderlige himmelfart og ved udsendelsen af Helligånden. Efter at være blevet ophøjet fra jorden drager Han alle til sig (jf. Joh. 12,32), Han som alene har det evige livs ord (jf. Joh. 6,68). Men dette mysterium blev ikke gjort kendt for tidligere slægtled således, som det nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter i Helligånden (jf. Ef. 3,4-6), for at de skulle forkynde evangeliet, vække tro på Jesus som Kristus og Herre og kalde Kirken sammen. Det nye Testa­mentes skrifter udgør et uforgængeligt og guddommeligt vidnesbyrd om disse hændelser.

18.     Ingen kan være uvidende om, at evangelierne har en særstilling blandt alle skrifterne, selv i Det nye Testamente.

De er jo hovedvidnesbyrdet om vor frelsers, det menneske­vordne Ords liv og lære.

Kirken har altid og overalt fastholdt, og fastholder stadig, at de fire evangelier har apostolisk oprindelse. Først prædikede apostlene på Kristi befaling, og dernæst under den guddommelige ånds inspira­tion overleverede de selv og andre fra den apostolske tid os skriftligt som troens fundament det firefoldige evangelium efter Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.1

19.     Den hellige Moder, Kirken, har fast og uafladeligt fastholdt og fastholder, at de fire førnævnte evangelier, hvis historicitet den uden tøven bekræfter, trofast overleverer, hvad Jesus, Guds Søn, mens han levede blandt menne­sker, virkeligt gjorde og lærte til deres frelse, indtil den dag Han blev optaget (jf. Ap.G. 1,1-2).

For efter Herrens himmelfart overleverede apostlene til deres tilhørere det, som Han havde sagt og gjort, men med den større for­stå­else som de selv nu besad2 ud fra erfarin­gen om Kristi her­liggørelse og i lyset af Sandhedens Ånd.3 De hellige forfattere udvalgte under nedskriv­ningen af de fire evangelier visse af de mange elementer, som forelå i mundtlig eller i skriftlig form; de ordnede nogle af dem i sammen­drag eller fremlagde dem med henblik på de enkelte kirkers situation, stadig i forkyndelsens form, men således at de hele tiden har fortalt os sandt og ærligt om Jesus.4

De skrev nemlig i den hensigt, at vi skulle kende sandheden i de ord, vi er blevet undervist i, hvad enten de bygger på erindringer og egen hukommelse, eller på vidnesbyrd fra dem "der fra begyndelsen var øjenvidner og Ordets tjenere" (jf. Luk. 1,2-4).

20.     Foruden de fire evangelier indeholder Det nye Testamentes kanon også den hellige Paulus' epistler og andre apostoliske skrifter ned­skrevet under Helligåndens inspiration. Ifølge Guds vise plan bekræf­ter disse skrifter budskabet om Kristus som Herre, forklarer mere og mere tydeligt Hans sande lære, og forkynder os  den frelsende kraft i Kristi guddommelige værk, beretter om Kirkens begyndelse og vidunderlige udbredelse og forudsiger dens fuldendelse i her­lighed.

Den Herre Jesus blev nemlig hos sine apostle, således som Han havde lovet dem (jf. Matt. 28,20), og sendte dem Ånden, Talsmanden som skulle føre dem til sandhedens fylde (jf. Joh. 16,13).

 

Kapitel VI: Den hellige Skrift i Kirkens liv

21.     Kirken har altid æret de guddommelige skrifter på samme måde som Herrens le­geme, idet den, først og fremmest i den hellige liturgi, uafladeligt modtager li­vets brød og rækker det til de troende fra det ene bord dækket med Guds ord og Kristi legeme. Kirken har altid be­tragtet og betragter stadig skrifterne sammen med den hellige Tradition som den øverste norm for sin tro. De er jo inspireret af Gud og én gang for alle nedskrevet, og meddeler derfor Guds ord uforan­derligt, og lader Helligåndens røst lyde gennem pro­feternes og apostlenes ord. Derfor bør al kirkelig forkyndelse, ja hele den kristne religion, næres af og underkaste sig Den hellige Skrift.  For i de hellige bøger kommer Faderen, som er i himlen, kærligt sine børn i møde og taler med dem. Så stor er kraften og magten i Guds ord, at de for Kirken er en støtte og en styrke, for Kirkens børn en troens kraft, sjælens føde og en ren og varig kilde til det åndelige liv. Derfor gælder følgende ord i særlig høj grad Den hellige Skrift: "Guds ord er levende og virksomt" (Hebr. 4,12) og "formår at opbygge og at give arven til alle de hellige" (Ap.G. 20, 32; jf. 1.Tess. 2,13).

