[35]. (Om coronakrisen der på mange måder danner baggrund for rundskrivelsen):
Men vi glemmer hurtigt den lektie, som historien lærer os – at historien er ’livets skolemester’. Når krisen på sundhedsområdet er forbi vil den dårligst tænkelige reaktion være, at vi falder tilbage – og endnu mere – i en hektisk forbrugermentalitet og i nye former for en egoistisk selvbeskyttelse. Når alt kommer til alt vil vi helst have en himmel, hvor 'de andre' ikke findes, men kun 'os.' Men vi må ikke glemme dem, der døde fordi der ikke var respiratorer nok som følge af et gennem år negligeret sundhedsvæsen. Lad ikke så store lidelser være forgæves. Lad os gøre et kvantespring frem mod en ny måde at leve på, hvor vi én gang for alle opdager, at vi har brug for hinanden og er hinandens skyldnere. Så menneskeheden kan genfødes med alle dens ansigter, alle hænder, alle stemmer, hinsides alle de grænser, vi har sat op.
[42]. Man vil forklare alt statistisk. Personen bliver tingsliggjort med et blik, der snager, afklæder og afslører, og ofte anonymiserer. Respekten for den anden går i stykker, og samtidig med at jeg flytter rundt på ham eller hende, ignorerer ham, og holder ham på afstand, kan jeg uden blusel invadere hans liv fra ende til anden.
[43]. Fysiske gestus, ansigtets mimik, pauser med tavshed, kropssproget – ja, duften, hændernes skælven, en rødmen, sved – alt er nødvendigt, for alt taler og hører med til kommunikationen mellem mennesker. De virtuelle relationer, som betyder at det ikke længere er nødvendigt for os at anstrenge os for at opdyrke et venskab, en stabil gensidighed, eller endda en konsensus der styrkes med tiden; disse relationer er overhovedet kun tilsyneladende ’sociale’.
[75]. (Fra kommentarerne til lignelsen om Den barmhjertige samaritaner, der er et gennemgående tema i rundskrivelsen): Vejrøverne har som deres sædvanlige forbundsfæller ’dem, der går forbi på den anden side af vejen’. Således sluttes kredsen mellem dem, der udnytter og lænser samfundet [’røverne’] og dem, der mener, at de kan bevare rene hænder […] men samtidig lever de af det samme system. Det er et sørgeligt hykleri [...] Det går fra det vildledende ’Alt går elendigt’ til ’Ingen kan gøre noget ved det’, og ’Hvad kan jeg gøre’. Man er på den måde med til at nære desillusionen og håbløsheden – hvilket ikke just fremmer en solidaritetens eller gavmildhedens ånd [...]
[106]. Det er en helt fundamental og væsentlig erkendelse, der skal til, hvis man skal nå frem til det sociale venskab og globale broderskab: at være bevidst om det enkelte menneskes værd, personens værd – altid og under alle omstændigheder.
[117]. Hvis der et sted er rigeligt med vand og ingen som helst problemer med vandforsyningen – og man så alligevel sparer på vandet af hensyn til menneskeheden, så betyder det, at man har nået et højt etisk stade som gør det muligt at række ud over sig selv og den sociale gruppe, man tilhører. Det er helt vidunderligt menneskeligt!
[137]. Det gælder at udvikle bevidstheden om at i dag redder vi os sammen og i fællesskab – eller også er der ingen, der bliver reddet.
[140]. Den, som ikke lever efter det princip, der hedder, at det medmenneskelige fællesskab er noget, der ikke fås for penge, det er gratis – han gør sit liv til et bekymringsvækkende forretningsanliggende; han er hele tiden i gang med at beregne, hvad han giver ud, og hvad han får til gengæld.
[143]. Præcis, som der ikke kan være tale om en ægte dialog med den anden uden en personlig identitet, således kan folkene ikke åbne sig mod hinanden uden kærlighed til sit eget land, folk og kultur.