22.     Adgang til Den hellige Skrift bør være vidt åben for de kristne. Det var af denne grund, at Kirken fra begyndelsen har overtaget den ærværdige græ­ske oversættelse af Det gamle Testamente, som kaldes Septuaginta, og gjort den til sin egen. Kirken har også altid holdt de andre orientalske og latinske oversættelser i ære, især den der kaldes Vulgata. Da Guds ord bør være tilgængeligt for alle tidsaldre, sørger Kirken med moderlig omsorg for, at der bliver udgivet egnede og korrekte oversættelser på forskellige sprog, helst fra de hellige bøgers originaltekster. Og dersom en oversættelse un­der givne om­stændig­heder og med den kirkelige myndigheds samtykke laves i fællesskab med de adskilte brødre, vil alle kristne kunne bruge den.

23.     Kirken, som er det menneskevordne Ords brud, bestræber sig på, under Helligåndens belæring at nå til en stadig dybere forståelse af de hellige skrifter, for uafladelig at kunne nære sine børn med Guds ord. Derfor opmuntrer den også til studiet af både de østlige og de vestlige kirkefædre og den hellige liturgi. Katolske eksegeter og andre teologiske forskere bør ivrigt samarbejde om med egnede metoder og under læreembedets opsyn at forske i de guddommelige skrifter og fremlægge dem på en sådan måde, at så mange som muligt af dem, der skal forkynde Guds ord, må blive i stand til at række Guds folk den frugtbare næ­ring, der oplyser forstanden, styrker viljen og optænder menneskers hjerter med den guddommelige ild.1 Koncilet op­fordrer de katolikker, der beskæftiger sig med bibelforsk­ning, til med fornyede kræfter og i Kirkens ånd at fortsætte med det arbejde, der så lykkeligt er kommet igang.2

24.     Teologien hviler på Guds skrevne ord sammen med den hellige Tradition som på et uforgængeligt grundlag. Ved dette ord styrkes den i fasthed og bliver ung igen, når den i troens lys overvejer hele sand­heden, der er skjult i Kristi mysterium. Thi de hellige skrifter inde­holder Guds ord, og fordi de er inspirerede, er de i sandhed Guds ord. Derfor bør bibelstudiet være som sjælen i al teologi.3 Ordets tjeneste - og hermed tænkes der på den pastorale for­kyndelse, katekesen og enhver form for kristen oplæring, hvor­iblandt den liturgiske homili bør indtage en hel speciel plads, får sin næring og og sin hellige kraft ved skriftens ord.

25.     Derfor er det nødvendigt for alle gejstlige, og først og fremmest for Kristi præster og andre, der som diakoner eller kateketer står for den officielle forkyndelse af Guds ord, at lade sig præge af skriften, ved stadig læsning og flittigt studium. For det må ikke ske, at nogen bliver "en tom forkynder af Guds ord for andre, fordi han ikke lytter til det i sit indre".4 Han skal jo forkynde det guddommelige ords overvældende rigdomme, især i den hellige liturgi, til de troende, som han har ansvar for.

Derfor opfordrer koncilet alle de troende og især med­­lemmer af ordenssamfundene, til ved hyppig læsning af de hellige skrifter at lære "det langt højere at kende: Kristus Jesus" (Fil. 3,8). "For uvidenhed om skrifterne er uvidenhed om Kristus."5 De skal derfor gerne gå til selve den hellige tekst, enten i den hellige liturgi, som er fuld af guddommelige ord, eller ved bibellæsning eller foredrag om emnet, endvidere også ved andre initiativer, som med godkendelse og under opsyn af Kirkens hyrder har fået en glædelig udbredelse i vor tid. Men lad dem også huske, at bønnen bør ledsage bibellæsningen, for at der kan finde en samtale sted mellem Gud og mennesket; for "Ham taler vi til, når vi beder, og Ham lytter vi til, når vi læser de gud­dommelige ord".6

Det tilkommer biskopperne, "hos hvem den apostolske lære findes",7 at instruere de troende, som er dem betroede, i den rette brug af de guddommelige bøger, især Det nye Testamente og først og fremmest evangelierne. De gør dette ved at sørge for oversættelser af de hellige tekster forsynet med nødvendige og virkelig til­strækkelige forklaringer. Således kan Kirkens børn trygt og med udbytte gøre sig bekendte med de hellige skrifter og lade sig fylde af deres ånd.

Desuden bør man publicere udgaver af bibelen til brug for ikke-kristne, som er tilpasset efter deres behov og forsynet med ønskelige kommentarer. Sjælesør­gere og kristne i det hele taget skal med klogskab sørge for sådanne udgavers udbredelse.

26.     Gid "Herrens ord må få frit løb og komme til ære" (2.Tess. 3,1) ved bibellæsning og bibelstudium. Og måtte åbenbaringens skat, som er Kirken betroet, mere og mere fylde menneskers hjerter. Ligesom Kirkens liv styrkes ved den stadige deltagelse i Eukaristiens my­sterium, således kan man også forvente nye impulser for det åndelige liv fra den voksende ærbødighed for Guds ord, "som bliver evinde­ligt" (Es. 40,8; 1.Pet. 1,23-25).

 

Denne dogmatiske konstitution er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den aposto­liske myn­dighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger den, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gen­nem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.

 

Rom, ved Skt. Peter, den 18.november 1965
Paul V, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrifter.

--------------------------------------------------------------------------------

[1]   Jf. Skt. Augustin, De catechizandis rudibus, 4, 8: PL 40, 316.

[2]   Jf. Matt. 11,27; Joh. 1,14 og 17; 14,6; 17,1-3; 2.Kor. 3,16 og 4,6; Ef. 1,3-14.

[3]   Epist. ad Diognetum, 7,4: Funk, Patres Apostolici, I, s.403.

[4]   1.Vatikankoncil, Dogm. konst. De fide catholica, Dei Filius, kap. 3: Denz. 1789 (3008).

[5]   2.Kirkemøde i Orange, can. 7: Denz. 180 (377). - 1.Vatikankoncil, l. c.: Denz. 1791 (3010).

[6]   1.Vatikankoncil, Const. dogm, De fide catholica, Dei Filius, kap. 2: Denz. 1786 (3005).

[7]   Ibid.: Denz. 1785 og 1786 (3004 og 3005).

1   Jf. Matt. 28,19-20 og Mark. 16,15. - Tridentinerkoncilet, Dekret De canonicis Scripturis: Denz. 783 (1501).

2   Jf. Tridentinerkoncilet, l. c. - 1.Vatikankoncil, Dogm. konst. De fide catholica, Dei Filius, kap. 2: Denz. 1787 (3006).

3   Skt. Irenæus, Adv. Haer., II, 3, 1: PG 7,848; Harvey, 2, s.9.

4   Jf. 2.Koncil i Nikæa: Denz. 303 (602). - 4.Koncil i Konstantinopel, Sess. X, can. 1: Denz. 336 (650-652).

5   Jf. 1.Vatikankoncil, Dogm. konst. De fide catholica, Dei Filius, kap. 4: Denz. 1800 (3020).

6   Jf. Tridentinerkoncilet, Dekret De canonicis Scripturis: Denz. 783 (1501).

7   Jf. Pius xii, Apost. konstit. Munificentissimus Deus, 1.nov. 1950: AAS 42 (1950), s.756; dansk overs. Om Marias optagelse i Himlen, Arne Frost-Hansens Forlag, Kø­ben­havn 1951, s.3; jf. Skt. Cyprian, Epist. 66, 8: CSEL (Hartel) 3, 2, 733: "Ecclesia plebs Sacerdoti adunata et Pastori suo grex adhaerens." Kirken er et folk forenet med dets præster og en hjord, der klynger sig fast til sin hyrde.

8   Jf. 1.Vatikankoncil, Dogm. konst. De fide catholica, Dei Filius, kap. 3: Denz. 1792 (3011).

9   Jf. Pius xii, Rundskr. Humani Generis, 12.aug. 1950, AAS 42 (1950), s.568-569: Denz. 2314 (3886); dansk udg. Catholica 7.årg. København 1950, ss.154-160.