[162]. Det store problem er arbejdet […] I et samfund, der virkelig vil kalde sig selv progressivt, er arbejdet en livsnødvendig dimension af samfundslivet – ikke kun fordi det er gennem arbejdet, at der kommer brød på bordet, men det er også vejen til personlig vækst, til at udvikle sunde og stabile relationer, det er dér man udtrykker sig selv, deles om goderne, det er dér man kommer til at føle sig medansvarlig for en bedre verden og gøre en forskel – ja, det er faktisk en nødvendig dimension for at kunne opleve sig selv som et folk.
[166]. (Alt dette har få muligheder) hvis vi mister evnen til at erkende behovet for en omsindelse, for at få et nyt hjerte hvad angår vaner og livsstil. Det er det, der sker, når den politiske propaganda, medierne, og meningsdannerne insisterer på at fremme en egoistisk og naiv kultur, i konfrontationen med uregulerede økonomiske interesser og samfundsmæssige strukturer, der tjener dem, der allerede har for megen magt. Derfor betyder min kritik af det teknokratiske paradigme ikke kun, at det drejer sig om at kontrollere dens excesser – så vil alt være godt og vi er på den sikre side. Den største fare stammer ikke fra tingene i sig selv, de materielle forhold, organisationerne, men ligger i den måde mennesker bruger dem på. Problemet er den menneskelige skrøbelighed, den konstante tendens mod egoismen; det, som den kristne tradition kalder ’det onde begær’, tilbøjeligheden i menneskets væsen til at lukke sig inde i sit jegs immanens, i sin gruppe og dets smålige særinteresser. Dette begær er ikke en defekt der har med vores tid at gøre. Det er der ganske enkelt, fordi mennesket er menneske, og det udformes til enhver tid ved at tilegner sig de udtryksformer, som tiden tilbyder og de redskaber som det historiske øjeblik stiller til disposition. Men det er muligt at beherske det med Guds hjælp.
[191]. Desuden ser vi, at enhver form for fundamentalistisk intolerance gør fortræd mellem personer, grupper og folkeslag, skaber hindringer for at leve og for at lære fra sig værdien af respekten for – og om den kærlige vilje til – at favne alle forskelle, til at sætte ethvert menneskes værdighed i højsædet, over dets idéer og følelser, dets handlinger – endda dets synder.
Mens vi i samtiden ser en vildtvoksende fanatisme, den indforståede, lukkede logik og den sociale og kulturelle fragmentering – så gør den gode politik det første skridt til at give plads til forskellige stemmer. Sandt nok, at forskelle skaber konflikter, men ensretning gør, at man kvæles og opæder hinanden kulturelt. Lad os ikke affinde os med at leve indelukket i et begrænset udsnit af virkeligheden.
[202]. Den manglende dialog [i samfundet] kommer til at betyde, at der ikke er nogen i de enkelte samfundssektorer, der interessere sig for det fælles gode hvis ikke der lige kan opnås en personlig fordel for dem – eller, i bedste fald hvis ikke de kan sætte deres egen opfattelse af virkeligheden igennem. Således reduceres samtaler til rene forhandlinger, der tjener til at den enkelte kan sikre sig magt og fordele i stedet for at være en fælles indsats, der kan skabe det fælles gode.
Fremtidens helte vil være dem, der bryder igennem denne usunde mentalitet og beslutter sig for med al respekt at håndhæve sandheden i måden, vi taler med hinanden på – frem for at gå efter personlige interesser. Må Herren sørge for at sådanne helte i al stilfærdighed bliver ved at vokse frem i hjertet af vore samfund.
[210]. Det, som hænder for os i dag, og som trækker os ind i en falsk og hul logik, – det er, at etik og politik assimileres med fysikken og dens love. Godt og ondt eksisterer ikke i sig selv: der findes kun én beregning af fordele og ulemper. Fortrængningen af den moralske fornuft har til følge, at ’det som er Ret’ ikke længere refererer til et grundlæggende begreb om Retfærdighed, men afspejler de i tiden herskende opfattelser. Det er her at forfaldet sætter ind. En fremadskridende ’nivellering nedad’ i kraft af en overfladisk kompromissøgende konsensus. Og således sejrer til sidst magtens logik.