1   Jf. 1.Vatikankoncil, Dogm. konst. De fide catholica, Dei Filius, kap. 2: Denz. 1787 (3006). - Den pavelige Bibelkommission, Dekret, 18.juni 1915: Denz. 2180 (3629); EB 420 (Enchir. Bibl.). - Det hellige Officium, Epist. 22.dec. 1923: EB 499.

2   Jf. Pius xii, Rundskr. Divino afflante, 30.sept. 1943: AAS 35 (1943), s.314; EB 556.

3   In et per hominem: jf. Hebr. 1,1 og 4,7 (in); 2.Sam. 23,2; Matt. 1,22 et passim (per). - 1.Vatikankoncil: Schema de doctr. cath., nota 9: Coll. Lac. VII, 522.

4   Leo XIII, Rundskr. Providentissimus Deus, 18. nov. 1893: Denz. 1952 (3293); EB 125.

5   Jf. Skt. Augustin, De Gen. ad litt., 2, 9,20: PL 34, 270-271; CSEL 28,1,46-47 og Epist. 82, 3: PL 33, 277; CSEL 34, 2, 354. - Skt. Thomas Aquin, De Ver., q.12, a.2, C. - Tridentinerkoncilet, Dekret De canonicis Scripturis: Denz. 783 (1501) - Leo xiii; Rundskr. Providentissi­mus Deus: EB 121,124, 126-127. - Pius xii, Rund­skr. Divino afflante: EB 539.

6   Jf. Skt. Augustin, De Civ. Dei, XVII, 6, 2: PL 41,537; CSEL 40, 2, 228.

7   Jf. Skt. Augustin, De Doctr. Christ., III, 18,26: PL 34, 75-76; CSEL 80,95.

8   Jf. Pius xii, Divino afflante: Denz. 2294 (3829-3830); EB 557-562.

9   Jf. Benedikt xv, Rundskr. Spiritus Paraclitus, 15.sept. 1920: EB 469. - Skt. Hierony­mus, In Gal. 5,19-21: PL 26, 417A.

10  Jf. 1.Vatikankoncil, Dogm. konstit. De fide catholica, Dei Filius, kap. 2: Denz. 1788 (3007).

11  Skt. Johannes Chrysostomus, In Gen. 3,8 (hom. 17,1): PG 53, 134; "at tilpasse", latinsk "Attemperatio", græsk "synkatába­sis."

1   Jf. Pius xi, Rundskr. Mit brennender Sorge, 14.marts 1937: AAS 29 (1937), s.151.

2   Jf. Skt. Augustin, Quaest. in Hept., 2, 73: PL 34, 623.

3   Jf. Skt. Irenæus, Adv. Haer., III, 21,3: PG 7,950 (= 25,1: Harvey, 2, s.115). - Skt. Cyrillus af Jerusalem, Catech., 4, 35: PG 33, 497. - Theodorus Mopsueste, In Soph.., 1,4-6: PG 66, 452D-453A.

1   Jf. Skt. Irenæus, Adv. Haer., III, 11,8: PG 7,885; Sagnard, s.194.

2   Jf. Joh. 14,26; 16,13.

3   Jf. Joh. 2,22; 12,16,12-13; 7,39.

4   Jf. Den pavelige Bibelkommission, Instruks Sancta Mater Ecclesia: AAS 56 (1964), s.715.

1   Jf. Pius xii. Rundskr. Divino afflante, 30.sept. 1943: EB 551,553,567. - Den pavelige Bibelkommission, Instructio de S.Scrip­tura in Clericorum Seminariis et Religiosorum Collegiis recte docenda, 13.maj 1950: AAS 42 (1950), ss.495-505.

2   Jf. Pius xii, ibid.: EB 569.

3   Jf. Leo xiii, Rundskr. Providentissimus Deus: EB 114. - Benedikt xv, Rundskr. Spiritus Paraclitus, 15.sept. 1920: EB 483.

4   Skt. Augustin, Serm. 179,1: PL 38,966.

5   Skt. Hieronymus, Comm. in Is., Prol.: PL 24, 17. - Jf. Benedikt xv, Rundskr. Spiritus Paraclitus: EB 475-480. -  Pius xii, Rundskr. Divino afflante: EB 544.

6   Skt. Ambrosius, De officiis ministrorum, I, 20, 88: PL 16, 50.

7   Skt. Irenæus, Adv. Haer., IV, 32, 1: PG 7,1071 (= 49,2); Harvey, 2, s.255.