[224]. Venlighed er en befrielse fra den råhed, der til tider gennemsyrer vore menneskelige relationer og omgang med hinanden, og fra den angst, som ikke tillader os at tænke på den anden; en befrielse fra den adspredte fortravlethed, der lader hånt om at den anden også har ret til være lykkelig. Det er sjældent, at vi i dag finder tid og energi til at stoppe op og behandle den anden ordentligt: ’må jeg godt’, ’det må du undskylde’, ’tak’. Og dog sker miraklet engang imellem, at der er et venligt menneske, der lægger egne bekymringer og egen travlhed til side for at vise opmærksomhed, traktere med et smil, komme med et opmuntrende ord, skabe et rum, hvor det at lytte bliver muligt midt i så megen ligegyldighed. Denne indsats, praktiseret dag efter dag, er i stand til at skabe denne nye sunde måde at være sammen på, som sejrer over misforståelser og forebygger konflikter. At være venlig er ikke en sekundær detalje eller bare en overfladisk borgerlig konvention. Når værdsættelse og respekt er forudsat, og går skabende ind i kulturen i et samfund, ændres livsstil, sociale relationer, måden at debattere og konfrontere idéer sig væsentligt. Sørg for at facilitere en søgen efter konsensus og de åbne veje – dér, hvor forbitrelsen ødelægger alle broer.
[241]. (Den legitime kamp og tilgivelsen). Det handler ikke her om at gøre sig til talsmand for en tilgivelse, som giver afkald på egne rettigheder over for en korrupt magt, en forbryder eller hvem der end krænker vor værdighed som menneske. Vi er kaldede til at elske alle, uden undtagelse, men at elske én, der undertrykker os, en tyran, betyder ikke at sige ’ja’ til at han fortsætter på samme måde eller til at han kan tænke at det, han gør, er i orden. Tværtimod – den gode måde at elske ham på, er på enhver måde at få ham til at holde op med at undertrykke andre og at fjerne ham fra den magt, han ikke kan bruge til noget godt, og som ødelægger ham som menneske. At tilgive vil ikke sige at tillade, at han bliver ved med at trampe på sin egen og andres værdighed – heller ikke at forbryderen kan fortsætte med sin kriminalitet. Den, der lider under uretfærdigheden, må med styrke forsvare sine egne og sin families rettigheder, fordi han kun sådan kan bevare den værdighed, som er givet ham og elsket af Gud. Hvis en forbryder har gjort mig eller mine kære fortræd, er der intet, der kan forhindre mig i at kræve retfærdighed, og at kæmpe for at denne person – og enhver anden – ikke fortsat skal volde mig eller andre skade. Dette tilkommer mig – og tilgivelsen annullerer ikke denne nødvendighed, den kræver den.
[251]. De, som tilgiver i sandhed, glemmer ikke, men de afstår fra at være besat af denne samme destruktive kraft, som de var ofre for.
[261]. Enhver krig efterlader verden i en dårligere tilstand end den, krigen fandt den i. Krigen er et politikkens og menneskehedens nederlag, en skammelig kapitulation, et nederlag over for det ondes magt. Bliv ikke stående ved de teoretiske diskussioner, men rør ved sårene, rør ved de såredes kød. Vend blikket mod de utallige civile massakrer, – det vi kalder ’collateral damage’. Lad os spørge ofrene, vende opmærksomheden mod flygtningene, mod de mange, der har lidt under radioaktiv stråling fra kernevåben, eller angreb med kemiske våben, kvinderne der har mistet deres sønner, de lemlæstede småbørn, børn der ingen barndom har haft. Se sandheden i øjnene, som voldens ofre viser os, lad os se på virkeligheden med deres øjne og lytte til deres fortællinger med åbent sind. Sådan kan vi erkende det ondes afgrund i hjertet af krigen, og det vil ikke genere os at blive set på som naive, fordi vi har valgt freden.
[275]. Det er ikke acceptabelt, at det kun er de magtfulde og de intellektuelle og velinformerede, der får ordet i den offentlige debat. Der må også være plads for den refleksion, der kommer fra en religiøs baggrund, en refleksion, der samler århundreders erfaring og visdom sammen.
-----
Oversat af Hanne Gregersen fra Zenit, fransk udgave, 4. oktober 2020